Kingo, Thomas O Gud vor Fader i evighed

✂ O Gud vor Fader i evighed, Uden all begyndelse og Ende, Jeg troer paa dig og visselig veed, || Som skrifften giver tilkiende, At du haver med din Guddoms Kraft, Himmel og Jord, og alting skabt, Sampt første Mand og Qvinde

✂ [2] Jeg troer ogsaa paa JEsum Christ, Gud Faders Søn alleene, Undfangen aff dend hellig Aand vist, Fød aff Jomfru hin reene, *Nr. 168 er gengivet efterB, der stemmer med Registeret iA; i Teksten harA flg. Salme :Nok En AndenUnder dend Melodie:Aff Høyheden oprunden er, etc.STat op! stat op min bange Siæl, Dig selff med Banghed icke qvell, Din Sool for dig op || rinder, Lad os udgaa, see din Brudgom, Som er saa modig, mild og from, Sit Hierte til dig binder, Sin Frugt, Og Lugt, Aff sin Vingaard, Hand dig nu faar, Den annamme, Aldrig bliver du til skamme.[2] Vingaarden er hans Pine stoor, Hvor i min Siæl med trygge boer, Sig fryder og forlyster, Ey Blomster eller Rose fiin Saa kunde glæde 301 Maria heder dend Jomfru skiøn, Som hand tog aff sin Manddoms kiøn, Vor Frelsermand alleene.

✂ [3] I Bethlehem fødde Maria sin Søn, Hans hellig velsignede Moder, Til hielp og Trøst ald Menniskens kiøn, Vilde hand da være vor Broder, Nu er Christus baade Gud og Mand, Det bør os alle at tro forsand, Om vi ville salige vorde.

✂ [4] I Jødeland gik hand omkrin, Guds Ord at Prædike og lære, Med sine Mirakler og underlige Ting, Beviste sig Gud at være, Og Lazarum bad hand opstaa, Der hand vilde til sin Pine gaa, Judas monne hannem forraade.

✂ [5] Der nu Christus Guds eeniste Søn, Gav sig i Dødsens Fare, Langfredags Nat giorde hand sin Bøn, Med Suk og bloodige Taare, Da blev hand fangen i Urtegaard, Aff Judas og dend Jødiske skar, Apostlerne monne fra hannem vjge [6] For Menniskens skyld tro vi nu fast, Lod hand sig Fange og binde, At hand dermed aff Synd og Last, Vilde frj os og fra *Siælen min, Som slig Vingaard mig trøster, Saa nær, Er her, Himmels Manna, Hosianna, Os husvaler, Naar os Sathan hart tiltaler.[3] Her i hans skygge sidder jeg, Hans Kierlighed er skiold for mig, Ham Hierte-kier jeg haver, Hand svaler mig med Blomster vel, Med Eble ledsker hand min Siæl, Naar Angest Hiertet gnaver, Min Ven Er een, Som her kommer Bliid og frommer, Hand mig gavner, Med sin høyre Haand omfavner.[4] I sin Vingaard til Engedi, Min Ven altid forlyster mig, Som en udvald Vindrue, Hin søde Must og røde Safft, Min siuge Siæl indgiver krafft, Naar hun || paa dend vil sue. Min Tørst Da først Slet forsvinder, Naar jeg finder Denne Vædske, Som min Siæles Tørst kand lædske.[5] Guds Søn hvor hart mon hand dog staa I denne Perse: thi hand maa Der over blodig svede. Paa hannem vaar Guds Vrede lagt, Paa hannem laa ald Satans Magt, Der til kom Synden leede: Naar mig, Som dig, JEsu søde, Kaarß og Møde Undertrykke, Da lad din sveed sorgen slykke.[6] Høyt klager min Emanuel, Bedrøvet er hans arme Siæl, Hans Hierte snart vil brøste, Hand klager sig saa ynkelig, For vores Synder jamrer sig, En Engel ham maa trøste: Ah du, JEsu, Maat saa drage Ald min Plage, Ald min smerte Qvalde da dit hellig' hierte. 302 vore Fiender, Fra Helvedes Pine og ævig Død, Som Adam udi Paradis brød Guds Bud under evig Pine.

✂ [7] De sende hannem først ind til Annas, Der mødte hannem Sorrig og Møde, Og strax dernest til Caiphas, De hastede med hannem til døde, Med Løgn og falsk og stoor Uret, Som de hannem giorde dend gandske Nat. Peder monne hannem forsvære.

✂ [8] Om Morgenen vel betimelig Tiid, Det første de vilde da giøre, JEsum monne de samdrægtelig Hen til Pilatum føre, De || Løye paa hannem for Ræt og Dom, De sagde hand agtede ikke Keyseren aff Rom, Det maatte Pilatus høre.

✂ [9] Der hand forstod dend Sag i grund, Som de for hannem berette, Viste hand vel at det Jødiske fund, For had og Avind vilde trætte, Mod JEsum dend uskyldige Mand, Hos hvem hand ingen døds Sag fand, Dog lod hand hannem hudstryge.

✂ [10] Hans Tienere toge hannem ind med hast, Kaldet sammen dend gandske Rode, En Krone aff Torn giorde de vel fast, Dend sætte de paa hans Hoved, De spytte og sloge og giorde hannem Vee, Gave Rør i Haand og fulde paa Knæ, En Konge de monne tilbede.

✂ [11] Saa kasted de over hans blodige Krop, Et gammel Purpur-Klæde, Med Spee og spot Reyste de hannem op, Pilatus lod hannem udlede, Da stod tilsammen dend Jødiske Hob, De fulde hannem over med skrig og Raab: Lad hannem Korßfæstes til døde.

✂ [12] Pilatus svarede aff sin Forstand: Jeg kand ikke andet fornemme, End JEsus er en uskyldig Mand, Hvorfor skal jeg hannem dømme? Da raabte de Jøder hver og een, Og sagde: du est ikke Keyserens Ven, Om du lader hannem undkomme.

✂ [13] Her maatte Pilatus give sig tabt, Der hand fik Keyseren at høre, Ald hans Retfærdighed miste sin Krafft, og hand lod sig forføre, Og frygtede meere for Keyserens had, End for Christi Retfærdige Sag, Som mange (diß verre) endnu giøre.

✂ [14] Pilatus tode sine Hænder i Vand, Uskyldig vilde hand da være, Og dømde saa dend uskyldige Mand, Som Jøderne monne begiere: Jeg er uskyldig I denne Mands Blood; De raabte igien med et frit Mood: Hans Blood skal over os komme.

✂ [15] De ledde hannem ud til Hovedpande Sted, Sit Kors maatte hand selv bære, En stoor Almue da fulde hannem med, || Som Græde og gave sig saare: Du Zions Daatter Græd ikke for mig, Men du maat nu vel Græde for dig, For din ulykke vil komme.

✂ [16] Og der de komme til Golgatha, JEsum monne de Korßfeste, Mellem To Røvere hengde hand da, Det skeede alt for vores beste. Hand raabte paa Korsset med høyer Røst, O Fader forlad dem deres Brøst, De viste ikke hvad de giøre.

✂ [17] Der stod omkring dend meenige Mand, De spottede hannem mangelunde, Dend svare Pine tolde hand, Udi Tre gandske Stunde, Saa gav hand strax der op sin Aand, Og dend befaled sin Fader i Haand, Og døde for Synderne vore.