Kingo, Thomas Aff Dybsens Nød raaber jeg til dig

AF Dybsens Nød raaber jeg til dig, HErre Gud vilt du mig høre, Din Naadsens Øren vend du til mig, Min Røst jeg nu fremfører; Giver du paa vore Gierninger agt, At hevne synden med din Magt, O HErre hvo kand det taale!

[2] Hos dig alleene gielder Naade og Gunst, Til synden at forlade, Naar vi dig nogen tiid have mist, Vi vide os ey at raade. For dig ingen sig berømme kand, || Thi maa dig frygte alle Mand, Og trøste dem paa din Naade.

[3] Til Gud staar ald mit haab og Trøst, Min Gierning kand mig ey baade, Thi du alleene haver mig forløst, Aff din usigelige Naade, Dine Ord de ere dend dyrebar skat, Som du os haver effterlat, Dem ville vi gierne høre.

[4] Skulde det end vare fra Morgenstund, Og indtil Afftens Ende, Da skulde mit hierte dog ingenlund Fortviile eller fra dig vende, Saa bør at være ret Israels Art, At haabe og troe aff hiertet snart, Og Naade aff hannem begiære.

* 544

[5] Dog Synden hos os er mangefold, Hos Gud er meget meere Naade, At hielpe os, er hand vel huld, Aff Nød og aldskens Vaade, Hand er forvist dend rette Tolk, Som haver forløst ald Israels Folk, Aff sorrig og synder alle.

[6] Gud Fader, Søn og dend hellig Aand, Hannem ville vi prise og ære, Thi os haver ingen frelst uden hand, Som vi aff Skrifften lære, Thi bør hannem Lov og || Tak alleen, Til ævig Tiid foruden Meen, Der til sige vi nu Amen.

D. Mort: Luther.

Merk: De To sidste Vers aff nest foregaaende Psalme siunges effter aabenbare Skriffternaal er skeer, Og for Skrifftemaalet et Vers eller flere aff dend: Beklage aff ald min sinde, pag. 678. saa som i Ritualen er beordret.