Kand siunges som: Hvad kand os komme til for nød, etc.

✂ I hvo som rolig leve vil, I Egteskab med Ære, Hand give Agt og høre til, Hvad Paulus monne lære, Udi sin skrifft og sende-Brev, Som hand til de Epheser skrev, Dend Lær' er værd at merke.

✂ [2] Saa taler hand til Manden der, Hand skal sin Hustro elske, Og hafve hend' i hiertet kiær, Som Christus, der os frelste, Hand elskte saa sin Meenighed, At hand for hende Døden leed, At hellig giøre hende.

✂ [3] Ved Daaben giør hand hende reen, Aff sine Synder alle, At hun skal findes uden Meen, Og Brudgom sin befalde, Paa det hun kand ustraffelig, Ham ær' og elske inderlig, Foruden Falskheds Galde.

✂ [4] Saa skal og Manden lige saa, Sin Hustro elsk' og ære, Ræt som sig selv, og tænke paa, De too et Liv mon være, I hvo sin Hustro elsker ræt, Sig selv har hand paa Hiertet sæt, Og derfor Roos skal bære.

✂ [5] Som ingen hader Kiødet sit, Men giør det vel til gode, Saa skal ey Manden træde friit Sin Hustro under Fode; Ey byde hende Hug og slag, Ey kiv' og knurre Nat og Dag, Som mange monne giøre.

✂ [6] Gud derfor hende skabte good, Aff Been ved Bryst mon være, Og ey aff Hoved eller Food, At hand der med vil lære, Hun skal ey være Øffrighed, Ey heller skoe-strug med Fortred, Men liig sin Mand i Ære.

✂ [7] Hver føder Legem sit med fliid, Og klæder det med Ære, Saa bør en Egtemand hver Tiid Sin Hustro fød' og nære, Som Christus ved sin Brud det giør, Rætfærdighed hand hend' ifør, Med Ordet hende spiiser.

✂ [8] Det er tilbørligt at en Mand, Sin || Hustro skal forsvare, Fra overlast som komme kand, Og hende frie fra Fare, Om Vold skal hende overgaa, Da bør hand ey at see der paa, Ja ey sit Liv at spare.

✂ [9] En Qvinde skal og ligesaa, Sin Mand lydagtig være I alle Ting, det tænke paa, Ham at bevise Ære, Og effter Manden skikke sig, Mod ham og være sædelig, Ja som paa hænder bære.

✂ [10] En Qvinde frygte bør sin Mand, See til hun ey skal giøre, Det billig ham fortørne kand, Og op til Vrede røre, Hun skal ey være mutt og vred, Bevise Manden Traadtzighed, Og ham til Ondskab føre.

✂ [11] Til Titum lærer Paulus saa, At Qvinden fiin skal være, Hun altiid Manden elske maa, Og ham i hiertet bære, Til andre ikke hafve Mood, Saa staar hun paa dend rette Food, Og følger JEsu Lære.

✂ [12] Hun baade elske skal sin Mand, Naar ham gaar vel i haande, *23 som] ham A * 12° 188 Saa og om sig begive kand, Hand kom i sorg og Vaan||de, Hun Medhielp er i Lyst og Nød, Ham elske bør i Liv og Død, Og mens hun haffver Aande.

✂ [13] Hun sine Børn og elske maa, Dem rygt' og flittig lære, Til HErrens Frygt dem holde saa, At Gud aff dem faar Ære: Hun skal og leve kydskelig, Paa Tugt og Dyd beflitte sig, Det hendes Priis skal være.

✂ [14] Huußraadig hun og være maa, Sig hiemme lade finde, Sit Huus med fliid at vare paa, See vel til ud' og inde, Mod Arme tee sig mildelig, Dem altiid hielpe rundelig, Og deris saar forbinde.

✂ [15] Hun skal med Blusel og med Tugt, I Klæder ogsaa prydes, Hver hellig Qvinde følge smugt, At HErrens Bud ey brydes, Aff Perler, Guld og Verdens bram Ey giøre sig en stoltheds Ham, Som i Guds Ord forbydes.

✂ [16] Naar Qvind' og Mand saa skikke sig, Hver merker saa sin Lære, Da maa de vente visselig, Aff Gud vor Frelser kiære, Ald Naade, Lykk' og Salighed, Først her ogsaa i Ævighed, Og alt hvad de begiære.

✂ [17] Thi bede vi, O naadig Gud, Du vilt hos alle være, Som leve effter dine Bud I Egteskab med Ære, Regier dem med din Naad' og Aand, De saa i Verden leve kand, De Kronen hist maa bære.