Kingo, Thomas Om Gud ey bygger Huus og Gaard

✂ OM Gud ey bygger Huus og Gaard, Og legger Grund i Naade, Med hielp og Lykke Aar fra Aar, Til vores Tarv og Baade, Forgieves er da ald vor Sved, Vor Vagt, vor Fliid, vor Møysomhed, Vi selv kand det ey raade.

✂ [2] Har Gud ey selv dend Stad i ag, Og vogter Land og Rige, Og med sin store Guddoms Magt Dem holder selv ved lige, Om Gud ey selv paa Vagten staar, Forgieves mand paa Volden gaar, Ald Konst og Raad maa vige.

✂ [3] Thi seer til, I, som aarP opstaa, Og sidd' om Natten lenge, Som trette aff Arbeidet gaa, Kun for at samle Penge, I tager mangen harm og || stød, Naar Gud hand giver sine Brød, Der hviler sødt i Senge.

✂ [4] Seer eders Børn og Lives Frugt, Aff Gud de ere skænkte, Alt efter Visdom sin saa smugt, Tit naar I det ey tænkte. Hand vil og dem forsyne saa, At de skal deres Føde faa, For Brød ey gaa betrængte.

✂ [5] Ret ligerviis som Pii' og skud En Krigsmand har i Hænder, Og paa sit Øye-meed og Bud Aff Buen dem udsænder, Saa giør og Gud ved Qvind' og Mand, Aff viit adskilte Folk og Land Hand Hierter sammen vender.

✂ [6] Vel er dend Mand Gud give vil Slig unge Børn og mange, At hand sig saa kand ruste til, Mod Fienderne at gange, I Porten *[2] Uden HErren selv den Stad bevarer, Og vogter baade Land og Rige, Og med sin Guddoms magt forsvarer, Og holder dem saa ved lige, Uden Gud giver selver Naade og Fred, Forgiævis da vaage de Vægtere ved, Ald Konst og Raad monne falde.[3] Thi seer til I som aarle opstaa, Og sidde om Aftenen silde, Med sorrig, Arbeyde og stoor Vantro, Saa ville I giøre eder rjge. Med Kummer I æede det harmelige Brød, Thi Gud sender sine baade Klæde og Føde, Naar de monne sødelig sove.[4] Seer eders Frugt og Børn saa smaa, Dem hafver HErren skabet, Alt efter sin ævige viftdoms raad, Og eder med dem begafvet, Hand vil Og dem saa vel forsee, At deris føde skal være til rede, Det skulle I selver befinde.[5] Ligervijs som mange Pjle og skud En Strjdsmand haver i hænde, Og efter sin villie og efter sit bud, Monne dem forskiude og sende, Saa giør og Gud ved qvinde og mand, Af atskillige stader og fremmede land, Kommer hand dem underlig sammen.[6] Vel er dend mand der Gud vil gifve, Slig unge folck og mange, At hand ferdig og rystet maa blifve, 193 tør hand mod dem staa, Hand dem og viit tilforn skal gaa, Og tør ey blifve bange.

✂ [7] Gud Fader, Søn og hellig Aand, || Ham bør os all' at prise, At hand bevar vort Huus og Land, Og vil os got bevise, Gud styrk vor Troe og Kierlighed, At vi med Tak slig HErrens Fred Kand nyde udi Lise.