Kingo, Thomas Min Siæl nu love HErren

MIn Siæl nu love HErren, Hvad i mig er hans hellige Navn: Sin Godhed rundelig giver, Thi skalt du altid takke hannem. Din Synd haver hand udslettet, Og lægt dine store Saar: Dit arme Levnet husvalet, Tager dig saa vel i Forsvar. Med veldig Trøst beskiærmer, Dig Ung som Ørnen giør, HErren alle Christne vil trøste, Som trenges i Verden her.

[2] Sin Low haver hand os givet, Sit hellige Ord og sammelund: Sin Godhed de Christne indlivet, Hans Barm || hiertighed see vi allen stund. Sin Vrede lader hand vel fare, Lønner ikke som vi have tient: Sin Miskund hos ingen vil spare, Til de ydmyg haver hand sig vendt. Hans godhed er over dem alle, Som gierne frygte hannem: Vor Synd lader hand bortfare, Og aldrig vil tænke paa dem.

[3] Som sig en Fader forbarmer Over sine unge Børn og smaa, Saa giør og HERren os arme, Naar vi hannem ræt frygte saa. Hand veed vor Skabning er ringe, Slet Støv og Muld forvist: Ræt som noget Græs udi Enge, Og en Urt som Blomstret haver mist, Naar Veyret der hart paafalder, Da findes det ikke meer: Saa gaar det med vor Alder, Vort endeligt er os nær.

[4] HERrens Miskundhed alleene Bliver nu ogsaa evindelig 253 Alt hos sin Brud den reene, Som hannem fryg||ter Hiertelig, Og holder hans Bud og Villie. Hand boer i Himmelen vist, Hans Engle hannem der tiene, Og priise med høyer Røst, Den stoore HErre til Ære, Og siunge hans hellige Ord, Min Siæl hans Lov skal lære, Nu over den gandske Jord.