Kingo, Thomas Som en Hiort med Trøst befangen

Dend 42. Davids Psalme, under sin sædvanlige Melodie:

1.

SOm en Hiort med Tørst befangen
Skriger efter Kilde-Vand,
Saa giør min Siæl med forlangen
Effter Gud min Frelsermand,
Effter dend levende Gud
Siæl og Hierte tyrkes ud,
Naar skal jeg engang fremtræde
Til at see Guds Aasyns Glæde.

2.

Med min' Øynes salte Taare
Dag og Nat jeg mætter mig,
Det mit Hierte mest mon saare,
At mand spørger idelig,
Hvor er Gud din Hielp og Trøst?
Derfor er min Siæl udøst!
Har dog Lyst i Flok at gange
Til Guds Huus med Fryde-Sange.

3.

Hvi, min Siæl, vil du dig trykke?
Hvorfor bruser du dog saa?
Bij kun effter Gud, din Lykke
Ved hans Seyerverk skal gaa!
Hand skal give visselig
Aarsag nok at takke sig,
For sit Ansigts Hielp og Ære,
Ihvor slæt det nu mon være.

* 145

4.

Derfor er mig Gud i Tanke,
Mens jeg er i Jordans Land,
Og fra Hermons Bierg maa vanke
Hen til Misars Høy paa stand,
Hvor et Svelg det andet naar,
Og en Bølge anden slaar,
Ja et Liud aff Modgangs Sluser
Mod min Siæl med Grumhed bruser.

5.

Alle dine sterke Strømme
Og de store Floders Magt
Over mig tilliige svømme,
Dog har mig min Gud tilsagt,
At hand mig om Dagen vil
Hielp og Redning sende til,
At jeg skal om Natten siunge
HErrens Low med Hiert' og Tunge.

6.

Gud, min Klippe, vil jeg sige:
Hvorfor haver du mig glemt?
Hvi gaar jeg saa sørgelige,
Og aff Fienden ilde klemt?
Det er ald min Siæles Meen,
Og et Moord i mine Been,
At de mig til haanhed raaber,
Hvor er Gud, paa dend du haaber?

7.

Hvi, min Siæl, vil du dig qvæle,
Og dog storme mod mig saa?
Bii Guds Tiid! hand skal ey dvæle!
Hand og hiertens Tak skal faa:
146 Thi hand lar mit Øye see
Hielp og Naade i ald Vee,
Hand, mit Ansigts Lyvs og Ære,
Ævig skal velsignet være.