Kingo, Thomas Jeg raaber til dig, HERRE Christ

✂ JEg raaber til Dig, HERRE Christ, O hør min hiertens Klage, Giv mig dend rette Troe forvist, At jeg ey skal forsage: Thi ald mit Haab det er til Dig, Og til din store Naade, I ald Vaade, I Sandhed styrk Du mig, Og Troens sunde Maade.

✂ [2] Jeg beder meer, O HErre GUD, Du kand mig det vel give, At jeg min U-vens skompelskud Og Spot skal ikke blive: Thi giv Du mig et stadigt Haab, At jeg kand taallig være, Korset bære, I Siælens trøstig Raab, Dend Vey til Himlen lære.

✂ [3] Und mig og det af Hiertens grund Min U-ven at tilgive, Og elske ham i allen stund, Og i din Fred saa blive, At jeg maa vorde dig saa Hig, Dem || aldrig at mißunde, Som kun grunde Oppaa mit Fald med Sviig, Og der fast effter stunde.

✂ [4] Lad ingen Modgang, Lyst og Nød Saa sterk mig komm' i *Guds Bud, Hvad Tiid det er og paa hvad sted, Sin Leyde Gud dig giver med, At hand er din Beskiærmer bliid, Og hielper dig til ævig Tiid. D[Nr. 123] JEg raaber til dig O HErre Christ, Jeg beder du hør min klage, Giv mig dend rette Tro forvist, At jeg dig ikke forsager Thi jeg forseer mig gandske til dig, Og til din store Naade, I ald Vaade, Styrk mig i din sandhed, Og altid vel bevare.[2] Jeg beder nu meer, O HErre Gud, Du kandst mig det vel give: At jeg skulde ikke blive til spot, Som mine fiender drive. Thi giv du mig et stadigt haab, At jeg kand taallig være, I Verden here, I alskens sarrig og nød, Som mig kand vederfare.[3] Und mig og det alf hiertens grund, Jeg kunde min Fiende tilgive, Og elske hannem i allen stund, Og i din fryct saa blive, At jeg maatte vorde dig saa lig, Og elske mine uvenner, Og bekiende, Dig fader i himmerig, Nu og foruden ald ende.[4] Lad ingen modgang lyst eller nød, Saa sterk mig komme til 207 Hænde, I Livet eller og i Død, At de mig fra dig vænde: Gid ingen Ting er mig saa kier, Der mig skal fra dig drage, Alle Dage, Aff alt i Verden er, Du skalt mig best behage.

✂ [5] Jeg ligger her i Aandsens striid, Dend Diefvel giør mig Vaande, Og giør der til sin største fliid, At faa mig sig til haande, Thi hielp mig aff hans Strikker ud, At jeg skal ey forsage, Men maa smage Din Trøst, O hierte Gud, Som kiender best min Plage.