↩
Om Christi Korsfesteise, Pine
Af mit dybe hiertes Grund,
Ingen kand min sorrig slukke,
Ingen holde for min Mund!
Thi min Sorg som Hiertet bær,
Og min Indvold i mig skiær,
Skal aff mine Øyne flyde,
Og ud fra min Tunge bryde.
Paa dend runde Jordens Bold,
Bliver fulde aff Ælende,
Thi Guds Søn hand lider Vold!
Gud og Mand for vores Sag
Maa dog lide Vold i Dag,
Gud i Kiødet nu maa lide,
Og sig giennem Døden stride.
* 466
Tænk, min Siæl, hand kommer der!
See, hvordan hans Saar de bløde!
See, hvordan hand Korset bær!
See, hvor striblet er hans Hud!
See, hvor usel seer hand ud!
See hvor Torne-Kronen stikker!
Hvor hans Mund sit blod inddrikker.
Og som Ormen vrier sig,
Agt, hvor stakket er hans Aande,
Hvor hand stønner ynkelig;
Hvor hand blodig er og blaa,
Og hvor neppe hand kand gaa,
Og maa dog med Korset stræbe,
Op til Golgotha at slæbe.
De saa Blood-besølet er,
Hand Guds Vredes Perse træder,
Og ald Verdens Bloodskyld bær!
Slangen ham i Hælen beed,
Gifften i hans Hierte sveed,
Som hans Aarer giennem-rendte,
Og ham med vor Omflot skiendte.
* 467
O min Siæl, forglem dog ey,
Hvor de stolte Jøder kneyser,
Og ham baner Dødsens Vey;
Skærper Nagler, hvedser Spyd,
Og hvo fuldest aff Udyd
Meest kand ubarmhiertig være,
Hand fortienner største Ære.
Med en Galde-blandet skaal,
Og hans svage Hierte krænker
Med ald Ondskabs fulde Maal!
Edike og Myrrhe maa
De velsigned Læber faa
Paa sin Rettersted at smage,
Ah! en uhørt synd og Plage.
Tutter, støder, giør ham meen,
Og med Grumhed strax udstrekker
Hans udmatted' Arm' og Been!
Nagler ham til Korset fast,
Saa hans Kiød og Seener brast,
Dermed lader de ham hænge,
Til hans Pine at forlænge.
* 468
Og hans Bryst hvor trangt det gaar!
Hvor hans Legems Byrde hænger
Paa hans blodig Nagle-skaar!
See hvor er hans Seener rakt!
Hans affmægtig' Arme strakt!
See hvor hand af Angest krummes,
Og hans blodig Øyne dummes.
Ingen Redning, ingen Raad!
Ingen ynker nu hans Vaade,
Om hand øser Blood for Graad;
Ingen har Medlidenhed,
Udaff Medynk ingen veed,
Intet Hierte vil sig skamme,
Alle Hænder tør ham kramme.
Alle I som gaar omkring,
Merker dog, om noget Øye,
I dend hele Verdens Ring
Haver skuet slig en Mand,
Fuld aff HErrens Vredes Brand,
Fuld aff Pine, spot og Plage,
Slangens Gifft og syndens Lage.
* 469
Er opreyst til spot og skam,
Og hvor Grumheds Ild opstegte
Dette Guds uskyldig Lam!
Midt iblant det Røver-Par
Det forbandet Træ opbar
Ald min Glæde, Liv og Lykke,
Ald min salighed og smykke.
Til sin Fader, at hand ey
I sin Vrede slet vil lukke
Naadens Dør og Livsens Vey,
For det blinde Jøde-Folk!
O du store Naadens Tolk,
Du vil dem til Livet føre,
Mens de dig til Døden kiøre.
Jøde-Konges Titel op,
Avind digt i Hiertet river
Paa hver hærded Jøde-Krop!
De maa see og sprekke ved,
At min JEsus Led fra Led
Blodig er, og kand dog bære
Konge-Titel med stor Ære.
* 470
O min Konge og min Gud!
At ey Vellyst eller smerte
Dig fomaar at slette ud;
Denne Opskrifft paa mig sæt:
JEsus udaff Nazareth
Dend Korsfæste, er min Ære,
Og min Salighed skal være.
I det sure Dødsens Bad,
At hand skuer med sit Øye
Hvor hans Klæder splittes ad,
Og hvor Stridsmænd kildre sig,
At de kunde spottelig
Lod og Ligning der paa giøre,
Hvem hans Kiortel skal tilhøre.
Og om Verden mig til spot
Klæder, Middel fra mig river,
O det bliver dog vel got!
Jeg skal dog ey nøgen staa,
Naar Jeg skal for Dommen gaa,
Thi Jeg træder frem med Glæde
For min Gud i JEsu Klæde.
471
At Du spottes trodselig,
Og at hvert et Affskum truer
Og giør Miner udaff dig:
Men, O JEsu, ved din spæ
Paa det røde Korsens Træ,
Skal min skam og skændsel svinde
Og Jeg Himlens Ære vinde.
Din Døds Krafft i stadig Troe,
Ham Du paa dit Hierte tegner,
Lover Paradises Roe.
Frj mig, JEsu, frj mig fra
Røver-skam, men giv mig da,
Naar Jeg er i Dødsens Vaade,
Røverens hans Troe og Naade.
Sig i mig hver Draabe Blood,
Naar Jeg did i Tanker vandrer,
Som din kiere Moder stood
Under Korset, og besaa
Ald dend spot dig lagdes paa,
Ald dend skam og ald dend smerte;
Ah hvor vee vaar hendes Hierte.
472
Hvordan Sverdet trengde sig,
Med ald sorrigs Jammer-pige,
Giennem Siælen smertelig;
Udi hendes Lod ey faldt
Din dend mindste Klæde-Palt,
Og om hun til Korset kryber,
Da dit Blood paa hende dryber.
Hun aff JEsu Mund til Trøst,
Og en Draabe søt hun smager,
I dend Synd-flood, ved hans Røst,
Der med tier hun og troer,
Og sig paa hans Løffte roer,
Gid Jeg saa i ald min Vaade
Lader Gud og JEsus raade.
Sig med sørge-floer og mørk,
Mod Naturen Verden skrekker!
Dagen er som Nattens Ørk!
JEsus raaber ynksom ud:
Eli, Eli, O min Gud!
Hvi har Du i denne Fare
Mig forlat i Dødsens snare.
* 473
Blues ved min synde-daad,
Skyll min skam i megen møye,
Til du mørknes slet aff Graad;
Thi min JEsus er forlat,
For Jeg ey i Dødsens Nat
Ævig Helved-Mørk skal føle
For min skamløs synde-søle.
Andet faar at leskes paa
End som Edike at drikke,
Smager dend, og raaber saa:
Skrifftens Vidne, som dend bær
Om mig, nu fuldkommet er,
Alt hvad Adam kund' imaale,
Giør Jeg ræt i denne skaale.
Ved hans Hierte stille stood,
JEsus da mod Himlen raaber,
Giennem Dødsens grumme Flood:
Fader, i din hulde haand
Jeg befaler Siæl og Aand,
Dermed hand sit Hoved bøyde,
Og Gud med sin Død fornøyde.
474
O mit hierte skælv du da!
Døer da hen I slemme Lyster,
Døer, og driver langt her fra!
Thi nu døde Gud og Mand,
For dend slemme Lyste-Tand,
Der i Eblet torde bide,
Hvorfor hand leed Dødsens qvide.
For Jeg der til Aarsag gav;
I din Død Jeg mig dog glæder,
Ja min støv udi min Grav!
Thi mit Liv er i din Død,
Og der hand dit Hierte brød,
Da din søde Naade-Kilde
Mig til Liv opbriste vilde.
JEsu, gid Jeg kunde dog
Døe med samme Ord i Munde,
Hvor med Du din Affskeed tog!
Bøy, O bøy dit Hoved ned
Til mig udi Dødsens sved,
At min Siæl din Kys maa nyde,
Naar Jeg skal min Aand udgyde.
Th: Kingo.
Om Christi Korsfesteise, Pine
og Død, som kand bruges for
Præ
diken paa Langfredag, saa vel til Froe-
prædiken som
til Høymesse, og endeel
til Afftensang, effter Ritualens
Anledning.
Under dend Melodie.
Som en Hiort med Tørst
befangen, etc.
1.
BRyder frem I hule SukkeAf mit dybe hiertes Grund,
Ingen kand min sorrig slukke,
Ingen holde for min Mund!
Thi min Sorg som Hiertet bær,
Og min Indvold i mig skiær,
Skal aff mine Øyne flyde,
Og ud fra min Tunge bryde.
2.
Alle I som Eder vendePaa dend runde Jordens Bold,
Bliver fulde aff Ælende,
Thi Guds Søn hand lider Vold!
Gud og Mand for vores Sag
Maa dog lide Vold i Dag,
Gud i Kiødet nu maa lide,
Og sig giennem Døden stride.
* 466
3.
Nys er hand fordømt til døde,Tænk, min Siæl, hand kommer der!
See, hvordan hans Saar de bløde!
See, hvordan hand Korset bær!
See, hvor striblet er hans Hud!
See, hvor usel seer hand ud!
See hvor Torne-Kronen stikker!
Hvor hans Mund sit blod inddrikker.
4.
Tænk, hvor fuld hand er aff Vaande,Og som Ormen vrier sig,
Agt, hvor stakket er hans Aande,
Hvor hand stønner ynkelig;
Hvor hand blodig er og blaa,
Og hvor neppe hand kand gaa,
Og maa dog med Korset stræbe,
Op til Golgotha at slæbe.
5.
Spørg dog ey hvorfor hans KlæderDe saa Blood-besølet er,
Hand Guds Vredes Perse træder,
Og ald Verdens Bloodskyld bær!
Slangen ham i Hælen beed,
Gifften i hans Hierte sveed,
Som hans Aarer giennem-rendte,
Og ham med vor Omflot skiendte.
* 467
6.
Tænk, hvordan de Korset reyser,O min Siæl, forglem dog ey,
Hvor de stolte Jøder kneyser,
Og ham baner Dødsens Vey;
Skærper Nagler, hvedser Spyd,
Og hvo fuldest aff Udyd
Meest kand ubarmhiertig være,
Hand fortienner største Ære.
7.
Agt hvordan de hannem skienkerMed en Galde-blandet skaal,
Og hans svage Hierte krænker
Med ald Ondskabs fulde Maal!
Edike og Myrrhe maa
De velsigned Læber faa
Paa sin Rettersted at smage,
Ah! en uhørt synd og Plage.
8.
Op ad Korset de ham trekker,Tutter, støder, giør ham meen,
Og med Grumhed strax udstrekker
Hans udmatted' Arm' og Been!
Nagler ham til Korset fast,
Saa hans Kiød og Seener brast,
Dermed lader de ham hænge,
Til hans Pine at forlænge.
* 468
9.
Merk hvor de hans Kræffter sprenger,Og hans Bryst hvor trangt det gaar!
Hvor hans Legems Byrde hænger
Paa hans blodig Nagle-skaar!
See hvor er hans Seener rakt!
Hans affmægtig' Arme strakt!
See hvor hand af Angest krummes,
Og hans blodig Øyne dummes.
10.
Her er nu ey meere Naade,Ingen Redning, ingen Raad!
Ingen ynker nu hans Vaade,
Om hand øser Blood for Graad;
Ingen har Medlidenhed,
Udaff Medynk ingen veed,
Intet Hierte vil sig skamme,
Alle Hænder tør ham kramme.
11.
Staar dog stille, agter nøye,Alle I som gaar omkring,
Merker dog, om noget Øye,
I dend hele Verdens Ring
Haver skuet slig en Mand,
Fuld aff HErrens Vredes Brand,
Fuld aff Pine, spot og Plage,
Slangens Gifft og syndens Lage.
* 469
12.
See, hvor hand blant Røver-KnegteEr opreyst til spot og skam,
Og hvor Grumheds Ild opstegte
Dette Guds uskyldig Lam!
Midt iblant det Røver-Par
Det forbandet Træ opbar
Ald min Glæde, Liv og Lykke,
Ald min salighed og smykke.
13.
Hør, hvor falder hand i sukkeTil sin Fader, at hand ey
I sin Vrede slet vil lukke
Naadens Dør og Livsens Vey,
For det blinde Jøde-Folk!
O du store Naadens Tolk,
Du vil dem til Livet føre,
Mens de dig til Døden kiøre.
14.
Paa hans Kors Pilatus skriverJøde-Konges Titel op,
Avind digt i Hiertet river
Paa hver hærded Jøde-Krop!
De maa see og sprekke ved,
At min JEsus Led fra Led
Blodig er, og kand dog bære
Konge-Titel med stor Ære.
* 470
15.
Skriv dig JEsu paa mit hierte,O min Konge og min Gud!
At ey Vellyst eller smerte
Dig fomaar at slette ud;
Denne Opskrifft paa mig sæt:
JEsus udaff Nazareth
Dend Korsfæste, er min Ære,
Og min Salighed skal være.
16.
Dette kom og til hans Møye,I det sure Dødsens Bad,
At hand skuer med sit Øye
Hvor hans Klæder splittes ad,
Og hvor Stridsmænd kildre sig,
At de kunde spottelig
Lod og Ligning der paa giøre,
Hvem hans Kiortel skal tilhøre.
17.
Om Jeg arm og nøgen bliver,Og om Verden mig til spot
Klæder, Middel fra mig river,
O det bliver dog vel got!
Jeg skal dog ey nøgen staa,
Naar Jeg skal for Dommen gaa,
Thi Jeg træder frem med Glæde
For min Gud i JEsu Klæde.
471
18.
Midlertiid Jeg seer og gnier,At Du spottes trodselig,
Og at hvert et Affskum truer
Og giør Miner udaff dig:
Men, O JEsu, ved din spæ
Paa det røde Korsens Træ,
Skal min skam og skændsel svinde
Og Jeg Himlens Ære vinde.
19.
Røveren, som sig tilegnerDin Døds Krafft i stadig Troe,
Ham Du paa dit Hierte tegner,
Lover Paradises Roe.
Frj mig, JEsu, frj mig fra
Røver-skam, men giv mig da,
Naar Jeg er i Dødsens Vaade,
Røverens hans Troe og Naade.
20.
Ah, O JEsu, hvor forandrerSig i mig hver Draabe Blood,
Naar Jeg did i Tanker vandrer,
Som din kiere Moder stood
Under Korset, og besaa
Ald dend spot dig lagdes paa,
Ald dend skam og ald dend smerte;
Ah hvor vee vaar hendes Hierte.
472
21.
Ingen kand med Tunge sige,Hvordan Sverdet trengde sig,
Med ald sorrigs Jammer-pige,
Giennem Siælen smertelig;
Udi hendes Lod ey faldt
Din dend mindste Klæde-Palt,
Og om hun til Korset kryber,
Da dit Blood paa hende dryber.
22.
En Discipels Forsvar tagerHun aff JEsu Mund til Trøst,
Og en Draabe søt hun smager,
I dend Synd-flood, ved hans Røst,
Der med tier hun og troer,
Og sig paa hans Løffte roer,
Gid Jeg saa i ald min Vaade
Lader Gud og JEsus raade.
23.
Solen haanes og bedekkerSig med sørge-floer og mørk,
Mod Naturen Verden skrekker!
Dagen er som Nattens Ørk!
JEsus raaber ynksom ud:
Eli, Eli, O min Gud!
Hvi har Du i denne Fare
Mig forlat i Dødsens snare.
* 473
24.
O mit Legems Sool, mit Øye,Blues ved min synde-daad,
Skyll min skam i megen møye,
Til du mørknes slet aff Graad;
Thi min JEsus er forlat,
For Jeg ey i Dødsens Nat
Ævig Helved-Mørk skal føle
For min skamløs synde-søle.
25.
JEsus tørster, men hand ikkeAndet faar at leskes paa
End som Edike at drikke,
Smager dend, og raaber saa:
Skrifftens Vidne, som dend bær
Om mig, nu fuldkommet er,
Alt hvad Adam kund' imaale,
Giør Jeg ræt i denne skaale.
26.
Ræt som alle Bloode-DraaberVed hans Hierte stille stood,
JEsus da mod Himlen raaber,
Giennem Dødsens grumme Flood:
Fader, i din hulde haand
Jeg befaler Siæl og Aand,
Dermed hand sit Hoved bøyde,
Og Gud med sin Død fornøyde.
474
27.
JEsus døer, og Jorden ryster,O mit hierte skælv du da!
Døer da hen I slemme Lyster,
Døer, og driver langt her fra!
Thi nu døde Gud og Mand,
For dend slemme Lyste-Tand,
Der i Eblet torde bide,
Hvorfor hand leed Dødsens qvide.
28.
JEsu, Jeg din Død begræder,For Jeg der til Aarsag gav;
I din Død Jeg mig dog glæder,
Ja min støv udi min Grav!
Thi mit Liv er i din Død,
Og der hand dit Hierte brød,
Da din søde Naade-Kilde
Mig til Liv opbriste vilde.
29.
O min JEsu, gid Jeg kunde,JEsu, gid Jeg kunde dog
Døe med samme Ord i Munde,
Hvor med Du din Affskeed tog!
Bøy, O bøy dit Hoved ned
Til mig udi Dødsens sved,
At min Siæl din Kys maa nyde,
Naar Jeg skal min Aand udgyde.
Th: Kingo.