Kingo, Thomas Vil Gud vor HErr' ey med os staa

VIl Gud vor HErr' ey med os staa, Naar vore Fiender komme, Vil Gud vor Sag ey tage paa, Og stride os til fromme, Uden hand Ißrael hielper vist, Og selv forstyrrer Fienders List, Da have vi forlaaret.

[2] Hvad Menn'skens Kraft begynde kand, Vi tager ey til Fare, Hand sidder hos Guds høyre haand, Det Raad kand aabenbare, Naar de stoor Viißdom bruge vil, Saa bruger Gud et andet spil, Det staar alt i hans hænder.

[3] De storme baade fiærn og nær, Som de os vilde æde, Til Mord de have ald begiær, Gud mon de plat forgiæde, De som Haffs-Bølger paa os slaar, Og effter Liv og Levnet staar, Gud lad Dig det forbarme.

[4] De straffe os for Kiætterij, Vort blood de efftertragte, Dog sige de sig Christne frij, Og Gud alleen' at agte, O HErre Gud *

148 Dit dyre Navn Er deres skalkheds skiul og Gavn, O naar vilt du opvaagne.

[5] De deres Mund oplade viid, Og os opsluge ville, Lov, Tak, og Priiß skee Gud altiid, Dend Grumhed kand hand stille, Dend Snare vil hand sønderslaa, Dend falske Lære skal forgaa, Det kand de ey forhindre.

[6] O Gud, Du riiglig trøste vil, De sig paa dig forlade, Din Naades Dør ey lukkes til, Fornufft seer ey dend Baade, Hun sig ey trøste kand i Nød, Dog Korsset hafver nylig fød, Hver dend din Hielp forventer.

[7] Vor Fiender ere i din Haand, Der til hvad de mon tænke, Du deres Anslag || vide kand, Lad Vantroe os ey krænke, Fornufft mod Troen fører Krig, Vil ey troe det tilkommelig, Naar du vilt selver trøste.

[8] Du skabte Himmel, Haw og Jord, Det troe vi og bekiænde, Lad skinne klart dit hellig' Ord, Lad vore Hierter brænde I Troens rætte Kierlighed, Og i en fast Bestandighed, Lad Verden murr' og knurre.

* * Justus Jonas.