↩
En ælendig Siæls og Synde-
Suk og salte Øyne-Taare
Tvinger mig saa meget saare,
For min Gud er bleven vred,
Jeg har Giekken med ham spilled,
Og hans Naader bag mig kast,
Og paa Satans Bane drilled
Livet hen i synd og Last.
Mine Lyste-knæged skuldre,
Siælen har begyndt at buldre
I sit Kiøds besmitted Vraa;
Lowen mig med Grumhed truer,
Og fordømmer mig i Grund,
Satan viser Helved-Luer,
Som hans Kule har i Mund.
* 480
Og for Vinden hastig ramler,
Frygter jeg at Himlen skramler
Med min velfortiente Dom!
Seer jeg Gnisten hastig sprette,
Gyser mig mit Hierte-Blood,
Vil en Fugl sig hastig lette,
Snubler strax min rædde Food.
Naar at Gierdet monne knase,
At mig Døden er i hase,
Og forfølger Endelig:
Som en Ugle maa jeg vige
Hen i sorgens blinde Vraa,
Og min Jammer-sang udskrige,
Som jeg Enlig nyner paa.
Jeg aff Graad er hees og hikker,
Hiertet bever, klapper, pikker,
Seenern' er i Krampe-Baand:
Tungen udi støven mumler,
Øyne rinde strømme-sterk,
Og min Siæl i Blodet tumler,
Vaandefuld aff syndsens Verk.
481
Ligger jeg og suremuler,
Mens mit synde-saar udfuler,
Vrier mig i støv og Muld,
Og med hede Taare vander
Jorden, som jeg ligger paa,
Sorg og sukke sammenblander
Aff mit Hoveds Græde-Aa.
Men med lønlig smerte tærer
Brødet, som mig Usle nærer,
Sorgen svømmer i mit Fad:
Jeg med lønlig sukke drikker,
Hvad der skienkes i min skaal,
Og i sindet stedse prikker
Syndsens gifftig-odded Naal.
Aff Bekymrings Kræfft og Qvide,
Ingen Glæde kand jeg vide,
Aatte jeg end Verdens Guld:
Sommer-dag min sorg forlænger,
Vinter-dag giør Glæden kort,
Hver en Time suk paahenger,
See! saa slides Livet bort.
* 482
Udi Gud, og kunde smile,
Ja foragte sorgens Pile,
Jeg er ræd og ikke tør:
Thi om nogen Lyst vil trekke
Paa mit seene smile-Baand,
Vil samvittigheden rekke
Mig en Pidsk aff syndsens Vond.
Uroe lader som hun slummer,
Men i hast mit sind optrummer,
Med Fantastisk Drømme-Troe,
Saa jeg veed ey om jeg lever,
Eller jeg er gandske død,
Thi alt hvad er hos mig bever,
See, saa grusom er min Nød.
Blant saa mange Siæle-Plager,
Som mig piner, trekker, drager
Under syndsens Kaaber-Aag?
Himlen har sin hielp forsaget,
Jorden mig ey hielpe kand,
Englene har jeg forjaget,
Ah, hvor usel er min stand!
483
Er der ingen Trøst at vente?
Er der ingen hielp at hente?
Er der ingen Fynd i Graad!
Er da Naadens Kilder tørre?
Er jeg slet til Døden soldt?
Er der Laas for Himlens Dørre?
Er Guds Hierte blevet koldt?
Er hans saar til ingen Nytte?
Vil hand hielpe-steenen flytte?
Er hand hielpe-keed og træt?
Er hans milde Broders hierte
Følesløs udi hans Barm?
Finder hand ey til min smerte?
Er hans Aand ey meere varm?
Skal jeg Troens Anker slippe?
Skal mit faste haab nu glippe?
Skal jeg miste Himlens skat;
Skal jeg Cains Broder være?
Skal jeg Judas strikke faa?
Skal jeg selv mit Liv affskiære?
Skal jeg slet til Helved gaa?
* 484
Reys dig lit, og see du stylter
Med de mange synde-Bylter,
Hen ad Troens trøstig Vey!
Gud er end ved Bøn at vinde,
JEsus lever og endnu,
Aandsens Krafft er end at finde
For din sorg-nedsenked Hu.
At her er dog haab tilbage,
Og en Trøstes Honning-Kage
For min høybedrøved Siæl!
Jeg kand see et Glimt aff Naade,
Giennem Mishaabs grumme Sky,
Og min store hierte-Vaade
For et Blink aff Trøst at fly.
Hvor Du, JEsu, selv har ligged,
Og din Trøst fra Himlen tigged,
Udi mine synders Vee!
Du for mine blodig Synder
Og Mißgierning svedte Blood;
Her aff ald min Trøst begynder,
Her er Glædens rette Flood.
485
For min Mørkheds fule Laster,
Og for jeg fra Lyvset haster
Med min skummel synd og daad:
Du for mig est bleven tagen
Og ført hen for Dom og Ræt,
Hudefletted, spøtt og slagen,
At min straff skal vorde læt.
For at mine synde-Torne
Skulde ved din Pine forne,
Før de fanger Rood i mig:
Du paa Korset villig hengde,
Og dend Handskrifft sønder-rev,
Som mig ned til Helved trengde,
Og vaar mig et Dødsens Brev.
Har min synde-Gifft og Galde
Vildet dig paa hiertet falde,
Ved din sidste Aandefang:
Du har syndsens suurhed smaget
Aff min fule synde-svamp,
Og dend bittre Gifft borttaget
Aff min onde Lyste-Damp.
* 486
Saadan Død som ey kand tænkes,
Hvor at alle Døder lænkes
I en bondløs Affgrunds Nød,
Som dit reene hierte trykker
Til det brister endelig,
Men dend Tiid det brast i stykker,
Slap jeg nærmer ind til dig.
Har du lagt dig ned til hvile,
Hvor du brødst dog Dødsens Pile,
Og hvert sting som hand dig gav;
Du stood op fra Mørkheds Telte,
Du ald Verdens Sool og Lyst,
Og ald sorgens steen affvelte
Fra min Hierte-Grav og Bryst.
Helvede hvorfor jeg gruer,
Og fik Satan sat i skruer,
Med sin Magt i Ævighed!
Du til Himmels foer med Glæde,
Trodsed Død og Helved-Baand,
Og udi mit Kiød tog sæde
Hos din Faders høyre haand.
487
Hos din Fader er og bliver,
Og et ævigt Vidne giver
Om hvad du leedst for mig her;
Du din Faders Hierte vender,
At hand naadig til mig seer,
Troens Trøste-Lyus optender
I min Siæl jo meer og meer.
Lad ald Satans Helved-Grube
Lukke op sin svovled strube,
Lad ald Verden staa paa Fald,
Lad Affgrundens sorte Trolde,
Lad dend gamle Hugorms Tand
Mig forfølge, jeg vil holde
Ved min hulde Frelsermand.
JEsus skal mit Hierte lette,
Og sin Aands Besegling sette
For min skiulte hierte-Dør,
Saa hand altid skal der inde
Med sin Aand en Bolig faa,
At jeg hu og Krafft skal finde
Synd og skam at træde paa.
488
JEsus er din Trøst og Glæde,
JEsus er dit skiul og Klæde,
JEsus kroner selv din Troo,
JEsus er dig Livsens Baade,
Og din Lyst til ævig Tud:
JEsu, JEsu giv mig Naade,
Jeg maa døe i dend Tilliid.
Th: Kingo.
En ælendig Siæls og Synde-
res Opreyßning ved JEsu
hellige
Død og Opstandelse.
Under dend Melodie:
Rind
nu op i JEsu Navn, etc.
1.
SOrrig og Ælendighed,Suk og salte Øyne-Taare
Tvinger mig saa meget saare,
For min Gud er bleven vred,
Jeg har Giekken med ham spilled,
Og hans Naader bag mig kast,
Og paa Satans Bane drilled
Livet hen i synd og Last.
2.
Synde-Bierge ligger paaMine Lyste-knæged skuldre,
Siælen har begyndt at buldre
I sit Kiøds besmitted Vraa;
Lowen mig med Grumhed truer,
Og fordømmer mig i Grund,
Satan viser Helved-Luer,
Som hans Kule har i Mund.
* 480
3.
Hvert et Løv der tumler om,Og for Vinden hastig ramler,
Frygter jeg at Himlen skramler
Med min velfortiente Dom!
Seer jeg Gnisten hastig sprette,
Gyser mig mit Hierte-Blood,
Vil en Fugl sig hastig lette,
Snubler strax min rædde Food.
4.
Som en Orm jeg frygter mig,Naar at Gierdet monne knase,
At mig Døden er i hase,
Og forfølger Endelig:
Som en Ugle maa jeg vige
Hen i sorgens blinde Vraa,
Og min Jammer-sang udskrige,
Som jeg Enlig nyner paa.
5.
Hielpeløs er slet min Haand,Jeg aff Graad er hees og hikker,
Hiertet bever, klapper, pikker,
Seenern' er i Krampe-Baand:
Tungen udi støven mumler,
Øyne rinde strømme-sterk,
Og min Siæl i Blodet tumler,
Vaandefuld aff syndsens Verk.
481
6.
Trøsteløs og AngerfuldLigger jeg og suremuler,
Mens mit synde-saar udfuler,
Vrier mig i støv og Muld,
Og med hede Taare vander
Jorden, som jeg ligger paa,
Sorg og sukke sammenblander
Aff mit Hoveds Græde-Aa.
7.
Jeg er aldrig hierte-glad,Men med lønlig smerte tærer
Brødet, som mig Usle nærer,
Sorgen svømmer i mit Fad:
Jeg med lønlig sukke drikker,
Hvad der skienkes i min skaal,
Og i sindet stedse prikker
Syndsens gifftig-odded Naal.
8.
Vaager jeg, da er jeg fuldAff Bekymrings Kræfft og Qvide,
Ingen Glæde kand jeg vide,
Aatte jeg end Verdens Guld:
Sommer-dag min sorg forlænger,
Vinter-dag giør Glæden kort,
Hver en Time suk paahenger,
See! saa slides Livet bort.
* 482
9.
Om sig andre lystig giørUdi Gud, og kunde smile,
Ja foragte sorgens Pile,
Jeg er ræd og ikke tør:
Thi om nogen Lyst vil trekke
Paa mit seene smile-Baand,
Vil samvittigheden rekke
Mig en Pidsk aff syndsens Vond.
10.
Sover jeg, og søger Roe,Uroe lader som hun slummer,
Men i hast mit sind optrummer,
Med Fantastisk Drømme-Troe,
Saa jeg veed ey om jeg lever,
Eller jeg er gandske død,
Thi alt hvad er hos mig bever,
See, saa grusom er min Nød.
11.
Ah! hvad skal jeg arme dog!Blant saa mange Siæle-Plager,
Som mig piner, trekker, drager
Under syndsens Kaaber-Aag?
Himlen har sin hielp forsaget,
Jorden mig ey hielpe kand,
Englene har jeg forjaget,
Ah, hvor usel er min stand!
483
12.
Er der da slet ingen Raad?Er der ingen Trøst at vente?
Er der ingen hielp at hente?
Er der ingen Fynd i Graad!
Er da Naadens Kilder tørre?
Er jeg slet til Døden soldt?
Er der Laas for Himlens Dørre?
Er Guds Hierte blevet koldt?
13.
Er min JEsus borte slæt?Er hans saar til ingen Nytte?
Vil hand hielpe-steenen flytte?
Er hand hielpe-keed og træt?
Er hans milde Broders hierte
Følesløs udi hans Barm?
Finder hand ey til min smerte?
Er hans Aand ey meere varm?
14.
Skal jeg da fortvifle plat?Skal jeg Troens Anker slippe?
Skal mit faste haab nu glippe?
Skal jeg miste Himlens skat;
Skal jeg Cains Broder være?
Skal jeg Judas strikke faa?
Skal jeg selv mit Liv affskiære?
Skal jeg slet til Helved gaa?
* 484
15.
Ney, O Ney! min Siæl, O Ney!Reys dig lit, og see du stylter
Med de mange synde-Bylter,
Hen ad Troens trøstig Vey!
Gud er end ved Bøn at vinde,
JEsus lever og endnu,
Aandsens Krafft er end at finde
For din sorg-nedsenked Hu.
16.
Ah! min Gud, jeg merker velAt her er dog haab tilbage,
Og en Trøstes Honning-Kage
For min høybedrøved Siæl!
Jeg kand see et Glimt aff Naade,
Giennem Mishaabs grumme Sky,
Og min store hierte-Vaade
For et Blink aff Trøst at fly.
17.
Jeg kand vel i Troen see,Hvor Du, JEsu, selv har ligged,
Og din Trøst fra Himlen tigged,
Udi mine synders Vee!
Du for mine blodig Synder
Og Mißgierning svedte Blood;
Her aff ald min Trøst begynder,
Her er Glædens rette Flood.
485
18.
Du i Mørket est forraad,For min Mørkheds fule Laster,
Og for jeg fra Lyvset haster
Med min skummel synd og daad:
Du for mig est bleven tagen
Og ført hen for Dom og Ræt,
Hudefletted, spøtt og slagen,
At min straff skal vorde læt.
19.
Torne-Kronen stak jo dig,For at mine synde-Torne
Skulde ved din Pine forne,
Før de fanger Rood i mig:
Du paa Korset villig hengde,
Og dend Handskrifft sønder-rev,
Som mig ned til Helved trengde,
Og vaar mig et Dødsens Brev.
20.
I din Siæle-Tørst og Tvang,Har min synde-Gifft og Galde
Vildet dig paa hiertet falde,
Ved din sidste Aandefang:
Du har syndsens suurhed smaget
Aff min fule synde-svamp,
Og dend bittre Gifft borttaget
Aff min onde Lyste-Damp.
* 486
21.
Du har taald dend grumme Død,Saadan Død som ey kand tænkes,
Hvor at alle Døder lænkes
I en bondløs Affgrunds Nød,
Som dit reene hierte trykker
Til det brister endelig,
Men dend Tiid det brast i stykker,
Slap jeg nærmer ind til dig.
22.
I din tæt-besegled GravHar du lagt dig ned til hvile,
Hvor du brødst dog Dødsens Pile,
Og hvert sting som hand dig gav;
Du stood op fra Mørkheds Telte,
Du ald Verdens Sool og Lyst,
Og ald sorgens steen affvelte
Fra min Hierte-Grav og Bryst.
23.
Du til Helvede foer ned,Helvede hvorfor jeg gruer,
Og fik Satan sat i skruer,
Med sin Magt i Ævighed!
Du til Himmels foer med Glæde,
Trodsed Død og Helved-Baand,
Og udi mit Kiød tog sæde
Hos din Faders høyre haand.
487
24.
Du min trygge Talßmand derHos din Fader er og bliver,
Og et ævigt Vidne giver
Om hvad du leedst for mig her;
Du din Faders Hierte vender,
At hand naadig til mig seer,
Troens Trøste-Lyus optender
I min Siæl jo meer og meer.
25.
Lad da Lowens Torden-skrald,Lad ald Satans Helved-Grube
Lukke op sin svovled strube,
Lad ald Verden staa paa Fald,
Lad Affgrundens sorte Trolde,
Lad dend gamle Hugorms Tand
Mig forfølge, jeg vil holde
Ved min hulde Frelsermand.
26.
Om mig Synden Banghed giør,JEsus skal mit Hierte lette,
Og sin Aands Besegling sette
For min skiulte hierte-Dør,
Saa hand altid skal der inde
Med sin Aand en Bolig faa,
At jeg hu og Krafft skal finde
Synd og skam at træde paa.
488
27.
O min Siæl, vær derfor froo,JEsus er din Trøst og Glæde,
JEsus er dit skiul og Klæde,
JEsus kroner selv din Troo,
JEsus er dig Livsens Baade,
Og din Lyst til ævig Tud:
JEsu, JEsu giv mig Naade,
Jeg maa døe i dend Tilliid.
Th: Kingo.