Kingo, Thomas Hvor liffligt er det dog at gaa

En Anden over Evangelium, Under dend Melodie: Jeg veed et ævigt Himmerig, etc.

1.

HVor lifligt er det dog at gaa
Med JEsu Ord i Munde,
Hans Saar, hans Død at tænke paa,
Og alt hans Verk begrunde.

* 520

2.

Dend Glæde vaar dog angenem,
De To Disciple finge,
Der de udaff Jerusalem
Til Emaus henginge.

3.

Om JEsu Kors, hans Død og Grav
Vaar deres Vandrings Tale,
Som dem et smerte-minde gav,
Det ey de kunde svale.

4.

Men JEsus vaar dog i dend Nød
Saa gandske nær tilstæde,
At hand de tænkte være Død
Vaar standen op med glæde.

5.

Dog Blindhed dem i Øyne sad
At de ham ikke kiendte,
Før hand om sig hvert Skrifttens Blad
Til grund-Forklaring vendte.

6.

Du blev dog, JEsu, som De bød,
Der det ad Afften lakked,
Og blev saa kiendt, dend Tiid Du Brød
Tog i din Haand og takked.

521

7.

Da kiendte De dend Himmel-Glød
Som dem i Hiertet rørte,
Der om sin Lidelse og Død
Hand Skrifftens Ord udførte.

8.

De vendte saa med Glæde hiem
Guds Vunder-Verk at Ære,
Og ginge til Jerusalem
De andre og at lære.

9.

O JEsu, O du veed Jeg gaar,
Din Pillegriim og Borger,
I disse korte Verdens Aar
Fuld aff Tj Tusind Sorger.

10.

Du est dog ald mit hiertes Roe,
Min Trøst, min daglig Tale,
O lad din Aand mit hiertes Boe
Med ald din Pinsel Male.

11.

Dig Vandrer Jeg saa gierne med,
Opstandne JEsu lilde,
Til Himlen Jeg i dine Fied
Saa gierne følges vilde.

522

12.

O følg dog med! Jeg slipper ey!
O drag mig, naar jeg ikke
Saa fyrig er paa Himlens Vey
Hvor Torne Fooden stikke.

13.

Maa skee min Afftenstund er nær,
I Ungdom eller Alder,
O bliv dog hos mig, favn mig her,
Naar Jeg ved Døden falder.

14.

Saa skal Jeg da, O JEsu, der
Dig og din Fader kiende,
O gid da kun min Vandrings-fær
Vaar kommen vel til Ende.
Th: Kingo.