Kingo, Thomas Der JEsus haffde prædiket

Kand siunges som: Vor Gud hand er saa fast en Borg, etc.

1.

DEr JEsus hafde prædiket En gandske Dag til Ende, Hand da udaff slig Møye træt Til Søen hen sig vende, Og i et Skib gik ned At søge Rolighed, Disciplerne i sær Vaar med i denne fær, Og fuldte ham behende.

213

[2] Der de fra Landet haffde lagt, Begyndte det at suse, Der blev en farlig Storm opvagt Og Hafwet fast mon bruse, Saa Bølgerne og Vind Paa Skibet satte ind, Dem monne overslaa, De tenkte Døden da Dem vilde overfuse.

[3] Men JEsus bag i Skibet laa, Begyndte lit at blunde, Thi monne hans Disciple gaa Til hannem samme stunde: De raabte: HErre sød, Hielp os af denne Nød, Thi ellers maa vi her Forgaa ved Vand og Vær, Og gandske gaa til grunde.

[4] Der Frelseren da vognede, Og deres Klage hørte, Hand dennem da strax sva||rede, Og saa sin Tale førte: I lidet Troende, Hvi saa frygtagtige? Saa trued hand paa stand Det stolte Vær og Vand, Strax sig en Feer ey rørte.

[5] De Folk som dette Vunder saa Og vaare inden Borde, Forundrede sig høyt der paa, Der JEsus dette giorde Og sagde strax paa stand: Hvad er det for en Mand At baade Vand og Vær De motte giøre her Hvad hand befale torde.

[6] O store Gud og Frelsere Som alting har at raade Paa Jorden og blant Bølgerne, See HErre! See i Naade Til Kirkens Snekke svag Som lider Nød og nag; Slaa dem til Jorden ned Som giøre den fortræd Og hende fri fra Vaade.

M: Niels Sørensøn.