Siunges som: O Mennisk begræd din Synd
saa stoor, etc.

✂ DA JEsus Guds Eenbaarne Søn Nu haffde endt sin Tale skiøn, Aff Bierget hand nedstiger; En stoor hob Folk med || hannem gik, En Spedalsk, som der nyß aff fik, Med hast til hannem Figer: Hand bad til hannem inderlig, Og sagde: Du kand hielpe mig, Om du kun vil, O HErre, Sin haand udragte JEsus da, Rørte ved ham og talte saa: Jeg vil, du reen skal være.

✂ [2] Det Ord vaar nep aff JEsu Mund, Før dend spedalske Mand blev sund, Og reen paa alle Lemmer. Strax talte JEsus til ham saa: See til du siger ey der fra, Dog saa at du ey glemmer For Præsterne dig at betee, At HErrens Villie maa skee, Som Moses hafver tegnet, Og offre saa din Gave der, Til Vidnißbyrd at du est skier, Og blant de reene regnet.

✂ [3] Da JEsus kom udi sin Stad, En Høvedsmand ham da tilbad, Og sagde: HErre fromme, Aff Verk og Vee min arme Dreng Hart pines hiemme paa sin Seng: Christ sagde: Jeg vil komme Og tage bort hans Verk og Vee; Dend Høvedsmand strax svarede: Dend Ære mig ey sømmer, At du skalt komme ind || til mig, Men eeniste et Ord kun siig, Saa strax hans Svaghed rømmer.

✂ [4] Thi jeg et Menniske her gaar, Som under Øffrigheden staar, Og hafver ogsaa Knegte, Naar jeg dog byder en aff dem, Kom hid, saa kommer hand strax frem, Og tør det ikke negte; 204 Siger jeg til dend anden: Gaa, Hand ingenlunde da tør staa, Men paa mit Nik maa vare: Da JEsus hørde Tale slig, Hand med Forundring vende sig, Og sagde til dend Skare:

✂ [5] Jeg sandeligen vidne kand, At slig en Troe jeg aldrig fand I gandske Jacobs Rige: Thi skal I dette vide grandt, Fra Øster og fra Vester-Kandt, At mange skulle stige Fra Hedenskabet blind og lam, Med Jacob, Isach, Abraham, Til Himmeriges Glæde, Men Rigens Børn udstødes skal Hen i dend grumme Mørkheds Dal, I ævig Væ at græde.

✂ [6] Til Høvedsmanden JEsus da Sig vendte om, og sagde saa: Gak, skee dig, som du troode, Og Tienneren i samme stund Udaff sin Verk blev karsk og sund, || Gik frisk og frj paa Foode. Saa Troen er en Gave skiøn, Som kand med Gud faa Bugt og Bøn, Og store Ting udrette; Holdt derfor os i Troen reen, At vi, O Gud, i ald vor Meen Vort Haab til dig maa sætte.