Kingo, Thomas O JEsu kjære Frelsere

Dend samme anderledes.

O JEsu kjære Frelsere, Hvor sød er din hukommelse, Hvor fryder den vort Mood og sind, Naar den sig der i gyder ind.

[2] Dit Liflige og søde Navn, Er vore Siælers trygge Havn, Ja vores ene Lyst og Roe, Som giør os ræt til fulde froe.

[3] Det tager bort ald Gremmelse, Forlindrer ald vor sorg og Vee, Naar det sig i vort hierte teer, Vi intet da begiære meer.

[4] Det er det søde Livsens Vand, Der ald vor Lengsel mætte kand, Ald Verdens sødhed, Roe og Fred Ey engang kand der lignes ved.

[5] Saa lifligt aldrig hørtes paa, Saa yndigt aldrig Øye saae, Saa sødt og ey kand tænkes ud, Som JEsus Christus Mand og Gud.

[6] Det ey udsiges kand med Røst, Med Pæn ey skrives kand dend Trøst, Dend som har smagt hvad JEsus er, Hand Glædens Krafft i hiertet bær.

[7] Hvor est du, JEsu, from og good, Mod dem som bedring giør og bood, Mod dem rætsindig søge dig, Hvad finde de Ævindelig!

[8] Du est dend søde hiertens Trøst, Livs Kilde, sindsens lyvs og løst, Det rette Siæ||lens Himmel-Brød, Vor enest Tilflugt i ald Nød.

[9] Jeg søger i mit hiertes Rom, Dig stedse, HErre JEsu from, Alleene og hos andre med, Jeg søger dig min Siæle-Fred.

[10] I hvor jeg er, ihvor jeg far, Ihvad jeg for at giøre har, Jeg ligger, sidder, eller gaar, Min gandske hu til JEsum staar.

[11] Jeg med Maria langt for Dag, Dig søger ald min Siæls behag, I Graven med mit hiertes Røst, I sind og ey til Øyens Trøst.

[12] Dit Leyersted jeg fylde vil, Med Graad og dybe suk der til, Jeg dig der falde skal til Food, Der komme dig med Favn imod.

33

[13] O Kongers Konge JEsu Mær, Som alt regiærer fiær og nær, Din Godhed er foruden sviig, I alt got giør os ævig riig.

[14] Bliv stedse i mit hiertes Huus, Oplyvs det med din Naades Lyvs, Fordriv ald hæslig synde-mørk, Min svaghed med din Naade størk.

[15] Naar du besøger vores sind, Da er det ikke meere blind, Da seer det sandhed || klart og bart, Ald Verdslig Lyst og dempes snart.

[16] Ah tend i mig din bryndes Ild, Udryd min egen daarskabs Vild, Opfyld mig med din Ædle Fred, Med Troe, med haab, med Kierlighed.

[17] Din godhed mod os er forvist, Saa stoor, O HErre JEsu Christ, At end ey Engle-vids Forstand Dend gribe nok og fatte kand.

[18] Dend yder sig udi dit Blood, Du for vor brøde flyde lood, Der du for os leedst spot og spee, Ja Dødsens haarde Nød og Vee.

[19] Ah kiender JEsum alle Mand, Hans Kierlighed saa tryg og sand, Ham søger med ald Fyrighed, At eders sind der brender ved.

[20] Ham elsker eder elskte saa, Ham giører hvad i kand formaa, Lar intet udi Verden viid, Ved ham jer skille nogen tiid.

[21] Ah følger dog hans Mig Lugt, Dend effterløber med ald Tugt, Der legger Vind oppaa og fliid, At hand er eder mild og bliid.

[22] Hand dend Navnkundig Perle er, Kiøbmanden fik saa saare kiær, At hand sit heele Gods og Boe, Bortsolde for dens Lyst og Roe.

[23] Hand er dend Ædle Liflighed, Dend store Trøst og hiertens Fred, Ald trengsel snart er glemt naar hand Kun skienker med sit Leske-Vand.

[24] Hvo ikkun ret faar smag der paa, Hans sind snart bliver endret saa, At ald dend Lyst som Verden bær, For ham kun lutter Galde er.

34

[25] O kunde jeg som jeg begiær, Udsige denne Trøst saa kiær, Da skulde alt mit Aandefang Dend melde hundred Tusind gang.

[26] Jeg kand ey som der ret tilhør, Min Mæle bruge, dog ey bør At tie gandske still' og qver, Bør tale som om hiertet er.

[27] Hvo drikker dig hand tørster end, Og finder sig der til optend, Hvo smager dig end meer attraar, End meere lyst til alt got faar.

[28] Hvo som faar Ruus aff Kierlighed, || Hand kiender ret dend søde Fred, Hvor salig er dend i sig har Dend Godhed, seer dend aabenbar.

[29] O JEsu Himle-herlighed, Som giør os Verden keed og leed, I Munden est du honningsafft, I hiertet Engle-drik og Krafft.

[30] Du ævig Lyvses Glantz og skin, Mit hierte fryder meer' end Viin, Du søde Vellyst i mit sind, Tag ald min Siæl og sandser ind.

[31] Til dig staar alt mit sinds Attraa, Naar bliver det, jeg dig maa naa, Naar giør du Æviglig mig froe, Og skiller mig fra ald Uroe?

[32] At elske JEsum er mig got, Og giøre mig fra Verden blot, Fra ald min egen Lyst at gaa, At JEsus i mig leve maa.

[33] O JEsu som er allen Tiid, Min Siæles enist haab og Liid, Jeg søger dig med ydmyg Graad, Du ævig Viisdom, Ræt og Raad.

[34] I hvor jeg gaar, ihvor jeg staar, Er alt mit hierte for dig saar, Hvor fryder jeg mig, naar jeg seer, Du i min Siæl og sind dig teer.

[35] Da er der Kyß og Favnetag, Som overgaar ald honningsmag, Ja alt det udi Verden her, Velsmagend' søt og lifligt er.

[36] Da finder jeg dend søde Trøst, Dend Himmeltænde Ild og Løst, Alligevel det varer kort, Og snarlig atter viger bort.

[37] Da nyder jeg dend Roe saa good, Dend Glæde som jeg *

35 efterstood, Da er jeg syg af JEsu Lyst, Da brender hiertet i mit Bryst.

[38] Dend Kierlighed ey slykkes kand, Om mand er kun i Naadens stand, Lit dulmer dend vel nogen stund, Og blusser dog i hiertens Grund.

[39] Dend Lue saasom HErrens Verk, Faar atter Kraft og brænder sterk, Naar dend end synes slugt og død, Faar dend dog atter gloend Glød.

[40] Slig Ville ned aff Himlen kom, Og i min Marff sig kaared Rom, Dend tænder mig saa inderlig, Giør mig i Gud saa glad og riig.

[41] O Brynde overmaade good, Som ilder ind til hierte-Rood, Hvor salver dend mit sind saa sødt, Foruden dend er aldring dødt.

[42] Dends smag forfrisker Siæl og Krop, Min Lyst til Himlen vekker op, Giør alt mit Sind saa gandske læt, At det er plat aff Verden mæt.

[43] Kom, kom, O Konning good og from, Kom ned i mig din Eyedom, Jo meer og meer der aabenbar Din Godheds Fylde som du har.

[44] Ihvort du gaar jeg følger med, Og henger ved i hver en sted, Fra dig min ædle Frelsermand, Mig gandske intet skille kand.

[45] Alt hvad du for mig har udret, For Øyen er mig stedse sæt, Ihvad du lider eller giør, Med Trøst det alt mit Hierte rør.

[46] Naar du og bort til Himlen far, Min Siæl sin Hu befæstet har, Udi din store Høytids Glands, Som tager ind mit Sind og sands.

[47] I Borger' i den ævig Roe, Frem, frem oplader Himlens Boe, Og siger: O velkommen vær, Velkommen Frelsere saa kiær.

[48] Velkommen til din Hæders stool, Du || Retviishedsens Lyvs og Sool, Velkommen til din Ære-sted, Hvor du os giffver ævig Fred.

36

[49] Mit Hierte ogsaa med henfoer, Did op hvor du i Ære boer, Hvor jeg da skal Ævindelig, For ald din Naade prise dig.

M. Joh. Brunßman.