Kingo, Thomas Hvo maa ey døe og daane hen?

En Anden, Siunges som: Naar min Tiid og stund er for haand, etc.

1.

HVo maa ey døe og daane hen?
Hvis Øye-Graad ey dryber?
Nu Siælens søde Himmel-Ven
Med Korsens Træ henkryber;
428 Ja svingler under Korsens Væd,
Til Golgatha det fule stæd,
Hvor hand i Blodet flyder.

2.

Hvo lemper ey sin Skulder til
At lette Korsens Byrde?
Med saadan Bøn: Holdt JEsu stil!
Holdt! holdt min Siæle-Hyrde!
Jeg dette Aag vil tage paa,
Og effter Dig Tolmodig gaa,
Og see hvem Dig vil myrde.

3.

Jeg med dend Taare-milde Flok
Maa græde, klynke, klage;
Ja gid Jeg kunde hyle nok!
Og tollig Korset drage!
Her effter dig min HErre Gud!
Og som en Korset Christi Brud
Din Himmel-sødhed smage.

4.

Gid at Jeg kunde græde Blood!
Ja Haand og Hierte vrie;
Thi gaar det saa dend grønne Rood,
Da vil dend tørre svie;
Ja fældes saa dend safftig Green,
Da Vee mig vißne Pind og steen!
Mig vil vist straffen bie.

5.

Dend Plage-Tiid jo komme skal,
At Fædre, Børn og Ymper
Skal see i Verdens blodig Dal,
429 At Dyden slet indkrymper;
Da hver skal under Lykkens Hiul
Til Bierget raabe: Kom og skiul
Mig ußle Orme-stymper.

6.

Ja hugges saa det grønne Træ,
Hvis Frugt er Siæle-Føde,
Hvor nøgne Siæle krøb i Læ,
Mod synde-storm og Møde;
Da vil de vist fra Roden op,
Med Blader, Greene, Bul og Top
Mig rykke, ruske, støde.

7.

Thi see! Ah see! her vekkes op
Mod min uskyldig Broder,
Hver giennem-drukken synde-Krop,
Og Helved-spired Poder,
Som støder ham til Rætter-sted,
Hvor alle Plager er bered,
For mine synde-Noder.

8.

For min dend søde Synde-Lyst
De Galde-Drik ham rekker,
For mig hand er til Korset kryst,
For mig de ham udstrekker;
Ja op Samvittighed! og døm
Om Jeg ey Hamrer, Nauler, Søm
De Bøddel-Knegte rekker?

430

9.

Det er min Haand som spiller ud
De Naade-fulde Arme,
Som faune vil hver Siæle-Brud,
Sig over hver forbarme;
Thi beder hand: O Gud forlad!
De som Korßfæste mig aff Had,
Sæt dem i Himmel-Karme.

10.

Forlad! forlad dem denne Synd!
Hvo vidste hvad hand giorde?
Forlad! lad Bønner haffve Fynd,
De sig omvende torde;
Læg dem! som hugge saar i saar!
Gid hver en salig Ende faar,
Som kaster mig om Borde.

11.

Oplive dend som døder mig!
Glæd dend som mig bedrøver!
Giv Fred for dend som fører Krig,
Og Ondskab mod mig øver!
Fæst dend i Naade, som mig fast
Har Naulet! Gid hand med en hast
Min Pines Frugter prøver!

12.

Udluk da JEsu ikke mig
Aff denne Bøn og Naade!
Fæst mig ved din dend Naade-Flig!
Forlad min Vold og Vaade!
Forlad din blodig Bane-Mand!
Forlad! Du baade vil og kand,
Forlad! Giv Siæle-Baade!

431

13.

Saa skal Jeg ald min synde-Drifft
Aff Hierte-Rood oprive,
Og skrive denne Over-skrifft,
Ja ind i Siælen drive:
Her henger Verdens Frelsermand
Korßfæst, udøst som Bekke-Vand,
Hand skal mig Naadig blive.

14.

I Naade fæstes Jeg saa fast,
Ved disse blodig Nauler,
At om end Jord og Himmel brast,
Om Lowens haarde Tauler
Vil støde mig i Affgrund ned,
Dig JEsu Jeg dog henger ved,
Ihvor Jeg end omkrauler.

15.

Din Galde er min Vellyst-strøm,
Som Glæde-Viin mig skienker,
Naar Siælen er fuld mat og øm,
Og knyt i Dødsens Lenker;
Da er din Galde mig saa sød,
Som Jeg i lutter Honning flød,
Med Lyst Jeg der paa tenker.

16.

Forgalder Verden ald min Drik,
Det skal som Sukker smage;
Jeg drikker ud til Pungt og Prik
Alt hvad Gud kand behage;
Kryst Safft aff Malurt-bitter Rood!
Jeg skal det som en Sukker-Flood
Paa dit Ord vel indtage.

432

17.

For din Tørst Jeg ey tørste skal
I ævig Ild og Qvale,
Men naar Jeg skal aff denne Dal,
Naar min Livs Sool skal dale,
Da trøster Jeg mig ved din Tørst,
Da lædsker dend mig sidst og først,
Og kand min Siæl husvale.

18.

En Naade-Tørst dend vekker op,
Og synde-Tørsten demper,
Saa Jeg med Hierte, Siæl og Krop
Mig effter JEsum lemper;
Ey meere skal dend Eble-safft
Mig lyste, Mens aff ald min Krafft
Jeg mod dend Vellyst kemper.

19.

Ey meere røver Jeg dend Frugt,
Hvis sødhed er fuld bitter,
Som mig aff Paradiis har lugt,
Paa bedre Griv Jeg bitter:
Min synde-Røver-Kule-Vraa
Vil Jeg med JEsu Hielp affstaa,
Før Døden mig affsnitter.

20.

Jeg raaber: JEsu! JEsu tænk!
Tænk paa mig i dit Rige!
Det knused Rør din Naade skienk!
Lad Synd, lad Satan vige!
Frels mig dog for din haarde Død,
For dine Nauler, sting og stød,
Mig Paradiis tilsige!

433

21.

Du blev jo slet aff Gud forlat,
Du Gud og Mand tillige!
Min Sool, min Skiold, min Siæle-skat
Du vilde ikke stige
Aff Korsset, før fuldkommen vaar
Alting for mig ved dine Saar,
Hvor kand Du mig undvige?

22.

Du plages saa, at Soolen maa
Sig sørge-Klæder giøre,
Ja skiule sig i mørken Vraa,
Og kand det Ord ey høre:
Min Gud! hvi har Du mig forlat
Din egen Søn saa øm og mat,
At Jeg mig nep kand røre?

23.

Naar Jeg skal hugges om fra Rood,
Og Dødsens Orm vil bide,
Da reyser Jeg mig ved det Blood,
Som flyder aff din side;
Saa er Jeg ey aff Gud forlat,
Om Døden end i denne Nat
Vil sagtelig indglide.

24.

Du døer paa det steen-haarde Træ,
Blant Basans Klør og Stude,
Med Hierte-Vee, med største spee,
Du løser Dødsens Knude;
En anden døer i Lykkens skiød,
En anden lagt paa Bulster blød;
Du paa Træ-stoppet Pude.

434

25.

Det er min Trøst, ihvor Jeg maa
Min Siæl og Aand udgive,
Paa Landet eller Bølgen blaa,
Paa stok, paa steene stive;
Paa hvad sted det end være kand,
Saa skal dit Kors, O Frelsermand,
Hvert sted din Naade give.

26.

Døer Jeg blant Venner, det er got,
Jeg Gud derfor vil takke;
Blant Kender, er det ingen spot,
Fra Verden sig at pakke;
Blant Røvre døede jo min Gud,
At Jeg iblant hans Engle-Bud
Ald Verden skal afftakke.

27.

Du lærer mig at Jeg min Aand
Gud Fader selv befaler,
I sin aldmægtig Himmel-Haand,
Som mig for Øyne maler
Din Pine i min sidste Suk,
Saa døer Jeg hen saa glad og smuk,
Som dend der med Gud taler.

28.

I denne sødhed Gud beskik
Mit Hierte, Sind og Tanker!
Hvert Klokkeslæt, hvert Øyeblik,
Ihvor Jeg gaar og vanker,
Da lad mig pønse paa din Død,
Din Død, som Siælen er saa sød,
Som Naadsens Dør op-banker.

435

29.

Saa er Jeg, JEsu, vel tilfreds,
Naar Du mig vil affspende
Og løse ud fra Verdens Kreds,
Ja gid Jeg kunde rende
Til dig, til dig i Himlen ind!
Did sigter Hierte, Hu og Sind,
Tag Du min Siæl i Hænde.
Mag: Elias Naur.