Kingo, Thomas Naar jeg betænker ræt dend stund

NAar jeg betænker ræt dend stund, Jeg skal aff Verden fare, Mit Hierte frydes mangelund, Som Fugl ved Dag dend klare: Det er dend Dag, Naar ald min Klag', Og Jammer faar good Ende: Til Glæde sød, I Abrahams Skiød, Far jeg fra dett' Ælende.

* 54

[2] Jeg veed min Frelser JEsus Christ, I Guddoms Ære lever, Hand mig aff død' opvækker vist, Med denne Hud omgiver: Mit Kiød og Been, Foruden meen, Som Solen skal opklare: Guds Ansigt bliid Skal jeg altiid Beskue aabenbare.

[3] Er jeg end fuld aff synd og Last, Som jeg har her bedrevet. Der med det ævig Liv forkast, Og Dødsens Fang' er blevet: Det er min Trøst, At JEsus Christ Kom ned til mig paa Jorden, Hand gik for mig, I Dødens Krig, Min Frelser er hand vorden.

[4] Men som vi all' aff Adams Fald, Er Dødsens Fanger vorden, Saa haver || Christ vor Synd betald, Alt med sin Død saa haarde: Min Synd og Last Er paa ham kast, For dem hand fyllest giorde, Jeg ved hans Død Og blood saa rød Med Gud forligt er vorden.

[5] Det Slange-Hovet ned er traad, Aff Qvindens Sæd dend reene, Dend grumme Død har mist sin Braad, Dend borttog Christ alleene, Og Helveds Magt Er ødelagt, Dend skal over mig ey raade: Traads Synd og Død, Traads Helveds Glød, De kunde mig ey skade.

[6] Paa Korsset døde Christ for mig, Og lod sig saa begrave, *

55 At jeg skal lev' Evindelig, Og med ham Himlen have, Til min Retfærdighed, jeg veed, Er hand igien opstanden: Min sorg og Nød, Min synd og død, Tog hand der med til fange.

[7] Eya min Siæl vær frisk og bold, Glæd dig i Christ din HErre, Thi Døden som var syndsens sold, Til gode skal dig være: Straff var hand før, Men nu en Dør Og Gang til Himmerige: Nu er din Død En Søvn saa sød, Ald sorg med ham bortviger.

[8] Sørg ikke hvor du kommer hen, Naar du her fra skal vige, Dig favner da en fuldtroe Ven, Som dig vil aldrig svige: Christus Guds Søn Giør for dig Bøn, At du skal hos ham blive, I Glæde stoor, Hand altiid boor, Dend vil hand dig og give.

[9] Et sovekammer er min Grav, Mit Legem der skal hvile, Paa dommedag staar jeg der aff, Der paa vil jeg ey tvifle, Gak ind, min Siæl, Og hviil dig vel, Lad Vreden overfare. Luk Døren til, Naar Gud hand vil, Da skalt du aabenbares.

[10] Retfærdig Gud og Fader bliid, Din Viißdom kunde raade: At Naade og Retfærdighed, I Velmagt bleve baade: Hvo synden *

* 56 giør, Hand skyldig døer, Det kand ey andet være: Vor Død og Graff Er syndens straff, Dend bør vi saa at bære.

[11] Dog vilde Guds Barmhiertighed, Vi skuld' igien opstande, Til ævig Liv og Salighed, I Livsens Fryde-Lande, Aff Sygdoms Nød, Aff haarden Død Vi bliver ey fordærvet, Op skal vi staa, I || Himlen gaa, Det Christus har forhvervet.

[12] Eya saa døer jeg gladelig. Jeg frygter ingen Vaade: Mit Liv er Christus visselig, Og døe er mig en baade: Døer jeg end her, Jeg lever der, Mit Liv der først begyndes: Med glæden stoor, I Engle-Choor, Som aldrig skal forsvindes.

[13] Naar du vilt kalde HErre sød, Tilreede vil jeg være, Min Siæl med Fryd, i Abrahams skiød, Lad dine Engle bære: O JEsu Christ, Som Døden vist, For mig paa Korsset taalde: I Dødsens Krig Vær du hos mig, At jeg kand Priiß beholde, Amen.