No. 119 .

✂ Syng, Guds Folk! med Hjertens Glæde!
Verden see, Han er tilstæde,
Som kan trøste over den!
Atter det paa Jorden kiendes:
Som Han vinker, Alting vendes,
Zions Konge, Christnes Ven!

✂ Grønnes lad en visnet Palme!
Syng hver gammel Kirke-Psalme,
Som den først var gjort i Gaar!
Derpaa Verden bedst kan mærke,
For din Aand , den evig Stærke,
Som en Dag er tusind Aar!

✂ Tak din Gud med gamle Taler
For hvad Nyt din Sjæl husvaler,
For hvad først blev skabt i Dag!
Dermed endes Trætter lange
Om de gamle Kirke-Sange
Og Kong Davids Harpe-Slag!

✂ Ja, udbryd, som nys befriet:
Efter Herren har jeg biet,
Og til mig Han sig nedlod!
Han har hørt min Bøn fra Hulen,
Trak mig op af Rakker-Kulen,
Og den fule Mødding-Flod!*)

✂ Paa en Klippe Han mig satte,
Styrked mine Fødder matte,

✂ Styred dem til sikker Gang,
Lagde nu i Aften-Stunden
Mig et Nyaars-Vers i Munden,
For vor Gud en Høitids-Sang!

✂ Mange det skal see og frygte,
Voxe skal vor Herres Rygte,
Verden see, det er dog sandt:
Held den Mand, som paa Ham stoler,
Som med ingen Afgud boler,
Blæser kun ad Løgn og Tant!

✂ Ja, vor Herre! hvem udgrunder
Hvem kan tælle de Vidunder,
Du har gjort saa mangelund!
Blandt de Unge, blandt de Gamle,
Hvem kan dine Tanker samle;
Spørger frit din Tjeners Mund.

✂ Ei Du vil, vi Dig skal hædre
Nu med Kid og Lam og Vædre,
Offer-Meel og Skue-Brød;
Men, hvorom Du før lod skrive,
Legem bragte Du tillive,
Som udretter hvad Du bød!

✂ Jeg din Lyst mig har tilegnet,
I mit Bryst din Lov er tegnet,
Har sin Bog i Hjerte mit;
Læben aldrig jeg vil hindre
Fra din Sandhed i mit Indre
At udtale høit og frit!

✂ Intet vil af Dit jeg skjule,
Aldrig nogen Røver-Kule
Giør jeg af mit Hjerte-Rum,
282 Aldrig om din Sandheds Gaade,
Din Retfærdighed og Naade ,
Findes skal din Tjener stum!

✂ Ja, Guds Folk, lad saa det lyde
Og læg til: det skal betyde
Jesus Christus , Ærens Drot,
Han som Sandhed er og Naade ,
Han som løste Livets Gaade,
Han, som Alting gjorde godt!