No. 194 . *)
✂
Der kneiser et Træ paa Norges Fjeld,
Det groer og paa Dannemarks Sletter,
Med Lys det smykkes til
Jule-Kveld
,
Som Hugen, jeg har, mig forjætter!
✂
Vi takke maae Gud for Vinter-Grønt,
Naar Bjelder i Skoven kun lyde,
For
Hjertet
er det dog aldrig kiønt,
Naar meer det ei har at betyde!
✂
Vi støbe af Vox de Kierter smaae,
Og sætte dem vittig paa Naale,
✂
Dog selv, naar Konsten vi bedst forstaae,
Ei støbes den
levende
Straale!
✂
Sang-Fluer vi giør med Fjeder-Ham,
Som Stemme kan faae efter Haanden,
Men Fugl i Haand er dog alt for tam,
Og Lyd er kun Legem for Aanden!
✂
Hvo Hjerte kun har for Skue-Spil,
Med
Skinnet
vel lader sig nøie,
Men meer hos
Daner
staaer Hugen til
End hvad der kun stikker i Øie!
✂
Saa komme da med, hvo dybt i Bryst
End savner den
levende
Glæde!
Lad did os drage, hvor
Liv
og
Lyst
I straalende Glands er tilstæde!
✂
Det deilige Land i Øster-Leed
Vel dybt sig bag Taagerne dølger,
Dog did, o Venner! en Vei jeg veed
Alt over de brusende Bølger!
✂
Der ligger et Skib i Isse-Fjord,
I Læ under venlige Skove,
Og Styr-Mand god har det Skib ombord,
Gaaer aldrig for Vind og for Vove!
✂
Der vaier i Top et deiligt Flag,
Som Dannebrog er det at skue,
Men
Korset
straaler der Nat og Dag
I Glands af saa lønlig en Lue!
✂
Den Snekke har Bør mod Vind og Strøm,
Hvor Styr-Manden lyster at fare,
400
Saa her opfyldes den gamle Drøm
Om Gudernes Skib aabenbare!
✂
Den Snekke har Rum til Folk i Flok,
Saamange som helst det skal være,
Men skiøndt den aldrig fik Ladning Nok,
Kun Smaa-Folk den lyster at bære!
✂
For, stiler en Kæmpe stolt om Bord,
Det lyder fra Oven saa fage:
Du kanst vel vade saa godt som
Thor
,
Om Vandet end gaaer til din Hage!
✂
Men kommer et Barn i Lede-Baand,
Da toner saa kiærlig en Stemme:
Kom, sæt, du Lille, dig paa min Haand!
Jeg haver i Paradis hjemme!
✂
Saa komme da, hvo til
Moders Bryst
Vemodig sig ønsker tilbage,
For ret at nyde med Liv og Lyst
De smilende, deilige Dage!
✂
Vi Frænder af Muld maae vel forstaae,
Kun Drøm er vor
Storhed i Aanden
,
Saa vaagne maae vi som Dværge smaae,
Om voxe vi vil efterhaanden!
✂
Det lærde os Han, der var saa stor,
Som Gudernes Gud kan udtrykke,
Og Selv stadfæsted Han klart sit Ord,
Da lille Han blev til vor Lykke!
✂
Da lille Han blev, da fik vi
Jul
Ja, da blev der Glæde paa Jorden,
401
Da Stolthed tabde sit Skalke-Skjul,
Det følde selv Kæmper i Norden!
✂
Sig skjuler det Smaa bag store Ord,
Men er nu alt Paaskud berøvet,
Da Han, som er over Stjerner stor,
Sig skjulde saa smaalig i Svøbet!
✂
Saa komme da med, hvo
Jul
har kiær,
Og ønsker den
Største
at ligne!
Os Aanden vinker til Pilgrims-Færd,
De Smaa vil Han alle velsigne!
✂
Han fører os frit paa Snekke sin,
Alt over den brusende Bølge,
Og Nok Han haver af
Brød
og
Vin
Til hele sit fattige Følge!
✂
Han fører os frit til
Jøde-Land
,
Han lærer os deilige Sange,
Og Fjeder-Hamme vi faae paa Stand,
Saa aldrig kan Tyrken os fange!
✂
Saa fare vi flux til
Bethlehem
,
Langt borte fra Afgude-Vrimlen,
Der i Paulunet vi gaae til Sem,
Og see med Hans Øie til Himlen!
✂
Da sender os Gud et
Jule-Træ
,
Det selv sig rodfæster i Jorden,
Og brat vi sande med bøiet Knæ,
At
Østen
er bedre end
Norden!
✂
Vi skue, for Gran, en Palme skiøn
Omslynget af Roser og Ranker,
402
Ei er saa faver, saa liflig grøn
Selv Bøgen i Dannemænds Tanker!
✂
Der sidder et Lys paa hvert et Blad,
Det sidder slet ikke paa Naale,
Man paa den Klarhed kan see sig glad,
Thi det er en levende Straale!
✂
Der sidder en Fugl paa hvert et Blad,
I
Paradis
have de hjemme,
Og Hjertet hører saa barneglad,
De sjunge med Englenes Stemme!
✂
De sjunge Hans Priis, Hvem over Sky
Velsigner den evige Psalme,
For, god, Han planted til Vext paany
I Støvet en Paradis-Palme!
✂
Saa kom da, hver Søn af
Fredegod
,
Hvem Sandhedens Lys er det bedste!
Og kom, hver Daatter af
Dannebod
,
Som Tro tør til Kiærlighed fæste!
✂
Saa løse vi nu vort Fæste brat,
Og see os slet ikke tilbage,
Hvor Engle sjunge om Jule-Nat,
Giør
Frelseren
kronede Dage!