No . 113.

✂ Min Mund og mit Hjerte
De gjorde en Pagt,
I Fryd og i Smerte,

✂ Af al deres Magt,
Hinanden at følge,
Og aldrig fordølge,
Hvad i dem er levende lagt!

✂ I Hjerter og Munde,
Paa Mark og paa Fjeld,
Er mest af det Onde,
Det mærker Man vel,
Og hver faaer det Hele,
Naar Alt de vil dele
Oprigtig fra Dagning til Kveld!

✂ Men i vore Munde,
Med Tungen saa rød,
Har Han, som det kunde,
Har Faderen sød,
Lagt Bod for al Vaande,
Med Kiærligheds Aande,
Lagt Ordet, som frelser fra Død!

✂ Thi frydes ved Pagten
Nu Hjerte og Mund,
Og mødes i Takten
Af Sang allen Stund,
Opmuntre hinanden
Til over Forstanden
At prise vor Saligheds Grund!

✂ Guddommelig Ære,
Med Fader i Løn,
Af Hjertet da være
Guds eenbaarne Søn ,
Og saa Hellig-Aanden ,
Vor Trøster i Vaanden,
Vor Kraft og vort Liv og vor Løn!