No. 57 .

✂ Dig rumme ei Himle,
Og Himlenes Himle,
Vor Skaber fuldstor!
145 Saa ei er at tale
Om Høielofts Sale
For Dig paa vor Jord.

✂ Du rører kun Støvet,
Som Vind-Pust i Løvet,
Du himmelske Giæst!
Og Hytten i Barmen,
Med Kiærligheds-Varmen,
Behager Dig bedst!

✂ Men kneise paa Tue,
Med Piller og Bue,
Paladser for Jord,
Er Mand dog kun Bæver,
Hvis ikke sig hæver
Palads for Guds Ord!

✂ Og har Du os givet,
Til Redning, til Livet,
Et Almagtens Ord,
Til det at udtale
Maae Høielofts-Sale
Opmylre paa Jord!

✂ Hvem vil ikke prise,
Med Psalme og Vise,
Din Kiærligheds-Røst!
Hvor er dog det Øre,
Som ikke vil høre
Den evige Trøst!

✂ Thi bygge vi Kirker,
Hvor Guds-Ordet virker,
I Lys og i Løn,
146 Hvor Hjertet sig fryder,
Naar Hallen gienlyder
Af Tak for Guds Søn!

✂ Ja, lægges de øde,
Det volder de Døde,
Som spøge i dem,
Thi Alle medgivet
Er Lysten til Livet
I Glædernes Hjem!

✂ Ja, dødfødte Sange
Og Taler, fuldmange,
Din Kirke har tømt;
Kald Ordet tillive!
Da Kirken skal blive
Som fordum berømt!

✂ De slet Dig forstode,
Som ei med det Gode
Bød Sjæle til Giæst:
Med Svøbe og Tøile,
Med Baand og med Bøile,
Man giør ingen Fest!

✂ Lad Dødninger Grave
Til Dødninger lave,
Og true med Hel!
Dit Ord at forkynde
Med Liv og med Ynde,
Det tækkes Dig vel!

✂ Du leve os lader
Med Dig, som med Fader
Du lever i Løn;
147 Saa leve vi lade
Tilhørerne glade
Med os og Guds Søn!

✂ Saa Tungen vi bruge
Med Aanden hver Uge,
Til Glæde og Gavn,
Saa Graat vi forgylde,
Saa Huset vi fylde,
Opbygt i dit Navn!

✂ Naar Øie Du fæster
Da paa dine Giæster,
Og syner dit Bord,
Hvis Klædning Du laster
Din Engel udkaster,
Men kun paa dit Ord!

✂ Skiøndt Du er den Rene,
Du Ingen vil stene,
For Loven han brød,
Du Giæsten kun vrager,
Som ikke modtager
Det Purpur, Du bød!