No. 396 .

✂ Er som Faar vi uden Hyrde?
Kan den store Ulv os myrde,
Som et Lam paa vilden Sti?
Da vi løs os rev fra Paven
Blev da kun for Hyrde-Staven
Og Velsignelsen vi fri?

✂ Var den Munk en Anti-Christen,
Vi har sat paa Helgen-Listen,
Som Sanct Peders Eftermand?
Er den Vantro, vi beklage,
Al vor Sygdom, al vor Plage,
Kun en Frugt af Kirkens Band?

✂ Nei, hvad end med Suk vi savne,
Det er dog ei Helgen-Navne,
Aflads-Brev og Pavedom;
Deri stikker dog ei Broden,
At os løs vi rev fra Døden
Og fra Djævelen i Rom!

✂ Som en Dødning sidder Paven,
Hoisat paa Apostel-Graven,
Kronen er af Guld-Papir,
Riget er en Rover-Rede,
Han til Sværd har kun en Skede,
Og en opslidt Pen til Spir!

✂ Alting tørt som visne Grene,
Alting koldt og dødt som Stene,
Hvad end giælde skal for Aand,
Saa Bansættelse det ligner,
Hvcrgang Paven Folk velsigner
Med sin tørre, tomme Haand!

✂ Os dog trøster end i Vaanden
Og velsigner Hellig-Aanden ,
Stænker med sit Vie-Vand!
Christenhedens ægte Pave,
Guds Fuldmægtig i det Lave,
Aldrig satte os i Band!

✂ Nei, os Lykken var langt bedre,
Herrens Aand med vore Fædre
Los sig rev fra Kirkens Lig,
Skabde, under Graad og Smerte,
Af det ømme, svage Hjerte,
Legem nyt vidunderlig!

✂ Herren i det Skjulte: Ordet ,
Leved op, trods Legems-Mordet,
Kraftig i den Hellig-Aand ,
Friheds Prædikant i Fængsel
Lofted Helveds Port af Hængsel
Med Guds skjulte Høire-Haand.

✂ Verden, som i Kiødet hænger,
Seer Ham nu vel ikke længer,
Kiender Aandens Legem ei,
Men, gienfødte af det Høie,
Vi Ham see med Hjertets Øie,
Bane os til Skyen Vei!

✂ Vi Ham see, som Lyset fager,
Mellem sine Lyse-Stager
Vandre virkelig omkring,
Sodt vi føle, Efter-Livet
Med Hans Aande os er givet,
Voxer af de skjulte Ting!

✂ Og hvor Herrens Aand er inde,
Hvad os fattes, brat vi finde,
Frihed først og Kronen sidst,
Midt imellem Rosen-Kiæden,
Broderskabet, Sjæle-Glæden:
Forsmag her paa Fryden hist!