No. 229 . *)

✂ Helten, som os hjalp af Nød,
Høilig vi berømme,
Ham, som fra den bittre Død
Tog dens Herredømme!
For vor Kæmpe, Kvindens Sæd ,
Afgrund skjalv og Døden græd,
Helved faldt til Føie!

✂ Varsel for Hans Daad der gik,
Thi ved Midnats-Tide,
I Hans Fødsels Øieblik,
Lys fra Øster-Lide
Steg med meer end Sole-Glands,
Spredte sig til Straale-Dands,
Sang med Engle-Stemme!

✂ Han til Helveds Orme-Gaard
Gik med Lys og Lygte,
Der sin »Penning« og sit »Faar«
Flittig Han opsøgde,
Mørket tabde, Lyset vandt,
Hvad Han ledte om, Han fandt,
Kom med Fryd tilbage!

✂ Helten under Straale-Hjelm
Giæsted Mørkhjems-Drotten,
Skuffet blev den gamle Skjelm,
Skaden fulgde Spotten;
Bundet blev den Jette stærk,

✂ Løst hans Hjelm og Brynje-Særk,
Plyndret blev hans Bolig!

✂ Fanget i sit eget Garn,
Tabt har han al Vinding,
Kvindens Sæd, Marias Barn,
Knuste Slangens Tinding,
Deelde Byttet blandt de Smaa,
Vinker til sin Himmel blaa
Os med Seiers-Tegnet!