No. 137 .
✂
Jeg veed et lille Himmerig,
Det er saa nemt at finde,
Hvor
Tro
og
Daab
ei fuldelig
Gik Hjerterne af Minde!
✂
Det findes under Hytte-Tag,
Som under Høie-Lofte,
Hvor Christne sig paa Herrens Dag
Forsamle tit og ofte!
✂
Thi Han, om Hvem Guds Engle sang,
I Kraft er Selv tilstæde,
Guds Børne-Flok med liflig Klang
Der raaber høit af Glæde!
✂
Der hører Man Guds eget Ord,
Men ei med Torden-Stemme,
En sagte Lyd, med Guddoms-Spor,
Vi gladelig fornemme!
✂
Det er Gud-Faders Jule-Bud,
Til alle Smaa hernede,
Om Sønnen Hans, den lille Gud,
I Krybben at oplede!
✂
Det bli'r vi aldrig kiede ad,
At høre og at føre,
Det
Bethlehem
, den
Davids Stad
,
Er himmelsk for vort Øre!
✂
Det er de Christnes Føde-By,
Paa Grændsen af Guds Rige,
Thi der er født den Adam
ny
,
Som skal til Himlen stige!
✂
Vi fandt Ham svøbt, i Krybbe lagt,
Foruden og forinden,
Og gjorde med den Lille Pagt
Mod Døden og mod Fienden!
✂
Vi saae det nok, at Verden loe,
Men blev dog ei ret bange,
Thi rundt omkring vor Barne-Tro
Vi hørde Engle-Sange!
✂
Og Han, som fødtes i en Stald,
Blev tidlig stærk i Aanden,
Tog til med Vext i Dage-Tal,
Blev vittig efterhaanden!
✂
Har ei han fyldt sit
tolvte
Aar,
Forvindelig er Sorgen,
For hvad Han'ei har fyldt i Gaar,
Det fylder Han i Morgen!
✂
Derfor det er vor store Lyst,
Hvor
efter Troen
tales,
Naar Herren ved sin Tjeners Røst
Lyslevende afmales!
✂
Det himmelsk er at høre paa,
Hvordan Guds Søn i Støvet,
Som spæd engang i Krybbe laae,
Udførde Levnets-Løbet!
✂
Det himmelsk er at tænke paa,
At Han, som dyrt os kiøbde,
Guddommelig vil vandre saa
I alle sine Døbte!
✂
Det er slet intet Hjerne-Spind,
Det kan vi godt fornemme,
I
Daaben
finder
Troen blind
En himmelsk Barne-Stemme!
✂
Det »Ordet« er, Guds egen Søn,
I
Jesu
spæde Alder,
Og Hjertets
»Haab«
i Lys og Løn,
Sin
Gudsøn
Tro ham kalder!
✂
Han kalder
Tro
sin Moder sød,
Hun kiender Ham paa Røsten,
Og føler dybt i Liv og Død,
Hans Ord er Himmel-Trøsten!
✂
Ved hvert et Herrens Skridt paa Jord,
Han hvisker til sin Amme:
Ja, Moder, naar jeg bliver stor,
Jeg giøre vil det Samme!
✂
Ved hver en Gierning, stor og god,
Den Lille det gientager,
Og sukker selv ved Korsets Fod
Kun
over
Syndens
Plager!
✂
Kun naar vor Frelser bryder ud:
Hvi vil mig Gud undfalde!
Han hvisker: lovet være Gud,
Det
een Gang
var for Alle!
✂
Og naar det lyder: Han opstod,
Og Fængslet tog Han fangen,
Den Lille raaber: Moder god!
Istem nu Seiers-Sangen!
✂
Den Barne-Stemme, himmelsk sød.
Det saligt er at høre,
Thi er ved Herrens Liv og Død
Og
Troen
lutter Øre!
✂
Dermed og
Haabet
voxer bedst,
Men det er
Søndags
Klage,
Den tit er en
Marie-Fest
Kun efter
Marthe-Dage!