No. 31 . *)

✂ Som Foraars-Solen mild og blid,
Vor Trøster-Mand fra Arilds-Tid,
Naar tit vi faldt i Fiende-Haand,
Du løfted Aag, Du 1øste Baand,
Saa brat sig Bladet vendte!

✂ Ja, Herre! Du var from og god,
Du skjulde Brøst og Synd forlod,

✂ Du dæmped selv din Vredes Ild,
Din Varme blev som Solens mild,
Saa brat sig Bladet vendte!

✂ Som godt Du har begyndt, bliv ved!
Vor Frelser-Mand! giv os din Fred!
Vær dog ei vreed fra Slægt til Slægt!
Lad Miskundhed faae Over-Vægt,
Saa brat sig Bladet vender!

✂ Tilgiv os, som en gammel Ven,
Og giør os levende igien!
Lad Folket dit med Fryd paany
Lovsynge dig i høien Sky,
For brat sig Bladet vendte!

✂ Ja, fri og frels os, Herre kiær!
Beviis, Du er vor Tillid værd!
Lad høres det i allen Stad,
Hvor Du dit Folk giør sjæleglad,
Naar brat sig Bladet vender!

✂ Nu tys! lad ret os lytte til!
Thi Herren med os tale vil;
Ja, til sin hele Menighed,
Med Hjerte-Rum, Han taler Fred,
Saa brat sig Bladet vender!

✂ Ja, nu Hans Salighed er nær
Det Hjerte-Folk, som har Ham kiær;
For Skammen skjulde os som Vand,
Skal Æren bølge i vort Land,
Naar brat sig Bladet vender!

✂ O Sandhed! hvor det klinger sødt!
Til Naaden siger du: velmødt!
98 Retfærdighed da kysser Fred ,
Saa Hjerter smelte maae derved,
Mens brat sig Bladet vender!

✂ Retfærdighed fra Himmerig
Sig bukker dybt og yndelig,
For Sandhed af det mindste Frø
Sig skyder op paa Verdens Øe,
Naar brat sig Bladet vender!

✂ Ja, med vor Herre stiger ned
Til Jorden Guds Retfærdighed,
Da blomstrer Haab, da voxer Trøst,
Og vi faae en velsignet Høst,
Naar brat sig Bladet vender!