No. 261. *)

✂ Jesus! dine dybe Vunder
Og din smertefulde Død,
Som din Kiærligheds Vidunder,
Trøster mig i al min Nød,
Og naar Synd mig falder ind,
Strax den støder i mit Sind
Paa din Pine, som forbyder
Mig at skiemte med Udyder!

✂ Vil med Vellyst sig fornøie
Mit forvendte Kiød og Blod,
Strax dit Kors mig staaer for Øie,
Hjertet røres og giør Bod;
Sætter Satan an paa mig,
Som mit Skjold jeg viser Dig,
Dine Suk og Taare-Strømme,
Snart maa han da Marken rømme!

✂ Vil mig Verdens Aand udlokke
Paa den rosenstrø'de Vei,
Hvor Man under Blomster-Flokke
Seer de skjulte Slanger ei,
Paa din Torne-Sti jeg tænker
Giennem Verdens Urtegaard,
Da sig blotte Fiendens Rænker,
Vinke mig min Frelsers Kaar!

✂ Saa mod Alt hvad Hjertet krænker
Give dine Vunder Kraft,
Naar min Sjæl sig i dem sænker,
Drager den ny Leve-Saft,
Deler jeg Din Kval og Død,
Da forsvinder al min Nød,
Naar dit Blod i mig indflyder,
Glædens Kilde-Spring udbryder!

✂ Paa dit Kors mit Haab er grundet,
I din Grav jeg Hvile faaer,
Thi din Død har Døden bundet,
Den har lægt mit Bane-Saar,
Deel i Dig er evig Trøst,
Freden boer i Dines Bryst,
Og med Dig det os er givet,
At staae op til Lys og Livet!

✂ Har kun Dig jeg i mit Hjerte,
Salighedens Kilde-Spring,
Da jeg føler ingen Smerte,
Selv ved Dødens Edder-Sting,
Skjuler jeg mig kun hos Dig,
Røre kan ei Fienden mig,
Døden har i Dig jeg fundet
Sødt af Livet overvundet!