Grundtvig, N. F. S. Blomstre som en Rosen-Gaard

No. 132. *)

Blomstre som en Rosen-Gaard
Skal de øde Vange,
Blomstre i et Gylden-Aar,
Under Fugle-Sange!
Mødes skal i Straale-Dands
Libanons og Karmels Glands,
Sarons Yndigheder!

Prises skal fra Strand til Strand
Jordans øde Slette,
Hæders-Krandse trindt om Land
Skal til den Man flette,
For med Guddoms-Herlighed
Der den Høie daled ned,
Lod sig klart tilsyne.

* 301

Ryste meer ei noget Knæ!
Lad ei Hænder synke!
Skyde hvert udgaaet Træ!
Glatte sig hver Rynke!
Reise sig det faldne Mod!
Rinde let uroligt Blod!
Frygt og Sorg forsvinde!

Herren kommer, Gud med os!
Troen paa Ham bier!
Byde vil Han Fienden Trods,
Som sit Folks Befrier,
Alt betales paa eet Bret:
Fienden skeer sin fulde Ret,
Folket times Naade!

Skiæres for den sorte Stær
Skal da Øine mange,
Døve Øren fjern og nær
Høre Fryde-Sange!
Som en Hind da springer Halt,
Stammer, som for maalløs gjaldt,
Løfter klart sin Stemme!

Saa i Herrens Helligdom
Esaias spaa'de,
Tiden randt og Dagen kom
Med Guds Lys og Naade,
Ja, med Guds og Davids Søn ,
Som giør end i Lys og Løn
Paradis af Ørke!

Vidtberømt da gjorde Han
Jordans øde Slette,
End til den vi trindt om Land
Hæders-Krandse flette:
302 Der vor Gud, i Bad og Bøn,
Fandt sin elskelige Søn ,
Favned Ham i Aanden!

Da tilgavns fik Blinde Syn,
Stumme Røst og Mæle,
Springe, fare, kan som Lyn
Nu vanføre Sjæle,
Hvad engang paa Støv blev seet
Tusindfold i Aand er skeet,
Skeer til Verdens Ende!

Ja, vor Frelser og vor Drot,
Jesus , den Eenbaarne,
Alting gjorde nyt og godt,
Selv hos Uomskaarne:
Aand Han blæser i vort Støv,
Lydhør bliver da hver Døv,
Stamihak en Taler!

Nys vel syndes Naadens Tid
Paa vor Jord udrundet,
Herrens Aand af Mandevid
Klarlig overvundet;
Trindt i Kirken, hvor Man saae,
Daglig gik en Mund i Staa,
Blev to Øren døve!

Mode blev det, trindt paa Jord,
Herren at fornægte,
Og af alle Jesu Ord
Eet kun syndes ægte,
Eet kun lagt i Sandheds Mund,
Ordet: om en liden Stund
Seer Man mig ei længer!

303

Hurtig dog sig vendte Blad,
Slukket er nu Sorgen,
Det i hver en christen Stad
Aften blev og Morgen ,
Medens vi, som tale end,
Troed, tvivled, traf igien
Herrens Aand i Støvet!

Ære med vor høie Drot!
Med Hans Aand tillige!
Begge de giør Alting godt
I vort Himme-Rige,
Døve, selv paa Gravsens Bredd,
Øren faae at høre med,
Stumme Læber sjunge!

Ja, det store »Hephata«
Atter kraftig lyder!
Daglig vort Halleluja
Stærkere udbryder!
Halte Been giør sikkre Trin!
Op sig lukker Sjæl og Sind
For Guds-Mundens Aande!

Høit bebude Gylden-Aar
Glade Nyaars-Sange!
Blomstre som en Rosen-Gaard
Skal de øde Vange!
Mødes skal i Straale-Dands
Libanons og Karmels Glands,
Sarons Yndigheder!