No. 42 .

✂ Hvo kan troe, som har ei hørt!
Det er Aandens Tale,
Herrens Ord i Pennen ført,
Det er Aand i Dvale;
Troens Ord er Tale dyr,
Det er Hjertets Vidnesbyrd
Gjennem Tunge-Maalet!

✂ Hvo vil troe, hvad vi har hørt,
Underligt at sige,
Har ham ei en Stemme rørt
Som fra Himmerige,
Har en ærlig Sjæl ham ei
Mundtlig mødt paa Livets Vei,
Vidnet for hans Hjerte?

✂ Turde vel paa Jesu Ord,
Verden du forsage,
121 Hvis kun paa Papiret Spor
Var af Ham tilbage,
Hvis det lød ei fra Hans Flok:
Herrens Naade os er Nok,
Stærk er Han i Svage!

✂ Troskabs-Pantet trindt paa Jord
Er jo Troskabs-Eden ,
Derfor vi om Troens Ord
Høre Menigheden ,
Hører Nogen ikke den,
Var han og vor bedste Ven,
Kirkens er han ikke!

✂ Himmel skabde Gud og Jord,
Ei med Pen i Haanden,
Men med sine Læbers Ord,
Som er Eet med Aanden!
Som det Gamle, saa det Ny
Skaber Gud da under Sky
Kun som Ordet lyder!

✂ Dødninger med Blæk og Pen
Prise deres Døde,
Aanden fra vort Hjertes Ven
Kom med Tunger røde,
Aandens Kraft er Ordets Marv,
Gaaer paa Tungen kun i Arv
Til Guds Børne-Skare!

✂ Kjender du de døde Sprog
End til Punkt og Prikke,
Ei forstaaer du Herrens Bog,
Har du Aanden ikke,
122 Han ei boer i Bog og Blad,
Ham kun bær fra Stad til Stad
Aande-Drættets Vinger!

✂ Snakked Paven udenom,
Skal vi derfor glemme:
Om den ægte Christendom
Giælder Kirkens Stemme ,
Var det ret og var det galt,
Hvad den troet har og talt,
Aanden var og Livet!

✂ Spurgde Man om Kirkens Ord
Ei ved Sjæle-Badet ,
Og ved Herrens Naade-Bord ,
Men ved Pave-Bladet ,
Maae ei derfor Tro og Daab
Være Eet, som Livets Haab,
Alle Kirkens Dage!

✂ Foer med Snak og Løgn og Tant
Fordum Klerke-Munde,
Er det derfor mindre sandt,
Vi vor Tro skal grunde
Paa hvad meer end skrevet staaer:
Hvad i attenhundred Aar
Gjorde Under-Værker!

✂ Det var Troen velbekjendt,
Som end Ordet lyder,
Det var Tungen velanvendt,
Som end Hjertet fryder,
Naar i Tale og i Sang,
Sat af Aanden ret i Gang,
Christus den forkynder!