No. 107 .

✂ Vor Alderdoms Trøst og Støtte-Stav,
Det er den Aand alene,
Som Frelseren os til Trøster gav,
Med stærke Ord og rene,
Han over Verdens stolte Aand
Os giver Trøst og Overhaand,
Hvad vil vi meer forlange?

✂ Ham Tidernes Tand ei bider paa,
Hans Kræfter aldrig svækkes,
I Barndom vel vi selv kan gaae,
Men det just Aanden tækkes:
Han immer kiæler for de Smaa,
Langt bedre Ord end de forstaae
Han lægger dem i Munden!

✂ Trods Fiendernes Ynk og bittre Spot,
Han veed det saa at mage,
255 Den hellige Kirke har det godt
Paa sine gamle Dage:
Et himmelsk-kiærligt Brude-Sind,
I Hjertet Fred, og Smil paa Kind,
Med Paradis for Øine!

✂ Af Tummelen her i Grunden kied,
Men trøstet over Møden,
Hvi Brudgommen tøver, godt Hun veed,
Og ønsker sig ei Døden,
Men handler smukt og taler frit,
Og sukker smaat og græder lidt,
Med Himlen i sit Hjerte!

✂ I Døttrene sine, from og bold,
Sig speiled tit vor Dronning,
Hvis Brodd er, som Biens, Spyd for Skjold,
Hvis Værk er Vox og Honning,
Som Bølgen dyb, som Perlen klar,
Som Blomsten fiin, som Fuglen snar,
Som Kiærlighed elskværdig!

✂ Hun speiled sig tit paa Jorden saa
I alderstegne Kvinder,
Med Øinene klare, himmelblaa,
Med store Ungdoms-Minder,
Med Hjerte varmt og Hoved lyst,
Med prøvet Tro, med Væsen tyst,
Med Mildheds-Majestæten!

✂ Lyslevende skal Hun vandre saa
I Tusind-Tal herefter,
Med Øinene sorte, blaa og graa,
Ja selv med Kæmpe-Kræfter,
I Ungt og Gammelt, Stort og Smaat,
256 I Stærkt og Svagt men Eiegodt,
I Mænd saavelsom Kvinder!

✂ Den dannede Verden, fiin og klog,
Dem kalder spids de Fromme ,
Men hemmelig dem beundrer dog,
Som lee ad Verdens Domme,
Ei for de fattes Vidd og Smag,
Men for de vente Herrens Dag,
Og troe paa Himme-Rige!

✂ Saa graaner da kun, I gule Haar!
Og kiølnes, Sommer-Dage!
Udmatter os kun, I Efter-Aar!
I skal os vel behage;
Thi mens det Gamle tæres hen,
Da voxer op der Nyt igien,
Og det er meget bedre!

✂ For Svendene faa af Kæmpe-Art
Det er vel lidt til Hinder,
Kun nødig de taale aabenbart
At skiældes ud for Kvinder,
Men nærme vi os Jordens Skiød,
Vi tænke paa vor Moder sød,
Og kysse Kiærling-Navnet!

✂ Saa hjelpes de ad, den stærke Aand ,
Som Børnene velsigner,
Og Mødrene-Hjertet i Hans Haand,
Som hver en Kæmpe ligner,
Af Løve-Sæd at skabe Lam,
Hvis Stolthed er at ligne Ham,
Som bar al Verdens Synder!