No. 34 .
✂
Hvad har
Kirken
her tilbage,
Som er værdt at sjunge om?
Kalk og Disk og Lyse-Stage,
101
Nøgne Vægge, Blokken tom;
Sjelden Spir og høie Gavle,
Døbe-Funt og Alter-Tavle,
Som engang er Synet værd!
✂
Selv i Syden, hvor Man svimler
Over
Peders-Kirkens
Tag,
Selv i Kirken, hvor Man himler
Konstig med den fine Smag,
Hvor er Kirkens Gods og Værge?
Hvor den Tro, som flytter Bjerge?
Hvor den Konst, som skaber Guld?
✂
Før, da med trefoldig Krone
Paven sad paa Kapitol,
Og saa høi var ingen Throne,
Som Sanct Peders Bispe-Stol,
Da Choral og Kæmpe-Vise
Kunde vel ei noksom prise
Korsets Glands og Kirkens Drot!
✂
Men nu har jo Pavens Lykke
Tøfler, som ei kysses, paa,
Kirkens Sværd
er kun en Skygge,
Spir og Krone ligesaa,
Stodder-Konge, Tigger-Munke,
Dødning-Been og Bulle-Bunke,
Er det værdt at kvæde om?
✂
Groe nu selv paa Træer grønne
Skygger kun af Frugtens Guld,
Hvor kan da de Tørre lønne
Sangens Fugl i Nordens Kuld!
Hvor kan da en Harpe tone
Her
om Kirkens Gylden-Krone,
Spir og Sværd og Moder-Skiød!
✂
Blev det
her
saavidt ei drevet,
At af Alt, hvad
Kirkens
var,
Kun
Optegnelsen
og Brevet
Vi beholdt til Kirke-Kar!
Blomstre da, trods Band og Pave,
Her nu Kirkens Rune-Stave:
Skyggerne af
Arons
Stav!
✂
Billedlig
ta'r
Skriften
Svaret:
»Hvo mon tro'r, hvad vi har hørt,
»Og for hvem er aabenbaret
»Herrens Haand, som os har ført?
»Søn bebuded vi, som Kviste,
»Sprungne frem, før Nogen vidste,
»Jordens Tørke-Baand til Trods.
✂
»Verden finder ei ham fager,
»Savner Smil og Rosen-Kind,
»Men vor Skyld han paa sig tager,
»Taaler Sting i stille Sind,
»Taaler Spot og Tugt beskeden,
»Mægler os til Bedste Freden,
»Kiøber Læge-Konst med Saar!«*)
✂
Ja, i Colossenser-Brevet,
Frugtbart, naar det pløies
vaadt
,
Til vort Svar staaer atter skrevet,
Klart, naar
Øiet
kun er
godt
:
Stod, i Paaske-Morgenrøde,
I med
Christus
op af Døde,
Husk da paa Hans Himmel-Fart!
✂
Eders Hjerte, eders Øie,
Ile did, trods Jordens Baand,
Hvor Han sidder i det Høie,
✂
Ved Gud Faders høire Haand!
Søger det, som er foroven,
Over Sky, som over Skoven,
Ei hvad kiønt, er kun paa Jord!
Endelig dertil og Grunden,
I et andet Sende-Brev*),
Fløi Apostelen af Munden,
Da han til
Hellener
skrev:
Synligt
har sin Tid og Time,
Evigt
kan dermed sig rime,
Kom, dog
ei tilsyne
her!
✂
Bundet blev den store Drage,
Rugende paa Kirke-Guld,
Hver sig skyndte da at tage
Hvad dem huged, Haanden fuld,
Vi og tog hvad os behaged,
Først og sidst hvad Andre vraged':
Morten Luthers
Barne-Tro!
✂
Kirken
her da har til Bedste
Barne-Tro
af Hjertens Grund,
Lid tør vi til Løftet fæste,
Herren gav med
Haand
og
Mund
,
Vi Ham tør paa Ordet tage:
Jeg er med jer alle Dage,
Er I To, saa giør det Tre!
✂
Derfor godt vi har i Grunden,
Alle gode Ting er tre,
Sang har immer Barne-Munden,
Kan og ret af Hjertet lee;
Lod engang vi os besnakke,
Tog med Steen for Brød tiltakke,
Det giør Herren godt igjen.
✂
Haand
og Mund hos Skiøde-Barnet
Hardtad ei kan skilles ad,
Neppe mærked vi, at Skarnet
Mellem dem indskiød sit Had;
Selv i Bog for »det betyder«
Sagde vi »som Ordet lyder,«
Herrens Ord af Haand i Mund!
✂
Bagvendt jo det var tilvisse,
Ordet lød dog om
de Smaa
:
Ringeagter aldrig disse!
Høiest
deres Engle
staae.
Som i Kiødet, saa i Aanden,
Om end bagvendt, Barne-Haanden
Bringer let dog Mad til Mund!
✂
Skriften
, læst med
Øine vaade
,
Herrens Bog med
Barne-Tro
,
Den er rig paa Lys og Naade,
Den er fuld af Fred og Ro;
Her, som hist i Blomster-Haven,
Sidder hos Guds Ord i Graven
Engle-Vagt med Himmel-Nyn!
✂
Dunkelt klang del for vort Øre,
Som de sang, »her ligger Han,«
Let ei falder det at høre
Lydt i Gravens Taage-Land;
Som vi hørde,
saa
vi tro'de,
Tog, alt som de skrevet stode,
Stavene for
Herrens
Ord!
✂
Det os kosted bittre Taarer,
Thi
Bog-Staven
slaaer ihjel,
For
Hvis
Skyld Man bliver Daarer,
Det giør dog en stor Forskjel;
105
Engle hjalp, saagodt de kunde,
Han, som slap os ingenlunde,
Hjalp os ud af Dødning-Drøm!
✂
Øret Han os gjennembored,
Skabde saa os gode Kaar,
Lydt det nu fra Engle-Choret
Klang omtrent som skrevet staaer:
Søger ei iblandt de
Døde
Ham som ei blev Orme-Føde!
Pas kun paa hvad Han
har sagt!
✂
Vi forstod halvkvæden Vise,
Fandt i
Kirken
brat
Guds Ord
,
Fatted Mod til høit at prise
Hvad kun Barne-Hjertet tro'r,
Fandt i
Ordet, som det lyder
,
Alt hvad
Skriften
kun
betyder
,
Evig Nok at kvæde om!
✂
Nu vi see: til Punkt og Prikke,
Sandt det er, som skrevet staaer,
Fik du Mindst, dig fattes ikke,
Meer end Nok slet Ingen faaer;
Arve-Ret til Himmel-Guldet
Følger hele Borne-Kuldet:
Hver, som
tro'r og bliver døbt!
✂
Om Opstandnes Første-Grøde
Altid Sagn maa gaae for Syn,
Til de Levende og Døde
See Hans Blik som Himmel-Lyn,
Da vi skal i Skyen møde
Evighedens Morgen-Røde,
See i Glands hvad Han har sagt!
✂
Lad kun Elementer smelte!
Herrens Ord skal ei forgaae,
Over os Det hvælver Telte
Stjernestrø'de, himmelblaa,
Under dem med Hjertens-Glæde
Ordets Priis vi evig kvæde,
Ordets
, som er
Liv
og
Aand!
✂
Hvad gav Støvet
Livets Krone?
Spørges lydt i Engle-Chor;
Svares i den samme Tone:
Barne-Tro
paa
Herrens Ord
,
Den har Støv fra Jordens Dale
Hævet op i Himmel-Sale,
Gjort til Alt hvad Gud har sagt!