No. 13 .
✂
Tør end Nogen ihukomme
Hjertets søde Morgen-Drøm,
Mindes, trods al Verdens Domme,
Zion
med en Taare-Strøm!
Mægter Nogen end at stemme
Harpen dybt til Orgel-Klang,
Vover Nogen end at nemme,
End at kvæde Zions Sang?
✂
Ja, saalænge Hjertet banker
Kiærlig i en Christen-Barm,
Rinder og med Himmel-Tanker
Over Zion Taaren varm,
Og saalænge for Guds Throne
Høres Seraf-Harpens Klang,
Skal i Christi Kirke tone
Taareblandet Zions Sang.
✂
Trodser kun, I Kirke-Fiender!
Larmer kun, I Edoms Børn!
Laver kun, mens Taaren rinder,
Giæstebud til Ulv og Ørn!
Tone over eders Grave
Skal dog Zions Fryde-Sang,
Og er Harpen i Ulave,
Læmpes til Basune-Klang!
✂
Samler eder tæt om Bjerget,
Alle Zions Døttre smaa!
Har end Fienden Sletten hærget,
Herrens Bjerg han lod dog staae;
Blev end Steen paa Steen ei levnet,
Hjørne-Stenen
laae dog fast,
Er urokket og urevnet,
Mod den alle Vaaben brast!
✂
Taare-Sky! ei saa du hænge
Over Bjerget sortegraa!
Skil dig ad, lad Straalen trænge
Ud dog under dunkle Braa,
Saa vi skue den Skyklædte,
Med sin favre Regnbu-Krands!
I et Øie bedre stædte
Herren aldrig Sole-Glands.
✂
Da skal løses brat vor Tunge,
Som forstummed under Graad,
Sødt om
Ædel-Stenen
sjunge,
Som det var Guds vise Raad
Til en Grundvold god at lægge
I det stolte Zions-Slot,
Som har Himlen til sit Dække,
Guds Eenbaarne til sin Drot!
✂
Ja, paa
Ham
vi kaste Sorgen,
Som og Synden for os bar,
Høit om Syllen og om Borgen
Sjunge vi med Stemme klar,
Og i Herrens Vingers Skygge,
I en gylden Aften-Stund,
Under Sang vi atter bygge
Paa den gamle Klippe-Grund!
✂
Ei skal Zions Borg sig høine
Denne Gang med Spir og Taarn,
Hyttelavt, i Verdens Øine,
Bygges nu imod tilforn,
Saa os efter Ham vi føie,
Som har sagt, Han vilde boe,
Hvor sig Stjerner for Ham bøie,
Og hvor blye Kiær-Minder groe.
✂
Huset med de høie Sale
Tømres kun af Skaber-Haand,
Maa fra Himmelen neddale,
Som til Støvet Herrens Aand!
Vi af bløde Bøge-Stammer,
Under Nattergale-Sang,
Bygge kun et Giæste-Kammer
Til en himmelsk Alter-Gang!
✂
Verdens Vise, Jordens Bolde,
Vil vor Hytte vel forsmaae,
Men
den Største
vil dog holde
Nadver
i den ringe Vraa;
Tidlig Han sig myg har krummet
Barneglad i Moder-Skiød,
Han som laae i Krybbe-Rummet,
Bryde vil i Hytten Brød!
✂
Thi skal Herligheden vorde
Større i vort Bonde-Huus,
End i Det med Borge-Gaarde,
Som nu sjunket er i Gruus!
Hans er Sølvet, Hans er Guldet,
Meer end Guld er
Herrens Fred
,
Den er Himmel-Glands i Muldet,
Den skal vi forklares ved!