No. 81 .
✂
Gud taler, saa det skeer:
Ved Ordet Alt er blevet,
Af Det al Daad er drevet,
Af Det al Skrift er skrevet!
Min Sjæl! hvad vil du meer?
✂
Det er ei bart og blot,
Al Magt er Ordet givet,
I Det er Lys og Livet!
Fra Solen indtil Sivet
Dets Værk er saare godt!
✂
Thi leve af Guds Ord,
Som er hvad Det vil være,
Og lyse til Dets Ære,
Med alle Himlens Hære,
Vi Smaafolk paa Guds Jord!
✂
Ja, Ordet af Guds Mund
Er Alt, hvad sit Det nævner,
Det stædes, hvor Det stævner,
Og Aander er Dets Evner,
Nu og i allen Stund!
✂
Før Morgen-Stjernen fød,
Det er den Underfulde,
For Fjender Vinter-Kulde,
Men Varme for de Hulde,
Er baade Aand og Kiød!
✂
Ældgammelt, dog ei graat,
Bespottet, Sig til Ære,
For Kiødet tungt at lære,
189
For Aanden let at bære,
Skiøndt alle Aanders Drot!
✂
Ja,
Ordet
er Guds Mund,
Og
Røsten
er Hans Aande,
Som Ordet gaaer tilhaande,
Og trøster i Dets Vaande,
Dets Ven af Hjertens-Grund!
✂
Gud-Faders Veir og Vind
Man godt kan Aanden nævne,
Som farer paa det Jævne,
Men holder Kirke-Stævne
Paa Himmel-Bjergets Tind!
✂
Den Vind er Ordets Lyd,
Og Veiret er de Vinger,
Hvorpaa sig Ordet svinger,
Og Aanden er Guds Finger,
I den er Almagts Dyd!
✂
Saa enes Aand og Ord,
Og til Gud-Faders Ære
De godt hinanden bære,
Vil altid sammen være,
I Himmel og paa Jord!
✂
Saa speiler sig i Muld,
Paa hver en Støvets Tunge,
Som tale kan og sjunge,
Den Gamle, Evig-Unge,
Hvis Navn er
Underfuld!
✂
Saa fra vor Hjerte-Grund,
Med Ordet, naar Det klinger,
Og kraftig sig udsvinger
190
Paa Aande-Drættets Vinger,
Gaaer
Aand
ud af vor Mund!
✂
Det kommer af, at Gud,
Som vi i Skriften læse,
Saa naadig var at blæse
Livs-Aande i vor Næse,
Den gik af Munden ud!
✂
Da klang det
lille
Ord,
Som Herren bød at stævne
Og stige efter Evne,
Og nøies med at nævne
Hvad mærkes kan paa Jord!
✂
Udsender Gud sin Aand,
Da lyder Guddoms-Blivet,
Da aabenbares Livet;
Men hvad os Gud har givet
Er altid i Hans Haand!
✂
Ja, kræver Sit igien
Af Støvet Skaber-Haanden,
Opgive maa Det Aanden,
Og i Skilsmisse-Vaanden
Det trøster ingen Ven!
✂
Ak! Død er Syndens Sold!
Og selv i Livets Dage ,
Blev Ordets Kræfter svage,
Saa Støvet sank tilbage
I Elementers Vold!
✂
Dog Ordet ei omsonst,
Til evig sig at græmme,
191
Gav Støvet Liv og Stemme,
Han aldrig kunde glemme
Det Stor-Værk af sin Konst;
✂
I Aand med sagte Lyd
Han ringed for det Øre,
Han skabde til at høre,
Og lod saa Læben røre
Ved Naadens Dyb og Dyd!
✂
Da klang et Spaadoms-Ord
Om Guddoms-Ordets Gaade,
Som Alting har at raade,
Om
Sandhed
og om
Naade
,
Velmødt paa faldne Jord.
✂
Som Vinter-Solen smukt
Det styred Vandrings-Staven,
Og kasted Lys paa Graven,
Gienfødte dog ei Haven
Med Livets Træ og Frugt!
✂
Som Solen i sin Glands,
Det Ord, som Engle hylde,
Dog vilde Graat forgylde,
Kom selv i Tidens Fylde,
Blev Kiød
med Straale-Krands!
✂
Da sødt i Jule-Nat
Sang Himlens Natter-Gale,
Om Honning-Dugg i Dale,
Mod
Ordets
egen Tale
Den Sang var dog kun mat!
✂
Ei glemmes kan paa Jord,
Og ei i Himmel-Sale,
192
Hvor sært fra dybe Dale,
I Bøn og Sang og Tale,
Nu klang det
store Ord!
✂
Ved Munden faur og fiin
Fik Jorden Bryllups-Dage,
Og for dens Kys at smage
Selv Vandet sig saa fage
Forædlede til Viin!
✂
Slog Han til Lyd ombord,
Kun med sin lille Finger,
Hvor underlig det klinger,
Dog sænked Stormen Vinger,
Og lytted til Hans Ord!
✂
Da fik de Blinde Syn,
Og Hørelse de Døve,
Opmærksomhed de Sløve,
Thi Eet var Lam og Løve
Og Soel og Dugg og Lyn!
✂
Da lærdes det paa Jord:
Til Hjerterne at smelte,
Som til at skabe Helte,
Og Bjergene omvælte,
Behøves kun Guds Ord!
✂
Hvor Guddoms-Røsten klang,
Der blev den Folke-Føde,
Der blomstrede det Øde,
Der reiste sig de Døde
At skue Livets Gang!
✂
Og hvor den blev til Bøn,
Til Venne-Graad og Klagen,
193
En Gravlagt, Fjerde-Dagen,
Kom, svøbt i Jorde-Lagen,
At knæle for
Guds Søn!
✂
Ny Viin de gamle Kar,
Og overspændte Strænge
Sig selv, maa snarlig sprænge,
Stor-Ordet derfor længe
I Støvets Mund ei var!
✂
Thi sagde og Guds Ord:
Slet Ingen mig henretter,
Jeg selv mit Liv tilsætter!
Den Tro os ei aftrætter
Hans Saar og Nagle-Spor!
✂
Dog Soel bar Sørge-Dragt
Da Skaberen i Kiødet
Hudflettet; overblødet,
Korsfæstet, skiændt og dødet,
I Jordens Skiød blev lagt!
✂
Og Jordens Moder-Skiød
Da bølged som et Lagen,
Og indtil Tredje-Dagen
Maria-Jammerklagen
I Engle-Chor gienlød!
✂
I Helved hørdes Fryd,
Dog kort i Djævle-Krogen,
Thi
Sandhed
var lysvaagen,
Og Porten brat med Laagen
Fløi op ved
Ordets Lyd!
✂
Ja, sprængt blev Dødens Port,
Fløi op og sprang af Hængsel!
Saa fanger Man et Fængsel,
194
Og stiller Gravens Længsel,
Selv dødt var
Ordet stort!
✂
Til Helved Ordet foer,
Men kom dog brat tilbage,
Med Seier uden Mage,
Til mange Herre-Dage
Det løfted sig fra Jord!
✂
Tilhimmels Ordet foer,
Men til vor Trøst i Vaanden
Med
Munden
og med
Haanden
,
Som
Støvets
Pant paa
Aanden
,
Velsigned Han vor Jord!
✂
Paa Første-Pindsedag
Tiljords
, paa Lynilds-Tunger,
Den Røst, i Kirken runger,
Den Røst, i Hjertet sjunger,
Nedfoer med Torden-Brag!
✂
Nu er der Fred paa Jord!
Som Vind i Æspe-Løvet,
Guds Aande boer i Støvet,
I Guld, syvgange prøvet,
I
Troens lille Ord!
✂
Ja, see Guds Underværk!
Som Kiærligheden vilde,
Det store Ord blev lille,
Trods Døden Livets Kilde,
En Barne-Gud fuldstærk!
✂
Den Store og de Smaa,
Til alle Engles Gammen,
195
I Kirken voxe sammen,
Til Alt er
Ja
og Amen
Paa Skyer himmelblaa!