No. 146 .

✂ En Sæde-Mand gik ud at saae,
Og strøede rundt med begge Hænder,
For overalt det skulde naae,
Imellem begge Ager-Ender!

✂ Der faldt Endeel paa Alfar-Vei,
Hvor ingen Sæd kan fæste Rødder,
Hvad Luftens Fugle raned ei,
Det traadtes under Heste-Fødder!

✂ Der faldt Endeel i Jord-Lag tyndt,
Som Solen alt i Blad forbrændte,
Saa Vexten, pludselig begyndt,
Med Visning hovedkulds sig endte!

✂ Der faldt Endeel i Tjørne-Krat,
Kom op, men havde Kaar fuldtrange,
Thi i sin Vext blev Straa forsat,
Og Axene blev hardtad svange!

✂ Men Resten faldt i Venne-Vold,
I Muld-Jord god, den favnedybe,
Den Ypperste gav hundred Fold,
Den Voveste gav ti og tyve!

✂ Den samme Skæbne og Guds Ord
Har under alle Himmel-Egne,
Saamange Slags, som der er Jord,
Er der og Hjerter allevegne!

✂ Hvor Hjertet er som Alfarvei,
Saa steenhaardt og saa ligegyldigt,
Der Troen sig indfinder ei,
Men Ordet er deri uskyldigt.

✂ Hvor Hjertet vel som Vox er blødt,
Men dog til Verden solgt i Grunden,
Naar Verden truer, flux er dødt
Det Haab , der leved kun i Munden!

✂ Hvor Hjertet vel er halvveis godt,
Men deelt foroven og forneden,
Der tornekrones Ærens Drot,
Thi halte kan ei Kiærligheden!

✂ Hvor Hjertets Lyst er Liv og Fred ,
Som Perlen, der for Alt maa kiøbes,
I Tro og Haab og Kiærlighed
Det Maal opnaaes, hvortil der løbes!

✂ Med Grad-Forskiel i Herlighed,
Vor Faders Huus har Sale mange,
Men overalt er Liv og Fred ,
Og evigsøde Fryde-Sange!