No. 274 . *)

✂ Gak under Jesu Kors at staae,
O kiære Sjæl, og med Attraa
Kys Ham paa Foden og giv Agt
Paa hvad Han har til Afsked sagt:

✂ Han først for sine Fiender bad:
O kiære Fader! dem forlad!
Thi hvad de giør, det veed de ei,
Gaae blinde paa den brede Vei.

✂ Dernæst Han til sin Moder saae,
Hvor sorrigfuld hun monne staae,
Som stødt igiennem Sjæl og Liv
Med Morder-Sværd og Offer-Kniv!

✂ En anden Søn Han hende gav
Til Lindring, Trøst og Støtte-Stav:

✂ Johannes , tag dig hendes Sag,
Som Moders, an fra denne Dag!

✂ Naar jeg, min Jesus , og skal staae
Forladt, forhadt, med Korset paa,
Som Moder din i Enke-Stand,
Send et Guds Barn, som ta'r mig an!

✂ Den Røver, som i Dødens Strid
Til Jesu Naade slog sin Lid,
Og æred Ham paa Konge-Viis,
Han fast tilsagde Paradis!

✂ O Frelser, i min sidste Stund,
Lad mig og høre af din Mund:
Du være skal i Dag med Mig
I Paradis, i Himmerig!

✂ Det fjerde Ord var gyseligt,
Og aldrig hørde Himlen Sligt:
Min Gud, min Gud! hvi haver Du
I al den Kval forladt mig nu?

✂ For vor Skyld kun Du blev forladt
En liden Stund, i Nød og Nat,
Dermed Du vandt os Fryd i Kval
Og Lys i Dødens Skygge-Dal!

✂ Al Verdens Synd bar det Guds Lam,
Og Vredens Ild udtæred Ham,
Mig tørster, sagde Han, men fik
Af Verden kun en Malurt-Drik!

✂ Saa tømde i den bittre Skaal
Du Kalken ud med bredfuldt Maal,
513 Den søde Gift drak Adam først,
Og Du fik Galden i din Tørst!

✂ Da sagde Han: det er fuldbragt!
Et bedre Ord blev aldrig sagt:
Opfyldt er Lov og Propheti,
Forbandelsen er nu forbi!

✂ Det sidste Suk, min Jesus gav,
Det stiller Storm paa Verdens Hav,
Han sagde: Fader! i din Haand
Befaler jeg min Sjæl og Aand!

✂ Det Afskeds-Ord sig trænge ind
Med Liv og Aand i Sjæl og Sind,
Saa ogsaa mit det sidste Ord
Det blive maa paa denne Jord!