No. 243 . *)
✂
I Kveld blev der banket paa Helvedes Port,
Saa dundrer den rullende Torden,
Herolden var stærk og Hans Budskab fuldstort,
Thi lyttede Alt under Jorden!
✂
Fra Himlen jeg melder nu Helvedes Kryb:
Fra Jorden nedstiger en Kæmpe,
Han springer i Gry over svælgende Dyb,
For Graad selv i Helved at dæmpe!
✂
Han vandrer paa Gløder som Jomfru paa Gulv,
Han tramper paa Øgler og Drager,
Hug-Ormen Han knuser, og Helvedes Ulv
Han binder, mens Afgrunden brager!
✂
Paa Albu sig reiste. hver Fange saa brat,
Det kunde ei Djævle afværge,
Som Storme de hyled i bælgmørke Nat,
Og fnøs som ildsprudende Bjerge!
✂
Paa Albu sig reiste hver Fange saa brat,
Ei før blev i Helvede lyttet,
De lured om Dag og de lured om Nat,
De ændsed ei Ilddrage-Spyttet!
✂
Og Tredie-Dagen, da Hel-Hanen goel,
Og Gienfærd kom alle tilbage,
Da skinned i Helvede Himmerigs Soel,
I Drømme slet ingen saae Mage!
✂
Som Skyerne hvide med Stjerne-Hob bleg,
Gik Englene foran den Bolde,
Og brat som en Soel Han fra Dybet opsteg,
Med guldrøde Skyer til Skjolde.
✂
I Helvede skinned Guds Herligheds Glands,
Guld farved de Djævle kulsorte,
Men Murene revned for Straaler i Dands,
Af Hængsel fløi Helvedes Porte!
✂
Sig reiste de Fanger nu alle paa Stand,
Men dog kun for dybt at nedknæle,
Velkommen, velsignet, vor Frelser-Mand!
Det lød fra utallige Sjæle!
✂
Nu »
Adam
, hvor er du?« blev hørt med en Røst,
Som Lærkens en Pindsedags-Morgen,
Da fødtes i Helved den evige Trøst,
Sin Hel-Sot fik Menneske-Sorgen!
✂
Da
Eva
tog Ordet, gik Frelseren nær,
Og sagde: min Søn og min Herre!
Jeg ene det voldte, at vi ligge her,
For jeg lod mig daare, desværre!
✂
Den Slange, som krymper i Flammer sig nu,
Sig bugted om Kløgt-Træets Grene,
Den glimred som Guld, og den skiød mig i Hu:
Vi raadte for Verden alene!
✂
I raade for Himmel, I raade for Jord,
Saa hvidsled den smigrende Stemme;
Da blege og blaa vi til Helvede foer,
Langt andet vi fik at fornemme!
✂
Men est Du den Sæd, mig blev lovet til Bod,
Undfanget og født af en Kvinde,
Da falder ei Moder omsonst Dig til Fod,
Forlades ei grusom herinde!
✂
Fra Soel-Øine milde to Taarer nu faldt,
Og underfuldt var det at skue,
Med deilige Farver i Krone-Gestalt
Sig danned om
Eva
en Bue!
✂
Saa kyssed sin Moder Guds Herligheds Glands,
Til Under for alle de Døde,
Og op stod, som Dronning, med Regnbue-Krands
Skiøn
Eva
, som angred sin Brøde.
✂
Titusinde Mile end dybere ned
Sank Djævle, da
Eva
sig hæved,
De turde ei hyle, i Læbe sig beed,
Og sittred, saa Jorderig bæved!
✂
Fra Helvede steg nu den Herre saa bold,
Ham fulgde saa faver en Skare,
Som Solen paa Skyer, Han sattes paa Skjold,
Propheterne alle Ham bare!
✂
Triumph blev der nu, hvor kun Graad hørdes før,
Kun Død sad i Helved bedrøvet,
Cheruben oplod den forseiglede Dør,
Skjold-Vagten sig kasted i Støvet!
✂
Saa herlig opstod paa den tredie Dag
Vor Frelser, uskyldig korsfæstet,
Thi er det paa Jord nu en Saligheds-Sag:
Guds Søn haver Helvede giæstet!