No. 114 .

✂ Som Høielofts-Sale,
Hvis Buer hensmuldre,
Kun reist til at prale,
Mens Hamrene buldre,
Saa skryller al Tale
Paa Munds-Veirets Skuldre,
Naar Aanden ei, den Levende,
Besjæler Tunge-Maalet!
Som Hvælvinger øde,
Med Spøgelse-Skygger
Af Kongerne døde,
Af Dronninge-Smykker,
Af Tonerne søde,
Af Alt hvad henrykker,
Er Sang af Aand, den Levende,
Som staaer kun paa Papiret!

✂ At Døds og Livs-Lyden,
At Skiæl-Blink og Flamme,
At Skinnet og Dyden,
Er Eet og det Samme,
Udraaber med Skryden,
Sin Tomhed til Skamme,
Al Sang, naar ei den Levende
Besjæler Tunge-Maalet!

✂ Dog værst under Buer
For Evigheds-Tonen,
For Kiærligheds Luer,
For Hjertelivs-Kronen,
Sig Lyden opskruer
Paa Tungemaals-Thronen,
267 Naar Kongen ei, den Levende,
Har Lyd til Dronning kaaret!

✂ I Syden og Vesten,
I Østen og Norden,
Med Rime-Helhesten,
Med Trolde i Torden,
Med Ordgyder-Pesten,
Nedsynk da i Jorden,
Al Sang, som ei den Levende
Indskyder og besjæler!

✂ Men vaagner, I Røster,
Som længe har blundet,
I Menneske-Bryster,
Men Hvile ei fundet!
Nu Himlen jer trøster:
I Helvede bundet
Er Dragen, som Dødbidere
Til Røgsky-Sang antændte!

✂ Opvaagnet er Røsten
Af Evigheds-Ordet,
Til Glæden om Høsten
I Vaaren kun jordet;
Opvaagnet med Trøsten
Ved Kilden og Bordet ,
Er Aanden selv, den Levende,
Som skabde Tunge-Maalet!

✂ Nu brat sig gienføde,
Med Kirke-Høisangen,
De Aandelig-Døde
I Menneske-Vangen,
Sang-Røster, som løde
Med Hjertelivs-Klangen,
268 Da Folke-Aander levende
Behersked Folke-Tunger!

✂ Som Høielofts-Sale,
Af Fienden lagt øde,
Med Buer og Svale,
Opstaae fra de Døde,
Saa gienfødes Tale,
Paa Tungerne røde,
Ved Aandens Kraft, den Levende,
Som skabde Tunge-Maalet!

✂ Lad Bog-Orme hvæse,
Og mumle i Støvet,
Naar Gud kun vil blæse,
Hvad os var berøvet,
Paany i vor Næse,
Som Vind-Pust i Løvet,
Et Pust af Aand, den Levende,
Som skabde Tunge-Maalet!

✂ Med Psalme og Vise,
Med Hjerte og Tunge,
Til Glæde og Lise,
Vi tale, vi sjunge,
Vi love og prise
Den Gamle, den Unge,
Sang-Mesteren, den Levende,
Som skabde Tunge-Maalet!

✂ Ja, Engen og Skoven,
Og Bjerget og Vangen,
Og Søen og Voven,
Og Tiden forgangen,
Og Himlen foroven,
Sig fryde ved Sangen
269 Til Priis for Aand, den Levende,
Som skabde Timge-Maalet!