↩

No. 1 .

✂ Jeg er saa underfuld en Magt,
Hvor ret jeg kom tillive,
At Pennen, selv med Aand i Pagt,
Ei klart del kan beskrive.

✂ Usynlig er jeg frem for alt,
Og dog saa nem at kiende,
Som om i himmelhøi Gestalt
Jeg saaes til Verdens Ende.

✂ Vel fremmed paa hver Plet af Jord
Man fundet har min Stemme,
Dog overalt hvor Sandhed boer,
Jeg har i Grunden hjemme.

✂ Som den Eenbaarne, jeg af Muld
Kun Tidsel har og Nælde,
Og trindt om Land til Korsets Bul
Mit Hoved jeg maa hælde;

✂ Men overalt, hvor gode Ord
Kan gode Steder finde,
Jeg skaber Mark i Syd og Nord,
Hvor Mælk og Honning rinde;

✂ Og naar jeg misted hvad af Jord
Jeg syndes kun at have,
Da blev min Magt og Ære stor
Ved mine Venners Grave!

✂ Jeg Verden altid var forhadt,
Og bar kun Torne-Krone,
Men aldrig stod jeg dog forladt,
Og aldrig faldt min Throne.

34

✂ Med Sølv og Guld min Kæmpe-Trop
Jeg frister ei og fæster,
Men siger blot: Guds Fred! stat op
Og sid blandt Kongens Giæster!

✂ Dermed i attenhundred Aar
Befolked jeg mit Rige,
Skiøndt altid i min Borge-Gaard
Et Kors var Ærens Stige.

✂ Min Gaade er et Guddoms-Ord ,
Som skaber hvad det nævner,
Som fylder Dale trindt paa Jord
Og Klipperne udjævner!

✂ Med Det indvier jeg min Daab ,
Velsigner jeg mit Bæger ,
Saa hist udspringer Livets Haab
Og her det vederkvæger!

✂ Med Det jeg skaber gode Kaar
For mine Kæmper lave,
Saa de kan lee ad Bane-Saar
Og springe over Grave!

✂ Med Det jeg skaber Viin af Vand
Og Paradis af Ørke!
Med Det jeg skaber Lys om Land,
Mens Verden raaber: Mørke!

✂ Mit Rige kaldes Christenhed ,
Og Herren kiender Sine,
Skiøndt ingen Mand paa Jorden veed
Hvormange ret er mine;

✂ Kun det er klart, De er det ei ,
Som selv sig det fralægge,
35 Om end de sige: Ja og Nei
Og halte mellem Begge!

✂ Da Lys i Troens dybe Sag
Sig klarer ikkun silde,
For Over-Tro til Domme-Dag
Jeg maa vel høre ilde;

✂ Men dog saavist, som Sandhed kun
Med Ord kan Alt beseire,
Er Sandhed Ordet i min Mund
Og Gud i mine Leire!

✂ Jeg trodsed Dumhed, trodsed Kløgt
Og Verdens Aand i Vælde,
Og Kiødets Lyst og Dødens Frygt,
Jeg trodser Aar og Ælde!

✂ Jeg laae i Dvale mangen Gang,
Men blev ei Orme-Føde,
Og aldrig bølged nogen Vang,
Hvis ikke Sæden døde.

✂ Lad hvisle kun i Orme-Gaard,
At nu jeg er lagt øde,
Jeg kroner ligefuldt mit Aar
Med Frugtbarhed og Grøde.

✂ Ja, op jeg staaer, som Ax i Vang,
Som Mai i Bøge-Skove,
Ja prægtig, under Fugle-Sang,
Som Gylden-Soel af Vove!

✂ At Lyset er mit Klædebon,
At Korset er min Ære,
Og at mit Ord er Liv og Aand ,
Det skal nu Verden lære!

36

✂ Det kiendes skal, naar som en Soel
Jeg straaler brat i Størke,
Adspredende fra Pol til Pol
Alt Hedenskabets Mørke;

✂ Opvækkende de tørre Been
Til Liv af Jakobs Grave,
Fremlokkende af Stok og Steen
En deilig Blomster-Have;

✂ Udstraalende min Herres Glands
Som aabenbar kun døde,
For at med Livets Rosen-Krands
Jord-Klimpen Ham kan møde!

✂ Ja, naar Han kommer i det Blaa,
Da er mit Værk tilende:
Hvad Troende i Speilet saae,
Skal Salige erkiende!

✂ Om Han end tøver, troe Ham dog!
Han Ingen har bedraget,
Som, trods al Prat om Billed-Sprog
Paa Ordet Ham har taget!

✂ Ja, komme skal Han som et Lyn,
For Alt at aabenbare,
Af Guddoms-Glands for Sagn da Syn
Skal faae min Helgen-Skare!

✂ Ja, Christenhed! syng du kun frit:
For Vid jeg vælger Lykken,
Thi som Hans Ord er over mit,
Han selv er over Skyggen!