No. 394 .

✂ Paaske-Soel med Pindse-Luer
Straaled fra sit Middags-Sted,
Livets Vintræ modne Druer
Bar, og spæde Blomster med;
Blade sig og Kaaber vende,
Kinder dog til Verdens Ende
Rødme af den Drue-Saft!

✂ Verdens Viismænd længe grunded
Paa, om Aaiid var meer end Luft,
Har omsider dog udfundet,
Aand er netop Kiod-Fornuft ,
Som med Hænder sig forfægter,
Og alt Aandeligt fornægter,
Spotter med hvert Underværk!

✂ Saae du Glimt af Pindse-Luer,
Smagde du en Draabe kun
Af den Saft, de modne Druer
Gav til Priis i allen Stund,
Lært du har i Christi Kirke:
Aand er hvad den selv kan virke,
Aand er Ordet i sin Kraft!

✂ Deraf sikkert du kan vide,
Naar dit Ord er magtesløst,
Ei saameget som en Mide
Er af Aand paa dig udost,
663 Mens paa Jesu Christi Kirke,
Som med Ordet Alt kan virke,
Hviler Herlighedens Aand!

✂ Storme raste, Bølger brused
Mod den Kirke allen Stund,
Stolt sig hæver dog Guds-Huset
Paa sin jævne Klippe-Grund,
Syndes kun engang al rave,
Da Man Storme slog med Stave,
Lagde Baand paa Bølge-Slag!

✂ Derfor, Christne, Mod i Bringe!
Fiendens Seier-Skrig var Tant,
Ordet alt, som Fugl paa Vinge,
Vidner: Kirke-Aanden vandt,
Brat det skal i Pindse-Luer
Slaae i Sky saa kiække Buer,
At selv Verden korser sig!

✂ Vind og Strøm Guds Ord kan binde,
Giør det og paa Domme-Dag,
Men vil først dem overvinde
Her i aaben Mark og Slag,
Siger: lad os gaae i Rette,
Alle I, som vil aftrætte
Mig min Faders Spir og Magt!

✂ Derfor, Christne, lad nu briste
Alle Verdens Tunge-Baand,
Alle Aander Lykken friste,
Styrke prøve med vor Aand!
Da først Selv Han Buen spænder,
Da først Tungen klart Han tænder,
Svøber Ordet i sin Glands!

✂ Aldrig skal den Dag oprinde,
Da al Verdens Konst og Klygt
Deres Ord kan overvinde,
Som paa Jesus stole trygt,
Mund og Viisdom , som Han sagde,
Mageløse Han og lagde
Med sin Aand i Kirkens Skiød!