No. 304 .
✂
Guddommelige Tvillinger,
som deelde Sorg og Gammen,
I Himmerig og Helvede,
kun for at blive sammen!
Er Skygger I af ingen Ting,
Kun Spindel-Væv af Løgne,
Hvi flagred I saa vidt omkring,
Alt Millioner Døgne?
Hvi staae I end saa glimrende
for Millioners Øine?
✂
Hvi sattes I blandt Stjernerne,
til Lykken uden Mage,
At huse Straale-Skyderen
i høi Skiær-Sommers Dage;
Hvi gaaer han Krebs-Gang end, saasnart
I To ei meer ham favne?
Hvi raabde under Snekke-Fart
Man mest paa eders Navne,
Hvis ikke I er Skyggerne
af hvad der mest kan gavne!
✂
Guddommelige Tvillinger,
som styre Lykke-Skibet,
Hos Guder og hos Mennesker,
I
Lyset
er og
Livet
:
Som Tvillinger I følges ad
Paa Bjerge og i Dale,
Men Venne-Laget, lige glad
I Hytter og i Sale,
Dog findes brudt bedrøvelig
i
Tanke
og i
Tale!
✂
Dem fødte Munden ligerviis,
som Tvillinger i Støvet,
Men
Tanken
, som en Dødelig,
fik Bane-Saar i Svøbet;
Thi Syndens allerførste Sold
Var Død i
Tankens
Rige,
Saa
Lyset
kom i
Mørkets
Vold,
Skiøndt det er sært at sige,
Og
Talen
om alt
Aandeligt
en Dødning blev tillige!
✂
Men derved netop slraalende
det saaes, til Begges Ære,
At
Lys
og
Liv
evindelig
vil med hinanden være;
Thi
Guddoms-Lys
og
Liv
i Pagt,
Som evig Sammen-Svorne,
Med Straale-Krands i Støvets Dragt
Til Korset gik paa Torne,
Gik under Eet til Helvede
at søge det Forlorne!
✂
Ja,
Guddoms-Lyset
, Frelseren,
gik for vort Liv i Døden,
Og
Guddoms-Livet
, Trøsteren,
stod trolig bi i Nøden;
Saa
Sønnen
og den
Hellig-Aand
,
Skiøndt det er sært at sige,
Som Tvilling-Brødre, Haand i Haand,
Gik til de Dødes Rige,
For brat igien fra Helvede
til Himmels at opstige!
✂
Og fra den Time, Trøsteren
i
Jesu
Navn udsendtes,
Af
Livet Lys
vidunderlig
562
fra Skyggedal ophentes,
Saa nu hver hellig Dag og søgn
Mon glimrende stadfæste:
Det var ei Tant, end sige Løgn,
Men Billed-Sprog det bedste,
At skifteviis to Tvillinger
mon Hel og Himmel giæste!
✂
Saa sidde vi forstummede,
skiøndt
levende i Aanden
,
I Himmel-Lysets Helvede,
med Bøgerne i Haanden,
Men mødes vi paa Herrens Dag
I Kirkens Himmerige,
Da, under glade Tunge-Slag,
Fra Helvede opstige,
Som himmelbaarne Tvillinger,
flux
Lys
og
Liv
tillige!
✂
Saa gaaer det og med
Tankerne
,
som fødes i vor Hjerne,
Den Bedste og den Lyseste
er kun en Dødning-Stjerne,
Men giver den sig Gud i Vold,
Til Daab i Frelser-Navnet,
Den vorder ei i Graven kold,
Men faaer hvad den har savnet,
Og røber brat,
lyslevende
,
at
Livet
den har favnet!