No. 304 .

✂ Guddommelige Tvillinger,
som deelde Sorg og Gammen,
I Himmerig og Helvede,
kun for at blive sammen!
Er Skygger I af ingen Ting,
Kun Spindel-Væv af Løgne,
Hvi flagred I saa vidt omkring,
Alt Millioner Døgne?
Hvi staae I end saa glimrende
for Millioners Øine?

✂ Hvi sattes I blandt Stjernerne,
til Lykken uden Mage,
At huse Straale-Skyderen
i høi Skiær-Sommers Dage;
Hvi gaaer han Krebs-Gang end, saasnart
I To ei meer ham favne?
Hvi raabde under Snekke-Fart
Man mest paa eders Navne,
Hvis ikke I er Skyggerne
af hvad der mest kan gavne!

✂ Guddommelige Tvillinger,
som styre Lykke-Skibet,
Hos Guder og hos Mennesker,
I Lyset er og Livet :
Som Tvillinger I følges ad
Paa Bjerge og i Dale,
Men Venne-Laget, lige glad
I Hytter og i Sale,
Dog findes brudt bedrøvelig
i Tanke og i Tale!

✂ Dem fødte Munden ligerviis,
som Tvillinger i Støvet,
Men Tanken , som en Dødelig,
fik Bane-Saar i Svøbet;
Thi Syndens allerførste Sold
Var Død i Tankens Rige,
Saa Lyset kom i Mørkets Vold,
Skiøndt det er sært at sige,
Og Talen om alt Aandeligt
en Dødning blev tillige!

✂ Men derved netop slraalende
det saaes, til Begges Ære,
At Lys og Liv evindelig
vil med hinanden være;
Thi Guddoms-Lys og Liv i Pagt,
Som evig Sammen-Svorne,
Med Straale-Krands i Støvets Dragt
Til Korset gik paa Torne,
Gik under Eet til Helvede
at søge det Forlorne!

✂ Ja, Guddoms-Lyset , Frelseren,
gik for vort Liv i Døden,
Og Guddoms-Livet , Trøsteren,
stod trolig bi i Nøden;
Saa Sønnen og den Hellig-Aand ,
Skiøndt det er sært at sige,
Som Tvilling-Brødre, Haand i Haand,
Gik til de Dødes Rige,
For brat igien fra Helvede
til Himmels at opstige!

✂ Og fra den Time, Trøsteren
i Jesu Navn udsendtes,
Af Livet Lys vidunderlig
562 fra Skyggedal ophentes,
Saa nu hver hellig Dag og søgn
Mon glimrende stadfæste:
Det var ei Tant, end sige Løgn,
Men Billed-Sprog det bedste,
At skifteviis to Tvillinger
mon Hel og Himmel giæste!

✂ Saa sidde vi forstummede,
skiøndt levende i Aanden ,
I Himmel-Lysets Helvede,
med Bøgerne i Haanden,
Men mødes vi paa Herrens Dag
I Kirkens Himmerige,
Da, under glade Tunge-Slag,
Fra Helvede opstige,
Som himmelbaarne Tvillinger,
flux Lys og Liv tillige!

✂ Saa gaaer det og med Tankerne ,
som fødes i vor Hjerne,
Den Bedste og den Lyseste
er kun en Dødning-Stjerne,
Men giver den sig Gud i Vold,
Til Daab i Frelser-Navnet,
Den vorder ei i Graven kold,
Men faaer hvad den har savnet,
Og røber brat, lyslevende ,
at Livet den har favnet!