Naturdatteren

✂ Jeg sad under duftende Hyldetræ'r
Da Solen gik ned,
Og vilde tælle hvert Stierneskiær
Som tændtes derved.

✂ Jeg noget attraa'de og vidste ei hvad,
Med længselfuldt Mod,
Vel syntes det hvidske fra hvert et Blad,
Men jeg intet forstod.

✂ Og som jeg længtes, en Yngling jeg saae
Over Engen gaae,
Han havde til Øine to Stierner smaae
Udi Himmelblaae.

✂ Hans gyldne Lokker saa flaggrende hang
Om hans Rosenkind,
Han nynned' en hiertelig Elskovssang
Som smelted' mit Sind.

✂ Saa nærmed' han sig og bad mig saa sødt
Om et eeneste Kys,
Da blev mit Ansigt saa hedt og saa rødt,
Min Giord gik løs.

✂ Saa drog han mig nær med en Heftighed
Saa varm, saa varm,
Jeg havde jo intet at skiule mig ved
Undtagen hans Barm.
Paa Kiæmpegraven ved Skoven hist
Der en Lillie staaer,
Og plukke vi den, da fange vi Rist,
Hvordan det saa gaaer.

✂ Han drog mig hen til den Kiæmpegrav,
Jeg sagde ei nei,
Han bad om saa meget, saa meget jeg gav,
Hvi skulde jeg ei?

✂ Han bad om saa meget, saa meget jeg gav,
Thi jeg var saa blød,
Jeg havde jo ingen Fortred deraf,
Du Yngling sød!

✂ Da stod jeg siden ved Pigernes Brønd
En Aften seen,
Og fik at vide at det var en Synd,
Hvorfor er det een?