Staffeldt, A. W. Schack von Epistel til Henriette den 25de September 1797

Epistel til Henriette den 25de September 1797

Med røde Straaler om det blonde Haar
Steeg denne Morgen til mit Leie ned
Og vækked' mig med sagte Rystelser.
»End blunder Du og ingen Aning Dig,
Med mystisk Vellystbæven Dig bebuder
Min Gjenkomst? Op og Festen hellighold!
Med Dandsens Svimmel ei og heller ikke
Med dithyrambisk Fryd, Dit fulde Bæger
83 Høitløftende; men ømt og inderligt,
Dybt i Dit indre Hiem, Bevidsthed, Du
Med kaarne Tanker Festen helligholde.
Thi Aarets Kreds idag ved Solens Gang
Sig sextengange lukked', siden jeg
Paa Fanny's Skiød den spæde Engel saae
Og ved et Undersyn fortryllet, rød
Paa Biergets Top for Dalen længe tøved:
See! Pallas i forhøiet Herlighed
Ned fra Olympen sprang, med Musers Chor
Og trefold Charis til indbudet Følge,
Og alle fletted' om det skiønne Noers
Indvi'de Vugge mystisk Runddands, mens
Piatoners Amor sig som braadløs Bie
Paa Mundens halvtudsprungne Ferskenblomst
Betydningsfuld med al sin Honning satte.«
Saa Solens spæde Søn formaned' mig
Og modnedes til Hemisphærens Dag.
O hulde Pige, lyt til mig! Saa sandt,
Saa inderligt og frit kun sielden een
Og denne Sieldne selv kun sieldent raader.
Thi, ak desværre! har den gode Tone
Forjaget Venskab og Fortrolighed.
I Etikettens gyldne Buur vi nu
Liig Snakkefugle sidde og bedøve,
Med sielløs Høfligheds halvlærte Floskler
Naturens Stemme overstemmende,
Vort frosne Hierte, mens vort Liv og Færd
Indkrymper sig til Forestilling af
Vor Afguds, Levemaadens, Ritual.
Thi lyt til mig!
Hvad Tasso om Rinaldo
Saa yndigt fabler, giør Natur og Kunst
I Dig, o hulde Pige, sandt. Du iler
Forud for Tiden, som Din Moder bag
Dens Ilen tøver. Pallas rækker Dig
84 Sin Straalehaand og aabner for sin Lærling,
For sin udkaarne Lærling Tankens Stoa,
Og ved det Gode, ved det Skiønne slaaer
Med ædel Uroe Din indvi'de Barm.
Du Tankens Rulle, Kunstens Blok og Tavle,
Naturens Mesterværk ei gaaer forbi,
Thi Hebe og Athene favne sig
Høit over Dine Lokkeringes Guld.
Den blide Ynde uden hvilken vi
Det Skiønne vel beundre, dog ei elske;
Og Munterhed som paa urokket Hæl
I Hvirvler dreier sig; og Vittighed
Med liflig Honning og med hvæsset Braad,
Lig Kubens Sønner; Spøgets Genius
Som giennem Satyrmaskens vide Mund
Det runde Hoved skalkeagtigt stikker,
Samt Lattrens ekkolige Nymphe, som
I Barmen boer - see! dette Følge gav
Dig Skiebnens Bud og skulde ei tillige
Til Frænde Lykken have givet Dig?
O aldrig knække Sorgens tunge Haand
De Roser Dine Kinder blomstre med!
Dit Øies Maidag aldrig skiule sig
Bag Graadens Regnskye! Aldrig Klagens Røst
Vanhellige de friske Læber hvor
Med Spøg og Ynde moden Sandhed troner!
Dog aander Frygt mig fierntfra koldt imod
Og bange Varsel mig igiennembæver,
Thi hvo er nu omstunder lykkelig?
Ja, hvo kan være det? Hvis ikke han,
Blant Aander en Alcid, staaer frem til Kamp
Mod Aandeverdnens Antheus, dette Olds
Almægtige og trædske Genius
Og seirende i Favnen knuser ham.
Langt større Udyr end i thrasisk Ørk
I Sæders aabne Rige strøife om
85 Som skrække Glæden fra vort Arnested
Og Søvnen fra vort Leies Ederduun.
Sirenen Forfang1) fra Naturens Skiød
Med giftig Sledskhed lokker os og giver
For ægte Mynt os Regnepenninge.
Thi siig, er Dronning, Frue og Grevinde
Ei Spillemærker, Regnepenninge
Mod Ægtefælle, Moder og Veninde,
De store Værdigheder som Natur
Med himmelsk Stempel, af ublandet Guld,
For hiin den store Kienders valgte Samling,
For Evigheden, dybt og skiønt udpræged?
Men ak! ved hiin Sirenes Røst forførte,
Til Menings Dukkeskab og Modeboe
Hvor Phantasie som Tærne tiener, hvor
Capriccio lig Proteus sig forvandler,
Vi følge, Hiorden lig. Her, udenfor
Naturens Grændse, tusinde Grottesker
Vi undrende begloe, mens Efterlignelsen
Paa dens Procustes-Seng omformer
Og snart forfuskede til Parodier
Paa Skabrens Værk, af Vanmagt ravende,
Paa Verdens Skueplads indfører os.
Kun ved din Barm, Natur, lig Antheus, vi
I Seener og i Kiendsler Styrke føle,
I Menings Favn vi qvalte daane hen.
Paa Verdens malte Scene Glæden blev
Til Uformuenhed at føle, ak!
Hvor fattige paa egen Fryd vi ere.
Vi klynge os ved alt hvad fremmet er
Og kunne endelig ei staae allene.
Vi rave. Ei af Drukkenskab, thi vi
Ei nød, af indre Tomhed rave vi,
Den Skrantende, ei Faunen lig.
Du ei fortørnes vil, o hulde Pige, at

* 86

Jeg troer at turde byde Dig idag
Til Gave denne Oldemoderviisdom,
Saa hedder den maaske hos mange - thi
Ved Gud! jeg intet bedre kiender. Og ei sandt?
Ung eller gammel, ligemeget, hvis
Kun sand, og troe mig, mig som Skiebnen gav
Til faver Ungdom end Erfarenheds
Maaske for tidlig modne Frugt og som
Tilstæde var i Sorgens dybe Løn,
I Taarer og i Sukke sandt det er.
Du ei fortørnes vil, thi andre Glæder
Dig, foretrukne Pige, sig tilbyde
Som ei paa Livets Halvvei Afskeed tage
Og Væmmelsens Harpyer vinke frem,
De Styxens Fostre, som selv Mindets Krands
Af tøvende Forglemmigei besmitte.
Af indre Kiendslers Følge, tændte an
Ved Skiønt og Sandt, ved Godt og Stort, Du tør
O Hulde, vente Fryd og Fred, Dig værdig.
Natur og Viisdom, Kunst og Videnskab,
Din Mages Elskov, Modrens søde Pligter,
Og Venskabs Arm og eget Arnested
Som Bluefærd, Samdragt og Penelopeia's
Med Dyd og Tænksomhed forvandte Syssel
Hver Dag med friske Krandse pryde tør.
See! paa hvor mange Veie Glæden vinker
Dig op i sin olympisk-rene Æter.
Lad Kjedsomhed, krum under Perlers Last,
Camelen lig som bar dem giennem Ørknen,
Hist i chorintisk Marmorcolonnade
Fra Pille tung til Pille ravende,
Vidtgabende sig støtte og omsonst,
Udstrakt paa gallisk Naals dødfødte Vaar,
I Fortids Bulder og misundte Skrine
Straatækket Hyttes jevne Lykke søge!
Lad graadig Stolthed her med alle Zoner
87 I peruanisk Guld og indisk Steen
Betynge Taflet som et Offerbord
Og hidse Guden som den ofrer til,
Forslugenheden hidse paa sit Bytte.
Styrt, Teppe, ned for Skuepladsen, hvor
Hiin snørte Afgud, Levemaade,
Samt Stolthed, Avind, Daarskab, Kiedsomhed
Og Forfang lure stivt paa Lykkens Fangst
I deres gyldne Net! - -
Dog, hulde Pige,
Paa hiint australisk-stille Hav som holder
De søgte Fredensøer i dets Favn,
Tør Faren true, og som Forfang her
I Verdens vildtoprørte Farvand, hist
En skiønnere Sirene, Sværmerie,
Saa mangt et Tog til Fredensøer stansed'
Tillad mig ved Din lette Gondels Roer
En liden Varsel til Pilot at stille.
Hvor fuld af Trang og mystisk Længsel træder
Hver Yngling og hver Pige frem i Verden!
Den unge Kraft med Brudgomsuroe stræber
At favne Daaden; Hiertet, Psyche ligt,
Ukiendte Glæders Brudgomskomme venter.
Strax Phantasien til Bedrag er rede
Og stiller mellem Skabningen og os
Med magisk Snedighed sit Basrelief.
Som før Pygmalion med Elskovs Luer
Sin Kunstes døde Marmor-Datter rundt
Omringede, til Stenen ved hans Barm
At vige, aande, føle, elske lærte,
Saa vi, kun omvendt, sande Væsener
Forvandle ak! til Kunstens Idealer.
En Grandison er hver en Yngling, hver
En Pige er en himmelsk Clementine.
Vi leve høit, lig Irus, naar en Drøm
Om Giestebud hans mugne Straae omflagrer.
88 Det er saa tungt, saa tungt at skilles fra
De himmelske Phantomer som i Hoved
Og Hierte vi udklækkede og satte
Paa Jorden, deres lave Piedestal,
Til vore dyrkede Idoler hen.
Det er saa tungt og dog det være skal,
Thi langsomt skridende ved Tidens Haand,
Fornuft Skilsmissen byder og antænder
Med Sandheds Fakkel Phantasiens Rige.
Med aaben Favn, i Taarer bristende,
End eengang vore Yndlinge vi skue
Og drages videre, beklemte, bange
Som om vi ginge til vor Grav. Vor Grav?
Ja vel, som om vi ginge til vor Grav,
Thi Verden nu os synes en uhyre,
En almeen Grav, hvor vi kun Spøgelser
Af alt hvad os saa sødt fortrylled, see.
Mens Attraae og Begier saa yppigt knopped
I Hiertet, varmet og befrugtet af
De himmelske Phantomers Trylleskin,
Hiint blev saa stort og stolt, at derimod
Det Virkelige lavt og lidet, blev.
Snart Giestebudets Drøm undveeg og paa
Det mugne Straae hvorpaa, hvortil han fødtes,
Den Daarede som Tigger sig erkiendte:
En Tigger, som hvad Jorden i sit Eie
Ei har, begierer, Bedlamsborgen lig
Som Kongen om en Sol til Gave bad.
Hvor mangen vreed, o Gud! hvor mangen vrider
De ømme Hænder end, naar Midnat Nag
Og Qval udruende, de sorte Vinger
Om fredløst Leie hvælver, ak! fordi
En Grusom Skiebne ved hans Tinding hæfted'
Det tryllende Bedrag! Snart Søvnen veeg
Med Fryd og Fred! I Gravens Taushed kun
Skal den Forladte finde dem igien!
89 O hulde Pige, Dig din Skiebne vil
For denne navnløs-grumme Qval betrygge.
Den lille Genius som ved Din Side
Igiennem Satyrmaskens vide Mund
Saa skielmsk det runde Hoved stikker, skal forjage
Med Latter og med Spøg hiint Sværmeri,
Som stolt med Stierner krandset, lækker sig
Til Taffel med Olympierne sætter
Og Sandhed skal med sindig Sielefred
Og ædru Glæde ved Din Side staae.