Staffeldt, A. W. Schack von Sørgesang om Asan-Aga's Hustrue. (Efter det Morlakkiske)

Sørgesang om Asan-Aga's Hustrue (Efter det Morlakkiske1))

Hvad er det som skinner hist ved Skoven?
Er det Snee, hvad eller er det Svaner?
Var det Snee, da vilde den bortsmelte,
Var det Svaner, vilde de bortflyve.
Det er ikke Snee, ei heller Svaner,
Men den Kriger Asan-Aga's Telte.
Der han saaret ligger og sig vaander,
Af hans Moder og hans Søster pleiet,
Men hans kiære Hustrue ikke sidder
Ved hans Hovedgierde, thi undseelig
Blev hun hos fem kiære Glutter hiemme.

* 204

Da nu Smerten i hans Vunder dulmed',
Harmefuld han hende Budskab skikker:
»Vent mig ikke i mit Huus, det vide,
Ei i Gaarden, ei blant mine Frender.«
Ligesaa bedrøvet som uskyldig,
Denne haarde Tale hun fornemmer,
Og da i det samme Hestes Trampen
Stedse nærmere ved Huuset høres,
Troer hun at den vrede Husbond kommer,
Thi hun rædselfuld paa Taget stiger
I forsætligt Fald sin Angst at ende.
Men forskrækkede de tvende Døttre
Hastigt følge hendes Fied og raabe:
»Kiære Moder! hvorfor mon Du flygte?
Det er ikke Fader Asan's Heste,
Det er Pintorovitsch, er Din Broder
Som med talrigt Følge os besøger.«

Da den Bange disse Ord fornemmer,
Vender hun sig hastigt om og iler
Med udbredte Arme mod sin Broder:
»Broder! Broder! see min Sorg og Skiendsel!
Mig forskyder Asan, mig, som skienked'
Hannem disse fem til Pryd og Ære!«

Beien tier og alvorlig drager
Af en lysrød Silkepung en skreven
Kiendelse, som Søsteren tillader
For en anden Brudgom sig at Krandse.

Sorrigfuld hun dette Blad beskuer
Og hvert Træk udslettet gad med Taarer.
Derpaa tidt hun Sønnerne paa Panden,
Døttrene paa Rosenkinden kysser,
Men fra Noeret som i Vuggen smiler
205 Kan den ømme Moder ei sig skille,
Derfor Beien voldsomt hende tager
I sin Arm og op paa Hesten løfter,
Men paa Veien til sin Fædrebolig
Giennem Graad hun tidt tilbage skuer.

Kun et Maaneskifte efter hendes
Nye Indlemmelse blandt Slægt og Frender,
Kun et Maaneskifte, og til Huuset
Stimle mange Friere at beile
Til den unge, jomfrueskiønne Enke.

Blandt de mange Friere udmærker
Sig den ædle Kadi fra Imoski,
Thi med bange Stemme Enken beder:
»Kiære Broder! aldrig Du mig give
Til en anden Husbond! Ak! mit Hierte
Briste vil, ifald jeg nogensinde
Seer de søde Glutter moderløse.«
Men den Haarde hendes Bøn ei ændser
Og fra første Forsæt ikke viger.
Da hun hulkende paa nye ham beder:
»Føl mig dog i dette eene Ønske
Og lad i det mindste dette Budskab
Til Imoski's ædle Kadi bringe:«
»»Asans Enke hilser Dig og beder,
At naar Du et talrigt Følge ordner
For at føre hende til Din Bolig,
Du da vil tillige sende hende
Et af hiine største Slør Du eier,
Saa at naar hun kommer Asans Vaaning
Nær, hun da indhyllet ikke skuer
De ulykkelige Moderløse.««

Neppe dette Budskab han fornemmer
Før han Følget ordner for at hente
Bruden og det store Slør at bringe.
206 Uden Vanhæld naae de Brudens Bolig;
Ligeledes uden Vanhæld lade
De tilbage til Imoski stande.

Men da underveis de Asans Vaaning
Nærme sig, fra Høieloft nedskue
Hendes Døttre og gienkiende hende,
Medens begge Sønner forudile
Og ved hendes Knæ saa kielent sukke:
»Moder! ak! du var saa længe borte!
Bliv nu her og spiis med os til Aften.«

Og da Asan-Aga's Enke hører
De Forladtes ynkelige Bønner,
Vender hun sig om til Togets Formand:
»Gud Dig lønne, hvis Du lader standse
Her ved dette Huus og mig tillader
At forære disse Glutter noget.«

Strax ved Døren Toget holder stille,
Og hun stiger af for at uddeele
Til de kiære Glutter Skiænk og Gave:
Sønnerne erholde guule Støvler,
Døttrene i røde Slør hun svøber,
Og den Spæde som i Vuggen ligger
Nedenfra hun og en Kiortel sender.

Fader Asan ovenfra nedskuer,
Men snart kalder han de Smaae tilbage:
»Kommer til mit Hierte, kiære Glutter!
Haardt som Staal er eders Moders Hierte,
Hun bær ei Medlidenhed med Sine.«

Da den ømme Moder, skyldfri Huustroe
Disse haarde Ord fornemmer, blegner
207 Hun og synker trøstløs ned til Jorden.
Men da nu de Smaae forlader hende
Livet ak! med dem forlader hende.