Staffeldt, A. W. Schack von Trende Nætter

Trende Nætter

Den første Nat var det Stierneblaae
Foruden Skye,
Sølvmaanen igiennem Grenene saae
Ned i Elskovs Lye.

Der sad under luftnende Mandeltræ'r
Det yndigste Par,
Hvis ei der var andre paa Jorden her,
Et Eden den var.

Der sad de fortroelige, Arm i Arm,
De elskende To,
Hun var saa undseelig, han var saa varm,
Og begge saa froe.

Hun snoede hans Lokkes faldende Ring
Undseelig, øm,
Om bævende, melkehvid Finger omkring
Og syntes i Drøm.

Sødtsværmende, han et Elskovsbrev
Med varmere Aand
Og dristig veltalende Finger skrev
I Jomfruens Haand.

Dog aldrig den spædere Attraae sig sled
Fra Blufærd løs,
Og aldrig svulmed' fra Læbernes Bred
Det dristige Kys.

Og som de i Uskyld dvælede der
Med barnlig Fryd,
Neddryssed' de venlige Mandeltræ'r
Den vaarlige Pryd.

301

Imorgen, imorgen ved Stierneskiær
Og Faderens Blund;
Kom, Søde, igien til de Mandeltræ'r!
Saa nynnede hun.

Imorgen foreenes vi atter igien
Af den lønlige Nat, -
Saa hvidskede han og raslede hen
Giennem Greene og Krat.

Men da han igiennem Hækkerne brød,
Det bag hans Hast
Som Trudsel og klapprende Tænder lød,
Qvalt Latter udbrast.

Den anden Nat hang Skyerne ned
Som et Sørgeflor,
Lig Døden, trykked' bedøvende Fred
Den qvalme Jord.

Og høit i Palladsets Mezzanin,
Hos den jamrende Brud,
Det Lys, som styrede Ynglingens Trin,
Gik tidlig ud.

End svang han sig over det høie Hegn
Med Fuglesving,
Det sukkede i den bange Egn
Saa vidt omkring.

De Mandeltræ'r rystede Duggen af,
Det var deres Graad;
De livkiede Blomster fandt gierne en Grav
Hvor Ynglingen traad.

302

Men raskt han iler til aftalte Maal,
Han alt det seer,
Da sank i hans Bryst det isnende Staal,
Han er ei meer!

O taber, I Træer, det visnende Løv
Paa Ynglingens Lig!
O Blomster, de Kroner i blodige Støv
Nedbøie sig!

Og da den tredie Nat nedsteeg,
En Jordefærd
Igiennem de eensomme Gader sig sneeg
Ved Fakkelskiær.

For Jomfruens Vindve den stille stod
Et Øieblik,
De alle opskued' med Sorrigmod
Og videre gik.

Da oven fra Mezzaninen det lød
I den ængstlige Nat:
O tøv dog, du Yngling, uskyldig og sød!
De standsede brat.

O tøv dog, du Yngling, saa fauer og from,
Paa Gravens Vei,
Og lad mig først kaste mit Jomfrueslør om,
Saa kommer jeg.

Og lad mig først sætte min Liljekrands paa
Og da for Gud,
Min mildere Fader, i Himmelen staae,
Din evige Brud!

303

Og i det samme hun styrtede sig
Fra oven ned.
I den aabne Kiste laae tvende Lig,
Nu har de Fred.