Trende Nætter
✂
Den første Nat var det Stierneblaae
Foruden Skye,
Sølvmaanen igiennem Grenene saae
Ned i Elskovs Lye.
✂
Der sad under luftnende Mandeltræ'r
Det yndigste Par,
Hvis ei der var andre paa Jorden her,
Et Eden den var.
✂
Der sad de fortroelige, Arm i Arm,
De elskende To,
Hun var saa undseelig, han var saa varm,
Og begge saa froe.
✂
Hun snoede hans Lokkes faldende Ring
Undseelig, øm,
Om bævende, melkehvid Finger omkring
Og syntes i Drøm.
✂
Sødtsværmende, han et Elskovsbrev
Med varmere Aand
Og dristig veltalende Finger skrev
I Jomfruens Haand.
✂
Dog aldrig den spædere Attraae sig sled
Fra Blufærd løs,
Og aldrig svulmed' fra Læbernes Bred
Det dristige Kys.
✂
Og som de i Uskyld dvælede der
Med barnlig Fryd,
Neddryssed' de venlige Mandeltræ'r
Den vaarlige Pryd.
✂
Imorgen, imorgen ved Stierneskiær
Og Faderens Blund;
Kom, Søde, igien til de Mandeltræ'r!
Saa nynnede hun.
✂
Imorgen foreenes vi atter igien
Af den lønlige Nat, -
Saa hvidskede han og raslede hen
Giennem Greene og Krat.
✂
Men da han igiennem Hækkerne brød,
Det bag hans Hast
Som Trudsel og klapprende Tænder lød,
Qvalt Latter udbrast.
✂
Den anden Nat hang Skyerne ned
Som et Sørgeflor,
Lig Døden, trykked' bedøvende Fred
Den qvalme Jord.
✂
Og høit i Palladsets Mezzanin,
Hos den jamrende Brud,
Det Lys, som styrede Ynglingens Trin,
Gik tidlig ud.
✂
End svang han sig over det høie Hegn
Med Fuglesving,
Det sukkede i den bange Egn
Saa vidt omkring.
✂
De Mandeltræ'r rystede Duggen af,
Det var deres Graad;
De livkiede Blomster fandt gierne en Grav
Hvor Ynglingen traad.
✂
Men raskt han iler til aftalte Maal,
Han alt det seer,
Da sank i hans Bryst det isnende Staal,
Han er ei meer!
✂
O taber, I Træer, det visnende Løv
Paa Ynglingens Lig!
O Blomster, de Kroner i blodige Støv
Nedbøie sig!
✂
Og da den tredie Nat nedsteeg,
En Jordefærd
Igiennem de eensomme Gader sig sneeg
Ved Fakkelskiær.
✂
For Jomfruens Vindve den stille stod
Et Øieblik,
De alle opskued' med Sorrigmod
Og videre gik.
✂
Da oven fra Mezzaninen det lød
I den ængstlige Nat:
O tøv dog, du Yngling, uskyldig og sød!
De standsede brat.
✂
O tøv dog, du Yngling, saa fauer og from,
Paa Gravens Vei,
Og lad mig først kaste mit Jomfrueslør om,
Saa kommer jeg.
✂
Og lad mig først sætte min Liljekrands paa
Og da for Gud,
Min mildere Fader, i Himmelen staae,
Din evige Brud!
✂
Og i det samme hun styrtede sig
Fra oven ned.
I den aabne Kiste laae tvende Lig,
Nu har de Fred.