Staffeldt, A. W. Schack von Ynglingen fra Megæra

Ynglingen fra Megæra

Til Corinthus fra Megæra iler
Flink en Yngling i sin Blomstertid,
I hans Barm end Tvivlens Opstand hviler,
Med Fornuft hans Sands er ei i Strid.
Mens han Phantasiens Bæger tømmer
Ak! og troer at eie hvad han drømmer,
Ingen røbt Tilsyneladenhed
Døer tillige med hans Fred.

Kun een Trang hans dybe Selv bevæger,
Og til noget Stort han troer sig kaldt:
Tømme vil han ogsaa Sandheds Bæger,
I sit Jeg han vil indfatte Alt,
I Naturens indre Værksted trænge,
Gribe raskt i Verdenharpens Strænge,
Og den store Apollonius
Kaarer han til Genius.

Denne Vise over Jordens Skranker
Svang sig ved guddommelig Magie,
I sit Blik det Heele han indsanker
Og for ham bestaaer ei Tryllerie:
Stormen træder op hans Bud at høre,
Gode Aander hvert hans Vink udføre,
Og selv Døden ved hans strænge Lov
Slippe maae sit grebne Rov.

Ved den Viises Fod Menipp sig sætter
Og med stor Forventning hører til,
Naar hans Mester Slutninger indfletter
Og ved Love styrer Tankers Spil.
Men den første Dag han allerede
Synes sig forvildet paa en Hede,
Og han veed ei meer hvorfra, hvorhen,
Svimmel ved Begyndelsen.

358

Uden for Corinthus, blant Plataner,
Sprudler frem et eensomt Kildevæld,
Did han tidt fra mystiske Thyaner
Vanker hen med tvivlbestormet Siel;
Og mens Vandet over Steene spiller,
Bølgens Sang hans indre Oprør stiller,
Og mens Fuglen qviddrer paa sin Qvist,
Faaer den gode Yngling Rist.

Og en Dag ved eensom Kilde møder
Han en Qvinde i sin Ungdomsvaar,
Dobbelt skiønne hendes Kinder gløde
Bag det bruune, let udslagne Haar.
Skiøn som Kunstens høiere Naturer,
Stod hun der i himmelske Conturer,
Og som Sølverskum ved Havets Kyst,
Bølged' hendes Svanebryst.

Undrende Menippus længe stirrer,
For hans Øie blev det som et Slør,
I hans Hierte hver en Fiber dirrer
Og hans Tinding dreier sig saa ør.
Ah! er du den Najas som udgyder
Dette Væld og mødig Vandrer fryder,
O tillad mig da at takke dig,
Thi du qvæger ogsaa mig.

Skiønne Yngling, svared' hun, jeg ikke
Denne klare Kildes Najas er,
Dødelig som du, jeg kom at drikke
Bølgen i den svale Skygge her.
Under hendes Brynes høje Buer
I det samme Blik i Blik fremluer,
Dog der noget Skummelt var
I det vilde Øienpar.

359

Han ei mærker det, men, skiønne Qvinde,
Hvidsker han, med sød Blufærdighed
Sæt dig her, hvor Sølverbølger rinde
Med dit Billede til Havets Bred.
Snart de gaae til fierne Kysters Grotter,
Og paa nye henrykte Cypriotter
Venus - Anadyomene see
Født paa Bølgeskummets Snee.

Men hun smiler og med Liljehænder
Fra det vilde Haar hans Kind befrier,
Og mens den i Purpurluer brænder,
Aander hun paa den en let Sephir:
Ak! men Lue hun i Lue vækker,
Og idet hun ømt ham til sig trækker,
Døer hver Tvivl ved hendes matte Smiil
Og ved hendes Tales Piil.

Frygt, o Yngling! Stoa og Pøcile,
Tanken er Naturens, Glædens Mord;
Kun ved denne Barm er Fryd og Hvile,
Denne Giord er Glædehimlens Giord.
Skiønne, spæde Yngling, op at nyde!
Ei at samle, men i Alt henflyde!
Kun ved Tab og Gaver er du rig,
Salig og guddommelig.

Saa med Ord hans Uskyld hun besnærer
Og indsuger hans forladte Siel,
I hans Indre mystisk Trang opgiærer
Og fra Dybet sprudler Glædens Væld.
Ved en fremmed Magt Platanens Greene
Bøiede, omhegne dem alleene,
Og i raskt, harmoniskt Nervespil
Han i Alt opløses vil.

360

Seent, ved Nøie stille og fortroelig,
Ved hans Arm, hun træder frem igien:
Seer du ikke hist en dorisk Bolig?
Før han havde ei bemærket den.
Om det bløde, rosenstrøede Leie
Glæder og Begiær sig stedse dreie,
Hist i Luften er hvert Aandedrag
Kiælen Længsel og Behag.

Med et Kys, hvorved hans Indre dirrer,
Drager hun ham did med Elskovsmagt,
Snart hans hvileløse Øie stirrer
Paa den fiine Smag og rige Pragt.
Al den Glæde Phantasien drømmer
Der i hans beruuste Sands indstrømmer,
Salig døende i Nydelsen,
Lever Attraae op igien.

Men en Dag, da Middagssolen brænder,
Under Torvets kiøle Porticus
Møder han, og Blussel Kinden tænder,
Den forladte Apollonius.
Blid alvorlig, denne ham advarer
Mod den Magt som ham i fiine Snarer
Fra Naturens og fra Viisdoms Skiød
Drager ned i Ruus og Død.

O tilgiv mig, at en anden Lærer
Førte mig til Viisdoms Helligdom,
Ikke meer jeg savner og undværer,
Og min Barm er ikke kold og tom.
Menneskets Triumph det er at nyde,
Ei at samle, men i Alt henflyde,
Aldrig nøiet, evig i Begiær,
Det olympisk er.

361

O forførte Yngling, som ei kiender
Falsk og sledsk Tilsyneladenhed!
Kunstigt Tryllerie dit Øie blænder
Og du drømmer paa en Afgrunds Bred.
En af de berygtede Empuser
Dig saa sødt med giftigt Kys beruser,
Og vil ende al den kiære Svig
Med at blodudsuge Dig.

Før mig did, hvor dette falske Nøie
Til Fordærvelse indspinder dig,
Med eet Ord jeg blæser fra dit Øie,
Fra dit Hierte Tryllesyn og Svig.
Da de mod den skiønne Bolig haster
Og et Blik paa dem Empusen kaster,
Døden over hendes Ansigt gaaer,
Skræk opstormer hendes Haar.

Men den Viise mystisk Skik fuldfører
Og angriber velbefæstet Svig,
Dødningbleeg, den gode Yngling hører
Himmelbuen briste over sig.
Guldet brat fra brustne Muur forsvinder,
Rosen fra Empusens gustne Kinder,
Og han seer et ækelt Spøgelse
I et siunket Mausolee.

Men fortvivlet Ynglingen udbryder:
Stands din Grumhed, frelsende Barbar!
Gift og Død fra dine Læber flyder
I den Himmel, hvor jeg salig var.
Kan du ikke mig saa sødt bedrage,
O saa giv mig mit Phantom tilbage!
Lad mig døe med sødtforgiftet Bryst,
O saa døer jeg dog i Lyst!