Staffeldt, A. W. Schack von Kunstnerlængsel

Kunstnerlængsel

Hvad er det som fra Jorden her
Saa mægtigt drager mit Begiær
Og dybt mit Hierte saarer?
Den stille Fortid vender sig
I Flugten om og seer paa mig
Igiennem Smiil og Taarer.

O Veemod, som jeg smelter i!
O mystisk-dybe Sværmerie!
O Graad, som stille flyder!
Ustandselige, siig, er du
Ei Duggen, Tidens Aften nu
Paa Skyggerne udgyder?

Ah! vist en Tid der var engang,
Da Uskyld, Ungdom, Fryd og Sang
I Jordens Dale bøde:
Da var der idel Vaar og Dag,
Henrykkelse og Favnetag
Og Livets Morgenrøde.

Paa Sagatavlens sieldne Skaar
End mangt et ræddet Træk der staaer,
Som om det Svundne taler;
Og i hvert dyrket Gudphantom
I Kunstens indre Helligdom
Den gamle Tid sig maler.

I underjordisk Grottesal,
Hvor ved melodisk Draabefald
De gamle Aander klage,
Den siunkne Forjords Liigsang end
Jeg hører, ak! og smelter hen
I Savn af fordums Dage.

365

Jeg ingen Fred og Lise har,
Thi alting sukker: ak! det var
Og er ei meer at finde!
Selv Himmelen med lysblaae Grund
Og Stierneguld, mig synes kun
Et grændseløst Kiærminde.