Staffeldt, A. W. Schack von Digte 1804

235

Digte

236
237

FØRSTE AFDEELING

238

Indvielsen

Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,
Himlene smilte, Og saae med Længsel i Dybet ned,
Bølgerne hvilte,
Da hælded' Solen til Havets Bryst
Og rundtom rødnede Luft og Kyst.

Og brat fra Skyerne Strengeleeg
Anelsen vakte,
I Aftenrøde Musen nedsteeg,
Harpen mig rakte,
Og raskt et brændende Kys mig gav,
Nedsynkende i det luende Hav.

Da rundt en anden Natur der blev,
Vindene talte;
Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,
Aanderne kaldte,
Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt,
I Alt mig vinked' min egen Gestalt.

Dog blev fra nu for Tanke og Trang
Jorden et Fængsel;
Vel lindrer ved Anelse, Drøm og Sang
Hiertet sin Længsel,
Dog brænder mig Kysset jeg kiender ei Fred
Førend jeg drager Himlene ned!

239

Troubadouren

I Greven af Toulouses Gaard
En fremmet Harpespiller staaer
Og veed ei hvor han træder.
Ved Marmorpillens glatte Fod,
Saa sorgfrit som ved Eegens Rod,
Han sætter sig og qvæder.

I smigrende og kielne Lyd
Som døve Sorg og vække Fryd,
Han høres henrykt synge
Om Ridderleeg og Skiønheds Magt,
Om Elskovs Løn og Hoffers Pragt
Og Kroner som ei tynge.

Og rundt paa høie Corridor
Hofsindet samler sig i Chor
At trylles ved hans Toner,
Og Greven og Grevinden seer
Med Riddere og Fruer fleer
Fra aabnede Balconer.

Men Slottets Herre snart et Bud
Til Strengens Mester sender ud
Ham dette at forkynde:
Sæt bort din Stav, fra nu vær min,
Sid ved mit Bord og drik min Viin
Og sov paa Silkehynde.

Han tøved ei et Øieblik
Før han den lette Pagt indgik
Og villigt Greven tiente.
Til Løn for Sang og Harpeslag
Han levede i Fryd og Mag
Og ingen Uroe kiendte.

240

Men rundt om ham det blev som Nat,
Hans Hierte frøs, hans Haand blev mat
Og svagt hans Toner løde;
Lig fangne Bæk som stille staaer
I Grevens qvalme Urtegaard,
Hans Qvad i Barmen døde.

Da traad han med nedtynget Sind
Ved Morgengrye for Greven ind
Og sukkede sin Længsel:
Lad, Herre! lad din Troubadour
I den vildtsusende Natur
Udbryde af sit Fængsel.

Thi ikke kaldtes han til Giest
Ved Qvindeleeg og Ridderfest,
Men uden Lov og Skranke
I Stormvind høit paa takket Field,
I Maaneskin ved Kildevæld
Med Aanderne at vanke.

Lig Skovens Fugl fra Qvist til Qvist,
Han kiender ikke Roe og Rist,
En indre Magt ham driver,
Og syngende opsøger han
Ak! veed han hvad? fra Land til Land,
Dog ingensteds han bliver.

Og fri som Vind og Væld, han sprang
Med Harpen over Mark og Vang
Og intet mere savned.
Da vaagned' Dagen høit i Skye,
Natur i Lys og Dug stod nye
Og rødmende ham favned.

241

Emmelina

»Op, mine Mænd, til Ledingsfærd!
Op! Kamp og Bytte vinker,
Ombelter eders vante Sværd
Som Død og Seier blinker.«
Saa raabte ved det første Grye
Ulf Ridder høit i vilden Skye,
Den heele Egn forskrækket
Af søde Søvn blev vækket.

Med Hui og Støi, lig Hundeglam
Naar Jægerhornet klinger,
Flux hver Vassal adlyder ham
Og glad sit Glavind svinger;
Og i det røde Morgenskiær,
Forsamlet var den heele Hær,
Rundt Egnen var at skue
Som om den stod i Lue.

Frem drager Horden, vild og kaad,
Og stoler paa sin Lykke,
De lee ad tvungne Møers Graad
Og Gubbers Skiæg udrykke,
Mens Rædsel iler bleeg forud:
Nu kommer Ulf, o hielp os Gud!
Thi han er vidt berygtet
Og som en Farsoet frygtet.

Hvad vil de frække Mænd i Staal?
Hvi monne de saa ile?
De skulle rede til et Baal
Før Solen gaaer til Hvile.
Gud staae den fromme Uskyld bi
Mod vild og snild Forræderi,
Og i sin Vare tage
De spæde og de Svage.

242

Paa Høien hist ved Fiordens Strand
Stod fra det ældste Minde
I stille Favn af Ask og Gran
En Borg med gylden Tinde;
Ved Muur og Grave var den stærk,
Den vise Oldtids Underværk,
Og dens Vasaller saa'de
Saa vidt som Øiet naa'de.

Fra den drog ingen Voldsmand ud
Sin Naboes Skræk at være,
Her lød kun Pligtens Feidebud
For Ret og Ridderære;
Her ingen Klage hidses bort
Med Hunde fra den lukte Port,
Med dem og ingen Tigger
Om Been i Feide ligger.

Skiøn Emmelina, skiøn og from,
En Dalens favre Lilje,
Derinde sysler sagte om
I Have og paa Tilje:
Ved hendes stille blide Dyd
Hver Syssel bliver til en Fryd
Og rundt et saligt Eden
Belønner Huusligheden.

Skiøn Emmelina, som saa huld
Af Dyder skaber Glæder,
O siig, hvi er du sorrigfuld?
O siig, hvorfor du græder?
Ak! Ridder Edvard er ei der,
Nys drog han ud i Herrefærd
Og hendes Barm forgiæves
Af daglig Længsel hæves.

243

Der sidder hun med bange Sind
Ved tvende Døttres Hvile,
Mens Østens første Purpurskin
Om deres Leie spille.
Og o! med sænket Blik hun hvert
Et Fadertræk, saa skiønt og kiært,
Paa deres Ansigt søger
Og Fryd og Sorg forøger.

I Søvnens Favn hun havde drømt
At see en Fuglerede
Hvorpaa en Hun saa troe og ømt
Opklækked' tvende Spæde,
Men brat stod Almen rundt i Brand,
Een Unge faldt fra Redens Rand
De andre døe i Flammer,
En Jæger Hannen rammer.

En iiskold Rædsel pibler ved
Den Drøm i hendes Aarer
Og uvilkaarligt rinde ned
Ustandselige Taarer.
Det synes hende som om der
Ei meer er Fred og Lykke her
Og de kun ere trygge
Som boe i Grøntørvskygge.

Og som hun sidder, lyt! et Bud:
En Hær vi see fremdrage.
O evig være lovet Gud,
Det er min Ægtemage.
Nei, ikke er det vore Mænd,
De fare over Sæden hen,
Dem ingen gaaer imøde
Og bag dem er et Øde.

244

Forfærdet og med opløst Haar
Hun iler paa Altanen,
Hist Hæren rundt i Orden staaer,
Udfoldet vajer Fanen.
Ved Hestevrindsken,Vaabengnye,
Ophvinende i vilden Skye,
Den bange Frue blegner
Og ned paa Gittret segner.

Hvad vil I Feidelystne her,
I Mænd med Ild og Glavind?
Min Edvard har ei Feidefærd
Og kun en Niddings Avind.
Men paa en Ganger hvid og vild,
Dens Aande Røg, dens Øie Ild,
En Ridder brat fremjager
Og til Gienmæle tager:

Din Edvard er min Avindsmand,
Han styrker alle Svage,
Og ingen i det heele Land
Tør Hævn og Giengield tage,
Thi har jeg soeret ved St. Knud,
At der imellem os er Brud
Og at hans Borg i Flammen
Til Støv skal styrte sammen.

Dog hør! Ifald du ikke vil
End i din Rede brænde,
Saa siig mig Troe og Love til,
Og du mig mild skal kiende.
For dig jeg aabner, see! min Arm,
Kom, glem din Edvard ved min Barm,
Din Yndes Blomst mig fryde
Og tidt mit Leie pryde.

245

Og alle dine favre Møer,
Slip dem af deres Fængsel,
Hos mine Mænd vel ingen døer
Af Elskovs Soet og Længsel.
Betænk dig vel og overgiv
Dig flux til mig og vær min Viv,
Hvis ei, din Tid er omme,
Med Sværd og Brand vi komme.

Gud! sank jeg da saa dybt, at saa
(Det mæled' hun med Blussel)
Den frække Mand for mig tør staae
Med skiændig Haan og Trussel!
Uhyre, end dit Niddingstog!
Og døer jeg da, saa døer jeg dog
For Eduard i Nøden
Og troefast indtil Døden.

Mordbrænder Ulf den første Brand
Til Tegn i Slottet slænger,
Og flux bag ham hver Niddingsmand
Til Mordbrand sig fremtrænger.
Snart Ilden slaaer med hvirvlet Top
Igiennem Røgens Hvirvler op,
Og alle vilde Vinde
Til Kampen sig indfinde.

Da alle hendes Mænd hun saae,
I Spidsen Castellanen,
Ud over Vindelbroen gaae
Og favne Voldsmandsfanen.
Gaae I med Gud og Gud med Jer'!
Min Lod det er at blive her,
I Taalmod skal jeg øves
Og strængt i Luer prøves.

246

Saa staaer hun paa det store Baal
I hendes Møers Skare,
Stærk mod sin egen Nød ved Taal,
Ei mod de Spædes Fare:
Hun trykker begge til sin Barm,
Af Rædsel kold, af Ømhed varm,
Og ak! vil kysse Branden
Fra Kinden og fra Panden.

Da sukkede med heeden Kind
Den ældste: Tag af Sengen
Et Linnedmon og svøb mig ind
Og kast mig ud paa Engen.
De Ord den grumme Ulf fornam,
Og hu! til heele Jordens Skam
Sin Lantse han ophæver
Imedens hun nedsvæver

Hun sank til Niddingshaanden ned
Paa Børnebødlens Stage,
Og trygled om Barmhiertighed
Med Øiets matte Klage,
Dog uden Graad og uden Lyd
Hun døde paa vanæret Spyd,
Saa hænger Liljen kløvet
Ved Stilken ned i Støvet.

Men da den Marterlystne saae
Hvorledes Døden malte
Den Rosenrøde hviid og blaae,
Han Spot og Medynk talte:
O Skade at man dig afrev
Fra Qvisten før du moden blev,
Til mødig Krigers Hynde
Fremblomstred' denne Ynde.

247

Meddøende i Dattrens Død,
Ei Emmelina skuer
Den nærmere uhyre Død
Som rundt om hende truer:
Ved Bielkers Fald og Muures Brag,
Ved Dødens Komst fra Gulv og Tag,
Halvdøde Møers Jammer,
Hun vaagner op i Flammer.

Da hørtes, qvalt af Røg og Damp,
Paa Skiødet af dets Amme,
Det yngste Noer i Dødens Kamp
Om Luft og Kiøling stamme.
O hulde Spæde, spæd og huld,
Jeg vilde give alt mit Guld
For een af de smaae Vinde
Som kiøle hiine Linde.

Kom i min Arm, kom i min Arm,
O Hierte af mit Hierte!
Og døe igien ved denne Barm
Hvor du at leve lærte!
Og Moderen forklaret stod
Med Ild om Hoved og ved Fod,
Lig dalet Himmelfrue
I lindret Skiertsildlue.

Hvo kommer hist ad skakke Vei,
Foran en ædel Kriger?
De trætte Heste ile ei
Og Ridder Edvard siger:
O skuer hist, I brave Mænd,
Min Rede og min Borg igien,
Den straaler os imøde
Indsvøbt i Aftenrøde.

248

Men da de langsomt komme nær
Og ved den røde Lue
En vidtudstrakt og fremmet Hær
Om Borgen leiret skue,
Den lille seiervante Trop
I fri og tøileløs Gallop
Høit hvinende mod Himlen
Anfalder Voldsmændsvrimlen.

Lig Støtten paa en Dødninggaard
Som stirrer i det Høie,
Mens kun een Marmortaare staaer
I siæleløse Øie,
Saa stirrer Ridder Edvard ind
I Ildebrandens røde Skin,
Hvor Emmelina vinker
Og end sin Bortgang sinker.

Fortvivlelsen giør alle stærk,
Til lovløs Kamp de blandes,
Fortvivlelsen giør Underværk,
Dog ak! de overmandes.
Kun Ulf den Diærve, diærv og snu,
Og Ridder Edvard endnu
I særskilt Tvekamp tøve
Og deres Skiebne prøve.

Og da Hiin første Gang en Død
I afmaalt Kreds nedsvinger,
Undgaaer den Edvard kun med Nød,
Hans Hielm som Klokken ringer.
Og paa Altanen hvor hun stod
Imellem Angst og Haabemod,
Ved Synet hun sig vaander
Og trende Suk udaander.

249

Og da han anden Gang et Hug
Mod Ridder Edvard retter,
Udbrister ak! en rødlig Dug
Og blanke Rustning pletter.
Og paa Altanen hvor hun stod
Og blodig Læbe stamme lod,
Hun trende Taarer græder
Og døde Datter væder.

Da raaber Edvard: O forhal,
Velkomne Bøddel, ikke
Ved grusom Dorskhed i dit Kald
De sidste Øieblikke!
Hist staaer min Viv i Martyrild
Og døer i sidste Helgensmiil,
Kan du saa længe styre
Din søde Hævn, Uhyre?

Da hug den Diævel sidste Gang
Og Ridder Edvard hældte,
Ved Dødens Suk hans Harnisk sprang,
Det røde Liv udvældte.
Og paa Altanen hvor hun stod
I Dødens Frost, med størknet Blod,
Hun trende Skrig udstødte
Og hist sin Edvard mødte.

Skiøn Emmelina! kun for dig
I Kampen Edvard brændte,
Thi ved det sidste Hug mod dig
Han eengang end sig vendte,
Og i det samme, søde Nu
Han følte Dødens kolde Gru,
Og mens hans Siel bortilte
Omkap med din, han smilte.

250

Men neppe dette Sielepar
Ved Englemelodier
Til Himmelen opløftet var,
Kom ak! en seen Befrier.
Det Ridder Edvards Frende er
Som kommer med den heele Hær,
Endnu mens Slottet gløder
Og Ridder Edvard bløder.

Med Skræk og Gru fornemmer han
Hvad her sig har tildraget,
Og som en Hævnens Aand, paa Stand
Igien han vækker Slaget.
Og heele Voldsmændshæren faldt,
For hiin den strænge Dommer kaldt,
Mens Asken qvalte Flammen
Og Borgen styrted' sammen.

Nu blæser Vinden over Steen-
Og over Askedynger,
Og klapprer med de hvide Been
Mens Dødningfuglen synger.
En Gru igiennemfarer hver
En Vanderer som vanker her,
Og under bange Bønner
Han haster frem og stønner.

Jagten

En Jæger blæser i krummede Horn,
Tolv Dødssaar i Kogg'ret han bær,
Saa vader han igiennem Klever og Korn
Og troer sig sin Lykke saa nær.

251

Men langt og længe han speider, til brat
En Pige med nødebruunt Haar
Opfarer med Skræk af raslende Krat
Og flygtig paa Fodspidsen staaer.

O stands dog, Søde, Bruunlokkede, stands
Og ræk mig de Hænder saa smaae!
Nei, Jæger! For dig har jeg ingen Krands,
Du aldrig i Favn mig skal faae.

Jeg skal dig fange, endskiøndt du er snel
Og hastig som Bølge og Vind,
Det gaae mig saa ilde, det gaae mig saa vel,
Før har jeg ei Roe i mit Sind.

Og ei du fanger den Snelle saa let,
Fast har du af Pile vel tolv,
Og ei du skal fange mig i dit Net,
Jeg ændser ei List eller Vold.

Afsted hun fløi over Klever og Korn,
De Vipper urokkede stod,
Saa flygted' hun over Tidsel og Torn
Og saarede ikke sin Fod.

De Pile surred', den tolvte henfløi
Og døde bag flyvende Hæl;
Vildt Jægeren møs over Slette og Høi
Og fristed' sit Ve eller Vel.

Da vendte hun sig og standsede brat,
Paa Lillien stod hun saa fast,
Men neppe han Beltefligen greb fat
Før Jorden under ham brast.

252

Jertegnet

Paa de høie Apenniner,
Ved et skyefødt Kildevæld,
I en Ridderborgs Ruiner
Staaer et underfuldt Capel.

Tvende Engle her opstilled'
I den nøgne Eensomhed
Fordum et Madonnabilled',
Vandreren til Trøst og Fred.

Mangen alt med knuset Hierte
Kyssede Gudindens Fod,
Og foruden Saar og Smerte
Læget, den igien forlod.

Af Cypresser overskygget,
Staaer en Hytte nær derved,
Skyldfrihed og Nøie bygged'
Den til Fromheds Opholdsted.

I den lette Luft derinde
Sysler Clara, froe og from,
O thi alle Dyder finde
Der en stille Helligdom.

Trøstende, hun Hierter læger,
Pleier Sygdom i dens Vraae,
Iisgraa Oldings Hunger qvæger,
Skiuler Nøgenhed paa Straae.

I Gudindens Marmorniske
Hver en Dag hun aarle staaer,
Lægger Blomsterne, de friske,
Hen og til sin Syssel gaaer.

253

Solen tøver, Storme blæse,
Regnen ligner Elves Fald,
Tordnen truer hver Cypresse -
Troe hun rygter fromme Kald.

Og naar blomsterløse Vinter
Gaaer paa Apenniners Top,
Hun de spæde Hyacinter
I sit Kammer klækker op.

Prydet ved den fromme Pige,
Staaer dit Billed', Himlens Møe!
Lig dig selv i Himmerige,
Thi dets Blomster aldrig døe.

Men engang da Vaaren smiler
Haver frem i Skov og Dal,
Uden Blomster ak! hun iler
Til Gudindens Piedestal.

»O forlad, at alt mit Eie
Ikkun Taarer er i Dag!
Til min Moders Sygeleie
O send Blund og Aandedrag!«

Da, o Himmel! da forynger
Brat sig Krandsen fra igaar
Og som nys afplukket slynger
Sig om Billedstøttens Haar;

Og en liflig Duft udbreder
Sig i Nisken,Vaar i Vaar,
Og som alt ved Himlens Breder,
Pigen henrykt, svimmel staaer.

254

Og da hun tilbageilte,
Saliganende, hun saae
Moderen som freidigt smilte,
Legende med sine Smaae.

Et Aar i Padua

Det var den hellige Antons Fest
Udi Padua,
Hvortil saa mangen en fremmet Giest
Kom udenfra.

End jeg i Trængslen hvirvledes med
Til Kirkens Portal,
Hvor Blomsterkieder fra oven hang ned
I styret Fald.

Og Gamle og Unge med sænket Blik
Og løftet Siel,
Ad ruddrede Marmortillie gik
Til St. Antons Capel.

Der stod i Silke høitidelig klædt
De Pillers Porphyr,
Mens Virak om dem sig ringlede let
I blaanende Sky'r.

Der skinned' de Voxlys med rødlig Glands
Om Alteret,
Mens mangen Vievand-bestænket Krands
Omduftede det.

255

Da ned fra Tribunen Orgelens Klang
Høitideligt lød,
Og Siele opsvæved' i Bøn og i Sang
Til Guddommens Skiød.

Og til St. Antons Billed som stod
I Duft og Skin,
Opstirrede Mængden fra Alterets Fod
Med hævet Sind.
Og da nu Bispen i Høitidspryd
Opløftede
I krandset Monstrants ved Klokkens Lyd
Det Helligste;

Da Gud og Støv, og Himmel og Jord
Sig blanded' paa nye,
Og henrykte Engle daled' i Chor
Paa gylden Skye -

Da rasled' der noget ved Siden af mig,
En Jomfrue fiin
Andægtig for Altret nedkastede sig
Og kyssed' dets Triin.

Hun bad i stigende Blik og Suk
Med Inderlighed,
Mig syntes at alle Engle af Stuk
Nedsmiled' derved.

Da faldt fra Himlen min steegne Aand,
Vildt Hiertet slog,
Mit Blik paa den foldede Lilliehaand
Sit Sæde tog.

256

Hun mærkede det, med et ilende Blik
Hun strøifede mig,
Og sagde til Moderen da de bortgik
Saa lydelig:
Mon det ei imorgen min Navnedag er,
O Moder god?
Thi komme vi begge jo atter her,
Til Bøn og til Bod.

Ved hellig Cecilias Alter stod
Jeg Dagen derpaa,
Og o! den Jomfrue saa skiøn og saa god
Jeg atter saae.

Men hvergang en hastende Karm de to
Fra Kirken bar,
Og ingen kunde sige mig hvo
Den Jomfrue var.

Engang jeg hvidskede hende til,
De flygtige Ord:
O hvis du min Længsel husvale vil,
Siig hvem og hvor.

Og Dage derpaa hun udstrakte sin Arm
Med venligt Smiil,
Og under min Aande, saa gloende varm,
En Rose blev til.

Men ak! jeg Blinde for sildig saae
Det faldende Blad,
Thi kasted' hun brat sin Handske derpaa,
Vi skiltes ad.

257

Men Moderen saae til de Elskende hen,
Og truende rev
Fra hende den Handske, hvori hun igien
Optog sit Brev.

Og heele Dage jeg speidende sad
Ved Kirkens Port,
Ved Aftenklokken til Himlen jeg bad
Og trøstløs gik bort.

Thi aldrig meer den Jomfrue jeg saae,
Hun ilede vist,
En Engel, for Englenes Fader at staae
I Himmelen hist.

Og da det igien var St. Antons Fest
Udi Padua,
Og mangen en from og andægtig Giest
Kom udenfra;

End jeg i Trængslen hvirvledes med
Til den Helgens Capel,
Og knælede ned paa det samme Sted
Med blødende Siel.

Men ikke rasled' ved Siden af mig
Den fromme Møe,
Thi bad jeg: St. Anton, vær naaderig
Og lad mig døe!

Agnar og Aslaug

Ung Agnar tiener i Konningens Gaard,
Han er sig ei Hovmand og Ridder,
Naar fyldte Miødhorn ad Bordet gaaer
Paa Bænken Agnar ei sidder.

258

Skiøn Aslaug er Dankonnings Dotter god
Og Danmarkis rankeste Lilje,
I Kinden stiger hver Ungersvends Blod
Naar Aslaug fremtræder paa Tilje.

Som Lillien hvid og som Rosen rød
Er Herthedals feireste Blomme:
Den Rose som springer af Østens Skiød
Mon ikke saa faver fremkomme.

Saa mangen stolt Ridder sig reed under Øe
Den Konningdotter at fæste,
Det var stolt Aslaug, den Dannemøe,
Hun agted' kun lidet de Giæste.

Skiøn Aslaug sin Kaabe om Axlen mon slaae,
For Dannerkonning hun træder:
I lade mig Fader i Kloster gaae
Og slide de grove Haarklæder.

I lade mig tage det Nonneslør
Og Christus mig kiærligen fæste,
Hvis ikke, af Sorrig jeg snarligt døer,
Gud vende det alt til det Bedste!

Det svared' Dannerkonning bold:
Ei skal du Haarklæder slide,
En Ridder skal fange dig i sin Vold
Og sove alt hos din Side.

Stolt Aslaug ganger saa langsomt ind
Til sine Tærner i Buure,
Der sad hun med Taarer paa falmende Kind
Og saae paa de sørgende Muure.

259

Ung Agnar stander paa Engen grøn
Og binder de steilende Heste:
O hvis jeg var mig en Ridder skiøn
Da skulde jeg Aslaug fæste.

Først skulde jeg drage i Hadingsfærd
Paa Søen og Jorden vide,
I gylden Rustning, med draget Sværd,
Til Hielp for alle som lide.

Og naar da ved ridderligt Hug og Stik
Den Lindorm sig krymped' paa Rede,
Og Pillegrimmen uræddet gik
Til Kirkedøren, at bede,

Da skulde jeg axle mit Skarlagensskind
Og trine med Hæder og Ære
For Dannerkonningens Sæde ind
Og Prisen for alle bære.

Saa sukker ung Agnar og tidt monne see
Til Aslaugs glimrende Sale,
Og er i Hiertet saa mod og saa ve,
At ikke han mægter at tale.

Og mild som Maanen i duggende Nat
Paa ham hendes Øie hviler,
Og han giennem Taarer vemodigt og mat
Som regnende Sommerdag, smiler.

Stolt Aslaug sidder ved Abildtrærod
De Tærner i Buure sover,
Hun stirrer paa Blomsten ved sin Fod,
Ung Agnar til Døden hun lover.

260

O hør mine Bønner, du hvide Christ,
Du over din Møe dig forbarme!
Paa Jorden jeg fanger ei Roe og Rist
Hvis ikke i Agnars Arme.

Jeg agter kun lidet guldsømmede Maar
Og den velbyrdige Frende,
O gid jeg bar Vand i Konningens Gaard
Og dækkede Bord for hans Svende!

Jeg agter kun lidet de Bolstre blaae
Hvor aldrig jeg Hvile kan finde,
O gid jeg deeled' skiøn Agnars Straae
Og bag ham Neeg turde binde!

Ung Agnar aabner den qvalme Stald,
Han Hvile og Søvn ei kan fange,
Ham lokker Stierne og Nattergal
Til svalende Nøddetrægange.

Og da han nu hørte ved Abildtrærod
Skiøn Aslaug tolke sin Smerte,
Da tindred' hans Øie, da fanged' han Mod,
Han trykte den Møe til sit Hierte.

Hun drak hans brændende Aandedrag,
Han fik den skiønneste Gave:
Den Glæde og Gammen har ingen Dag
Som Elskendes Nætter mon have.

I Konningens Gaard et Bryllup mon staae,
Fast ingen tog Deel i dets Glæde,
Kun Himlen med alle de Stierner smaae
Som Vidne og Giæst var tilstæde.

261

Det var den arge Tærne, hun stod
Bag Busken og saae den Glæde,
Med sagte Fied hun den brat forlod
Og mon for Dankonning træde.

Op Dannerkonning af Leiet brat!
Mens du dig paa Bolsteret vender
Ung Agnar derude ved Midienat
Skiøn Aslaug, din Dotter, skænder.

Da skal dem times stor Jammer og Meen,
Dertil al Verdsens Elende:
Thi han skal hænge i Abildgreen
Og hun paa Baalet skal brænde.

De kastedes baade i Taarnet ned,
Det var stor Angest og Qvide.
Om Morgenen kiørte de Bønder Ved,
Det lagdes ved Abildtræ-Side.

Det var ung Agnar, da Solen gik op
Han blev i Træet opklynget,
Det var skiøn Aslaug, hendes Lilliekrop
Af Luerne blev omslynget.

Ung Agnar da mælede til sin Brud:
O var jeg hos dig dernede!
Her Høgen hakker mit Øie ud
Og plukker mit Haar til sin Rede.
Det var skiøn Aslaug, i Luen hun staaer,
De Lillielemmer mon gløde:
Min Bryllupsseng er saa heed og haard,
De Lagen ere saa røde.

262

Kold Agnar hang og Aslaug var Støv
Der var stor Jammer og Klage,
Da dryssed' hvert Abild fra Træets Løv,
Kun et eeneste blev tilbage.

Og da i Høsten de bragte ind
Alt Korn i Loe og i Lade,
Da funkled' det Abild med Rosenkind
Saa eene blant svedene Blade.

Liden Hofdreng en Aften for Konningen traad
Alt med det Abild hiint røde:
Det var Dankonning, da han det aad.
Saa sorrigfuld blev han og døde.

Den grædske Blomsterpige

Lytter, Vise! til mit Qvad
Skiøndt jeg ikkun Krandse sælger,
Ikkun Qvist og Blomst og Blad
Til mit ringe Kunstværk vælger,
Thi en høi Betydning er
I min nydelige Færd.

Medens disse Stilke maae
Villigt ved min Kunst sig bøie,
Til et yndigt Billed' paa
Tidens Vexel de sig føie:
Krandsende ledsager jeg
Mennesket paa Livets Vei.

Naar med Graad det spæde Noer
Slipper af sit Fødefængsel,
Naar en Yngling Brudens Giord
263 Løser under kielen Længsel,
Naar en Olding segner ned,
Stedse er min Krands bered.

Ømme Elsker, ved sin Dør
Pigen disse Roser finde!
Snække, ei du stunde før
Palmerne din Stevn omvinde!
Skiebnen elsker Blomster smaae,
Blomster Hæld og Lykke spaae.

Helt og Sanger, eders Løn
Færdig i min Haand den hviler;
Glade Tak og fromme Bøn,
Guden mild til Krandse smiler,
Ei paa gylden Trefod meer
End paa Blomst og Blad han seer.

Saa! ved Vugge, Sarcophag,
Torus, Alter, Glavind, Strenge,
Snækkens Stevn og Hyttens Tag
Mine friske Krandse hænge:
Sorg og Fryd, og Værd og Id,
Om en Krands de komme hid.

Hvor om Noerets Knoppeqvist
Her Cypresserne sig vinde,
Medens Glædens Roser hist
Under Laurens Alvor svinde!
Her i Kurven leger du,
Hendelse, med sindrig Hu.

Lytter, Vise! da til mig
Skiøndt jeg Krandse kun bereder,
Thi de friske vinde sig
Om Nødvendighedens Kieder:
264 Skiebnen lig, med alle Kaar
I min Kurv jeg roelig gaaer.

Havmanden og Fiskerinden

Den høie Bølge bæver
Og løftes ved et Stød,
Tangkrandset Havmand hæver
Sig op af Havets Skiød.

Hans Fod en Fiskehale,
Hans Bryst belagt med Skæl,
Som Miød hans sledske Tale,
Som Edder er hans Siel.

I finnet Haand han viser
En Perle i dens Skal
Og lokkende den priser
Blant alle Perlers Tal.

O skiønne Fiskerinde,
Lyt til mit Harpeslag,
Lad i dit Blik mig finde
En evig Glædens Dag!

Og hvis du mig vil give
En Lokke af dit Haar,
Den Perle din skal blive,
Jeg ved mit Løfte staaer.

Ei Kongen bar dens Lige,
Dens Lige ingen bar,
Meer end et Kongerige
I den du sikkert har.

265

Og Fiskerinden bærer
Stor Attraae til den Skat,
Guldlokken hun afskiærer
Og han den griber brat.

Men i det samme tager
Han hendes Haand med Svig
Og sød forrædersk drager
Den Jomfrue ned med sig.

Dernede mellem Banker,
Et Net af Tang til Giord,
Hun Muslinger opsanker
Og rygter som en Hiord.

Der maae hun gaae og trælle
Og ofte fodre hver,
Om Aftenen dem tælle
Og melde: de er der.

Paa det at uden Lyde
De Perler fage groe,
Med sielden Glands at pryde
Den Havmands Grotteboe.

Men ak! i Perlers Riger
Hun gisper efter Vær,
Og uden Lise higer
Til Luft og Dagens Skiær.

Naar Maanen Stilhed byder
I taaget Aftenstund
De huule Klager lyder
Fra Havets dybe Bund.

266

Og Fiskeren sig skynder
Med bange Aarer frem,
Det Eventyr forkynder
Han i sit stille Hiem.

Da rinder mangen Taare,
Hvert Ansigt bliver hvidt,
Frygt dreier Rokken saare
Og Traaden brister tidt.

Harpespilleren
i Kong Erik Eiegods Leir

Kong Erik Eiegod med sine Mænd
I Purpurteltet sad og rundtom saae
Med Hævnens Fryd sin vidtopslagne Leir,
Og Sletten med de hvide Telte var
Lig oprørt Hav og syntes skumme op,
Mens Jomsborg midt deri som Klippe laae.
Fra Muurens Taarne, med udslaget Haar
Og størknet Aande, seer Fortvivlelsen
Rundt den uhyre Folkedød, imens
Tre Ypperste af Staden drage ud
At trygle Naade og Barmhiertighed
Ved Kongens Fod. Men i det samme traad
En Harpespiller op. Han fremmed var
Og ubekiendt hans Hiem. En Dødningluft
Gik kiølig ud fra ham og sammentrak
Hvert Hierte i den sammentrængte Kreds.
Ærbødig nærmede han Kongen sig
Og mæled' saa: Jeg ingen Lige har
I Strængens Kunst, jeg byder over Graad
Og over Smiil, og i fremsiunget Færd
Fra mine Strænge bruser Tidens Strøm.
267 Og førend Kongen Tegnet gav, han alt
I Harpens Strænge raslede og sang.

Salig, hvo i Ungdoms Vaar
Og i spæde Knop forgaaer!
Hvad er heele Jordens Lyst?
Sølverskum ved Havets Kyst!
Hvad er Jordens heele Fryd?
Ungdoms Rangle, Daarskabs Pryd!

Salig, hvo i Ungdoms Vaar
Og i spæde Knop forgaaer!
Hvad er Manddoms feire Lod?
Frugtløst Haab og hælet Graad!
Hvad er Alderdommens Kaar?
Glemsel, Spot til hvide Haar!

Herlig staaer du paa din Rod,
Lys om Top og Væld ved Fod:
Høsten kommer, Stormen gaaer,
Eegens Høihed brat nedslaaer,
Vandringsmanden ei den seer
Sukkende, den er ei meer!

Tidt ved Midnat i din Borg
Sniger sig søvnløse Sorg;
Løgnen ved din Side staaer,
Avind bag din Høifærd gaaer,
Kraftløs Attraae, Jordens Gud,
Suger ak dit Hierte ud!

Salig, hvo i første Vaar
Og i spæde Knop forgaaer!
Vandfred stormer op din Siel,
Afsmag staaer ved Glædens Væld,
Af dit Indre, ak! dens Hiem,
268 Borer Smertens Braad sig frem.
Døende laae Fredegod,
Rundt hans Vaabenfælle stod.
Fryd opsprudled' i min Barm,
Sagn udflød fra denne Arm,
Større end min Fryd, mit Navn
Er nu Alderdommens Savn!

Saa han sang.
Kong Erik blegned',
Tungt det kronte Hoved segned'
Paa hans Barm.
Af hans Arm
Skioldet gleed hvor Kunsten tegned'
Hver hans Stordaad, Skialdeklang
Ud i Evigheden sang.
Men Harpespillern tøved' kort og brat
De søde Melodier løde,
Da blev det liflig Morgenrøde
I Sorgens dybe Nat;
Og det blev Lys, og atter Lys i Lys
Og Luften rundt et almeent Elskovskys.
Da smiled' Erik Eiegod,
Tværskurrende, opdundrede hvert Fængsel,
Og Fangne deres Lænker brød,
Fremstyrtende i jublende Trængsel.
Og atter smiled' Erik Eiegod,
Da aabned sig den kongelige Lade
Og Gavmildhed med gylden Haand og Fod,
Og med en Giord af Frugter, Ax og Blade,
Lig høstlige Natur fremstod,
Og Skarer jubled' Eiegod!
Og see! tre Oldinger i Sørgeklæder
Med hvide Stave hen for Kongen træder,
De knæle ydmygt ved hans Fod:
Mod os du ogsaa være Eiegod,
269 Barmhiertighed er evig Fryd og Hæder.
Men Harpespillern fra sit Sæde sprang:
Lyt først, o Konge, til min sidste Sang!
Hans Øie gnistred' Hævnens Mod,
Tre Gange Oldingerne sukked'
Og Kongens Hierte sig tillukked';
Og mens fra Harpen drypper Blod
Og Askegreene af dens Skiød udskyder,
Lig Vandfaldsbrusen Sangen udbryder.
Kun Krymplingen er evig god,
Til ædel Hævn fik Manden Mod.
Konge! derinde
De klæde som Qvinde
Dit Billede paa
Og om Tindingen vinde
En Krone af Straae.
Naar Pogene leege
Den barnlige Krig,
De Svage som veege
Opkaldes efter dig.
Og kommer du
Ei Slaget ihu?
Lyt! Vindiske Pile
Dødvingede ile;
Hærene trampe,
De Saarede segne,
I Qvalers Krampe
Udvældede, egne
Indvolde de flette
Om Armen og slette
Med eget Blod af udsugede Saar
Den Brand hvori Gane og Læbe staaer.
Ve! Ve! Ve!
De komme! de komme! See!
Med stormende Haar
Og gabende Saar,
270 Med tømmede Aarer
Og Enkernes samlede Taarer!
Hør! Hør! de raabe:
Med Fostbrødres Mod
Vi gav dig hver Draabe
Af tiisoret Blod.
Vore Enker og Spæde
Nedkastede væde
Din tøvende Fod.
Vær ei længer Eiegod!
Men fyld vore Aarer
Med Fiendeblod!
Giv Vinderne Lænker
Af medfødte Tarme,
Og lallende Arme
Og tiggende Enker!

Saa han sang, brat hans Gestalt undviger,
Som en falden og uhævnet Kriger
Uden Blik og uden Blod,
Iiskold han i Kredsen stod.

Men Kongen rasende opfarer,
I Haanden Brand og Sværd,
I Spidsen af hvinende Skarer,
Og ak! Iulin er ikke meer.

Tilbagekomst

Selindaja! Selindaja!
Stiernefuldt er Nattens Rund,
Gaden er saa tyst og stille
Og din Moder sank i Blund.

271

Kiærlig vendte jeg tilbage
Fiernt fra blodig Tagos Bred,
Kampens Støv i mine Lokker
Og dens Blod ved mine Fied.

Selindaja! Selindaja!
Abenamars Røst det er,
Slumrer du saa fast og roeligt
Og din Elsker er saa nær?

Hvo er det som dristig bryder
Nattens hellig dybe Fred
Og den første Søvn forjager
Fra det søde Leiested?

Selindaja! Hulde Pige!
Abenamar neden staaer,
Kom igien til Mandeltræet
I din Faders Urtegaard.

Har du ikke hørt det rygtes?
Mens du fulgte Kongens Bud
Alt er anderledes vorden,
Mandeltræet ak! gik ud.

Nu saa kom da ned til Grotten
Hvor jeg tidt saa elskovsvarm
Ved det lille Vandfalds Ridslen
Hviled' i din Liljearm.

Har du ikke hørt det rygtes?
Grotten længe styrted' ind,
For dens Indgang Edderkoppen
Væver nu sit tætte Spind.

272

Kom da ned til Haveporten
Hvor jeg sidste Gang dig saae
Og dit Afskedsblik opstirred
I det klare Stierneblaae.

Har du ikke hørt det rygtes?
Steen og Kalk tilstopped den,
Over høie Muur kan ingen
Kisselsteenen kaste hen.

O saa ræk mig i det mindste
Giennem Gittret Haanden hen
At i Kys min Flammelæbe
Rødt afpræge sig paa den.

Tyst! jeg hører nogen komme.
Hu! hvor kold er Nattens Vind.
Skynd dig bort, en Ligfærd kommer,
Mange Folk med Fakkelskin.

Ha Troeløse! Mens jeg sanked'
Disse femten Hædersar,
Uden Blu du til en anden
Troe og Hierte givet har.

Hiertet har jeg ei bortgivet,
Allah høre mine Ord!
Almoralif det har taget,
Og hvad kunde jeg derfor?

273

Barden

Stormvinde suse
Om Fieldenes Top,
Fosser nedbruse
Og fraadende knuse
Graniternes Krop,
Mens Maanen kiæmper
Med vildsomme Skyer
Som graanende dæmper
Dens Glands og for andre undflyer.

Paa Vindens Høie
Barden staaer,
Fem Sneese Aar
Slukked' hans Øie
Og høsted' hans Haar:
Ak! Kraft og Nøie
Igien forgaaer!

»Natur, din Sang
Af Elvebrusen
Og Tordenklang
Og Stormvindssusen,
Din Strengeleeg
Af skielvende Lande
Og steilende Vande
Dig aldrig sveeg!

Men koldt er mit Bryst
Og klangløs min Røst.
Ak! ikke meer
Min Harpe jeg seer!
274 Min Tid er omme,
Mine Dage aftalte.
Hvor er min Grav?
De komme, de komme,
Som tidt mig kaldte,
Skyeridende Fædre,
At hente mig af
Til det anede Bedre.

Anderledes det var
Da jeg i Kampen min Harpe bar!
Paa Sværdlængde nær
Stod Hær mod Hær:
Da tordned' min Sang
I Skioldenes Klang
Og Døden sad
Paa min Læbe og qvad.
Stort Mandfald var der, Floden stod stille
Og kunde de faldne Kiæmper ei trille,
Og Kongen roeste: Din Harpe er værd
Titusinde Sværd.

Anderledes det ogsaa var
Da jeg til Gilde min Harpe bar!
Kong Leolin sad med væbnede Mænd
Og kaldte hver blodig Seier igien:
Da surrede mit Harpeslag
Sagtnende hvert Aandedrag,
Da blev Hiertet bag Brynien blødt,
Livet i Eegenes Skygger saa sødt.

Anderledes det dengang var,
Nu jeg levet og siunget har!
Har? End jeg Tider leve skal,
Styrter, Klipper! Eders Fald
Knuser Land og lukker Havn,
Men bedækker ei mit Navn.
275 Ak! jeg var og end skal være
Men jeg er ei meer!
Tiderne min Marv fortære,
Styrt da, siæleløse Leer!

Min Tid er omme.
Hvor er min Grav?
De Fremfarne komme
I syngende Flokke
At hente mig af.
Lyt hvor de lokke
I Biergstrømmens Fald
Med hemmeligt Kald!

Harpe, Harpe, hvor er du?
Vær min sidste Ven endnu!
Du, min heele Fryd og Ære,
Gaae med mig i Undergang,
Og din allersidste Klang
Bardens Ligsang være!«

Saa styrted' han sig i Biergstrømmens Fald
Med Harpen ned i den skummende Dal.
Men see! en stille Skye sig hæver
Og langsomt op mod Maanen svæver.
Det er den Ædles mægtige Aand
Som sled sig af Jordens kuende Baand
Og nu med Fædrenes Skarer
I Vinden henfarer.

276

Ephemeren

Ikke veed jeg hvad jeg vil,
Thi mit Liv er Spøg og Spil,
Intet jeg paa Jorden søger,
Lykken kommer mens jeg spøger,
Jeg er glad, thi jeg er til.

Dette himmelfulde Kiær
Med sin Bred min Verden er,
Liljens luune Kalk min Hytte,
Blomsterstøv mit søde Bytte
Og mit Ende Dagens Skiær.

Derfor vil jeg nyde den
Og i Glæde flaggre hen;
Op og ned, i salig Svimmel,
Hvirvles mellem Jord og Himmel,
Ventende Fuldendelsen.

Rige Bie, hist vinker, see!
Rosens Purpur, Liljens Snee,
Lad i Veddeflugt os ile
Did og diende udhvile -
Seer du at jeg seirede!

Ak! men hvad mon dette er?
Nøies jeg da ikke her?
Hvilken Uroe i mit Hierte!
Hvilken Sødhed selv i Smerte!
Hvilket anende Begiær!

Hisset ved et Myrtheblad
Hænger et jeg veed ei hvad,
Pryden i mit Blomsterrige,
Anderledes, dog min Lige,
Ak med det jeg spøget gad!
277 Lige, Mage, Brud, o vær
Tusindfold velkommen her!
Lad os i Foreening stedse
Høit i Glæderuusens Kredse
Svimle over Eng og Kiær!

Favn med dine Vinger mig,
Mine Vinger favne dig.
Sødt med dig jeg mig forvirrer,
Sittrer, svimler, smelter, dirrer,
Een og uadskillelig!

Søde Mathed! Er det Død?
O saa er da Døden sød!
Seer mig, Væsner, og misunder!
Thi jeg døer i det jeg blunder
Henrykt bort i Elskovs Skiød.

Ved Emmas Dødsseng
Af en ufuldendt Selvmordercharakteristik

Emma lider - tusind Helvedsqvaler -
Dødens Budskab i hver Aare slaaer -
Og dog reiser Solen sig og daler,
Og sin Gang Naturen freidigt gaaer!

Livets Fader! skal den Dyd og Ynde
Jorden med begeistret Elskov saae,
Dig med Angstens qvalte Skrig forkynde
Og i Rettersteders Qval forgaae?

Hvis du ei din egen Afkom hader
Og dit Vorde ikke angrer dig,
Da bønhør, Barmhiertighedens Fader,
Hendes, mine, heele Jordens Skrig!

278

Emma strider - Fader i det Høie,
Send med Hielp en Engel fra dit Skiød!
Jord og Himmel, skuer! hendes Øie
Slukkes - brister - hun er død! - -

Ja! det er, det Vanvid er, som fletter
Skiebnens Slavekiæde Led for Led,
Er indtemplet Skadelyst som mætter
Sig med Jammergraad og Angestsved!

Styrter, Templer! Tier, Hymmer! Bønner!
Himlens Latter haaner Jordens Skrig!
Hører det, bedragne Støvets Sønner!
Guds Barmhiertighed er Løgn og Svig!

Nu saa falde Frugten raae til Jorden!
Axet visne bort paa knækket Straae!
Hyl, o Stormvind! Rul og ram, o Torden!
Og Natur i Krampe rundt forgaae!

Raser, Krig og Pest og Misvæxtsjammer!
Bryd din Lænke, Lasters fæle Chor!
Lumske Blodskyld, som i Mørket rammer!
Hævnelyst og cannibalisk Mord!

Brister, Samfunds helligholdte Kieder!
Bliv til Skiændsel, Kongemajestæt!
Templets Tiener som ved Altret beder,
Slagtet, martret vorde han paa det!

Smiil, o Fader, naar din muntre Broder
Mætter dig med dine Sønners Død!
Sønderriv, o Pog, din svangre Moder,
Opslug Søsteren i hendes Skiød!

279

Flye, Fornuft, flye til en anden Sfære!
Luk for evig, Dag, din gyldne Port!
Mulm og Vanvid, Jorden I regiere!
Gud fra den sit Aasyn vendte bort!

Harpen

Nattens Kiæmpe naaer
Fra Jorden til Himlen
I Stiernevrimlen.
Bag Skyer Maanen staaer.
Som et bankende Hierte
Anende Smerte,
Bølgen mod Bredden slaaer,
Og fra de røgindsvøbte Fielde
Hvorfra lynslagne Graner hælde,
I Maanskin stille Elver gaae.

Blant duggende Greene
Alvilda eene
Vanker og taber
Veemodig sig i
Sværmerie.
Hun digtende skaber
Af Torvald og sig
Et Himmerig,
Hvor Styrken ei krones
Og Hævnen forsones,
Hvor Dyden er froe
Og Glæderne troe.

Men pludselig en Radsien hende vækker
Af kiære Drøm, og studsende hun seer
Et Barn som hende begge Hænder rækker
280 Og med sit heele lille Ansigt leer.
Jeg mig forvilded' mellem disse Hækker,
Saa siger det og sig saa bange teer,
O vil du ikke om min Svaghed frede
Og sikker mig til mine Søstre lede!

Du visselig ei før har skuet Mage
Til deres Vaanings underfulde Pragt,
Thi Guldet regner fra dens hvalte Tage,
Med Ædelsteene Tiljen er belagt.
De selv i Glædens Skiød fremleve fage;
Med spundet Sølv, saa let som Røg, til Dragt,
I Syssel og i Leeg de tabe Dagen
Og ofte væve Uskylds Brudelagen.

Tidt synge de: Hvad Solen favner
Og nærende opelsker ved sit Bryst,
Den rige Underjordiske ei savner
Ved Grubens stille, hemmelige Lyst. - -
Jeg agter Ædelsteen ei meer end Avner,
Saa lød til hastigt Giensvar Møens Røst,
Hvor Torvalds lyse Smiil mig ei modtager,
Dog til dit Hiem, dig Lille, jeg ledsager.

Giennem Moser og Krat
I den stieløse Nat,
Mens Trolde true,
Hun ledende gaaer
Til omsider hun staaer
For Huulens tornekrandsde Bue.
Der tre Gange en Ravn
Varslende kraaker hendes Navn,
Og tre Gange en sukkende Vind
Hindrer hende at trine ind.
Men troeskyldig sætter
Hun Foden frem
Og er hos Jætter
I Ondskabs Hiem.
281 Hvad mon det var for et Skrig
Som i Grotten ynkelig
Jamrende gientager sig?

Derinde
Qvinderne spinde
Og hylende tvinde;
Blodsdraaber rinde
Fra surrende Teen
Og knirkende Vinde,
Mens Troldene ile
At dreie og file
Menneskebeen
Og græsseligt smile.

Hvor er, o Torvald! Torvald du!
Kom, o kom din Brud ihu!
Paa Leiet han sig vrider
Saa ængstelig,
Med rædsom Drømmevarsel strider
Og trende Gange sig
Fra tunge Søvn løsslider,
Dog trende Gange og han glider
Med Angstens kolde Sveed
I bundløs Mathed ned.

Men da Hanen sidste Gang goel
Og fremkaldte den kommende Sol,
Lyt! et Vanhælds Sendebud:
O Torvald! din Brud
Som eene til Lunden
I Qvel mon gaae,
Mens du søvnbunden
I Duunene laae,
Er svunden! er svunden!
282 Ve dig! hendes Seng er kold,
Men glad er den fæle Trold.

Rædsom hylende springer han op
Og bestiger Biergenes Top,
Iler ned i den lukte Dal
Og i Huulens skimlede Sal.
Men forgiæves han søger
Med speidende Blik og skingrende Raab,
Gienlyd med hans Jammer spøger
Og bedrager lettroende Haab.
Blant vaklende Fielde
Som mødende hælde.
Ved Sumpe som dampe
I størknende Taage,
Paa eddrede Svampe
Og hvæsende Snoge,
Blant Uglereder
Han skrider og leder.

Endelig en Ugle
Vingen om hans Ansigt slaaer,
Han følger og staaer
For Jætternes Huule.
Der tre Gange den samme Ravn
Kraaker Alvildas Navn,
Og den Lille triner ud
Med en Hilsen fra hans Brud.
Forgiæves Snildhed ham advarer
Mod Ondskab skiult i Uskylds Smiil,
Han agter ikke Troldeskarer
Og styrted' sig i alle Farer,
I Nastronds Marter og Ild,
At frelse den Møe
Eller døe.
Og giennem de mange
Krummede, trange
283 Ertsprydede Gange
Og qvælende Stier,
Hvor Guldduggen sier
Fra riftede Dække
Langs glimrende Vægge,
Han famlende gaaer
Og Enden naaer.

Velkommen, Torvald, Trolden siger,
Velkommen i min guldbeslagne Boe!
Alvilda sysler mellem mine Piger
Som fiine Sølvertraad om Fingren snoe.
Mit Ord er klippefast og aldrig sviger,
Thi skal I brat giensamles begge to,
Ifald du vil forunde mig den Glæde
Til denne Harpe først en Sang at qvæde.

Til Hakons Hof (jeg skal det aldrig glemme)
Stolt paa min Kunst, en Gildedag jeg drog,
Men der du seirende med Streng og Stemme
Den seiervante Harpespiller slog.
Til Hæderstegn Kong Hakon af sit Giemme
Et mesterlig udhugget Guldkruus tog
Og ædelmodig Ynglingen foræred'
Mens Harm og Avind Oldingen fortæred'.

Og da jeg, skiøndt graaehaaret, mig formasted'
At lade haant om Kongens Ædelmod,
Og vred og avindsyg din Harpe lasted',
Mit lange Skiæg du rykked' ud med Rod,
Min gyldne Harpe du paa Tiljen kasted',
Den trampende med ubønhørlig Fod,
I Hælene mig Skoggerlatter fulgte
Til jeg fortvivlet mig i Klippen dulgte.
284 Dog seenere, o Guders Skiald, jeg haver
Oprigtig af mig selv tilgivet dig,
Thi Skiebnens Haand uddeeler mange Gaver
Og kun forskiellig naadig viser sig.
Og nu, imens derinde man tillaver
Dit Bryllup, thi det stande skal hos mig,
Til denne Harpe uden Mage qvæde
Du selv din Brudesang og Elskovs Glæde.

Og han Harpen tog
Og den tryllende slog,
I dens liflige Klang
Henrisled' hans Sang.
Ved de samlede Lyd
Odin med syvfold Fryd
Frigga omfavner,
Og Balder savner
I Helas Rige
Sin elskede Pige.
Ved den samlede Klang
Med rasende Trang
Hvalen i Havet frembruser,
Og Ørnen i Stormen
Med Magen hensuser,
I Græsset Ormen
Sig snoer og beruser
Med en Draabe af den Lyst
Som bølger i Asers Bryst.

Alvilda, min Brud, du fornemme
Din Elskers sødtlokkende Stemme!
Kom og lad os samles i
Elskovs søde Sværmerie!

Da reised' Trolden sig fra sit Sæde
Og hvidsled' med Lokes giftige Glæde:
285 Hil Sangeren og evig Ære!
Som nu, ham Odin stedse naadig være!
Thi viid, den Fryd
Du kaldte i liflige Lyd
Og hvad jeg nys dig loved' her
Det alt fuldbyrdet er.
Ja, denne Harpe er din Brud
Og du med Elskovsvarme
Hver kiælen Klang slog ud
Af hendes tvundne Tarme,
Imedens det udskaarne Bryst
Dirred' til din ømme Røst.

Men giennem Naturen det isned'
Som en Vinterdag,
Heele Norrigs Foraar visned',
Iis blev Sangerns Aandedrag.
I Dødens Krampe Haanden
Harpen holdt fast,
Øiet brast,
Han opgav Aanden.

Den hellige Therese

Violerne dufte, Natvindene gaae,
De Stierner fremtindre i Æterens Blaae,
Det Himmelske kommer i Anelser ned,
Det Jordiske stiger i Længsler derved.

Therese under Jasminen sad
Og inderligt, barnligt til Frelseren bad,
Da dryssede ned til en Glorie
Fra Træet den reeneste Blomstersnee.

286

Og da den falder, hos hende staaer
En Engel i den, som Vaarens Vaar,
Da dirred' det giennem Naturen hen,
Guldalderens Minde vaagned' igien.

Mens selv en vordende Engel lig,
For Elskovs Seraph hun reiser sig,
Han sænker sin lynende Flammepiil
I hendes Hierte og giver et Smiil.

Da svimler hun hen i Glæde og Ve,
Gestaltet hun vil den Evige see
Og synker med inderlig Længsel og Savn
Tilbage i Blomsternes kiølige Favn.

O hellige Christ! Du troelovede Gud!
For dig vansmægter din eensomme Brud,
En hellig Ild, uudslukkelig,
For dig igiennemluttrede mig.

Jeg blev ved dit Kors af Medynk saa øm
Og baded' det tidt i en Taarestrøm,
Jeg holdt dig Korsfæstede tæt til min Barm,
Men ak! du levede ei og blev varm.

O kom da, min Brudgom, som hisset du gaaer,
Syv Stierner til Krands i dit straalende Haar!
O kom med tilbedede Læbe og Blik
Hvorfra det evige Foraar udgik!

Bønhør mig, o søde Alkiærlighed, kom!
O kom til Kiærligheds Helligdom!
Min Siel kun bæver paa Læbernes Rand,
I et Kys bortfør den til Saliges Land!

287

Saa sværmed' hun hen i himmelskt Begiær
Og drømte det hellige Høieste nær,
Og sittrede længe, som Harpen naar
En gudlovsyngende Seraph den slaaer.

Violerne dufte, Natvindene staae,
De Stierner blegne i Æterens Blaae;
Det Himmelske kommer i Herlighed ned,
Det Jordiske døer saa saligt derved.

Thi under Frydmelodier brat
En Gestalt opgaaer i den hellige Nat,
Syv Stierner til Krands i det straalende Haar,
I smilende Øie den evige Vaar.

Den nærmede sig med et brændende Kys,
Da sled den Troelovedes Aande sig løs
Og fløi fra de blegnende Læbers Rand,
En Hymnelyd, op til de Saliges Land!

Men af hendes Gravhøi en Lilje fremsteeg,
Som aldrig i Tidens Omskiftelser veeg,
I Sommer og Høst, i Vinter og Vaar
Den favre Lilje evindelig staaer.

Og end, et Under! af Lilliens Skiød,
I Blomsten en Blomst, en Rose frembrød:
Og det er den Elskov, saa himmelsk og from,
Som af den reeneste Uskyld opkom.

288

Havfruen og Kongen

Paa Skierene skiøn Havfru sad,
Af Fiorden gaaer en Snække,
Hun j evner Bølgen ved sit Qvad,
Thi Kongen staaer paa Dække,
Han skuer hen ad fierne Hav,
Hans Hu er alt ved Herrens Grav.

Skiøn Havfru reiser sig og staaer
Paa høie Klippetakke,
Og stirrer paa hans guule Haar,
Som bølger om hans Nakke,
Og stirrer paa hans hvalte Bryst,
Saa hvidt som Skum ved Klippekyst.

»Lad kun, lad kun til Jorsal staae
Hen over salten Bølge!
Saa vidt som den er kold og blaae
Skiøn Havfru dig skal følge,
Thi, favre Konge, langt fra dig
Den Bølge brænder, brænder mig.

Naar Dagen stiger frem igien
Og naar Syvstiernen skinner,
Hvor mine Fiske smutte hen
Med vævre Sølverfinner,
Jeg ømt og troe skal følge dig,
Thi ellers Bølgen brænder mig.«

Og paa en Hval afsted hun foer,
Den var saa deilig spettet,
Om hendes Hofter hang en Giord,
Af Perler sammenflettet,
Med Sølverskæl hun dækket var,
Guldharpen hun ved Giorden bar.

289

Frem i hans Kiølvand troe og froe
Til Sikelei hun svømmer,
Og hvergang Kongen gaaer til Roe
Og sødt paa Hyndet drømmer,
Derude paa den Bølge blaae
Hun Harpen sagtelig mon slaae.

Saa følger hun til Myklegaard
I ubekiendte Vande,
Og naar den Miød til Randen staaer
I Kongens gyldne Kande
Og han den løfter til sin Mund,
Paa høie Dønning dandser hun.

Men da han nu til Jorsal drog
Skiøn Havfru blev tilbage,
Ved Myklegaard hun Harpen slog
Til Elskovs kielne Klage,
Og Væringer fornam med Fryd
Ved Dagens Port den Havfrus Lyd.

Hun aldrig reiser Vind og Vær
Og intet Skib nedsænker,
Skiøn Havfru er saa øm og kiær
Og kun paa Kongen tænker,
Og see! tilbage kommer han
Som Pilgrim fra Israels Land.

Et lidet Billede han bær
Og tidt til Læben trykker,
I Guld og Sølv det fattet er,
Sit Bryst dermed han smykker.
Det er den reene Himmelmøe
Som saae sin Søn paa Korset døe.

290

Hist ved den helligholdte Grav
Ham en af Munkeskaren
Det underfulde Billed' gav
At staae ham bi i Faren.
»Saa længe som mit Sværd og Skiold,
Det være skal i tryg Behold.«

Skiøn Havfru stirrer vildt derpaa,
Den Bølge hende brænder,
Den Sølverskæl blir mørkeblaae,
Mod Norden hun sig vender
Og synger rædsomt Uværsqvad -
Dog Elskov seirer over Had.

Skiøn Havfru troe men ikke froe
I Snækkens Kiølvand svømmer,
Men naar nu Kongen gaaer til Roe
Og gyldne Kande tømmer,
Hun Harpen ikke høres slaae
Og dandser ei paa Bølgen blaae.

Saa følger hun til Norrigs Kyst.
De vilde Vinde sove
Dybt i dens Kløfter, alt er tyst
Paa Ager, Bierg og Vove,
Med Maanen alle Stierner smaae
Nedstige i de Bølger blaae.

Skiøn Havfru staaer paa Havets Speil,
Ved Foden Fiske spille,
De folde sig, de slappe Seil,
Og Snækken ligger stille,
Den Styrmand blunder ved sit Roer,
Kun Kongen vaager end ombord.

291

Med stille Veemod af sin Barm
Han Billedet fremtager,
Og kysser det saa andagtsvarm,
Og fromme Sukke drager:
»O Himmelmøe! du førte mig
Tilbage til min vante Vig.«

Brat slaaer skiøn Havfru Strengens Guld,
Da daane alle Glæder,
Hver Tone er saa jammerfuld,
Rundtom Naturen græder,
Og Kongen staaer med dæmpet Aand,
Det Billed' slipper af hans Haand.

Med hellig Skræk udspringer han
Klenodiet at hente,
Men pludseligt med Elskovsbrand
Den Havfru ham omspændte,
Hun gynger ham paa Bølgetop
Og alle Storme vaagner op.

Men ved det første kolde Kys
Hun paa hans Læber trykker,
Den blide Siel hun suger løs,
Og ned i Havet dykker;
Det stormer, Snækken gaaer i Qvag,
Og Hvalen leger med dens Vrag.

Naturdatteren

Jeg sad under duftende Hyldetræ'r
Da Solen gik ned,
Og vilde tælle hvert Stierneskiær
Som tændtes derved.

292

Jeg noget attraa'de og vidste ei hvad,
Med længselfuldt Mod,
Vel syntes det hvidske fra hvert et Blad,
Men jeg intet forstod.

Og som jeg længtes, en Yngling jeg saae
Over Engen gaae,
Han havde til Øine to Stierner smaae
Udi Himmelblaae.

Hans gyldne Lokker saa flaggrende hang
Om hans Rosenkind,
Han nynned' en hiertelig Elskovssang
Som smelted' mit Sind.

Saa nærmed' han sig og bad mig saa sødt
Om et eeneste Kys,
Da blev mit Ansigt saa hedt og saa rødt,
Min Giord gik løs.

Saa drog han mig nær med en Heftighed
Saa varm, saa varm,
Jeg havde jo intet at skiule mig ved
Undtagen hans Barm.
Paa Kiæmpegraven ved Skoven hist
Der en Lillie staaer,
Og plukke vi den, da fange vi Rist,
Hvordan det saa gaaer.

Han drog mig hen til den Kiæmpegrav,
Jeg sagde ei nei,
Han bad om saa meget, saa meget jeg gav,
Hvi skulde jeg ei?

293

Han bad om saa meget, saa meget jeg gav,
Thi jeg var saa blød,
Jeg havde jo ingen Fortred deraf,
Du Yngling sød!

Da stod jeg siden ved Pigernes Brønd
En Aften seen,
Og fik at vide at det var en Synd,
Hvorfor er det een?

Kong Frode og Gubben

Kong Frode høit ved Gilde sad,
Kong Frode, diærv og snild,
Ved gammel Miød og Skialdeqvad
Han blev saa huld og mild.

Nu siger frem, I Dannemænd,
Nu siger uden Blu:
Hvo teede sig min bedste Ven
Med kiæk og snedig Hu?

Og den som meest har gavnet mig,
Det sværger jeg ved Thor,
Af dette Horn skal lædske sig
Her øverst ved mit Bord.

Flux mange Kiæmper traadde nær
Og priste deres Daad,
Een talte om sit hvasse Sværd,
Een om sit snilde Raad.

294

Og Leireborgen rundt gienklang
Af Mod og Snedighed,
Og Kongen fra sit Sæde sprang,
Saa glad han blev derved.

Da saae han at en Gubbe sad
Heel nederst ved hans Bord,
Og ikke mod, ei heller glad,
Ei mælede et Ord.

Hans Brynie bar mangt et Skaar
Af fordums Hug og Stød,
Som Vandfaldsskum, hans hvide Haar
Ned paa hans Rustning flød.

Og er du Gubbe uden Daad,
Saa gak hvorfra du kom,
Saa gak og end i Qvindegraad
Din usle Alderdom.

Ei Skiendsel blegede mit Haar,
Thi Retsind var mit Navn,
Og ei jeg for min Konge staaer
Foruden Daad og Gavn.

Da Gullands Fylkekonge sig
Mindst ventede sin Død,
Mod ham, din Giæst, du øved' Svig
Og ham at dræbe bød.

Men jeg til Høibords satte ham
Og lod i Fred ham gaae,
At Fredegod ei Meen og Skam
Af Manddrab monne faae.

295

Nei ikke er du uden Daad,
Kom hid! kom hid! thi den
Som styrer Kongens onde Raad
Er Kongens bedste Ven.

Jægeren

Der er en fredløs, en angrende Siel
Som Lise og Roe ei mon finde,
Thi lyde for den i hiint Helgen-Capel
De Bønner fra Klippernes Tinde.

En Jæger vel aarle om Morgenen gik
De vaagnende Vilddyr at bede,
Han søgte de Spor med udspeidende Blik
Og giettede Leie og Rede.

Ved bleghvide Striber i Dæmringens Graae,
I Lumskhed indhyllet, han sniger
Om tornefuldt Krat og om sivdækket Aae
Og Kiæmpernes Høie bestiger.

Og strøifende rundt, han paa eensomme Sti
En trængslende Faareflok skuer,
Og en Hyrdinde, som yndigen i
Dagbrækningens Purpurskin luer.

See Vildanden, Jæger! paa rødnende Aae
Blant Røret hensvømme og nikke. -
Men til den Hyrdinde hans Hu monne staae,
Til hende kun sigter hans Blikke.

296

See, Jæger, hist reiser sig vaagnende Hind
Og Duggen for Solen afryster. -
Men til den Hyrdinde kun stander hans Sind,
Kun hende at bede han lyster.

Han træder til hende og Bue og Piil
Uændset i Græsset henslænger,
Hans Vaaben er lokkende Tale og Smiil,
Som dybt i det Inderste trænger.

Han kryster de Fingre, han træder den Fod,
Han aldrig saae lignende Ynde,
Thi blir han i Hiertet saa ve og saa mod,
Og lyster saa saare at synde.

Hans Blik er som Taage, hans Aande som Ild,
De sittrende Læber kun stammer,
I vidneløs Udørk, ustandset og vild,
Hans Frækhed og Vellyst opflammer.

Forgiæves om hende Undseelsen brat
Sit hellige Purpurslør kaster,
Han røver Frivilligheds kostbare Skat
Og bort fra Forbrydelsen haster.

Men snarlig Bevidsthed med Samvid og Nag
Bag Nydelsen vender tilbage,
Ni Maaneder sørger han under sit Tag
Og Angeren tæller hans Dage.

Da drev det igien ved Morgenens Grye
Ham ud med forunderlig Vælde,
Den slappede Bue han spændte paa nye,
Sit savnede Bytte at fælde.

297

Og strøifende rundt, han paa eensomme Sti
I Krattet en Hind synes skue,
Han sigter og ikke han skyder forbi,
Men sukkende brister hans Bue.

Der laae en Moder, det diende Noer
I Døden omslynget af Armen,
Thi Pilen igiennem dem begge henfoer
Og hæfted' den Spæde ved Barmen.

Hvo var den Moder som Alherren bød
Med Noeret, lig Hinden, at bløde?
Blant Høiene Jægerens Hylen gienlød
Og begge i Favnen, han døde.

Der er en fredløs, en angrende Siel
Som Lise og Roe ei mon finde,
Thi lyde for den i hiint Helgencapel
De Bønner fra Klippernes Tinde.

Fugleapotheose

Paa Unger sidder
En kiærlig Hun,
Ved Hannens Qvidder
Saa mangen Stund.

Da kom mod Qvelde
Fra Milers Røg
Tre Mænd, at fælde
Den ranke Bøg.

Og Lunden brager
Af Øxeslag,
Og Fuglen klager
Ved hvert et Drag.

298

Men for de Ægge
Er Bullen haard,
Thi Glød de lægge
I Træets Saar.

Da Vinden vender
Saa hastigt sig,
Og Luen brænder,
Ustandselig.

Paa Unger sidder
Den Ømme der,
Men Hannens Qvidder
Ei høres meer.

Om elsket Rede,
Om spæde Kuld
Han sig vil brede,
Saa rædselfuld.

Forgiæves klynker,
Den ømme Han,
Snart brændt han synker
Fra Redens Rand.

Da Hunnen giver
Et Skrig, og saa
End offer bliver
For sine Smaae.

Den Ild fortærte
Det heele Kuld,
Og ak! af Smerte
Min Barm blev fuld.

299

Men da mit Øie
Fra Jorderig
Til Valhals Høie
Opløfter sig,

I Friggas Hænder
Jeg Reden seer,
Og o! nu brænder
Den ikke meer.

Af Ildens Luer
Hun frelsed' den,
Og venlig skuer
Den nu igien.

Paa Reden sidder
Den Hun paa nye,
Med sagte Qvidder,
Saa blid og blye;

Mens Hannen svinger
Sig rask og glad
Om Friggas Finger
Med freidigt Qvad.

Gudinden mader
De Unger blidt,
Og klapper Fader
Og Moder tidt;

Med Reden prydes
Idunas Træ,
Nu Himlen frydes
Ved Jordens Kræ.

300

Trende Nætter

Den første Nat var det Stierneblaae
Foruden Skye,
Sølvmaanen igiennem Grenene saae
Ned i Elskovs Lye.

Der sad under luftnende Mandeltræ'r
Det yndigste Par,
Hvis ei der var andre paa Jorden her,
Et Eden den var.

Der sad de fortroelige, Arm i Arm,
De elskende To,
Hun var saa undseelig, han var saa varm,
Og begge saa froe.

Hun snoede hans Lokkes faldende Ring
Undseelig, øm,
Om bævende, melkehvid Finger omkring
Og syntes i Drøm.

Sødtsværmende, han et Elskovsbrev
Med varmere Aand
Og dristig veltalende Finger skrev
I Jomfruens Haand.

Dog aldrig den spædere Attraae sig sled
Fra Blufærd løs,
Og aldrig svulmed' fra Læbernes Bred
Det dristige Kys.

Og som de i Uskyld dvælede der
Med barnlig Fryd,
Neddryssed' de venlige Mandeltræ'r
Den vaarlige Pryd.

301

Imorgen, imorgen ved Stierneskiær
Og Faderens Blund;
Kom, Søde, igien til de Mandeltræ'r!
Saa nynnede hun.

Imorgen foreenes vi atter igien
Af den lønlige Nat, -
Saa hvidskede han og raslede hen
Giennem Greene og Krat.

Men da han igiennem Hækkerne brød,
Det bag hans Hast
Som Trudsel og klapprende Tænder lød,
Qvalt Latter udbrast.

Den anden Nat hang Skyerne ned
Som et Sørgeflor,
Lig Døden, trykked' bedøvende Fred
Den qvalme Jord.

Og høit i Palladsets Mezzanin,
Hos den jamrende Brud,
Det Lys, som styrede Ynglingens Trin,
Gik tidlig ud.

End svang han sig over det høie Hegn
Med Fuglesving,
Det sukkede i den bange Egn
Saa vidt omkring.

De Mandeltræ'r rystede Duggen af,
Det var deres Graad;
De livkiede Blomster fandt gierne en Grav
Hvor Ynglingen traad.

302

Men raskt han iler til aftalte Maal,
Han alt det seer,
Da sank i hans Bryst det isnende Staal,
Han er ei meer!

O taber, I Træer, det visnende Løv
Paa Ynglingens Lig!
O Blomster, de Kroner i blodige Støv
Nedbøie sig!

Og da den tredie Nat nedsteeg,
En Jordefærd
Igiennem de eensomme Gader sig sneeg
Ved Fakkelskiær.

For Jomfruens Vindve den stille stod
Et Øieblik,
De alle opskued' med Sorrigmod
Og videre gik.

Da oven fra Mezzaninen det lød
I den ængstlige Nat:
O tøv dog, du Yngling, uskyldig og sød!
De standsede brat.

O tøv dog, du Yngling, saa fauer og from,
Paa Gravens Vei,
Og lad mig først kaste mit Jomfrueslør om,
Saa kommer jeg.

Og lad mig først sætte min Liljekrands paa
Og da for Gud,
Min mildere Fader, i Himmelen staae,
Din evige Brud!

303

Og i det samme hun styrtede sig
Fra oven ned.
I den aabne Kiste laae tvende Lig,
Nu har de Fred.

Forfædrene

Paa eensom Hede,
Blant Lyng og Krat,
Hvor Drager frede
Om Oldtids Skat,
En Borg sig hæved'
Den sammenfaldt,
Snart Vedbend' væved'
Sig rundt om alt.

Om Fod og Tinde
Sig Tidsler snoe,
De vilde Vinde
Derinde boe.
I Borgens Sale,
I Kirkens Chor,
Den vævre Svale
I Reden boer.

De Kirkeruder
Med rødligt Skiær
Og Biblens Guder
Udfaldne er.
Ved Lynet smelted'
Det gamle Blye,
Mod Gruben velted'
Sig ned paa nye.

304

Fra Kuplens Sprækker
Den vilde Regn
Med Vold indbrækker
I helligt Hegn.
De Altre stande,
Hvo rygter dem?
Af dovne Vande,
Lig Grøntørv, frem.

Naar Stiernen lyser
I Vinternat,
Iistappen fryser
Ved Korset brat:
Da rundt det klynker,
Fra Himmelen
En Straale synker
Og smelter den.

Og tolv Capeller
Rundtom endnu
Den Pilgrim tæller
Med stille Hu.
De Helgensteene
Muskronte staae
Ak! saa alleene
Og sørge saa.

O Himlens Frue!
Vemodig blid,
Du synes skue
Ad gamle Tid.
Mens Sommerfuglen
Omflaggrer dig,
Fra Taarnet Uglen
Udklager sig.

305

Og hist hvor Nelder
Saa froedigt staae,
I dybe Kielder
Du skue maae,
End stander Kiste
Ved Kiste der:
Hvad Jorden priste
Hensmuldret er!

I lange Rader
Der ligge de,
Den Stammefader
Er først at see,
De Mænd og Fruer
Her Hvile fandt,
Smaae Kister skuer
Du og iblant.

Et Billed' vinker
Fra hvert et Laag,
Der ogsaa blinker
Et gyldent Sprog,
Skiøndt Edderkoppen
Udslaaer sit Spind
Om Heltekroppen
Og Fruens Kind.

En Yngling iler
Vel ofte did,
Han Afskeed smiler
Til medfødt Tid,
Han vil sig lukke
Hos Oldtid ind,
Med Længselssukke
Og kraftfuldt Sind.

306

Blant faldne Steene,
I Ørknens Favn,
Han staaer alleene
Med ædelt Savn:
»Her vil jeg dvæle
Og ved mit Bryst
Paa nye besiæle
Hiin Alders Lyst.

Saa svinder, svinder
Det Bedste hen!
Snart ak! du finder
Kun Sagn igien.
Dog bort med Sorgen!
Thi stiger brat
Ei Haabets Morgen
Af Fortids Nat?

Kun Tidens Giæste
Vi være maae,
Thi bør det Bedste
Rundtom forgaae.
Forskiønnet stiger
Det frem igien
I Sagnets Riger
Hos Sangeren.

Her daler Nøie
Ei til dit Raab,
Paa andre Høie
Opgaaer dit Haab.
Rask fremad eller
Tilbage, du!
Hvis ei, du træller
I trange Nu.

307

Ja! kun som Minde
Og Vente du
Hver Fryd tør finde
Med luttret Hu;
Kun da du fryder
Usmittet dig,
Kun da du nyder,
Som Guder rig.

Hvis her du savner
Og ei har Rist,
O da du favner
Det fierne Hist.
Hvad først skal blive,
Dig Phantasie
Forud tør give
I Sværmerie.«

Naar Maanen stiger
Ad Fieldets Top
Og Skyggers Riger
Sig lukker op,
Han Harpen tager,
Saa længselfuld,
Og Klager drager
Af Strengens Guld.

De Toner lokke
Med mægtig Trang,
Fra brustne Klokke
Udgaaer en Klang,
De skilte Steene
Bevæge sig,
Som om foreene
De vilde sig.

308

Snart Klokken kimer
Saa klangfuld, som
I Festens Timer
Fra høie Dom,
Og brat sig hæver
Hvert Kistelaag,
Af Dybet svæver
Et herligt Tog.

Med Spyd og Skiolde,
I langsom Gang,
De Kiæmper bolde
Tye til hans Sang,
Og raskt han spiller
Med Frygt og Fryd,
En Taare triller
Ved hver en Lyd.

Dog Hiertet banker
Af hellig Gru,
Da Skaren sanker
Om ham sig nu,
Og da han skuer
Hvorlunde hver,
Skiøndt Dødning, truer
Med Blik og Sværd.

Thi Kraft sig maler
I hvert et Træk,
Fra Panden daler
Den kolde Skræk,
Kun Daad og Fare
De havde kiær,
De Kiæmper vare,
Saa staae de der.

309

Dog Blidhed binder
Den diærve Magt,
Paa haarde Kinder
Staaer Smilets Pragt,
Som Aftenrøde
Med stille Skin
Fieldegnens Øde
Blidt hyller ind.

Men brat tilside
De vige hen,
Een sees at skride
Mod Ynglingen.
I lange Fletter
Nedslaaer hans Skiæg,
Hans Høire letter
Som Spyd en Eeg.

Den Stammefader
Og Kiæmpe bold
Ham skue lader
I opladt Skiold.
Han stirrer længe
Paa hvert et Syn,
Mens Taarer hænge
Ved tunge Bryn.

En Engleskare
Fra Himlen kom,
Som om de bare
Dens Stiernedom;
De Blomsterkieder
Om Jorden slog,
Til Lysets Breder
Den kiærligt drog.

310

Og vidt paa Jorden
En Rose stod,
I Østen vorden
Af Guddomsblod.
Hvert Blad sig hæver
Mod Himmelen,
Og Gud nedsvæver
At boe i den.

Dens Stilk udskyder
Af barnlig Troe,
Til Haab frembryder
Hvert Blad saa froe,
Og Kiærligheden
Uddufter vidt
Et Fredenseden,
Saa lyst og blidt.

Dernæst tiltrækker
En Stad hans Blik,
Hvor Kiæmperækker
I Harnisk gik:
De Sværde klirre
Krigsmelodie,
Mens Harper dirre
Saa blidt deri.

Og mangen Ridder
I straaetakt Huus
Ærværdig sidder,
For Vedens Blus.
Ved Harpens Strenge
Han ung igien,
Imens hans Drenge
Brat blive Mænd.

311

Ved Arnens Lue
Huusved der sad
En deilig Frue,
Dog ikke glad;
Et Lam i Skiødet
Taalmodig laae,
Mens hun bedrøvet
I Luen saae.

Ad Døren triner
En Ridder ind,
Med diærve Miner
Og hærdet Sind.
Fra Jordans Kyster
Hiemhasted' han,
En Løve ryster
Bag ham sin Man.

Han Fruen søger,
Hun favner ham,
Og Løven spøger
Med kielne Lam;
En Lilje bryder
Af Spydets Skaft,
Hos Skiønhed fryder
Sig Mod og Kraft.

Da Klokken giver
Igien et Tegn,
Og lyst det bliver
I heele Egn,
Til Graven ringer
Den Nattens Tog,
Og sagte klinger
Hvert Kistelaag.

312

Snedkeren og hans Drenge,
i Pestens Tid

Sauger, høvler, hamrer brav!
Tænker ei paa Nøden!
Ved hver Spaan vi høvler af,
Raller Een i Døden.
Lader fare Rist og Mag
I den grumme Prøve!
Hamrer, Gutter, Slag i Slag,
Dødens Kald at døve!

Pesten raser i vor Stad,
Gaderne er sorte,
Dødefølgets lange Rad
Gaaer af alle Porte;
Himmelen forbarme sig!
Intet Huus er uden Liig.

Rundt der er stor Ve og Gru,
Verden er en anden:
Qvinderne er uden Blu,
Uden Manddom Manden,
Og den store, store Nød
Alle, alle Love brød.

Sauger, høvler, hamrer brav!
Tænker ei paa Nøden!
Ved hver Spaan vi høvler af,
Raller Een i Døden.

Hierters skiønne Baand er løst,
Ingen Hielp betrygger:
Giftigt er hvert Moderbryst,
Glutten Fingren tygger;
Dattren med forsteenet Blik
Nægter Moderen en Drik.

313

Faderen afskyer sin Søn,
Kiærligheden dræber;
Døden vifter i hver Bøn
Lumsk fra Præstens Læber;
Selv i Herrens Blodkalk nød
Mangen ak! den visse Død,

Lader fare Rist og Mag
I den haarde Prøve!
Hamrer, Gutter, Slag i Slag,
Dødens Kald at døve!

Hører I hvorledes de
Sviir og Tummel drive?
Vildt de synge, drikke, lee,
Ruusen Mod maae give;
Uvist er hvert Aandedrag,
Thi bortsvire de hver Dag.

Skuer hist en Røvertrop!
Øde Huuses Døre
De ved Dagen brækker op,
Godset de bortføre.
Dyd og Medynk svundet er,
Men endnu har Guldet Værd!

Sauger, høvler, hamrer brav!
Tænker ei paa Nøden!
Ved hver Spaan vi høvler af,
Raller Een i Døden.

Pestens Rustvogn ruller tvær,
Fyldt med Liig tilhobe,
Mangen ved sin Jordefærd
Høres end at raabe,
Men den blege Kiøresvend

314

Skynder sig til Graven hen.
Hastigt læsser man dem af,
Kaster saa en smule
Jord og Sand paa Skarens Grav,
Pestens fæle Kule;
Mangen Haand af Ormens Hiem
Krampefuld sig borer frem.

Lader fare Rist og Mag
I den haarde Prøve!
Hamrer, Gutter, Slag i Slag,
Dødens Kald at døve!

Rundtom bolner Saar i Saar,
Alle Afsked tage,
Dødningklokken stedse gaaer,
Dødningvogne knage - -
Stirrer ikke saa paa mig,
Drenge! I selv synes Liig.

Færdig staaer min Kiste hist,
Snart jeg den behøver,
Drenge, Drenge! ingen vist
Hos sin Mester tøver,
Dog forlader mig min Hund
Ikke i min sidste Stund.

Sauger, høvler, hamrer brav!
Staaer mig bi i Nøden!
Ved hver Spaan I høvler af,
Ral - ler - jeg - i - Dø - den.

315

Den ottende Søn

Den Hane slog ud sin Vinge og gol,
Ung Thora alt sad ved Væverstol.

Alt slog hun Væven med megen Hast,
Saa Traadene alle tilsammen brast.

Hun syede Blommer med Silketraad,
De Roser blev Blod og de Lillier Graad.

Hielp Gud! hvor jeg drager min Aande tungt,
Det volder det Foster, spædt og ungt.

Syv Maaneder gik hun i Høieloftssal
Og snørte sig i Midie tynd og smal.

Syv Maaneder bærged' hun sig udi Løn,
Til Engen blev broget og Skoven grøn.

Det var ved sorten Midienat,
Triner hun ud i Lunden brat.

De Kildevæld piblede frem som Graad,
Hvert Løv var hende en Slangebraad.

De Vinde stønned' som Dødningskrig,
De hvide Birker stode som Liig.

Fremtreen en Qvinde, saa gusten og guul,
Udaf sit sorte Midnatsskiul.

Og hør du liden Thora, hvi sørger du?
Hvi est du dig saa saare mod i Hu?

316

Svarte liden Thora, hun blev saa rød:
Hvad jeg skiuler bag Beltet volder min Død.

Mæled' den Qvinde da hastelig:
Hvad du skiuler under Beltet, du give mig,

Liden Thora, vilt du give mig det,
Den Byrde skal være dig saare let.

Liden Thora segned' ved Linderod,
Hun gav den Qvinde sit Kiød og sit Blod.

Den Qvinde grinte og krysted' det Nor,
Saa sank hun neder i sorten Jord.

Liden Thora blev sig saa let i Sind
Som naar Løvet vifter i sagten Vind.

Her Esben sig op under Lide reed,
Saa bandt han sin Ganger ved Borgeleed.

Op axler han sit Skarlagens Skind
Og træder høvisk for Jomfruen ind.

Hil sidde I, liden Thora, vel svøbt i Maar,
Saa vide der Rye af eders Skiønhed gaaer.

Liden Thora, I er mig fast saa kiær
Som Engen det klare Foraarsvær.

I give mig Eders Love og Troe,
Saa lade vi flux vort Bryllup boe.

Det var liden Thora, hun blev saa glad,
Hendes Kinder blussed' som Rosenblad.

317

De Dage de ginge, de Dage de kom,
Syv Aar hun var sig en Hustru from.

Sidder hun med syv Sønner smaae,
Den yngste end spæd ved Brystet laae.

Sidder hun mild i Maaneskin
Og klapper dem alle saa venlig paa Kind.

Klapper hun alle paa hviden Kind:
Hvi ere I Smaae saa blege som Liin?

Det var liden Thora, hun pludselig saae
Et lidet Utydske paa Tillien gaae.

Saa vissen den Skifting for hende staaer,
Med sortebruun Kind, uden Hovedhaar.

Hil sidde I, Moder, paa Bolstere blaae!
Have I kun syv Sønner smaae?

Hil lege I, Brødre, paa Tavle af Guld
Og kaste de Gamles Skakspil omkuld!

Og hør nu, I Moder, jeg er eders Søn,
For syv Aar siden født udi Løn.

Den Qvinde bar mig til Troldeboe,
Ret aldrig jeg kunde trives og groe.

Jeg er vanfør for to Maaneders Savn,
End gave de mig Vanfred til Navn.

Jeg ikke kan leve, ei heller døe,
Fordi jeg fødtes for tidlig af Møe.

318

Thi slaaer jeg om Eder min visne Arm
Og suger Melken af Eders Barm.

I var mig ret aldrig en Moder god,
Thi drikker jeg nu Eders Hierteblod.

To fulde Maaneder laae han der
Og diede, til han blev stor og svær.

Da lagde liden Thora sig paa sin Seng
Og visned' som Liljen paa grønnen Eng,

Men han slog sine syv Brødre ihiel
Og blev til en Trold, saa fuul og saa fæl.

Ruinens Indvaaner

Paa Apenniners Spidse jeg kom
Til en Klosterruin,
Rundt smuldrede Guddommens Helligdom
I Vær og i Vind.

Og i et Capel, ved en brusten Grav,
Jeg skuede een,
Som søgte at gnide Blodsdraaber af
En Marmorsteen.

Hvad er, o Midnattens fredløse Søn,
Hvad er din Færd?
Hvi dvæler du saa i Mulm og i Løn
Blant Gravene her?

Fornem, du natlige Vandrer, fornem,
Saa svarede hiin,
Hvorfor jeg haver mit rædsomme Hiem
I denne Ruin.

319

Jeg var en Yngling af svulmende Kraft,
Lig Høidens Eeg,
Som herlig i Seklers hærdede Saft
Mod Skyen steeg.

Der var en Jomfru, saa fauer og god,
Sølvpoppelen lig:
Naturen krandsede ved dens Rod
Med Violer sig.

Jeg elskede Clara, hun elskede mig,
Kun een vi var,
Og Jord og Himmel frydede sig
Ved dette Par.

Og heele Egnen syntes saa vel
Om de salige To,
Og spaaede os hvert glimrende Hæld
Til Fred i vor Boe.

Da kom en Ridder, saa stolt og saa rig,
Heel Guld han var,
Med Fader og Moder indlukked' han sig
Og Prisen bar.

Og krummede Munke gik ind og ud
Hos den grædende Møe,
Indtil hun adlød Forældrenes Bud,
I Haab om at døe.

De allerede for Alteret stod,
Da styrted' jeg ind,
Brat Brudgommen veltede sig i sit Blod
Paa de rødnende Trin.

320

Paa Bruden stænked' en Draabe hen,
Hun daanede ned,
Jeg baned' mig Vei giennem Trængselen
Og flygted' afsted.

I dølgende Folder jeg hylled' mig ind,
Ukiendelig,
Med knuset Bryst og forvildet Sind,
Utrøstelig.

Jeg vankede rundt den ængstlige Nat
I den slumrende Stad,
For Jomfruens Vindve, fortvivlet og mat,
Jeg endelig sad.

Jeg gisped' forgaaende, Døende lig,
Kun eet Aandedrag!
Mit Hierte mod Brystet gad knuset sig
I vilde Slag.

Min Siel gik under i Nattens Skiød,
Hvor alt forgaaer;
Mig Guddommen syntes at ligge død,
Og Naturen dens Baar.

Og da nu Himlen blev hvid og graae,
Den kiæreste Port
Opdundrede brat, to Fruer jeg saae,
Indsvøbte i sort.

Lig Maanen bag Skyen, den Yngeres Barm
Giorde Floret hvidt,
De begge steeg ind i en ventende Karm
Og sukkede tidt.

321

Og som den i Gaden rulled' afsted,
Jeg efter den sprang,
Mig syntes mit Liv, min Lykke og Fred
Ved Hiulene hang.

Og da den var ude af Øre og Blik,
Jeg blev saa øm,
Og Luft mit bristende Hierte fik
I en Taarestrøm.

Da stod en medlidende Staadder for mig,
Af Alder graae,
Han følte sig mindre ulykkelig
Da mig han saae.

»Giv mig den linnede Kiortel du bær,
Jeg giver for den
Dig denne skinnende Ridderdragt her
Med Glæde igien.

Giv mig den brustne Guitarre der,
Jeg giver derfor
Igien min Fiederbusk og mit Sværd,
Samt venlige Ord.«

Og da Castellanen i Porten stod
I Tieneres Rad,
Guitarrens Strenge jeg sukke lod
Til vemodigt Qvad.

De skifted' med Staadderen mangt et Ord
Om Land og om Stad,
Dog ak! om de Fruer de vidste ei hvor,
De vidste ei hvad.

322

I trende Dage jeg spillede saa
Ved det Marmorportal,
Da bøde mig Tienerne op at gaae
I den fulde Sal.

Og mens jeg for Ridderne spillede, da
De talte saa tyst
Og tidt om den hellige Ursula,
Og alt blev lyst.

Og lig en løssluppen Fange jeg sprang,
Jeg ustandselig fløi
Giennem Skov og Krat, over Mose og Vang
Til St. Ursulas Høi.

Og oppe ved Kirken jeg udenfor
Med mødig Trang
Mig kasted', mens Nonnerne inde i Chor
Alt Hora sang.

Om Morgenen gik jeg i Kirken ind
Til Bøn og til Bod,
Jeg trykte min Læbe med sønderknust Sind
Paa hver Helgens Fod.

Der laae jeg i Dage, der laae jeg i tre
Paa det ruddrede Gulv,
Dog aldrig fik jeg den Nonne at see,
Den Nonne saa huld.

Da var det engang ved Midienat,
Ved Altret jeg laae
I døvende Halvblund, saa mat, saa mat,
Og hørte det gaae.

323

Igiennem de malede Ruder flød
Et farvet Skiær,
En hvid Gestalt, lig en vaagnende Død,
Kom langsomt nær.

Og for et Madonnabilled' som stod
Med en Lampe derved,
Den knæled' og kyssed' dets Marmorfod
Med Inderlighed.

»O himmelske Jomfrue! jeg er saa varm!
Saa elskovsvarm!
Lad Kiøling udgaae fra din Marmorbarm
I min brændende Barm!

Jeg stræber i Aande, i Hierte og Aand
Til dig! til dig!
Men ak! et uløseligt Elskovsbaand
End holder mig!«

Og mens som et Rosenlys Maanens Skin
Forklarende faldt
Igiennem de rødlige Ruder ind
Paa hver Helgengestalt,

Og Himlen rundt om tilstæde var
I al sin Pragt,
Ledsaged' jeg Bønnen paa min Guitar,
Som sittrede svagt.

»I Engle, som komme med Harpesiet,
Tilaander mig Rist!
O hører mit Suk og opløfter det
Til den Reeneste hist!«

324

Da vendte mod Lampen den Bedende brat
Sin blege Kind,
Og Solen gik op i den størknende Nat,
Og Gud i mit Sind.

»O Clara! Clara! saa raabte jeg ud
Og knælede ned,
Min inderlig elskede evige Brud!
Nu har jeg Fred.«

»Tilbage, Forvovne! Jeg er Guds Brud
Og Savn min Lov.«
»»Om dig vil jeg kiæmpe med Helgen og Gud,
Du er deres Rov.

Min var du, min er du, og evig min
Du være skal,
Hvis ikke, saa endes paa disse Trin
Mine Dages Tal!

Jeg er en Forbryder, o hør min Bøn!
Vær naaderig!
Thi skal jeg nu savne Forbrydelsens Løn,
Da ve over mig!

Ha! hører du ikke den skoggrende Haan
Fra Helvede hid?
O vær barmhiertig og frels min Aand!
End er det Tid.««

Da døde Maanen i høie Blaae
Og Lampen gik ud,
Jeg ingen Helgen meere saae
Og ingen Gud.

325

Hun blev saa vemodig, saa underlig heed
Af Elskovsild,
Jeg trak hende ved Piedestallen ned,
Saa vild, saa vild.

Da styrted' Madonna fra rokkede Stavn
I den store Nød,
Og i hendes isnende Marmorfavn
Laae Jomfruen død,

Fortvivlet ved knusede Læbe jeg hang,
Jeg svømmed i Blod;
Fortvivlet jeg op fra Tillien sprang,
For Helved jeg stod.

Og i mit Vanvid min Hierneskal
I forfærdeligt Stød
Jeg knused' mod smittede Piedestal
Og var død. -

Og derfor i indfalden Kirke jeg maae
Med uendeligt Ve,
Fra Midienat indtil Hanegal gaae
Og Blodet see.

Jeg brænder at tvætte Pletten af,
Fordømt til Bod,
Men ak! den udbreder sig til et Hav
Af bølgende Blod.

Og naar da min Marter forkynder sig
I Hyl og i Hvin,
De troe at Vindene føre Krig
I den brustne Ruin.

326

Juuledød

Ved Juuletid haster en Fader frem,
Han bærer den Lille paa Arm,
Saa lader han staae til sit fierne Hiem
Og Vivlils ventende Barm.

Den Fader haster ved Nattetid
Over Marken, med bange Iil,
Det Maanskin rundt paa Sneen saa hvid
Var lig en Døendes Smiil.

Saa gik der en Stormvind ud fra Nord,
I Mulm og i Sneefog den kom,
Og veltede vildt i Luft og paa Jord
De fygende Sneebølger om.

Da blev det rundt om til et andet Land
Foruden Fodspor og Sti,
Vildfarelsen flyttede Land og Vand,
Gud staae den Vanderer bi!

Og giennem Naturen som Døden det giøs,
Og slukkede Stiernernes Skin,
Livsaanden til Riim ved Læberne frøs
Og Blodet i livløse Kind.

Saa siger den Spæde: O Fader kiær,
Hvor ere mine Hænder smaae?
Du tøe dem op ved mit Hierte her,
Saa varmt for dig det mon slaae.

Saa siger den Spæde: O Fader kiær,
Jeg er saa kold som et Lig.
Da kom du Søde, og drik mit Vær,
Min Aande skal oplive dig.

327

Saa siger den Spæde, han blev saa sær
Og klapped' sin Fader paa Kind:
Jeg er saa søvnig, o Fader kiær!
Som Moder, du lulle mig ind.

For Guds Skyld, min søde, min eneste Søn,
Du Hvile og Slummer modstaae,
Saa skal du faae den Smaastierne til Løn
Du nyeligen stirrede paa.

O Fader, mig vinker den lille Her Christ,
Af Stierner han haver vel fleer,
O skuer du ikke, hvor venligt han hist
I Sneefoget leger og leer?

Den Fader han trykked' det Noer til sin Barm:
Døe ikke! jeg gir dig mit Blod!
Saa aabned' han Aaren paa blottede Arm
Og Blodet ham drikke lod.

For seen! thi den Lille var kold og stiv,
Her Christ tog hans Siel til sig.
Paa Tærskelen stod den segnende Viv,
Da Faderen kom med hans Lig.

Kongen af Tyrus og Tiggersken

Kong Bechtabar af Tyrus fik
Ei Livets Fryd at smage,
Thi ikke efter gammel Skik
Han Hustru vilde tage.

328

Naar Skovens Fugle Par og Par
Henflaggre mellem Qviste,
Hvormed de da saa travelt har,
Den gode Mand ei vidste.

Hans Riges Raad vel mangen Gang
Hans Naade forestilled',
At Riget havde megen Trang
Til Høistbemældtes Billed;

Ja Cantsleren i Graad udbrød,
Ak! at nu Kongestammen
Fortørret, ingen Greene skiød
Til Orientens Gammen.

Omsonst! Endnu Naturen sov
I Kongens Sands og Hierte,
Han kiendte ei den søde Lov
Som alt at elske lærte.

Da mon det hænde sig en Dag,
Han skued' fra Balconen,
Og pønsed' paa den store Sag
At skaffe Mand til Tronen,

Han saae en Tiggerske som sad
Ved Portens Colonnade,
Og mangen om en Gave bad
Med stille, bønlig Lade.

Med hendes Pialter, deiligt Haar
Henflaggrede i Vinden,
End var hun i de favre Aar
Med Rosensblomst paa Kinden.

329

En lille Dreng i Skiødet laae
Og lysteligen spøgte,
Og famlende med Hænder smaae
De søde Bryster søgte.

Og da hun fra hans Æblekind
Det tykke Haar adskiller,
Den Lilles Haand, saa spæd og trind,
Om Rosenknoppen spiller.

Og da hun i den Spædes Mund
Med liden Finger leger,
Men sød Forundring skuer hun
At han paa Brystet peger.

Men Kongen saae, og Kongen saae,
Men Kongen længe stirred',
Det for hans Blik blev sort og graae,
Hans Tanker sig forvirred'.

Og i det kongelige Sind
Det sælsomt sammenløber,
Hans Flammeblik og røde Kind
En indre Lue røber.

Hans Krone blev saa tung og heed,
O kunde han dog bytte
Sit Purpur bort for Nøgenhed,
Sit Pallads for en Hytte!

Men brat han stiger ned med Hast,
I kongelige Klæder,
Og med forelsket Øiekast
Til Tiggersken hentræder:

330

Hil, Tiggerske! hil være dig!
Og hil den lille Spæde!
Og vil du - - vil du elske mig,
Du deele skal mit Sæde.

Til Drotning skal jeg giøre dig
Og give Land og Rige,
Og du igien skal give mig
Din og min egen Lige.

Og denne søde Lille der,
Til Prinds jeg skal ham giøre,
I Raad han sidde skal og Hær
Mod Landets Fiender føre.

Men Tiggersken forbaust snart seer
Paa Beltets Demantrækker,
Snart paa sit lille Noer som leer
Og efter Kronen rækker;

Og snart hun i sit eget Skiød
Dybsindigen nedskuer,
Imedens Kinden dobbelt rød
Af ædel Blussel luer.

Her Konge, nei! Her Konge, nei!
Tilsidst hun freidigt svarer,
Jeg eders Drotning bliver ei,
Jeg derfor nok mig barer.

Her Konge, nei! Her Konge, nei!
Det ikke saa kan være,
Jeg sidde skal ved Landevei
Og Tiggerposen bære.

331

Naar Dagens første røde Skin
Hen over Straaet rinder,
Og vaagnet, med bekymret Sind,
Jeg Glutten ikke finder,

Dog endelig i fierne Vraae
I Halmen ham opdager,
Da er der ogsaa Fryd paa Straae
Og Gud hvor Armod klager.

Min Husbond drog vel over Hav
Og søgte gyldne Lande,
Men ak! han fandt en tidlig Grav
I Thules haarde Vande.

Jeg elsket har, jeg elsket har,
Gud evig lovet være!
Og hvad jeg under Beltet bar,
Er al min Fryd og Ære.

Og har jeg ikkun Straae og Sol,
Og Mildhed ikkun slænger
I Skiødet stundom en Obol,
Til intet meer jeg trænger.

Nu Gud med dig! Nu Gud med dig!
Gak hen med Fryd og Ære!
Dog en Obol du give mig,
Den skal mig hellig være.

Og Kongen gav, og Kongen gik,
Og Kongen tidt stod stille,
Fra hende kunde ei hans Blik,
Hans Hierte ei sig skille.

332

Kom, Kunstner, hid! kom, Kunstner, hid
Og tryl min Elskovslue!
O Kunstner, ved din Id og Flid
Min Elskede jeg skue!

Og snart ved Kunstens snilde Magt
Blev Tiggerindens Billed',
Af Vox og i en Drotningdragt,
I Kongens Sal opstilled'.

Nei bort med denne Drotningpragt,
Med Guld og Demantrosen!
Gak hen og kiøb en Uslings Dragt
Og glem ei Tiggerposen.

Og Kunsten gik og Kunsten kom
Med Pialterne tilbage,
Og Billedet blev flux klædt om
Til Tiggerindens Mage.

Men Kongen heele Dage sad
Og glemte Land og Rige,
Han Billedet om Elskov bad
Og kyste pialtet Flige.

Hver Dag med en Obol igien
Han taus for det hentræder,
Og lægger den i Posen hen
Og gaaer derfra og græder.

333

Elverpigerne og Børnene

Tre Smaaebørn lege paa blommede Eng,
Det lider ad Qvel,
Der hiemme den Moder opreder der' Seng,
Hvor er de vel?
Men de hoppe og dandse
Uskyldige froe,
Og Blomster indsnoe
I Duggen til Pintsedagskrandse.

Tre Elverpiger kom dandsende frem
Bag aspekront Høi,
Lig Taage, Spindelvæv giordede dem
Og Fligen fløi
I de natlige Vinde,
Mens Sollerne ei
Paa Blomstertopvei
Afstrøifede Duggen den linde.

De sang saa lifligt, de sang til de tre:
Hil lege I Smaae
Med Dukker af Blomster og yndigen lee,
Men vil I gaae
Med os tre under Lide
og kaste omkuld
Med Bosler af Guld
De Kegler af Filsbeen det hvide?

Men vil I gaae med de Jomfruer tre,
Da skulle I faae
Vel Underblomster at plukke og see
Med Fugle smaae
Som de bygge der' Rede
Paa Lillieblad,
Og qviddre saa glad
Mens de Perler som Frøekorn oplede.

334

De Smaaebørn bleve saa tunge i Sind
Som drømmede de,
De susede hen i den natlige Vind
Vel alle tre.
Men de Blomsterliv sukked'
Da snarligt bag dem
Biergmøernes Hiem,
Den bristende Høi sig tillukked'.

Og anden Dagen den Fader han slog
Paa Aspernes Field:
Dine Smaaebørn Elverhøisjomfruer tog,
Det gaaer dem vel,
Thi en Grøntørv de have
Ved Hov'det, en Steen
Ved hvilende Been,
Og det er de Biergmøers Gave.

Melancholie
Af en ufuldendt Selvmordercharakteristik

Jeg gisper saa ængstligt af knusede Bryst
Og furer med Graad mine Kinder,
Jeg trygler hvert brændende Alter om Trøst,
Men Lise og Hvile ei finder.

Ha! bad jeg paa slagtede Sønner til Giæst
Den smilende Fader, min Broder?
Og dypped' jeg Haanden, en anden Orest,
I Blod af livtryglende Moder?

I Drømmenes Grotte, i Søvngudens Lye
Forgiæves mit Hoved jeg dølger,
Til Templet i Alterets hellige Skye
Mig fraadende Furie følger.

335

O Venskab! jeg synker saa tidt i din Arm,
Min Graad du saa yndigt aftørrer,
Men Lidelsens Billed', som fylder din Barm,
Sit Urbilled' grusomt forstørrer.

I Glædernes Hvirvel jeg kaster mig ned,
Bevidstløsheds Skiold mig bedækker:
Min Glæde er Svimmel og Dvale min Fred,
Erinnen igien mig optrækker.

Hos Phantasos søger jeg Lise og Roe,
Saa digterisk sødt han mig kalder,
O rædsomme Svig! i hans magiske Boe
Min Qval som Gigant mig anfalder.

Jeg sidder saa troeligt ved Viisdommens Væld
Og Oldtidens Straaler jeg sanker,
Men ved Idealer af Dyd og af Hæld
Mit Hierte end bangere banker.

Hvor Perlen ei ræddes for Dykkerens Haand,
I Havbundens dybeste Grotte,
Saa mystiskt det kalder, dog hvis for min Aand
Der Fortid og Fremtid sig blotte?

Det vinker saa sagte tiltrækkende hist
Hvor Sole og Maaner opstige,
Dog siig, er sig Aanden, o Viisdom, bevidst
I Haabets forjættede Rige?

Hvo viser mig Lunas fredsusende Lund
Hvor Helved selv Lasten forskaaner,
Og Moderens hylende Morder i Blund,
Fra Angest og Anger, bortdaaner?

336

Men ak! den forsvandt - o saa kast dig, min Siel,
I Lethes dorskrindende Bølge,
Thi kun hvor der hverken er Qval eller Hæld,
Din Bøddel dig ikke tør følge!

Ederduunsankerne

De Qvinder med Perler vil rustes til Kamp,
Brat Dykkre i Havet neddukke;
Paa Duun vil de hvile, som om det var Damp,
Og Redens Duunblomster vi plukke.

Den fredløse Biergmand, som Dødningen bleeg,
Nedfarer i guldsvangre Grube,
Imedens fra Fieldkystens stieløse Væg
Vi hænge i Undergangs Strube.

Og høit over Dybet i slingrende Snor
De hvinende Storme os gynge,
Og rundt om vor Isse i klagende Chor
De Fugle Forbandelser synge.

Og oven og neden og rundt om er Grav:
Høit over os Fieldstykket nikker,
Med tusinde Tunger det fraadende Hav
Høitbrændende, efter os slikker.

Der hiemme vel surrer den fredløse Teen,
Der sysler den Mage saa troelig,
Og Børnene sidde paa Tærskelens Steen
Og pryde den straaetakte Bolig.

337

Der hiemme er Bænken saa blød og saa luun,
I Krogene Glæderne smile,
Men Blødhed vil svømme paa skumlette Duun
Med seirende Vellyst og hvile.

Men Hovmod vil blunde ved Ederfugls Bryst
Og boe i dens røvede Rede,
Dog mangen deri efter Hvile og Trøst
I evige Nætter skal lede.

Kun Uskyld og Karskhed og Nøie tør sødt
Til Ederfuglbarmen sig hælde,
Men da er jo Straaeleiet lige saa blødt,
Da smelte jo Klipper og Fielde.

Naar trøstløs Bekymring et lindrende Blund
I islandske Rede vil søge,
Da blive de haarde, de grusomme Duun,
Og brændende Smerten forøge.

Naar knusende Feber i Aarerne slaaer,
Da bliver hvert Duun til en Nelde,
Og Vanvid phantastisk om Ildleiet gaaer
Og ryster den døvende Bielde.

Naar Lasten paa Duunene søger sin Fred,
Som Hugormebraadde de stikke,
Mens Diævlenes Skarer fælt grine derved
Og skadefroe hvidske og nikke;

Og Angest oprører hver dirrende Sands
Og Livet i Draaber aftapper,
Og Satan opfører en Dødningedands
Og efter den Halvdøde snapper.

338

O Skiebne! jeg takker for Bænk og for Straae,
De andre om Ederduun tigge,
Jeg ændser den ikke, saa sandt som jeg maae
Med Freden i Favnen der ligge.

Den Vanvittige

Og i min Hierne
Et Møllehiul gaaer,
De surrende Qværne
Male Sol og Stierne,
Det Nære og Fierne
Til Splinter og Skaar.
Hvor Elvene bruse
Af bristende Sluse
Mens Steenene knuse! -
Mit Hoved svulmer op
Til Biergenes Top,
Og derinde, derinde
Tiden er omme,
Og Tingene svinde
I det bundløse Tomme.

O Hoved! mit Hoved!
Med Svimmel troelovet!
Naar er det ude?
Naar faaer du Roe?
Paa en Græstørvpude
I Dødningens Boe! - -

Hvad er det som saare
I mit Indre græder?
Med Suk og Taare,
I Sørgeklæder,
339 Der sidder min Moder.
Hvad isnende Haand
I mit Indvold roder?
O skaan mig! skaan!
Tyst! det er min Broder,
Han søger sin Moder.
Hvo mig beskiermer!
Haanden sig nærmer
Og trykker, hu!
Mit Hierte itu!

O Hierte! mit Hierte!
Troelovet med Smerte!
Naar endes min Qvide,
Naar faaer jeg Roe?
Kun naar i min Side
Gravormene boe! - -

Op, Sphærer, begynder
Kun Svimmeldandsen!
Jeg skynder mig, skynder
Med Valmuekrandsen,
Saa! Dandser i Ring
Omkring - kring - kring.
Meer Strengeleeg,
Du søvnige Gamle
Med det iisgraae Skiæg!
Dine Fingre kun
I Strengene famle.
Lad Tiden ei dryppe!
Æoner du hyppe
I eet Secund!
Naar alt gaaer itu;
Og før med nu,
Og fiern med nær
Foreenet er,
340 Naar styrtende Himmel
Og løssluppen Jord
Sig blande i Svimmel,
Og det lille Noer
Bedøvelse, mat
Indslumrer derinde
I Alhvirvelvuggen,
Mens den blinde
Oldemoder Nat
Sidder derved
Og fortæller Eventyr
For den gamle Evighed - -

O Hoved! mit Hoved!
Med Svimmel troelovet!
Naar er det ude?
Naar faaer du Roe?
Paa en Græstørvpude
I Dødningens Boe!

Rigsdagen i Helvede

En Dag - dog nei! jeg burde sige
En Nat, thi hvilken Skoledreng ei veed
At ingen Sol gaaer op og ned
I de Fordømtes glædeløse Rige,
Og at, hvis Miltons Vers ei svige,
Det i det høieste der kun kan stige
Til det han kalder synlig Dunkelhed
En Nat - dog Nat ei heller finder Sted
Hvor ingen Sol gaaer op og ned:
(Jeg paa min Ære troer, at mig Methaphysiken
Netop i Helved' lar i Stikken)
Nu da! Engang i Hornet Satan tuder
341 Og heele Helvede derved bebuder,
At han, der alt saa længe var
Saa stum som en forelsket Nar,
Tidt brummede og Tænder skar,
Med de høiadelige Underguder
Og den gemeene Diævleflok
Som allerede længe nok
Laae snorkende paa Svovelpuder,
Nu vilde holde Raad og lade stemme
Om hvad det Heeles Bedste monne fremme.

Og lig Græshopper, med indsnærpet Krop,
Den fuule Skare fløi af Svovelsumpen op
Og sværmede om Helvedkongens Trone.
Høit siddende paa en Vulcan,
Mens Stormene dens Ildebrand
Rundt om hans Isse hvirvlede til Krone,
Med Velbehag han saae sit Parlament,
Bestaaende af tvende Stænder,
Thi Geistlige man som bekiendt
I Diævlestaten ikke kiender,
At sige, som aktive Borgere,
Thi ellers nok af dem man der kan see.

I Troner og Hærskarer! (saa han talte)
Min Sorg I sikkert længe mærket har,
Skiøndt Eders Ømhed for beskeden var,
At søge Grundene til det som malte
Sig paa min Pande, trods de mange Ar.
Nu derimod vil jeg af egen Drift
Mylords, for Eders ædle Skare,
Samt og for Underhuuset aabenbare
Min Trones Sorg og heele Helveds Fare.
Saa hører da! I mindes end den Rift
Som vi ved Reformationen
Og ved den Himmelhund, den Luther, fik,
342 Og ak! hvordan det dengang gik,
At nemlig dybt fra Hytten op til Tronen
Det blev en ret uhældig Skik,
At ikke stole meer paa Absolutionen.
Utrættelig var Morten Luther
For Himlen hvervende Rekruter,
Og mangen Hofmand og Prælat jeg saae
Forbi min Næse op til Lyset gaae.
Det siden ei er bedre blevet,
Nei tvertimod, hvert Tiaar haver seet
Et Land, et Folk afrevet
Fra vort Gebeet.
Først løbe disse Missionærer
Fra Øst til Vest, fra Nord til Syd;
Saa kommer Philosophen frem og lærer
Hvad der er Ret og Pligt og Dyd,
Og endelig, forbandede de være!
Udføres mangt af det, hvad disse lære,
Ved Pædagoger og Lovgivere,
Som man især i Dannemark kan see.
Desuden er man mod Religioner
Saa ligegyldig nu paa denne Tid,
At man med dem vist ei kan sætte Splid
Iblant de meer oplyste Nationer,
Hvorved vi før (her grinede hans Majestæt)
Paa Jorden fiskede med rige Dræt.
Den nyere Oplysnings Lære,
Ja tænker kun! den gaaer saa vidt,
At man om os sig bryder meget lidt.
Her Morten holdt os dog endnu i Ære,
Men nu de troe, de Kieltringer!
At Een den Andens Diævel er.
Jeg beder Jer, betænker bare!
Vor kirkelige Existents staaer Fare.
Men dette skal og maae en anden Vending tage
Hvis Helved' ei skal blive latterlig,
343 Og endelig til Glemsels Grotte
Hvor Ahriman og Typhon lande maatte,
Med Spot og Skam forføie sig.
Jeg derfor længe pønsede paa Svig,
Og hvordan jeg det skulde mage
At kalde hiin den gode Tid tilbage.
Thi hører nu hvad i min Hierneskal
Som Perlen i en Østers groede,
(Ifald jeg Billeder fra Dødens Dal
Paa min satanske Herlighed tør pode)
Fornemmer da! End Verden har en Side
Hvorpaa min List, saa haaber jeg, skal bide.
De Philosopher jeg nys banded' paa,
De bør dog lidt i Ære hos os staae,
Thi de har sat en Ting i Mode
Som nok kan komme os tilgode.
O den forgudede Jean-Jaques Rousseau,
Som vi ei blant os see, desværre!
Og den velsignede Voltaire
Som ei kan lade Bispen hist i Roe
Og morer Helvede med mangt bon-mot,
Saa byde og befale Vi! de To
I Helvede skal holdes i fortrinlig Ære.
Thi siden de ved deres dybe Lære
Om Statsform og Regieringskunst,
Bortpustede den fiine Hiernedunst
Som alle Troner, ogsaa min, skal bære,
I Jorderige er det blevet Skik
At lade alting staae for Politik.
Ei nogen vil saa tosset være,
At han ei skulde vide paa en Prik,
Hvorlunde selv det allerstørste Rige
I Magt og Velstand kommer til at stige,
Og at kun i en demokratisk Republik
Det Heeles Form for Viisdom holder Stik.
Naar nogen Kokken svede lader
344 Og Spisekammerne, som gaae omkring,
Om Bordet sætte sig i Ring,
Mens Værten alle fuldtop mader
Med Perigordpostejer og med Padder,
(Jeg beder Jer, at tænke Skild
Som Supplement i Parenthese til,
Thi jeg for dennegang ei anderledes
Kan holde mig til de bestemte Pedes)
Saa kunde selv en Plato høre
Med Glæde paa den Slidder Sladder
Og meget sig til Nytte føre;
Maaskee han brændte alle sine Kladder
Og paa en gandske anden Viis
Organiserede sit Platonopolis.
Derfor det vrimler nu af Demokrater
I slet og vel regierte Stater,
Og selv i mangen Konges Hof og Raad
Blev Sæden til det Fandens Ukrudt saaet.
Den Lærde hist Sententser ordner
Og alt i Tanken fra Tribunen tordner;
Poeten nynner paa en Mars
Som skal begeistre Peer og Lars,
Men Skade at det er forgiæves
Og nu aldeles ei udkræves,
Thi Skræddrens Naal og Kræmmerens Alen blir'
Som i en Daarekiste, til et Spiir
Hvormed de over andre byde,
Indtil der ingen er som skal adlyde
Og Politikens Kuller løber med
Den heele Stat cometisk vildt afsted,
En snorrig Stat som er kun bare Fyrste.
Ja hver en Pilt og hver en Skurk,
(Saaledes løbe alle durk)
Nu være vil iblant de Første
Og lade sine Støvler børste,
Til hvilken Dont han nys endnu saae op
Som om den monne være Lykkens Top.
345 Den Leeg mit heele Bifald nyder
Og synes mig aldeles ikke gal,
Jeg derfor heele Helvede indbyder
At tage Deel i dette Bal,
Ja lader os som Demokrater
Fordeele os i alle Stater,
Jeg Frankrig forbeholder mig
Og Helveds ypperste, udvalgte Skare,
Og i en Advokat vil fare
Med al min Vældighed og Svig.
Saa længe denne Spas vil vare,
Det blir den lystigste Comedie
Som noget Diævlepak kan see,
Desuden vil vi faae Colonner
Til Helveds ubebo'de Zoner.

Saa taled' Satan. Lig et Meteor,
Som Misvæxt, Krig og Pest bebuder,
Han svæved' foran Helveds Guder
Samt det gemeene Diævlechor
Og dalede paa vor forladte Jord.

Kampen mellem Havmanden
og Biergtrolden

Vellugtende Linde,
Hvor Sangersker boe!
I Kilder, som rinde
Og Engen omsnoe!
I svalende Vinde,
Som lege saa froe!
O hvor skal jeg finde
Den savnede Roe!
346 I Underhavsdale,
Omhvalte af Søe,
Hvor Enge ei prale
Med Blomster og Frøe,
I Havmandens Sale,
Der sukker en Møe,
Fra Mørke og Dvale
Hun længes at døe.

Svanhvide! Svanhvide!
O kom i mit Favn!
Svanhvide! Svanhvide
Jeg døer i dit Savn!
Og vil du ei høre

Min klagende Røst,
Skal Bølgen end føre
Mig ned til dit Bryst.
Fra Stranden Hogni sukked' saa sin Qvide
Mens Bølgeskummet hovned' ved hans Fod,
Da pludselig ved den Trøstløses Side
I Riseskikkelse en Biergtrold stod.
Han Marken dækked' med sin Skygges Vide,
Og Eegen syntes sunken mod sin Rod,
Hans skumle Blik rundtom Naturen trued',
Dog faderligt paa Hogni han nedskued.

Frygt ei, Ulykkelige! saa han siger,
Jeg iled' hid kun for at staae dig bi,
Den faureste blant Nordens faure Piger
Af skællet Havmands Favn jeg skal befrie.
Der er en Grændse vore skilte Riger
Foreenede, maae træffe sammen i,
For første Gang skal jeg den overskride
Og Møen af hans kolde Finner slide.

347

Mistroisk Harald til hans Tale lytted',
Thi blev hiin ved: See hid! Ved dette Skiæg,
Hvori jeg alle disse Knuder knytted',
Een for hvert Aar, som af mit Liv nedsteeg;
Ved denne Demantkølle jeg ei bytted'5
For Jordens Guld, thi den mig aldrig sveeg:
Ei Løgn og Skrømt fra mine Læber flyder
Naar jeg taknemmelig min Hielp tilbyder.

At ei din Mistvivl længer dig skal plage,
Hør til, og du mit Venskab skal forstaae!
Vi stundom Dyreskikkelser paatage
Og flyve, svømme, krybe eller gaae,
Og hvad os møder i de Angstens Dage,
Ja Døden selv, vi tvungne lide maae,
Saaledes Skiebnens strænge Vilje byder
Og hvert Aarhundred' eengang vi adlyder.

Saaledes var jeg blevet til en Skade
Da, som jeg vendte hiem fra Mark og Vand,
De pipende og sultne Smaae at made
Som Halsen strakte over Redens Rand,
Jeg skues giennem Aspens vævre Blade
Og sigtes paa af en bevæbnet Mand,
Af Frygt og Rædsel jeg mig falde lader,
Den Mand, o Hogni, var din Oldefader.

I høie Græs jeg tro'de trygt at dvæle,
Dog han mig øiner og fremskynder sig,
Men o! hans Læber mig paa nye besiæle
Og af min Dødsangst blidt oplive mig.
Du stakkels Kræ! saa lød hans kielne Mæle,
Du stakkels Kræ! jeg ikke myrder dig,
Iil, Frøe til dine Unger at oplede
Og vend tilbage til din trygge Rede.

348

Men da jeg til mig selv tilbagevender
Og Angstens Aar med Lykke er fuldbragt,
Jeg efter gammel Biergtroldskik antænder
Min Skadekrop, den trange Fiederdragt,
Og mens den under Troldomsqvad forbrænder,
Paakalder jeg hiin Verdens skiulte Magt:
Du Meneed straffer, hør da hvad jeg sværger!
Om Geitirs Æt taknemmelig jeg værger.

Hvo var det som da du fra Klippen trilled'
Og af dit Saar den varme Blodstrøm randt,
Paa dine Kinder aanded' Livets Billed'
Og medynksfuld de dybe Saar forbandt?
Hvo var det som de søde Bær henstilled',
Du, af din Dvale vaagnet, hos dig fandt?
Med Tak du dig til Aserne henvendte,
Men det var mig som Hielp og Lindring sendte.

Da smilte Hogni frygtløs og fortroelig
Og som en Skye, den qvalme Mistroe veeg,
I Troldens Spor han til hans dybe Bolig
I Biergets Skiød blant Underværker steeg.
I Oldtids Luft, som størknede saa roelig,
Den lette, vævre Vind selv ikke sneeg;
Her staaer Naturens allerførste Vugge
Mens rundtom Guld og Sølv paa den neddugge.

Forundret lytter han, thi Melodier
Neddryppe rundt i styret Draabefald,
En Steendug her igiennem Dækket sier
Fra Seklers Vinger, uden Maal og Tal:
Som om den skiønneste blant Phantasier
Opbygged' her en evig Glædessal,
Den blundede Natur i Drømme spøger
Og legende, sig at gientage søger.

349

De riflede og liljeranke Piller
Lig Stilke, Kuplens vendte Bæger bær,
Som Blomsterkieder, Ædelsteene spiller
I tusind Farver og omsnoe enhver,
Og mens en Morgenrøde rundt adskiller
Og tvivlsomt ordner alting fiernt og nær,
I dette Tempel vi en Guddom vente
Og troe os nær den store Ubekiendte.

O hvad er Pragten høit i Kongers Sale
Her, hvor Naturen selv gientager sig
Med Enge, Lunde, Elve, Bierge, Dale,
Med Hiorder, Hyrder, Øer, Fiord og Vig
Hvad fattes? Ædelsteenene udmale
Som Farver, Tegningen med hældig Svig,
Mens Skiulte Kilder cirklende oplive
Den skiønne Verden og den Stemme give.

Thi Blodet ligt i Aarer, Vandet flyder
Igiennem den i labyrinthske Rør,
Og naar det af sit Fængsel sig udgyder
Og alt indhyller i sit tynde Slør,
En liflig Harmoniestrøm, som udbryder
Af Mund og Næb, man med Forundring hør,
Og Ridslen, Susen, Qviddren naaer vort Øre,
Mens Hyrdefløiter styrende anføre.

Her dulmede, o Hogni, al din Smerte
Og i veemodigt Minde blev opløst,
Det grumme Savn, som nys din Barm fortærte,
Ved Underjordsnaturen fandt sin Trøst.
Dit Minde sødt hver kielen Længsel nærte,
Din Fremtid diede ved Fortids Bryst,
Og her hvor Jorden al sin Nød opsøgte,
Hvert Aandedrag den indre Fred forøgte.

350

Og da nu langsomt Ynglingen tilbage
Fra sin henrykkede Forundring kom,
Han Biergets Aand sin Rustning seer paatage
Og bryde Freden i sin Helligdom.
Med denne Demantkølle skal jeg drage
Og frelse Møen fra den haarde Dom,
Dog mens til Eventyret jeg bortiler,
Du trygt i dette Oldtidstempel hviler.

Med Demantkøllen hugger
Han i Bierget dybe Saar,
Og en Bane sig oplukker
Hvor han gaaer.
Han oprykker Fielde
Og svinger dem som Skiold
Mod vilde Strømme, som med Vold
Ham skummende imøde vælde.
Tre røde Lavastrømme lyde
Hans Bud og i hans Fodspor flyde,
Tre underjordiske Uveir, som
I Jordskielv Lande vilde knuse,
I hvileløse Hvirvler om
Hans rolige Tinding bruse.
Saaledes rustet, dybt som Norges Længde,
Han ned til Klippens Rødder trængde,
Hvor Havets perlefulde Mudderbærme
Ei røres op ved Vindesværme,

Og endelig i Dybets Dybde naaer
Havmandens hvalte Boe og slaaer
Med Demantkøllen i dens Dække
En Jordskiælvsprække,
Hvor han truende staaer
Og som et vaklende Bierg
Skuer ned paa den finnede Dværg.
351 Han laae i Blund
I en underfuld Lund
Af Purpurkoraller,
Hvor Muslinger kun
I beundret Boe
Af spettede Skaller
Som Frugter groe
Paa de kostbare Qviste,
Og naar de briste,
Lig moden Granat,
Fremvise en Skat,
En blinkende Kierne
Saa klar som en Stierne,
Til Underhavshøst
I det flekkede Bryst.

Der laae han i Lunden,
Svanhvide sad
Og nynned' et Qvad.
Hun var omvunden
Med Perler, men Graad
Var den Riges Lod.

Da Fieldene brage
Og brat han skuer
De revnende Tage,
Og Trolden, som truer
Med Lavaluer
Og løftet Field,
Han af Angst i sit Skæl
Sig trækker tilbage.
Men snart han tuder
Og rasende spruder
Af svolne Nariner,
Hvor Stormvinde hviner,
En stigende Elv
352 Mod Trolden som kiæmper,
Med Flammer og dæmper
Opskummende Field
Til susende Damp
I uvis Kamp.
Og længe strider
Bølger og Flammer,
Til Trolden løsslider
En Klippe og svinger
Den sikkert og rammer:
Den Saarede springer
I Hvalens Strube,
Som i Heklas Grube,
Men Biergtrolden bringer
I varsom Arm
Den frelsede Pige
Til Lysets Rige
Og Elskerens Barm.

Den nye Øe

Gnomer

Dybt under Havet,
Med Vælde begavet,
De Gnomers Chor
I Gruberne boer.
Vi blande og skille
Og Lande hentrille.
Men naar Salamandre
Og Gnomer hverandre
Hænderne give,
Maae alting blive.
353 Thi kommer, I Vilde!
Som Verdnen opilde.

Salamandre

I empyreiske Zoner
Vi ryste vore Luekroner.
Alt er underlagt
Ildens Risemagt,
Den er Livets Væld
Og Verdnens Siel.

Hvor Ertsene kaage
Til svulmende Taage!
I Lava vi vade
Og Ildstof indlade
I bragende Huler.
Hvor Uveiret kuler,
Mens Underhavsfielde
Revnende giælde!

Hørte I, Gnomer?
Sin længe baarne
Krone af Domer
Og musgroede Taarne
Lisboa taber.

Men Undergangen skaber:
Oceanet syder,
Afgrunden opskyder
En nye Azor
I det rystede Chor.

Paa Flammepiller
Vi løfted' dig op,
Snart Duggen omspiller
Din rygende Top.
354 Værket er fuldbragt.
Priser Ildens Magt.

Havet

Med Moderglæde
Velkommen, du Spæde!
En rædsom liflig Smerte stødte
Dig af mit Indre, kiære Noer,
Med samme Smerte længst jeg fødte
Dine Søstres Chor.

Men ak! hvor er du raae og vild!
Din Aande hvirvlet Røg og Ild,
Et Diadem af Muslinger din Pragt
Og vilden Havgræs din medfødte Dragt.

De hvinende Vinde
Skal kiøle dig.
Du Lindring skal finde,
Naar rasende Bølger
I Havskum dig dølger.
Saa damp et Sekul og moderlig
Ved min Uveirbarm jeg skal hygge dig.

De azoriske Øer

Velkommen til Lysets Rige,
O Søster, velkommen vær!
Med Rædsel saae vi dig stige,
Men nu er du der.

I hvert et Vindpust vi tilvifter
Dig kiølig Duft, du søsterlige Øe!
355 Og er du afkiølt, da vi strøe
Med hver en Vind i dine Klipperifter
Vort bedste Frø,
Indtil dig Solen Brudgomskysset giver
Og ved sin Ildbarm dig opliver.

Trækfuglen

Med Skyernes Skarer
I Vinden jeg farer,
Over Bierge og Bølger
Jeg Solen følger.
Det er Trækfuglens Færd:
Stedse hen og her
Den søgende flakker
Og hviler paa Skierenes Takker.

Men er det den yngste Øe?
Neppe den mit Blik gienkiender,
Thi ei meer dens sorte Isse brænder.
Af mit Næb tag dette Frøe,
I det jeg holder
Et blomstrende Land, som snart sig udfolder
Og hviler jeg da igien paa din Kyst,
Jeg helligholder din første Høst.

Vinden

Over Steene jeg gaaer
Og blæsende saaer;
Blant riftede Klipper
Snart Meieren slaaer
De undrende Vipper.

356

Verdenomsegleren

Hvor prægtig, med en Krands af Morgenrøde,
En Giord af Havskum, kneiser hiin Basalt!
Dens Dale svulmende af yppig Grøde,
Med Palmeskove Høiden overhvalt.
Her trygge Fred og travle Syssel bøde
Og til et Glædens Land forskiønned' alt,
Rundt hvide Hiorder Fieldene bedække,
Paa Marken staae de gyldne Neeg i Række.

Og hist, hvor Flodens Saffirarme bøie
Sig om den luftige og reene Stad,
Basiliker og Templer sig ophøie,
Opstillede i afmaalt Kreds og Rad.
Paa Torvet alt sig tusind Grupper føie
Og vexlende, snart atter skilles ad,
Mens Havnens Vrimmel fredløs sig bevæger
Og denne Egn med fierne Himmel qvæger,

Og hør! alt Hiulet klapprer, Hamren lyder,
Og Sysler vaagner op i hver en Vraae,
Paa Torvet styrende Senaten byder,
Mens reene Sæder ved hver Arne staae.
Ved Overflod sig Lykkens Sønner fryde,
Med Seierskrandse alle Kunster gaae;
Hist Geometere med Stavens Spidse
I Strandens hvide Sand Figurer ridse.

357

Ynglingen fra Megæra

Til Corinthus fra Megæra iler
Flink en Yngling i sin Blomstertid,
I hans Barm end Tvivlens Opstand hviler,
Med Fornuft hans Sands er ei i Strid.
Mens han Phantasiens Bæger tømmer
Ak! og troer at eie hvad han drømmer,
Ingen røbt Tilsyneladenhed
Døer tillige med hans Fred.

Kun een Trang hans dybe Selv bevæger,
Og til noget Stort han troer sig kaldt:
Tømme vil han ogsaa Sandheds Bæger,
I sit Jeg han vil indfatte Alt,
I Naturens indre Værksted trænge,
Gribe raskt i Verdenharpens Strænge,
Og den store Apollonius
Kaarer han til Genius.

Denne Vise over Jordens Skranker
Svang sig ved guddommelig Magie,
I sit Blik det Heele han indsanker
Og for ham bestaaer ei Tryllerie:
Stormen træder op hans Bud at høre,
Gode Aander hvert hans Vink udføre,
Og selv Døden ved hans strænge Lov
Slippe maae sit grebne Rov.

Ved den Viises Fod Menipp sig sætter
Og med stor Forventning hører til,
Naar hans Mester Slutninger indfletter
Og ved Love styrer Tankers Spil.
Men den første Dag han allerede
Synes sig forvildet paa en Hede,
Og han veed ei meer hvorfra, hvorhen,
Svimmel ved Begyndelsen.

358

Uden for Corinthus, blant Plataner,
Sprudler frem et eensomt Kildevæld,
Did han tidt fra mystiske Thyaner
Vanker hen med tvivlbestormet Siel;
Og mens Vandet over Steene spiller,
Bølgens Sang hans indre Oprør stiller,
Og mens Fuglen qviddrer paa sin Qvist,
Faaer den gode Yngling Rist.

Og en Dag ved eensom Kilde møder
Han en Qvinde i sin Ungdomsvaar,
Dobbelt skiønne hendes Kinder gløde
Bag det bruune, let udslagne Haar.
Skiøn som Kunstens høiere Naturer,
Stod hun der i himmelske Conturer,
Og som Sølverskum ved Havets Kyst,
Bølged' hendes Svanebryst.

Undrende Menippus længe stirrer,
For hans Øie blev det som et Slør,
I hans Hierte hver en Fiber dirrer
Og hans Tinding dreier sig saa ør.
Ah! er du den Najas som udgyder
Dette Væld og mødig Vandrer fryder,
O tillad mig da at takke dig,
Thi du qvæger ogsaa mig.

Skiønne Yngling, svared' hun, jeg ikke
Denne klare Kildes Najas er,
Dødelig som du, jeg kom at drikke
Bølgen i den svale Skygge her.
Under hendes Brynes høje Buer
I det samme Blik i Blik fremluer,
Dog der noget Skummelt var
I det vilde Øienpar.

359

Han ei mærker det, men, skiønne Qvinde,
Hvidsker han, med sød Blufærdighed
Sæt dig her, hvor Sølverbølger rinde
Med dit Billede til Havets Bred.
Snart de gaae til fierne Kysters Grotter,
Og paa nye henrykte Cypriotter
Venus - Anadyomene see
Født paa Bølgeskummets Snee.

Men hun smiler og med Liljehænder
Fra det vilde Haar hans Kind befrier,
Og mens den i Purpurluer brænder,
Aander hun paa den en let Sephir:
Ak! men Lue hun i Lue vækker,
Og idet hun ømt ham til sig trækker,
Døer hver Tvivl ved hendes matte Smiil
Og ved hendes Tales Piil.

Frygt, o Yngling! Stoa og Pøcile,
Tanken er Naturens, Glædens Mord;
Kun ved denne Barm er Fryd og Hvile,
Denne Giord er Glædehimlens Giord.
Skiønne, spæde Yngling, op at nyde!
Ei at samle, men i Alt henflyde!
Kun ved Tab og Gaver er du rig,
Salig og guddommelig.

Saa med Ord hans Uskyld hun besnærer
Og indsuger hans forladte Siel,
I hans Indre mystisk Trang opgiærer
Og fra Dybet sprudler Glædens Væld.
Ved en fremmed Magt Platanens Greene
Bøiede, omhegne dem alleene,
Og i raskt, harmoniskt Nervespil
Han i Alt opløses vil.

360

Seent, ved Nøie stille og fortroelig,
Ved hans Arm, hun træder frem igien:
Seer du ikke hist en dorisk Bolig?
Før han havde ei bemærket den.
Om det bløde, rosenstrøede Leie
Glæder og Begiær sig stedse dreie,
Hist i Luften er hvert Aandedrag
Kiælen Længsel og Behag.

Med et Kys, hvorved hans Indre dirrer,
Drager hun ham did med Elskovsmagt,
Snart hans hvileløse Øie stirrer
Paa den fiine Smag og rige Pragt.
Al den Glæde Phantasien drømmer
Der i hans beruuste Sands indstrømmer,
Salig døende i Nydelsen,
Lever Attraae op igien.

Men en Dag, da Middagssolen brænder,
Under Torvets kiøle Porticus
Møder han, og Blussel Kinden tænder,
Den forladte Apollonius.
Blid alvorlig, denne ham advarer
Mod den Magt som ham i fiine Snarer
Fra Naturens og fra Viisdoms Skiød
Drager ned i Ruus og Død.

O tilgiv mig, at en anden Lærer
Førte mig til Viisdoms Helligdom,
Ikke meer jeg savner og undværer,
Og min Barm er ikke kold og tom.
Menneskets Triumph det er at nyde,
Ei at samle, men i Alt henflyde,
Aldrig nøiet, evig i Begiær,
Det olympisk er.

361

O forførte Yngling, som ei kiender
Falsk og sledsk Tilsyneladenhed!
Kunstigt Tryllerie dit Øie blænder
Og du drømmer paa en Afgrunds Bred.
En af de berygtede Empuser
Dig saa sødt med giftigt Kys beruser,
Og vil ende al den kiære Svig
Med at blodudsuge Dig.

Før mig did, hvor dette falske Nøie
Til Fordærvelse indspinder dig,
Med eet Ord jeg blæser fra dit Øie,
Fra dit Hierte Tryllesyn og Svig.
Da de mod den skiønne Bolig haster
Og et Blik paa dem Empusen kaster,
Døden over hendes Ansigt gaaer,
Skræk opstormer hendes Haar.

Men den Viise mystisk Skik fuldfører
Og angriber velbefæstet Svig,
Dødningbleeg, den gode Yngling hører
Himmelbuen briste over sig.
Guldet brat fra brustne Muur forsvinder,
Rosen fra Empusens gustne Kinder,
Og han seer et ækelt Spøgelse
I et siunket Mausolee.

Men fortvivlet Ynglingen udbryder:
Stands din Grumhed, frelsende Barbar!
Gift og Død fra dine Læber flyder
I den Himmel, hvor jeg salig var.
Kan du ikke mig saa sødt bedrage,
O saa giv mig mit Phantom tilbage!
Lad mig døe med sødtforgiftet Bryst,
O saa døer jeg dog i Lyst!

362
363

ANDEN AFDEELING

364

Kunstnerlængsel

Hvad er det som fra Jorden her
Saa mægtigt drager mit Begiær
Og dybt mit Hierte saarer?
Den stille Fortid vender sig
I Flugten om og seer paa mig
Igiennem Smiil og Taarer.

O Veemod, som jeg smelter i!
O mystisk-dybe Sværmerie!
O Graad, som stille flyder!
Ustandselige, siig, er du
Ei Duggen, Tidens Aften nu
Paa Skyggerne udgyder?

Ah! vist en Tid der var engang,
Da Uskyld, Ungdom, Fryd og Sang
I Jordens Dale bøde:
Da var der idel Vaar og Dag,
Henrykkelse og Favnetag
Og Livets Morgenrøde.

Paa Sagatavlens sieldne Skaar
End mangt et ræddet Træk der staaer,
Som om det Svundne taler;
Og i hvert dyrket Gudphantom
I Kunstens indre Helligdom
Den gamle Tid sig maler.

I underjordisk Grottesal,
Hvor ved melodisk Draabefald
De gamle Aander klage,
Den siunkne Forjords Liigsang end
Jeg hører, ak! og smelter hen
I Savn af fordums Dage.

365

Jeg ingen Fred og Lise har,
Thi alting sukker: ak! det var
Og er ei meer at finde!
Selv Himmelen med lysblaae Grund
Og Stierneguld, mig synes kun
Et grændseløst Kiærminde.

Prometheus
eller
Menneskets Skabelse

Prometheus fra sit Klippesæde
Stirrede langs ad Tingenes Kiæde:
Imellem Dyr og Gud
Der er et Øde, et Brud.
Jeg skabende det fylder ud!
Mig vinker, mig vinker Eimarmene
Til det guddommelige Kald.
Stolte Kronion! ei du alleene
Livet i Former indfatte skal.

Driftige Natur, du holde
Hvilende, dit Aandedrag!
Hemmelige Nat, du folde
Flugten ud om den blændende Dag!
Kom, Betragtning med stirrende Øie!
Kom, Begeistring, fra Stiernernes Høie!

Og hans Tankers Strøm henbruser,
Og hans Hierte slaaer med Bølgeslag,
Tifoldt Livet fra hans Læbe suser
I hvert Guddomsaandedrag,
Thi Begeistringen svinger
Om ham sine Vinger
366 Af hans dybe Indre træder
Seirende, til Liv og Hæder,
Værkets høie Ideal,
Skiønt som en Gud fra stiernetakt Sal.

Men fra underjordiske Lavasal,
Og Metallernes Grav,
Fra det skummende Hav
Og Stormenes Baner,
Med tryllende Kunstnerstav
Elementernes Aander han maner;
Og i Naturens gienlydende Riger
Fra oven og neden Svaret stiger:

Elementaraanderne

Vi komme! vi komme! vi alle fornemme
Japetide, din vældige Stemme.

Gnomer

Fra Mørke og Muld
Og Riger af Guld,
Fra Underjordsdomer
Opile vi Gnomer.

Ondiner

Fra vandhvælvet Sal,
Vi fare paa Strømme
I Perlesnors-Tømme,
Med Flyden og Fald.

Sylfer

Paa rødnende Skye,
Som Balsom neddugger
Og sagte os vugger,
Til Jorden vi tye.

367

Salamandre

I hvirvlende Skare
Af Ætna vi fare,
Med Ildebrandskrandse
Vi Vilde hendandse.

Alle

Vi vare! vi vare!
Før Stiernernes Skare,
Før Jord og før Tid.
Da var der Splid.
Nu give hinanden
Vi eenige Haand,
Vor salige Blanden
Er Skabelsens Aand.
Vi komme i Chor
Fra Luft og fra Jord,
Fra Ild og fra Hav,
Hvad er dit Krav?

Prometheus

Hielper mig at fylde
Rummet mellem Dyr og Gud
Med et Væsen, som de andre hylde
Og som eier Jorden ved sit Bud.

Storm og Luer,
Jord og Hav,
Foreenede skuer
Ved min Kunstnerstav!

Gnomer

Det Faste vi have,
Vi give dig Leer.

368

Ondinerne

Ondinernes Gave
Det Flydende er.

Sylfer og Salamandre

Vi Mægtige give
De ædlere Deele,
At fuldendt, det Heele
Maae vaagne i Live.

Sylfer

Vi Aaanden dig give
Som vifter fra Læben.

Salamandre

Vor Hvirvel skal drive
Livsaandernes Stræben.

Alle

Grib din Dannestav, thi vi,
Uranide, staae dig bi!

Da skuer den herlige Titan
Sit Billed' i det rislende Vand:
I Betragtning over det han hænger,
Støttet ved sin gyldne Stav,
Dog brat han farer op og mænger
Jord og Hav.
Der ligger Deien, formløs og død,
Med Menneskeheden dulgt i dens Skiød.
Thi see! begeistret han den tvinger
Ved sit Kunstnerbud,
Og de kaarne Former springer
Let af den, lig Blomster, ud.
Endelig staaer Billedstøtten der,
Dens Piedestal Jordkloden er,
369 Dens Niske Himlens Bue,
Undrende Guder nedskue.

Men ak! den ikke Aande drager,
Og Døden i sin Favn den tager.
Da blæser Sylfen en Vestenvind,
Giennem de smeltende Læber ind,
Og Purpurmunden sagtelig
Rosen lig, udfolder sig.

Men ak! end Hiertet stille staaer,
Blodet ei sin Bølge slaaer.
Da Salamandren vældig kaster
Et Lyn i dens Barm,
Og Hiertet hopper og haster,
Og Blodsstrømmen flyder saa varm,
Og Øiet, lig en Stierne,
Behersker det hyldende Fierne.

Da udraabte Prometheus:
O herlige Fader Uranus!
Fra din evige Taage du sende
Et Blik til Verdenens Ende!
O skuer, Titaner!
Vanhældige Aner!
Eders aandende Billed'
Prometheus opstilled'!

Lyt! Aanden svæver,
See! Barmen sig hæver,
Og Blikket bortiler,
I dets Omfang hviler
Havet og Jorden,
Og Stiernernes Orden.
370 Men ak! det føler ei og tænker,
Og selv ei Dyr endnu,
Det bærer Urtens trange Lænker.
O hører mig med naadig Hu,
Æteriske Feer!
Begavende skiænker
Den aandende Leer
Det stærke Begiær
Med Naturen i Favnen
Den skabende Savnen
Af meere end her;
Vilje og Tanke,
Evne at sanke
Meget til Eet,
Og uden Skranke
At straale i egen Majestet.

Og paa Æterhvælvingen
Til en Concha Stiernerne sig føie,
Fra dens Relling Feerne sig bøie
Og paa Vindens Bølger glide hen.
Da blev det rundt som Morgenrøde,
Og Vaarnaturen atter slog ud,
En høiere Natur at favne som Brud,
Og rundtom Brudesange løde,
Mens Himlen og Jorden i saligt Møde
Tilsammenfløde.

De lyse Feer

I cirklende Dandse
Om dig vi os svinge,
Olympiske Krandse
Til Jorden vi bringe.
Vi signe dig! signe!
Du Guderne ligne!

371

De lyse Feers Dronning

Den første Krands jeg om din Tinding vinder,
Aftagende den Mæleløses Aag:
Der blomstre Smiil paa dine favre Kinder,
Bevidsthed vinke fra dit Øielaag;
Til meer end Skrig, din Tunge jeg løsbinder,
Til liflig Velklang og almægtigt Sprog;
I Tidens Strøm opbygger jeg din Trone,
I Evigheden fletter jeg din Krone.

Da oprandt Smilets Morgenskiær
Og Læben stammede: kiær.

Hiertets lyse Feer

Hiertets Skytsgudinder
Ere vi,
Hør os, og du finder
Alt deri.
Paa det vi Strænge trække,
Natur og Guddom slaaer
Harpen og de indre Toner vække,
Indtil Glæders lange Række
Ud fra Himlen over Jorden gaaer.

1

Dit Hierte sig stemme
Til Alharmonie,
Du Alt og i Alt dig fornemme,
Mangfoldiggiort ved Sympathie;
Med tusinde Følelsers Arme
Det Livløse selv du opvarme.

2

Jeg Guders Attraae skienker dig
Stor og herlig at vise sig:
Hæderns grændseløse Rige
Underkastes dine Bud,
I Naturen og blant Lige
Du herlig skride, som en Gud.

372

3

Jeg dig vil forære
De reene Begiær,
Som ikke fortære,
Æteriskt sig nære
Med Lyd, Gestalter og Skiær.

Da dirrede alle Følelsers Strænge,
Rundt Naturen var opløst
I et saligt Almeennøie;
Skiønhed gik over Fielde og Enge,
Og ved den Følendes Bryst
Laae Himmelens Høie.

Phantasiens lyse Feer

I

Hos troefaste Minde
Du stedse gienfinde
Det svindende Hæld;
Fornyet gienrinde
Dit Liv til sit Væld.

Og over dets Skiel
I Haab det skal svinde
Fra nu og fra her,
Og af din Siel
Skal kommende Dage
Forud modtage
Glæde og Skiær.

2

Hvad jeg forunder,
Dig Guden misunder:
Lyren og Kunstnerstaven,
Modtag dem! er Gaven.
Af denne Spire
En Verden udskyder,
373 Fra denne Lire
Det Heele gienlyder.

En Gud, du frembringe
Den savnede Glæde,
Og flette nye Ringe
I Tingenes Kiæde.
Og Guder nedstige,
At vandre med Fryd
I ætheriske Rige
Af Former og Lyd.

3

Fra Kunstens ætheriske Bue
Som over dig spænder sig ud,
En vinkende Himmel du skue,
Og hiin, den øverste Gud,
Med Evigheden, hans Brud,
Ved den salige Barm
Og Verdnen, hans Søn, i almægtige Arm.

Fornuftens lyse Feer

Phantasiens Blomster døe,
Evigt er Tankernes Frøe.

I

Jeg herligt dig skiænker
Olympiske Tanke,
Den bryder dine Lænker
Og over din Skranke
Til Guderne drager,
Hvor Hilsen modtager
Den jordiske Giæst
Ved den evige Fest.

Hersk i Naturens Rige:
Til Afgrunden du stige,
Til Stierner undvige,
374 Ved Skiebnens Fod
Blot Tingenes Rod
Og Kilden til Tidens Flod;
Med dristig Forstand
Find Skabningens Plan,
Og hiine første Idealer
Hvis reene Pragt
Formørket og svagt
I Tidens Flod sig afmaler.

2

En virkende Gud,
Handling din evig bekrandsede Brud,
Give Naturen og Tiden du Bud,
Og Verdens Aarbog fra dig flyde ud.
Vær hastig og stærk.
Dit vordende Værk
Til Spidsen du bære,
Til Gavn og til Ære.
Fuldendelsen sætte
Paa det sin Krands,
Og Sekler sig flette
Om det i Dands.

3

I Visheds rolige Æter
Din høieste Krone jeg fletter.
Her ved Skiebnens Barm du hvile
Og paa Alt nedsmile.
Du Overbeviisningens Kiede
Om Verdnen udbrede
Og mægtig den lede,
Mens Tiden nedskriver
De Love, du giver:
Thi Verdendandsen holdes i
Dit Tankefølges Melodie.
375 Saa de ætheriske Feer sang
Og deres Liljeseptere svang.
Men værdigt at staae i olympiske Sal,
Stod paa Jorden et Ideal.
En fremmet Henrykkelse foer
Sagte giennem den undrende Jord;
Morgenrødens Kilde sig udtømte
Og i den Jordkloden svømte;
Rundt Naturen syntes sprungen ud
Til en eeneste Blomst for sin Gud,
Rundt var Luften opløst i
Idel Hymneharmonie;
Paa de rosenrøde Høie
Gik et ubegrændset Nøie,
Uendelig Henrykkelse Verdenen tog
Og til Udtryk, som en Harpe, den slog,
Indtil Skiebnens Almagt, fattig vorden,
Daanede i Favn af Jorden.

Men hvilken Angest og Gruen?
Hvilken fierntfra buldrende Truen?
Ve! de lyse Feer undfly'r!
Solen sig dølger
Bag flygtende Sky'r,
Jordfladen bølger
I bristende Rystelse.
Ve! Ve! Ve!
Afgrunden føder
Og bristende støder
Paa Luers hvirvlede Top
De sorte Feers Skarer op.

Under Jordskiælv og Torden
Sled det Onde sig løs:
Freden bortveeg fra Jorden,
Livskilderne frøs.

376

De sorte Feer

Hvo løser vore Kieder
Og umodstaaeligt leder
Fra det evige Blund
Paa Afgrundens Bund?

I cirklende Dands
Vi formørke din Glands!
Vi bande dig, bande!
Og brænde din Pande
Med Helvedes Ild:
Vær fredløs og vild!

De sorte Feers Dronning

Skiebnens faste Love byde
Over Dyr og Gud,
Eene du skal turde bryde
Driftens lykkelige Bud.
Jeg løser hiine Lænker,
Som selve Guder pryde,
Og til første Gave skienker
Smertens Braad
Og Jammerens Graad.

Saa far i Tøileløshed hen
Mellem Jorden og Himmelen.

Hiertets mørke Feer

1

Jeg ødslende dig giver
Avind, Had og Haan;
Og sønderriver
Hierternes Baand.
Kom tilbage, chaotiske Taage!
Gamle Tvedragt, ryst dine Snoge!

377

2

Kneis fra omhylede Sæde,
Kneis, hovmodige Tyran!
Som Misvæxt, du nedtræde
Dit blomstrende Land!
Som Pesten, du æde
Dit Folk af dets Kiæde.

3

Selvhedens Drage
Sin Rede tage
Dybt i dit Bryst!
Paa Spliden den ruge,
Umættelig sluge
Den dyriske Lyst.

Phantasiens mørke Feer

1

Med martrende Slanger
Selvæderen Anger
Dig pidske tilbage
Til hadede Dage.

Du fredløs omstrøife,
Og Frygten dig sløife
Fra Nutiden bort
Til Fremtidens Port.

2

Vanvid opløse og sløve,
Broutende Skaber, din Sands,
Og dybt din Bevidsthed bedøve
Med blyetunge Valmuekrands!
Med Spøgelsers Skare
Du ængstet vildfare,
Og ræd dig forvilde
I Tarantaldands.
Dit Raserie,
378 Opmuddrende Livets Kilde,
At Himlen og Jorden
Ei speiles deri,
Forrykke den evige Orden.

3

Og Helved sig male
I Vellystens Sale,
Om Tiggerens Leie
Det evigt sig dreie!
Og Diævlene stedse
I skruede Kredse
Nærmere trine,
Vildttruende hvine,
Men nølende grine
Og tusindfold pine.

Fornuftens mørke Feer

1

Vildfarelsen hygge
Dig moderlig,
I din Aand dens Skygge
Aftegne sig!
Og Løgnen klæbe
Ved giftige Læbe,
Og Falskhed stræbe
Med Favnen at dræbe.
For Meening du bløde
Med Liig den føde,
Og i Strømme af Blod
Fæste det Onde dybere Rod.

2

Med skabende Brynde
Du vældig begynde,
Nyd forud den Ære
Som Lønnen skal være.
Da daane din Aand!
Da visne din Haand!
379 Rundt om Værkets Torso skride
Du med Gienfærds bange Hu,
Vildt fortvivlet, slide
Den halve Krands itu,
Og bande i hylende Klage
De frugtløse Dage.

3

Tvivlen løsbinde
Din grundløse Aand,
Du ikke gienfinde
Begrebernes Baand.
Forgiæves du raabe
I Ørkenens Sand,
Ingen Kundskabsdraabe
Kiøle din Brand!
I Tvivlslabyrinther,
Ved Verdenens Fald
Og Undergangssplinter,
Du Tvivl uden Ende
Mod dig selv skal vende
Og forekomme Dødens Kald.

Saa de sorte Feer sang
Til Afgrundsbrøl og Tordenklang,
Og ak! mod det han selv fuldendte,
Fortvivlet, Prometheus Staven svang
Men Skiebnen Slaget vendte,
Den Sønnen i Favnen tager,
Fra Caucasus lyder Faderens Klager.

380

Genien

Hen i Poseidons Stad med Menneskevrimlen jeg skrider
Og som et bølgende Hav, støder mig Trængselen frem.
Lig Melodier, omsmiggre italiske Toner mit Øre,
Og mit undrende Blik skuer det Bedre og Nye.
Gierne jeg lader mig fange af disse fremmede Sæder,
Som lig Nympher, om mig dandse i lokkende Chor,
Gierne jeg dyrker den Kunst, som Menneskelivet forskiønner,
Venlig med Blomsterbaand standsende Ungdommens Fryd.
Staten er revet ned: den høie, corinthiske Orden,
Oldtidens herlige Værk, dølger sit Hoved i Støv,
Og dog flaggrer endnu Venetias Genius, Letsind,
I en Sommerfuglkrop let om den store Ruin,
Hvor den berygtede Hane ved Gal og rystede Vinger
Seer i en Ildebrand Himlens oprindende Lys.
Ja, hvo skulde det troe? den barnlige Sorgløshed skued',
Uden Klage og Graad, Frankernes gothiske Færd,
Da de med Øxe og Saug forstyrrede hiin Bucentoro,
Ak! med Øxe og Saug Meislens beundrede Værk!
Det var den svømmende Torus, paa hvilken Venetias Doge
Fordum med Adria herlig Troelovelse holdt.
Nu som Enke hun sukker i sine dybeste Grotter,
Skuer grædende op til de forvildede Børn,
Som i offentlig Utugt med galliske Frille henleve,
Mens Republik, jeg troer, hende de give til Navn.
Ikke saaledes tænkte en Pilgrim fra baltiske Bredde,
Som paa den klassiske Grund satte sin krandsede Stav:
Væmmet, han vendte sig bort fra det pøbelombølgede Forum
Og med den svundne Tid lukked' han stille sig ind,
Thi ham Guderne gave, at finde den reenere Glæde
I det Skiønne som var, ak! og i det som først blir,
Og at indflette de Roser, som Phantasien ham skienker,
Hældende Alderdom, i din forvisnede Krands.
Af en gallisk Kriger for nogle Soldi han kiøbte,
Tænk hvilken ringe Priis! kiøbte en Genius han,
381 En af hiine, som pryded' den svømmende, kunstrige Torus,
Hvor med Adria før Dogen Troelovelse holdt.
Og nu skulde I seet, hvordan jeg drømte og legte,
Barnet var Phantasie, Genius! Dukken du var.
Med de sødeste Ord for den himmelske Spæde jeg kiæler:
Siig, hvor kommer dú fra, blide, ætheriske Giæst?
Siig, hvilken Gruppe du hist med dit barnlige Ansigt forskiønned',
Hvilken velgiørende Id Skiebnen dig giorde til Pligt?
Ah! du hørte maaskee til Auroras stigende Følge
Og i en Horas Haar fletted' den dugfulde Krands,
Eller du legte maaskee paa Trappen af Viisdommens Tempel,
I den spæde Haand svingende Passer og Styl.
Hvad du ogsaa har været, saa hør mig nu og beløn mig!
Tænk, at Brødrenes Chor Flammerne bleve til Rov:
Hersk i min rolige Barm og vær min Skytsaand paa Jorden,
Medens den austriske Ørn holder Venedig i Kloe;
Giv mig den barnlige Fryd, dertil den usmittede Uskyld,
Hiin, den første, som selv kiender Undseelsen ei;
Løft mig op i den Æter, hvor Glæderne aldrig bortvisne,
Stedse opfriskede ved Nøisomheds kiølige Dug;
Und mig kun lidet af Jorden, endskiøndt jeg det bryndigt begærer
Und mig hiint rige Savn, Gudernes salige Giæst.
Saa jeg hvidsker og snart mig synes at Himlen mig hører
Og at med barnligt Smiil Genien Pagten indgaaer:
Og nu dyrker jeg ham med fromme Offer og Bønner,
Og i et Rosenkapel stiller som Guddom ham hen,
Eller jeg pryder til Alter for ham min luende Arne
Og af de første Ax sindig ham fletter en Krands.
Kalder det Afguderie, men Poesie jeg det kalder
Alt det Ypperste var, bliver og er Poesie.
Ak! vor kiæreste Fryd er Selvbedrag og Indbildning,
Og er selv Elskov ei Menneskets herligste Digt?
Selvbedrag og Indbildning? Forlader mig, høiere Glæder,
Hvis jeg med kiølig Forstand myrder det himmelske Liv!
Poesie er det Blod som fra Verdenens Hierte udstrømmer
Og til sit Udspring igien bølgende skynder sig frem;
382 Poesie er den dybe den alnærværende Alaand
Hvor han udtrykker sig meest, Verdenens Øie den er;
Poesie er indskrænket Evighed, Alt i det Eene,
Guddommen er Poesie, Tiden Indfatningen er.

Paa Toppen af Mont-Cenis

Hvilket Uveir! Storm og Torden døve,
Eegens Rod omfavnes af dens Top,
Skoven styrter; Søer, Floder støve
Under Stormens Slag i Taage op.

Gemsen tumler ned fra frosne Bølger,
Uveirsdøden over Bierget gaaer;
Ulven venlig sig i Hiorden dølger,
Skræk om Alt en Slægtskabskiæde slaaer.

Mennesket de vredne Hænder folder,
Og et Tempel hver en Hytte er,
Hvert et Haab i Undergangen holder
Sig ved Bøn og ydmyg Tempelfærd.

Lyn i Lyn sig om min Isse slynge,
Og som fra den høie Klippestrand,
Skuer jeg et Hav af Dunster gynge
Over dybe, havbundlige Land.

Uadskilte Lyn mit Øie blinder,
og sig Lyset selv tilintetgiør;
Hvert et Brag i Almeenbuldren svinder,
Døvende, den i sig selv hendøer.

383

Ras Og hyl, Orkan! og brøl, o Torden!
Bæv i hver en Aare, Risefield!
Bryd, du fangne Ild! bryd ud af Jorden,
Havet drik! Sug Floden af dens Væld!

Hvilken bange Vellyst! liflig Gruen!
Orm og Guddom stride i mit Bryst:
Denne seirer - o Natur! din Truen
Kun mig ryster til en Seraphs Lyst.

Min udødelige Aand sig hæver
Høiere i Altings Undergang,
Paa lynvinget Tordenvogn den svæver
Triumpherende med Seierssang.

Kun en Boble, som paa Havet springer,
Er et Skybrud for min stærke Aand,
Thi selv Undergangen jeg paatvinger
Skiønhedskrandsen med min Skaberhaand.

Ja! naar Sole aldrende udbrænder,
Kloder smuldre - da udødelig,
Da guddommelig jeg mig erkiender,
Og o Alaand! Fader hilser dig.

Denne Tryghed ved Naturens Gruen,
Denne Fasthed midt i Altings Fald,
Denne Fryd ved Undergangs Beskuen
Vidner om mit grændseløse Kald.

384

I Høsten

Vinden hvirvler Lundens faldne Blade
Hvinende, hen over Markens Straae,
Fuglen giæster Fyldens aabne Lade
Og en Halvnat dølger Himlens Blaae;
O Natur! din fulde Frugt du gav,
Og nu ringe Storme dig til Grav.

Saa forgaaer hvad alles Hierte priser,
Saa staaer Savnet bag hver Fryd igien,
Ak! selv Phantasiens Paradiser,
Aandens indre Eie, viftes hen:
Mindets Halvglands, denne Høstdag lig,
Mat om Livets Vesten samler sig.

Hør mig, Skiebne! Lad mit Tab ei være
Lidet, naar og jeg engang forgaaer,
Lad mig Løv paa tusind Greene nære
Og afkaste en beundret Vaar:
Ved min Fod da Vandrern skue skal
Sorrigfuld, mit rige Forlivs Fald.

Lillas Minde

I

Velsignet vær, o Dag! som lued'
Med sinket Pragt, da første Gang
Jeg Gratiernes Søster skued',
Og evig nu ved hende hang!
Da hun min Siel igien besiæled',
Mit Liv oplived', blid og glad,
Med høi Tilfredshed, end du dvæled'
Og rød paa Apenninen sad.
385 En Fest du stedse Jorden være
Og dens Velgiørers Fødselsdag!
Og aldrig skænde Tvedragts Hære
Dig, Signede, med Blod og Brag!
Vær og velsignet, Colonnade
Af duftende Orangetræ'r,
Hvor jeg imellem tætte Blade
Useet, mig listede saa nær.
Grøn frisk i Favnen af Sephirer
Og stands for stedse Tidens Flugt!
Og hver en Blomst, som her fremspirer,
I Tryghed modnes til en Frugt!
Jeg over Hegn og Dige stiger,
En Aftenstraale luer end,
Hun ei den Dristige undviger,
Men mod hans Komme skotter hen:
Thi med forundret Glæde skuer
Hun snart hans gyldne Lokkehaar,
Snart Øiets Himmelblaae, som luer
Vel ei, men troefast Ømhed spaaer.
Og med en Røst som kunde drage
Fra Himmelen en salig Aand:
Vil du, o Fremmed! vel modtage
Det gyldne Æble af min Haand?
Jeg takker dig, o Hesperide!
Den Frugt er Polens Naboe kiær.
Saa gik jeg taus ved hendes Side
Og stirred' hen i Aftnens Skiær.
Da stode vi ved hendes Ville,
Og begge med forvirret Sind,
I samlet Blik vi stode stille,
Indtil hun bød mig træde ind.
Og først da Sympathiens Kiæder
Om os for evig slynged' sig,
Fremtraadde nu de fiine Sæder,
Som Fremmed at modtage mig.
386 Men fra den Aften er jeg vorden
Saa god og nøiet, som en Gud,
En anden Sol gaaer over Jorden,
Og hver en Blomst slaaer atter ud.

II

Velsignet vær, o Aftenrøde!
Som Vidne var og smiled' ned
Til Lillas hemmelige Møde
Ved Flodens poppelkrandsde Bred.
Velsignet ogsaa du, o Maane!
Du Ømheds Genius, som saae
Mig her til Guders Liv bortdaane
Og frydfuldendt blant Stierner gaae.
For Lilla kiælent jeg nedknæled'
Paa hendes Knæ jeg støtted' mig,
Mit Blik i hendes Øie dvæled'
Og i en Himmel tabte sig.
Mod mig hun blussende sig hælded'
Og op til sig saa tæt mig drog
Mens hendes Lokkers Strøm nedvælded'
Og over os i Bølger slog.
Til hende fra mig selv jeg stræber,
Almægtig hun tiltrækker mig,
Til Offer brat paa mine Læber
Mit heele Væsen samler sig;
Og mens hvert Aandedrag vi deele
Og blande sødt det indre Liv,
Tilsammendirre vore Siele,
Som ved en nyeskabt Seraphs Bliv.
Ja! vrede Skiebne! du mig sætte
Paa Klodens uoptø'de Kyst,
Hvad eller der, hvor Sahras Slette
Vandsmægter ved sin Himmels Bryst;
Bind mig paa Toppen af en Ande
I stormomhylet Eensomhed,
387 Hvad eller under Klodens Vande,
Hvor selv ei Gisningen steeg ned:
Men lad mig aldrig, aldrig tabe
Gienfølelsen af Lillas Favn,
Da skal jeg i mit Indre skabe
En Himmel midt i Nød og Savn!

III

Af Livet atter du opliver,
O søde Elskov! Mennesket,
Og adlende tilbagegiver
Den ak! forbrudte Majestet.
Naar Liv i Liv paa nye du skaber,
Du Livets høie Poesie,
Og langt fra Jord og Tid dig taber
I himmelsk-yndigt Sværmerie,
Da og Naturen sig fornyer,
I Vaar igien det bliver Vaar,
Fryd drypper ned fra gyldne Skyer
Og Solen Festens Harpe slaaer;
Og Samdragt, Uskyld, Fryd og Nøie,
Og Barmens dybe, indre Fred,
Og Andagt med forklaret Øie,
Og favnende Alkiærlighed:
Og alt hvad Hiertets Længsel priser
Og hvad Fornuftens høie Id,
Rundt sanker sig til Paradiser
Og blander Evighed og Tid.
En idealisk Sfære river
Os bort fra Jorden i sit Sving,
Fuldkommenhed tilbagegiver
Troelovelsens forbrudte Ring;
Og salig Velklang rundtom lyder,
Hver Blomsterkalk en Nektarskaal
Mens hellig-stille, Hiertet byder
Tidsmelodiens skiønne Maal.

388

IV

En bange Tvivl mit Hierte nager
At jeg min Lykke ei er værd,
Og dristig, Bedres Giengield tager
For nyttig eller ædel Færd.
Thi ak! af alt hvad Manden pryder
Jeg intet om min Tinding snoer,
I Skygger skiult, mit Liv henflyder,
Jeg efterlader intet Spor.
Dog siger jeg, naar Solen svinder:
O Dag! den feireste var du;
Men naar den anden da oprinder,
Den synes skiønnere endnu.
Hvad selve Mængden ringeagter,
Mig blænder ved sin Majestet,
Med Iver jeg det eftertragter
Og frydes ved at eie det.
Det Ringeste som jeg berører,
Udgyder Glædens skiulte Væld,
Hver Time til min Hytte fører,
O gode Guder! Fred og Hæld.
Men naar jeg da mit Øie hæver
Og nøiet, skuer rundt om mig,
Hvor hungrig Idræt Lønnen kræver,
Og Dyd i Vraaer jorder sig,
Og hvor Fortienesten sig dølger,
Mens Avind den med grusomt Staal
Selv i dens Navnløshed forfølger,
Og fnyser ved dens stille Taal -
Ulykkelige! da tilgiver
Mig at jeg er saa lykkelig,
Skiøndt Himlen ei mit Navn opskriver
Og Jorden ikke kiender mig.
Thi Skiebnen end bød mig at lide,
Da tog mig Lilla i sit Favn,
O glemmer ved en Lillas Side,
Ulykkelige! hvert et Savn.

389

V

Hvad er det som saa magiskt binder
Hver Tanke, Sands og Id til dig,
At kun fra dig mit Liv udrinder
Og ej fra dig kan skille sig?
Jeg dybt det føler, at jeg kunde
Foruden dig ei være til,
Og i det høieste kun blunde
I dyrisk, sandsløs Nervespil.
Ved dig mit heele Liv modtager
Betydning og fuldender sig,
Thi selv det Ringeste du drager
Med himmelsk Vælde op til dig,
Og nu, Regnbuen ligt, som tryller,
Skiøndt jordisk Dunst, med himmelskt Skiær,
Det i din Nærheds Glands sig hyller
Og synes ikke meere her.
Det Klædebon hvori din svelte,
Din Guddomsform sig trykked' af
Hiint blomsterstukne Silkebelte,
Dit stille Dagværk, du mig gav:
Og hver en Ting, som du berører,
Modtager brat et mystiskt Sving,
Til en æterisk Sfære hører
Som ruller høiere omkring.
I dette Elskovs Tryllerige,
Hvor hver en Attraae luttrer sig,
Jeg løftes op, og kan ei sige,
Hvorfor jeg er saa lykkelig.
Thi kan hos dig jeg heele Dage
Ei dvæle, ord- og tankeløs,
Selv ikke fristet til at tage
Din Læbes Nektar i et Kys?
Hver dristig Attraae mig forlader,
Rundtom det Tidens Havblik er;
Og o! min reene Siel sig bader
390 I evig Skiønheds Atterskiær.
Naar legende min Haand forvirrer,
Sig i de bruune Lokkers Net;
Naar i dit Øies Dyb jeg stirrer
Og ak! mit Blik ei maaler det;
Naar jeg med tryllet Finger nøler
Paa hver en Form, saa reen og rund,
Og i dit sagte Pulsslag føler
Hvor Livet pibler fra sin Bund;
Og naar jeg med Forundring skuer,
Hvorledes fra dit Inderste
Et Rosenliv æteriskt luer
Igiennem disse Formers Snee;
Og naar, lig Edens Knop, din Læbe
Udaander et ambrosiskt Liv,
Og Glædeskloder rundt fremstræbe
I dit Udaandens stille Bliv -
Omsonst jeg Navn og Billed' leder
Til Udtryk for min Salighed,
Jeg Gud, alt Ypperste, tilbeder
Naar jeg for Lilla knæler ned!

VI

Hold inde! O jeg dig besværger
Ved alt hvad kiært og yndigt er!
Thi ikkun Nøisomheden værger
Om al vor Fryd og Lykke her.
Du veed ei, reene Englelige!
At Nydelsen er Viises Kunst,
Og alle Glæder brat undvige
Ved rask Tilegnelse i Dunst.
Opfyldelsen sig aldrig skynde
At forekomme vort Begiær:
Uvillighed er Glædens Ynde,
Vort Savn er ofte Tingens Værd.
Thi, Hulde, ikkun ved at savne
391 Mod Aekel sikre vi vor Barm,
Og ikkun Guderne tør favne
Den største Lod med vældig Arm.
Det Høieste, som Skiebnen skienker,
Er ikkun Billedværk for os,
Raskt draget ned i Tidens Lænker,
Det er en himmelsk Frydcolos,
Som Marven af vort Indre drager
Og til vor Straf, ved grusom Svig,
En fæl Misskikkelse paatager
Og - ve os! - Ækel kalder sig.
O derfor lad mig stedse drømme
Ved hver en Fryd om meer endnu,
Og Amors Bæger ikkun tømme
Med levnende og nøisom Blu.
O lad mig ved dit Bryst bortdaane,
Bær mig til Himlen i din Arm,
Dog for det Sidste du mig skaane
Og hygge Længslet i min Barm.
Chariters lette Slør indsvøbe
Hvad dristig Attraae standser ved,
Og kun for Phantasien røbe
Den sluttede Fuldkommenhed:
At ei min Lykke overleve,
Betænk det, Lilla! - mit Begiær,
Men mine Længsler stedse svæve
Om hvert et ventet Morgenskiær.

VII

Hvad er det som mit Blik fortryller
Og underfuldt omgiver mig?
Den heele Skabning rundt indhyller
I alt det Skiønnes Lighed sig.
Det er et Atterskin af Luen
Som Lilla aanded' i mit Bryst,
Hvori, som hist i Farvebuen,
392 Det Lave vorder skiønt opløst.
Med Skiebnen, Himmelen og Jorden
I aldrig afbrudt Eenighed,
Jeg skuer rundt en anden Orden,
Og evig Uskyld, Fryd og Fred.
En Strøm af nyeskabt Liv sig velter
Fra Stiernerne, saa reen og varm,
At selv Granitcolossen smelter
Og lever ved min stærke Barm.
Mens venligt Viperen i Dalen
Sin Ring rundt om min Ankel snoer,
Og paa min Skulder Nattergalen
Tryg mader sine Ungers Chor.
Paa denne bedre Verdens Høie,
O Lilla! knæler jeg for dig,
Og Sol og Jord tillige bøie
Tilbedende, sig ned med mig,
O du Alskiønheds Billedstøtte,
For evig holde du mig her!
Mit Liv forædles til en Mythe
Om Guders høie Fryd og Færd!

VIII

O Lilla! du mig alt har givet,
Min heele Fryd og al min Værd,
Og var jeg lykkelig ved Livet,
O Himmelske! dit Værk det er.
Naar haabefuld jeg seer imøde
Og hilser den oprundne Dag,
Naar nøiet, jeg dens Aftenrøde
Velsigner med hvert Aandedrag;
Naar hver en kiærlig opsøgt Stierne
Paa Nattens Skulder hilser mig,
Og indtil Taagestiernens Fierne
Mit Sværmerie udfolder sig;
Og naar jeg avindsyg ei skeeler
393 Til Broderen, som herlig gaaer,
Med nøgen Hunger Brødet deeler
Og Giorden om dens Feber slaaer;
Naar ikke Undertrykte bander,
Berøvede anklager mig,
Men tidt den Godes Forbøn blander
I mine stille Bønner sig;
Og naar da ved mit Hovedhynde
Samvittighed Akkorder slaaer,
Og svundne Dag med Engelynde
I Drømmes Land paa nye opgaaer -
O Lilla! hvi maae jeg da savne
Det store Ord til al min Fryd?
Jeg Jord og Himmel vil omfavne
Og henrykt døe foruden Lyd.

IX

Slip dine Lokkers holdne Strømme!
Udtryk dig i din lette Dragt!
Og lad mig svimle hen i Drømme
Og Gisning om det Skiultes Pragt!
Hør! kielne Nattergaler stamme
Hvad ikkun Engle heelt forstaae,
See! Stierners Brudefakler flamme,
Antændte i det stille Blaae:
Lad mig almægtig Armen vinde
Rundt om din Liliegestalt,
Og i foreenet Tveliv finde
Det længselfulde Hiertes Alt.
Din Læbes Rosendug jeg drikke
Med Middagssolens Tørst! Jeg dig
Ved tusind Favnetag og Blikke
Med Elskovsmagt tilegne mig!
Fortærende, en Længsel brænder
Uslukkelig, dybt i mit Bryst,
Jeg Lundens Stamme ømt omspænder
Og elskende aftrygler Lyst.
394 Jeg raser i den vise Tømme,
Du Engel ak! mig holder i,
Kun eengang Elskovs Kalk jeg tømme
Med Sandsens heele Raserie! -
Dog nei! Tilbedede, du tøve
og svøbe dig i helligt Slør!
Hvis ei Begiæret holder Prøve
Men høit paa Glædens Spidse døer?
Hvis Væmmelsens Erinnis hævner
Den dristige, fuldendte Lyst,
og ak! paa Jorden intet levner
At attraaes af det mætte Bryst?
o siig, hvad kunde vel mig lokke
Hvis du, o Lilla, alt mig gav?
Hvad, uden hæse Dødningklokke
Min Vuggesang i dybe Grav?
Men skal da intet Nøie læge
Den ømme Attraae i min Barm?
Skal jeg hvert Kys i Luften præge
og kun om Vinden slaae min Arm?
Mens alle Væsner Elskov tiene
I Dyb og Luft paa Field og Eng,
og hvert Atom for sig alleene
Er Myriaders Brudeseng;
Mens hisset i sit Blomsterrige
Ephemeren selv elske tør,
Den flaggrer hen, den Lykkelige!
Den eengang elsker ak! og døer -
Skal jeg, du store Englereene!
om ingen Mage Armen slaae,
Men med en evig Længsel eene
og fiernt fra Elskovs Alter staae?
Nei! heller ved dit Bryst jeg blive,
o Lilla! et Ephemeron,
og der i første Kys opgive
Til Elskovs søde Straf min Aand!

395

X

O Stierner, elskte Vidner! laaner
Mig eders Harper, ved hvis Lyd
Den gamle Tvedragt tryllet daaner
Og Evighed troelover Fryd!
At i Begeistring jeg forkynde
Henrykkelsen jeg smelted' i,
Min Lillas evig friske Ynde
Og mit ubundne Sværmerie!
O kunde jeg til Tankens Rige
Opløfte det fornumne Hæld,
Og standse det Ulignelige
I Ord og Billed' for min Siel!
Men hvad er Vellyd, hvad er Tale?
Lig Lavens Strøm, min Aande kun
I Luer kan min Lykke male,
O Lilla! Lilla! paa din Mund.
Var jeg en Harpe blot, som længe,
Som stedse troe giendirred' i
De bævende, skiøndt stumme Strænge,
Den engang slagne Melodie!
Men alt det Høieste foragter
Jordklodens diærve Vid og Baand,
Til himmelskt Fødeland det tragter,
Et Øiebliks gientagne Laan.
Og som en Engel brat nedstiger
Til natlig Lampes viise Ven,
Men pludselig igien bortviger,
Et føie Glimt af Himmelen,
Saa sank til mig det store Nøie,
Af tusind Længsler baaret, ned,
Fra Guders bønbebo'de Høie
I Stiernefølge sank det ned.
Saa hellig stille Jorden hviled'
I Aftentaagens bløde Favn,
Mens blid-vemodig Maanen smiled',
Som Udtryk for Naturens Savn.
396 Af sløve Sandsers aabne Fængsel
Bortsneege fangne Siele sig,
Naturens inderlige Længsel
I Duggens Taarer letted' sig,
Thi af det Høiere berørtes
Hver stille Sands, hvert løftet Sind,
Og fra Elysion der hørtes,
Et Budskab i hver Aftenvind.
O Lilla! Lilla! vi alleene
I Lye for dristig Nysgiær sad,
Omgittrede af Blomstergreene,
Ved kielne Nattergalers Qvad.
Da strømmede en Livets Bølge
O Verdenshierte! ud fra dig
Igiennem høire Væsners Følge
Og brød i vor Bevidsthed sig:
Og lig en Tvillinggnist, foreente
I Samkys vore Siele sig,
O lig en Tvillingblomst, foreente
I Samlyst vore Sandser sig.
Kun Sukkemelodier løde,
Lig Gienlyd af en Engels Qvad,
Indtil den snelle Morgenrøde
Den skiønne Eenhed skilte ad.
Blus atter op, o Aftenrøde!
Min Brudefakkel, lys mig hen
Til stierneoverhvælvet Møde,
Og evig lys mig did igien!

XI

O Lilla, tør jeg ogsaa vove
At være salig som en Gud?
Jeg hylder ei Naturens Love:
Gik jeg af Tidens Riger ud?
Thi ved den Dødeliges Side
Staaer Uraniders høie Fred,
Og herlig frikiendt for at lide,
397 I Livets Graad jeg skuer ned.
Mit Blik den heele Jord forgylder,
Et Kys er hvert et Aandedrag,
Min Fryd den heele Nat udfylder,
Min kielne Trang den heele Dag.
Og tidt Henrykkelsen mig bærer
Høit over Jorden i sin Arm,
Og alle Glædens drømte Sfærer
Igiennemcirkle denne Barm.
Taknemmelig, paa Stierners Høie
Jeg søger tidt min Lykkes Væld,
Men Guden skiules for mit Øie
Og ak! jeg ræddes ved mit Hæld.
Nyn derfor Tryghed i mit Øre,
Indlul mig sødt i Sværmeri,
Og lad mig tidt, du Hulde! høre
At Elskov som en Gud er fri.
At den ei er og ei skal være
Den Kloges og den Stærkes Løn
Ei Formaal, Vinding eller Ære
Men uden jordisk Hensigt skiøn
Som Lys og Regn og Dug sig sænker
Fra Himmelen til Jorden ned,
Kronion Elskovs Glæde skiænker
Med herlig blind Frigivenhed.
O trefold Hæld den Lykkelige
Som Himmelstraalen rammer her!
Han hører til et bedre Rige
Og dyrker ædlere Begiær.
Af Selvheds fængslende Forsteening
Som ved et Trylleord forløst,
Han smelter hen til Alforeening,
Lig Floden fra Fredshavets Kyst.
O nei! Kronions Tordner finde
Ei Veien til vor Elskovs Lye,
Thi, hulde Lilla, du omvinde
Mig med dit Hebefavn paa nye.
398 Lad mig olympiskt Liv inddrage
Af dine Læbers Nektarskaal!
Lad mig forud de Krandse tage
Som snoes om Dødeliges Maal!
Naar hver tildragen, sødt tildrager
Med evig Attraaes Trang igien,
Og salig giver og modtager -
Da segner Tiden fængslet hen!

XII

O Lilla! Lilla! tør da Sorgen
Din høie Guddom nærme sig?
Og tør jeg tænke paa imorgen
Den Dag dit Smiil omstraaler mig?
En Gud, jeg ved din Side troner,
Mens Jorden ruller ved min Fod,
Og paa dens tusind Millioner
Jeg skuer ned, saa mild og god.
Ei noget Ønske blev tilbage
I din Tilbeders stille Siel,
Hvad tør da friste ham til Klage
Og blande Jorden i hans Hæld?
O Lilla! Lilla! Tiden iler
Ustandset i sin Stormvindsflugt,
Endnu i Dag, see! Blomsten smiler
Imorgen visner den til Frugt.
Endnu i Dag dit Hierte gløder,
Naturen smiler i dit Favn,
Om føie Tid, o Gud! du bøder
For hver en Ungdomsfryd med Savn.
Ak! Tiden alt tilbagekræver,
Og Modenhed omfavner dig,
Og Glæders lette Flok bortsvæver,
De stormafblæste Blomster lig;
Og Letsinds Sommerfugl, hvis Vinger
Omflaggrer Hebes friske Krands,
Og Ynden, som om dig sig svinger
399 I stedse anderledes Dands;
Og Phantasos, som salig velter
Indbildte Sfærer ved sin Stav,
Og Sværmeriet, som hensmelter
Forud i Evighedens Hav -
Dit skiønne Foraars lette Følge,
O Elskede! forlader dig,
Og ved dit Hierte Tidens Bølge
Saa vild og iiskold bryder sig.
Da tør du ikke meere gløde,
End hældig, hvis i Venskabs Smiil
Din gyldne Alders Aftenrøde
Opholder sin fremtrængte Iil.
Alt det Æteriske forsvinder
Med Phantasiens Blomsterstøv,
Og ved din Fod du ikkun finder
Dit svundne Foraars faldne Løv.
Og jeg - o Gud! jeg bæver, gruer,
Ei længer da jeg elsker dig!
Og kun til Lysning end jeg luer
Til Varme ei, Nordlyset lig.
Da sindig Alvor til mig træder
Og hænger Jorden ved min Aand
Og Pligten smedder mine Kiæder,
Og Sysler leie denne Haand.
Hvad eller skal mit Hierte kiæmpe
End levende i Sandsens Grav?
Og intet ak! den Flamme dæmpe
Jeg før som Yngling lued' af?
O grumme Minde, Eumenide
Som hævner hver en Glæde her,
Og ved graaelokket Oldings Side
Oppidsker Ynglingens Begiær!
Hans eget Spøgelse sig stiller
For ham paa Livets sidste Vei,
Hvor er den Letheflod som skiller
Ham fra sit første, døde Jeg?

400

XIII

Hvo er det som min Barm forgifter
Og nedrigt Elskovs Ende spaaer?
Natur, og Liv, og alt omskifter,
Men Elskovs Salighed bestaaer.
Ha! kunde jeg blot eengang tænke
Den lumske Tvivl, den fæle Svig,
Saa brast, o Elskov, brat din Lænke
Og Tanken eene myrded' dig.
Bort, du som mig omsonst omsnærte
Med glatte Ringe, Tvivlens Snog!
Kom, lyse Tillid, til mit Hierte,
Og Haab, som mig fra Jorden drog!
Lue op til Tegn, o Aftenrøde!
Hæld dine Greene, o Jasmin!
Jeg iler til det vante Møde
Med længselvinget Fied og Sind.
Lue op igien, o Aftenrøde!
Du lukker ikke Himlen til,
Du aabner den for dem som gløde
Af Kiærligheds uskabte Ild.
Men som en Helvedflod du brænde
For Niddingen, som giftigt spaaer
Om Glæderuusens snelle Ende
Og at selv Elskovs Fryd forgaaer.
Dog kunde - hellige Guder! - kunde
Den døe i Alustadighed?
Saa kaster, Cypresselunde,
Hver Sørgegreen paa Jorden ned!
Saa visner, grønne Myrtheskove!
Forband din Datter, Cyperns Hav!
Natur Ufrugtbarhed troelove
Og hælde barnløs mod sin Grav!

401

XIV

Hvor himmelsk salig var jeg ikke,
Troeløse Lilla, ved din Fod?
Jeg hersked' rundt ved stille Blikke,
Thi i min Barm var Fred og Mod.
Mig ikke Savn og Nag fortærte,
Thi Fryd og Uskyld fulgtes ad,
Af Himlen intet jeg begiærte,
Og derfor alting jeg besad.
Naar vi ved Nattetid saa gierne
Langs Flodens Marmorbredde gik,
Og tidt i Elskovs lyse Stierne
Indtraf med et samtidigt Blik,
Og vore Hierter sammenhasted'
Med stigende Accordeslag,
Du Armen om min Nakke kasted'
Og o! mig gav dit Aandedrag:
Hvad kunde friste din Tilbeder,
O Lilla, siig! hvad friste dig?
Dog løser du de skiønne Kiæder,
Som ved din Vilje fletted' sig!
Thi kom ihu, hvordan du sno'de
Dig om mit Hierte, sød og øm,
Og ak! hvor gierne jeg dig trode
Og hældte til den kiære Drøm.
Du, ja! du tryglede mit Hierte,
Og heelt du ogsaa det modtog,
Mit heele Væsen du fortærte
I dit, mit Liv du overdrog.
Og dog, Troeløse! tilbereder
Du snedigt dit Bedragerie!
Har du da glemt de tusind Eeder
Du hildede min Lettroe i?
Saa vidner, Stierner! Blade! hvidsler
Og tager Eederne igien!
Kluk, Nattergal! og Bække! ridsler
402 Og tager Eederne igien!
Siig! hørte jeg dig ikke stamme,
Imens du ved mit Hierte laae,
At Døden før dig skulde ramme,
End Hiertets søde Trang forgaae?
O havde Skiebnen dengang taget
Imod din fræktudtalte Eed,
Ulykkelig, dog ei bedraget,
Nu ved din Grav jeg knæled' ned.
Der i hvert sagte Vindpust sendte
Du mig en Gienlyd af din Røst,
I hver en Blomst tilbagevendte
Dit friske Smiil til Elskovs Trøst.
Da trylled' mig den søde Tanke,
At hist du elsked' mig endnu,
Skiøndt løfted' ud af Tidens Skranke
Og med forklaret Sands og Hu.
Da flød i Billeder og Drømme
Mit Levnet over Tidens Rand
Til Phantasiens Herredømme
Og Sværmeriets luune Land.
Men nu - Erinnen sønderriver
Min Barm i ubønhørligt Kald,
og hvirvlende, mig rundtom driver
Til Riger af ei udtrykt Qval.
Min Smertes Krampetræk ledsager
O Lilla! Smiilet paa din Kind,
Den Sang du aander ud, jeg drager
Til Suk igien med Luften ind.
Min egen Skygge kun, jeg svæver
Om dine Glæder Nat og Dag,
Mit stiaalne Liv af dig jeg kræver,
En Gienfærd uden Aandedrag.
Ha! Luft! kun Luft til Suk og Klage!
Kun Graad til sielden Lise giv!
Gid da ved hver en lindret Plage
En Fryd opblomstre i dit Liv!

403

Ganimed

Ganimed
ved Solens opgang vaagnende paa Bierget Ida

Bortviger du, o søde Søvn!
Og overgiver mig igien
Til min Bevidsthed?
O grumme Marter! grumme Qval!
Hver Morgenstraale er
En Dolk i denne Barm.
Fald ned igien, du Mørkets Forhæng,
Hvorpaa de vævre Drømme male
Mit sødt-indbildte Eie,
Fald ned igien før den forhadte Dag!
O tause Nat!
I dine Skygger stiger
Det Ypperste til Jorden ned:
Ved dig min Anelse
Til Indtryk bliver!
Min Tanke og min Kiendsel
Til Alnaturens første Leed
Sig saligt knytter,
Og o! ved dig afpræger
Sig Sandheds Billed' i min Aand,
Mens Verdnens Harmonier
Gienlyde i mit Inderste.

Men ak! forgiæves stræber jeg
At finde Navn og Billed'
Til den uendelige Trang,
Som ud i Evigheden
Sig strækker og det Ypperste
Kun søger. - -
404 Og dog! hvor skiøn
I Morgenrøden svømmer
Den unge Skabelse.
Af Formers Strid
Paa nye udviklet, staaer
Natur i fuldendt Ynde
For Lysets Trone og modtager
Sit Straalediadem.

Hvi er dog, ak! for denne Jord
Min Længsel og min Trang for stor!
Natur, du Rige! intet eier
For din forvænte Søn,
Som lig en himmelsk Giæst
Ei med din dødelige Frugt
Sin Læbe smitter.
Ved denne Anen hænger
Jeg ved en høiere Natur,
Jeg er af Guders Æt,
Thi jeg forsmaaer det Jordiske.

Denne Anen, denne Længsel
Varsler om min første Stand:
Lave Jord, du er mit Fængsel!
Himmel, du mit Fødeland!

Bortviftende Vinde,
Jer' Favn mig omvinde!
Til Guders Gudinde
Fra Jorden jeg svinde!
Smeltes i
Harmonie!

Chor af Mænader

Ved Cymblernes Lyd,
Med Vedbendets Pryd
Og viinkrandset Spyd,
405 Vi dandse i Kiæde
Om Viingudens Sæde,
Og hvirvles i Glæde
Paa Slette og Field
Til Nydelsens Væld
Os Bacchus henriver,
Idalia driver,
Beruuste synke med brændende Barm
Vi hen i Faunernes kraftfulde Arm.
O Evan! Evoe! du skaane! du skaane!
O Venus-Dione! vi daane! vi daane!
Den rasende Lyst
Fortærer vort Bryst!

Ganimed

Vanhellige! besmitter ei
Med eders Ruus
Min Eensomhed,
Et ædelt Savns
Indvi'de Tempel.
Bort! Eders Id er Raseri,
Og Halvdød eders Hvile.
Ved Vellysts Lueaande visner
Selv denne lavere Natur,
Og Afsmags Gift opsprudler
Af Nydelsens udtømte Kilde.

Chor af Krigere

Med omdandset og lovsiungen Fane
Hilse vi vort trygge Hiem igien,
Alle Palmeskove paa vor Bane
Kaste deres Bladekroner hen.

Guder lig, vi stolt fremdrage,
Hver en Stad vort Tempel er
Ingen tæller vore Dage,
Thi de flyde ud fra Mindets Skiær.

406

Een

Bort med Hvile og Nøie!
Høifærd og Hæder sig føie!
Heltenes Id
Kamp og Strid!
Sværdene klirre,
Spydene dirre,
Salige Lyst!
Dybt i vort Bryst!

Paa Olympens stiernefulde Høie
Hviler den fuldbragte Møie,
Evig Ungdoms Nektarbæger
Dig, Heracles, qvæger.

Ganimed

Vanvittige! som ødsle
Det skiønne Nu
For indbildt Fremtid,
Og Aande trygle
Af Efterslægtens Læbe!
Vanvittige! thi Tiden
Kuldkaster Værket,
Skiøndt Navnet staaer,
Og uden Daad, kun Navne, svømme
Til Efterverdnen I paa Blodets Strømme!

Nais
med Hyrder og Hyrdinder

O søde Øieblik!
Jeg finder dig,
Du Glædens Flygtling!
Din egen Arnes, ak!
Din ømme Mages,
Din Afkoms Flygtling!
O lad mig favne dig!
407 O lad min Graad
Opløse denne Malm,
Som Skiebnen smedded' om din Barm.
Ja! du er god og øm,
Dit Øie hviled',
En lykkesvanger Stierne,
Paa alt hvad dig omgav.
Men ve! nu kneiser,
Uhyre kneiser
Dit rasende Begiær for Zeus,
Og ak! maaskee du snart skal favne
En tordensvanger Skye -
Flye til din Mages Hierte, flye!

Men du har intet Hierte meer!
Du selv til Himlen
Dig svang, og efterlod
Paa Jorden kun din Billedstøtte.

I Guder, som hæver
Fra Jorden hans Hierte,
O skuer min Smerte!
I Guder! jeg kræver
Min elskede Mage
Af eder tilbage!

Chor af Hyrder og Hyrdinder

Om vor stille Arne dandse
Uskyld, Elskov, Nøisomhed,
Fred fra Himlen alle sine Krandse
Kaster til os ned.

Store Hyrde! Uranide!
I dit Guddomsspor vi skride.
Dine Hænder os velsigne,
Thi vi dig, du Store! ligne:
408 Septeret, dig Skiebnen gav,
Er en Hyrdestav.

Een

Ved klingende Strenge,
Paa Æterens Enge,
Han leder
Og freder
Stiernernes Chor,
Sin straalende Hiord.

Alle

Naar Ørne svæve over Heltes Lig
Og Krigens Fakkel Stæder tænder,
Dit Øie hen til os du vender
Og ved dit Billed' fryder dig.

Romanze

Nok er det Største Skiebnen yder,
Og Nok er Eet,
Thi selv Uranioner nyder
Ei meer end det.
Det sidder paa Olympens Sæde,
Paa Liljen her:
Du alle Væsener, o Glæde!
Er lige nær.
En kostbar Perle, Eenfold, hviler
I Hyrdens Bryst,
Og Nøisomhed, hans Hebe, smiler
Ham varig Lyst.
Hans stille Haab hver Dag modtager
Med Harpeslag,
Hans fromme Tak til Roe ledsager
Hver fuldbragt Dag.
409 Apollo fra Olympens Høie
Til os nedsteeg,
Og fandt et ubesmittet Nøie
I Hyrders Leeg:
Sin gyldne Lyra han nedstemte
Og trylled' dem,
Olympen og dens Nektar glemte
I Uskylds Hiem.

Nais og Ganimed

1

Flye ei Naturens stille Rige,
Som lokker Himlens Guder ned.

2

Ah! kun blant de Udødelige,
Kun hisset blomstrer Fryd og Fred!

1

Zeus-Ammon trykked' Jordens Datter
Til sit guddommelige Bryst.

2

Min Attraae Verdners Alt omfatter
Kun evig Skiønhed er min Lyst.

1

See, Ganimed! min Taare rinde,
Kom, elskte Mage, i min Arm!

2

O Hierte, hvi kan du ei finde
Dit Nøie ved en jordisk Barm!

1

Dig, Eeneste! jeg kun tilbeder:
O Altrets Guder, vredes ei.

2

Urania! O jeg dig tilbeder,
Dog Billedstøtten dyrker ei.

410

Ganimed

Mit heele Væsen luttret blev,
O Nais! i Begeistrings Luer
Og i Betragtnings høie Æter.
Kun Medynk, som selv Guder føle,
Til denne Klode fæster mig.
Ei i min egen Barm
Blev denne Attraae avlet,
Fra Himmelen den kom
Og vied' hiin
Til evig Skiønheds Tempel.
Jeg drak af Lethe,
Det kun min Skygge er som vandrer her,
Begræd mig - thi jeg er ei meer.

Tre
En Mænas

Nydelse er Livets Fryd
Og Orgien Jordens Pryd:
Kun i Ruusens Svimmel, Daare!
Standser Savnets Taare.

En Kriger

Daad og Kamp er Livets Fryd,
Hæderskrandsen Jordens Pryd:
Kun i Kampens Tummel, Daare!
Standser Savnets Taare.

En Hyrdinde

Kiærlighed er Livets Fryd,
Skyldfrihed er Jordens Pryd:
Kun hos Nøisomhed, o Daare!
Standser Savnets Taare.

Ganimed

Nei! bort med Jordens Fryd!
Jeg var før jeg blev født
Og fatted' ind i denne trange Form.
411 Ja! denne Anen er et Minde
Hvortil min Attraae knytter sig.
Jeg var - Til dig!
Til dig igien, Kronion!
Din Aande, Herlige,
Er Skabelse! Dit Blik
Er Lysets Væld!
Et Ocean af Fryd
I evigt Kredsløb flyder
Fra dig til Verdenen
Og til dit Bryst igien.

Zeus-Kronion i det Høie,
Du som mig at sukke bød,
Verdners Fader! alt mit Nøie
Hviler i dit Skiød.

Hvis du ei vil høre,
Min forvovne Bøn,
Du tilintetgiøre
Din forskudte Søn!

En Hyrde

Himlen sin Yndling bønhør,
Ætren aabnes, Ørnen nedsvæver,
Med varsomme Klø'r
Ham favner og hæver
Over Jord og Tid og Død
Op til Zeus-Kronions Skiød.

Ganimed

Op! Op!
Over Biergenes Top!
Over tordnende Skyer
Ørnen mig bærer!
I Stierner og Sfærer!
412 Til eder jeg tyer!
Kronion nedsmiler,
Jeg iler! jeg iler!
O Alfader,
I dit Favn
Kun forlader
Mig mit Savn!

Nais

Han ikke hører Tiden til,
En høiere Natur om ham
Sin lette Kiede slynger,
Og Guders Lige, sidder han
Høit ved Heracles's Side:
Thi ikke blot den store Daad,
Den reene, skiønne Attraae
End Adgang har til de Udødelige.

O du, som jeg at elske voved',
Uendeligheds Brudgom du!
Min Ømhed bliver
Tilbedelse! - -
Modtag - modtag i denne Taare
Det første, ak! det største Offer!
Min Kiærlighed - -

Op! reiser Alteret,
Bekrandser Offerlammet og istemmer
Forgudelsens Pæan!

Almeent Chor

Himmelske, Udød'lighed dig præger
Til en Gud ved evig Ungdoms Glands,
Rummet er din Fryds bundløse Bæger,
Stiernehimlen er din Krands.

413

En Hyrde
som Altrets Tiener

Blodet flyder,
Flammen suser,
Bønnen lyder,
Hymnen bruser.

Alle

O guddommelige Ganimed,
Smiil i Naade til vort Offer ned!

Heltedyrkelse

Dagens Vogn bag hiine Fielderader
Dølger Banens dristigt trukne Sving,
Mens de stille, duggende Hyader
Rykke frem i Verdenaarets Ring.

Nat og Taushed ruger over Jorden,
Hvor er fredløs Idræt, svimmel Fryd?
Hvor er Raadets Viisdom, Krigens Torden?
Ak! det er en Drøm, en svunden Lyd!

Lampen lig i qvalme Mausolæer,
Maanen høit fra Himlen hænger ned,
Medens Gryllens hæse Hymenæer
Vie Dødningen til evig Fred.

Phantasie fra aaben Himmel daler
Ned i Nattens stille Skyggeland;
Phantasie de svundne Dage maler
Frisk igien paa Jord og Ocean.

414

Sagte det Nærværende bortviger,
Gamle Fortid, Krandsen i sit Haar,
I Triumph med Skialdefølge stiger
Af sin Grav og over Jorden gaaer.

Glødende af raske Ungdomsluer,
Og ved Aftnens sidste Straaler rød,
Hist fra Strandens høie Brinke skuer
Ynglingen paa Nattens sorte Skiød.

Paa de store, underfulde Syner
Stirrer han med Rædsel og Behag,
Og Begeistring fra hans Øie lyner,
Og Beslutning er hvert Aandedrag.

Ha! skal ikkun hiine siungne Helte
Seirende, med Tidens Bølgefald,
Deres Minde, deres Navne velte
Rundt om Skialdes gienlydrige Hald?

Staae de eene der i Sagnets Rige,
Hiine evige Graniter lig,
Som med Skovekroner herligt stige
Og i Strømme aldrig tømme sig?

Staae de der som colossalske Minder
Af en Protogæa, medens mat
Sagnets Maanlys mellem dem henrinder,
Uvist tegnende i Tidens Nat?

Eller mon ved muldrende Ruiner
Phantasien større reiser dem?
Og mon ikke Hæder, lig Laviner,
Svulmende ad Sekler veltes frem?

415

Bort, forvovne Tvivl, som tør forklare
Tidens Under kun som Drøm og Svig!
Knæl, o Sløvhed! for den Helteskare,
Til hvis Høifest Sekler samled' sig.

Mennesk'hedens grundende Graniter,
Som ved Tidens Kilde fæsted' Rod,
Skrækker Nutids kielne Sybariter,
Myldrende ved eders Risefod!

Giennemskrækker dem, dog mig udkaarer
Til at skride eders Heltegang,
Tidssirenens Sang ei mig bedaarer,
Ei af Jorden spirer frem min Trang.

Orpheus, viis hiin blodige Nebride
Du fra Mennesk'hedens Skulder sled!
Ryst din gamle Krands, o Mæonide,
Og fra den Begeistring suse ned!

Hilset vær, lyssendte Zoroaster!
Numa! Sokrates! Timoleon!
Og Lycurg, som spændte alle Laster
I Triumph for Lovens Seiersvogn.

Hilset vær, fremstraalende Thebaner
Trende Dyders sieldne Yndling du:
Nu en Løve under Retfærds Faner,
Raadets Stierne, Arnens Guddom nu.

Store Helteskikkelser, omsvæver
Mig fra Morgenrødens første Glands,
Indtil Midnat hemmelig sig hæver
Med Plejader i sin høie Krands.

416

Guderne til eders Risevilje,
Skiænke mig det viise Maadehold:
Lauren skændes ei ved Charis's Lilje,
Guder ære Adrasteas Maal.

Store Forsæt i mit Indre stræbe,
Fuld af sildigt Sagn er denne Barm,
Efterslægtens Lod er paa min Læbe,
Efterslægtens Hæld i denne Arm:

Giennem fierne Tider kun udfører
Mit begyndte Heltelevnet sig,
Mennesk'hedens døende Velgiører,
Mig din skiønne Martyrkrone! mig!

Under Lillas Vinduer

Hellige Jordens Havblik!
Hvor stille rundt!
Guitarrens sidste
Smeltende Lyd døde
Hist ved Ridderstøtten
Paa den maanelyse Plads,
Medens den SkiønnesVindve
Knirkende lukkede sig.
O hellige Taushed!
Kun afbrudt, naar Gryllen,
Siddende paa Nattens Haand,
Varsler om den dybere Søvn,
Eller naar Svalen,
Høit i sin Rede
Ved det corinthiske Capital,
Qviddrer i kiælen Drøm.
417 Giennem eensomme Gader
Bredt oplyste af Maanen,
Gaaer jeg og skuer
Min Skygge langt forud.
Hvor underligt blande sig Dag og Nat
Til phantastisk Uvished!
Halvt svinder det Nærværende
Og ætheriskt synes mig alt.
Hiine Helgen af Marmor
Over Fruekirkens Portal
Synes dem selv og at straale
I paradisisk Glands.
O Nattens kydske Lys,
I dit Englesmiil
Spire Phantasiens Blomster
Til et Eden!

Men her - ja! her,
Her er Palladset.
Grusomme Portal!
Veed du hvilken Skat du bevogter?
Kast din Skygge over mig!
Deroppe i Mezzaninen,
Hvor Lyset neppe stænker hen,
Brudt mellem Pillerne,
Der er, søde Erindring!
Et Gemak, nei! et Tempel,
Skiønhedens og Yndens,
Salige Elskov, dit Tempel!
Der aander Dione Kiøling
Paa Adonis's dryppende Pande,
Mens Leda søger en Læbe
Og præger de glødende Kys
I den forelskede Luft.
I dette Tempel staaer et Leie,
Hellige Amor, dit Alter!
418 O himmelske Syn!
Phantasie trækker Forhænget
Sagte til Siden
Og Amoriner gynge
Paa de bølgende Hynder.
Der ligger du, yndige Lilla!
Lig Harpen med slappede Strænge:
Livets Melodier tie,
Kun Viften fra Phantasiens Vinger
Svæver hen mellem Strængene,
Til Gienlyd af Dagens Velklang.

Søde! Guddommelige!
O kunde jeg inddrage
Dit luende Aandedrag,
Og i uopløseligt Favn
Vikle mig sammen med dig!
Glødende, som Solen
Ved Havets Barm,
Skulde jeg ligge ved dit Bryst
Og aldrig gaae ned!

Lykkelige Maanestraale,
Som snoer sig om hendes Arm!
Var jeg Luften,
Der sniger sig giennem Sprækkerne
Og modtager hendes Udaanden!
Giennem denne Marmormasse,
Som giennem opdynget Snee,
Gad jeg skridt!
Snærpes sammen, I Piller!
Ind i eders Sokkel,
Og sætter Tempel,
Alter og Gudinde
Ned for min Fod,
At jeg som Offer
419 Maae kaste mig derpaa,
Og mine kielne Dødssukke
Vorde den sødeste Hymne!
Skal jeg fylde Haanden
Med Ildebrand
Og slænge den ind,
Og giennem Farer og Undergang
Frelse den Blundende?
O skaan mig, vilde Raserie!
Fred! Fred! I Furier!
Kommer du fra Tartarus,
Tøileløse Elskov?
Ah! velkommen, Himmelrødme!
Velkommen, Horasang
Fra Nonnernes hellige Læber!
Yndige Undseelse,
Usmittede Savn,
Ledsager mig tilbage!

Til Naturkraften

O du, som i Skabningens rystede Rum
Forvandlingens knusende Hiul dreier om,
Saa Sekler, lig Draaber, henstænke;
O Magt, som nu krandset med Tingenes Vaar,
I Undergangsstøv nu forfærdelig staaer,
Skiøndt holdende Lovenes Lænke,
O Verdenskraft! uendelig!
Kan Støvets Tanke fatte dig?

420

Forgiæves i Menneskets Barm en Titan,
Som Frihed sig kalder, din Arv griber an
Og vover dit Septer at krænke:
Du skaber hver Tanke i Grandskerens Siel,
Heroernes Vilje er ikkun din Træl,
Fornuft kun en ædlere Lænke:
Af Tankens og af Viljens Hjem
Du Tidens Aarbog ruller frem.

Af Støv og af Tanker, af Stof og af Aand,
O evige Vælde! din skabende Haand
Naturen og Skiebnen frembringer,
Og stadig, blant uhyre Blokke og Vrag,
Vulcanisk Frembringing og Undergangsbrag,
I selvsamme Kreds du dig svinger,
Og medens Alt rundtom forgaaer
Du ikkun uforkrænket staaer.

O siig mig, du Store, o siig hvilken Naal
I Tidernes Oprør maae pege dit Maal
Og uden Misviisning dig lede?
Siig, velter du Alt i en Malstrøm omkring,
Hvad eller fremskyder fra Ring og til Ring
Langs endløse Udviklingskiede?
Staaer Tanken ogsaa ved dit Roer
Og styrer til uaftrykt Spor?

I Stoffet du stedse den Samme dig teer,
Siig! haster du ikke til bedre og meer
Paa Aandernes høiere Baner?
Opadler du ikke, i ædlere Kald,
Fornedrede Aander til hiint Ideal
Den Viises Henrykkelse aner,
Og i forvoven Flammearm
Opløfter til en Skabers Barm?

421

I Tidernes Aarbog den Grandskende troer
I hemmeligt Mørke at skimte dit Spor
Og Skiær paa din Bane antænder:
Som Jordklodens Søster i Æterens Hav
Formørkelsens Skygge ei brat kaster af
Og smilende Aasyn fuldender,
Saa seer han Guders faldne Slægt
Afryste Støvets Slør og Vægt.

Ved Viisdommens Fødder saa henrykt han spaaer:
Fuldkommenheds Alter paa Jordkloden staaer
Og Slægter til Offer sig trænger,
Hver stiller i Tingenes Række et Haab,
En Misting nedslaaer og med Seirendes Raab
Ved Alteret Krandsen henhænger,
Indtil med sin, Daimonen skal
Fuldende alle Krandses Tal.

O trylleride Spaadom, du troefaste Fiel!
Ved hvilket i Tingenes Skibbrud min Siel
Paa Haabløsheds Afgrunde svæver!
Vær Menneskets Fodsteen til høiere Stand,
Naar Tvivlen formasteligt griber det an,
Naar Vantroe gigantisk sig hæver
Og haanligt Armen strækker ud,
At styrte Jordens Billedgud.

Det veies (saa lyde Bespottelsens Ord)
Lig Maanen, tiltrukken af Sol og af Jord,
Paa Grændsen af modsatte Baner:
Fornuften og Selvheden stride om det,
En Blanding af ædel og trællende Æt,
Det praler med himmelske Aner,
Men ak! ei Dyr, ei Daimon, maae
Jordklodens Søn i Rækken staae.

422

Forvoven, i Støvets udstrammede Baand,
Mod Himlen han stiger, en modnende Aand
Og Sæde blant Guderne tager:
Men Tyngden ham hvirvler til Jordkloden ned
Og Selvhed paa Rovdyrets blodige Fied
I skiændige Lænker ham drager:
Urania, han fra din Barm
Dybt styrter ned i Circes Arm.

O gothiske Stamme, som drømmer sig stor,
Spørg Fortids Orakel, paa Viisdommens Spor
Indført i dens hellige Mørke!
Hvo ligner blant eder Thebanernes Priis?
Hvo er eders Phocion, nøisom og viis,
En Gud ved opofrende Styrke?
I Vid I hiine overgaae,
I Kraft og Vilje bag dem staae.

Omsonst du dig væbner med viisere Lov
Mod Flokke af Laster som luure paa Rov,
Lig Tigere, Frygten kun holder:
Paa Torvet du drager i Feide mod dem,
Ved vidnefrit Ildsted, i Tankernes Hiem
Forvovenheds Skiød dem udfolder:
Det Onde heelt undfanget er,
Dog kun halv født til Dagens Skiær.

Spørg hiin, som nedsteeg til eurotiske Bred,
Fra Smintheus-Apollon med Love steeg ned
Og Mennesket vældigt omstøbte:
Han styrede Sparta ved Vugge og Bord,
Slog Fienden i Børnenes legende Chor
Og Hymens Mysterier røbte;
Ja, selv i Spirers Helligdom
Han skiulte Isis forekom.

423

Hun sukked' da evige Former han brød,
Da Sønnen i Væseners Række laae død,
Spartaneren Aabningen fyldte.
Men bort i det Heele det Enkelte svandt,
Hver Tanke og Attraae til Forum henrandt
Og Selvhed Lovstifteren hyldte:
I hver Spartaner, Solen lig
I Duggen, Sparta speilte sig.

En Form du da vælge, af Ynde og Ret
I Himmelen dannet, som Menneskers Æt
Til meer end Spartaner forhøier:
Hvor ere Heloter til træilende Slid,
Som Aanden fornedrer til Dyrhedens Id,
Og Issen mod Jordklumpen bøier?
Hvor er den Haand, det Øie hvor
Som viser Millioner Spor?

Kan du Embryonen bemægtige dig?
Ved Vugge og Leeg, hvor den udvikler sig,
Henstille en englelig Vægter?
O gothiske Hyrde, din talløse Hiord
At drive paa Viisdommens almeene Spor
Et Folk af Sokrater kun mægter:
Hvorfra den høie Ynkaæt
Som sammenvier Lyst og Ret?

Saa kald da de Kunsters cirkassiske Slæng
At oprede Yppigheds Ederdunseng
Og Jordklodens Sultan at lyde!
Molukkernes Grøde du gridsk svælge ned,
Mens persiske Naale beblomstre dit Fied
Og indiske Perler dig pryde!
Sug Negerns Sved af Japans Skaal
Og sødt forbrænd paa Vellysts Baal!

424

Mens Axet saa yppigt i Furen maae groe,
Omskaberens Ambolt og Teen ei har Roe,
Lad Misvæxt i Sædernes Rige
Med kunstlende Ynde sin Klintekrands snoe
Og Ungdommens Mentor saa sikker sig troe
Bag Lovenes kneisende Dige;
Lad Tigren Selvhed tam og from
Sig tee i Charis's Helligdom!

Vent roelig til Blussel undfly'r af hver Barm
Og Themis forhaanet, afvæbnede Arm
Mod Forsæt-Titaner udstrækker!
Snart Rædsel af Slummer dig opjage skal
Naar Samfundets Ordner i bragende Fald
Et Chaos, dit Tempe bedækker,
Og Ryggesløshed i sin Ruus
Hovvæbnet, tramper Templers Gruus. -

O siig mig, du Store, o siig hvilket Maal
I Tidernes Oprør din troefaste Naal
Misvisende aldrig tør svige?
Hvor er da det Havblik, de Fredensø'r, du
Troe styrer til, Store, med seirende Hu,
Og o! det forjættede Rige,
Hvor Uskyld sikker synker hen
I Favnen af Forskiønnelsen?

Skal hisset en Orpheus ved himmelsk Accord,
Sin Lyra til Hyrdestav, Drifternes Hiord
Til Skyggen af Palmetræ'r drive?
Skal der, med Foreeningens evige Krands,
Fornuften med Selvhed og Pligten med Sands
Den signede Pagt underskrive,
Og jordisk Amathusia
Afsløres til Urania?

425

Alstyrende Vælde! et Sekel, som sveeg
Saa grusomt de Bedres Forventning, nedsteeg
Og Frygten i Jamren end saarer!
Talfrie, som de Straaler din Sol sender ned,
Er Lidendes Blikke fra Jordklodens Bred,
Talfrie som din Dug, deres Taarer,
Og Bønnen, svøbt i Sorgens Flor,
Henskygger over halve Jord.

O skal da Fornuften i kommende Tid
Grumtseirende, ende den blodige Strid
Og Jordkloden Alteret være,
Hvor Selvhed som Offerdyr nedstyrte skal,
Forkort da, Almægtige! Dagenes Tal,
Til Drift giør den hellige Lære!
Og hvad Fornuft i Sekler, du
Fuldbringe i et Almagtsnu!

Giv dybt i dit Værksted Atomerne Sving,
Hæng Ring i din Kiede saaledes i Ring,
At Drifternes Oprør maae hvile,
Og Jordkloden Frihedens medfødte Bud
I Handlingen synes at see foldet ud,
Skiøndt Drifter den kun forudile,
Og blot dens Billedstøtte saa
Ved dem opreist, blant os tør staae.

Giv Retsind, paa Prøvelsens Udkant saa fast,
Giv Maadeholds Tømme, der styrer hver Hast
Som vovsomt mod Grændsen heniler;
Os Nøisomhed und, som Helvetiens Field
Til Guders Olympos, til Nektar dets Væld
Forvandler og Hebe lig, smiler;
Send Charis-Bluefærd, som sin Giord
I selve Eenlighed omsnoer.

426

Til Kunst os den samlende Videnskab giv,
Til Tryghedens Blødhed det mægtige Liv
Som Møie omskaber til Glæder;
Forjag af vort Indre den Vanfred, som der
Opgiærer af Tvivl og afmægtigt Begiær,
Og lad til fuldendede Sæder
Sokratisk Ynde smeltes i
Heroens ædle Barbarie.

O frels os fra Hæd'ren, naar seirende Dyd
Sin Offerkrands fletter om bævende Fryd
Og Jordklodens Yndling hensegner!
Hiin Palmegreen visner i Lidelsens Haand
Og afbrudt i Himlen, kun høiere Aand,
Ei lavere Halvbroder egner;
Her groer den kun ved Taarers Væld
Men bød du ei os elske Hæld?

Lad til ubegreben Lyksalighed hist
Daimonen, sin Tankedyd stolt sig bevidst,
Ved jordiske Savn sig berige:
Giør Glæden til Pligt, eller Pligten til Fryd,
Og send os i Sandsers elskværdige Pryd
Fornuftdydens jordiske Lige,
Og Alt til Eet hensmeltes i
Et Havblik af skiøn Symphatie.

Da skulle, skiøndt ikke med Hæder, dog Pryd,
Hvert Aandedrag Fred og hvert Pulsslag en Fryd,
Vi Viisdommens Spaadom fuldbringe;
Da skulle, anførte ved nye Melodie,
De Dage og Aar og Aarhundrede i
Henrykkelsens Runddans sig svinge,
Og du Pæaner uden Tal
I Hierters Slag fornemme skal.

427

Ved en døende Sommerfugl

Skiønne Blomst af Ormeknop!
Lethenflyvende og spæde
Lilje, som med Sølverkrop
Og i barnlig yndig Glæde
Vuggedes paa Vippens Top!

Ormens Siel! Du Liv af Død!
Billede paa Evigheden!
Du, som her paa Dødens Skiød
Alt opvaagned' i et Eden
Og mig freidigt haabe bød!

Sødtfrigivne Blomst! O siig
Hvi du dig i Støvet slæber?
Spurven ak! har saaret dig,
og din knuste Vinge stræber
Nu omsonst at hæve sig.

Ikke du det Suk forstaaer
Som fra mine Læber lyder,
Og min Graad i dine Saar
Ei som Lægebalsom flyder:
Spæde, du igien forgaaer!

Alt for snart du visne maae,
Glade Søn af Morgenrøden!
Før dig Middagssolen saae,
I en Spurveskabning Døden
Traf dig paa det gyldne Straae.

Haabets signede Herold!
Hades venter glad sit Bytte:
Alt du skuffed' Dødens Vold,
Og i Platons skiønne Mythe
Spaaer et saligt Fredensold.

428

Gaae da ubeklaget ned!
Lesbias Begrædte finder
Du ved Lethes Rosenbred,
Der, hvor evig Fred forbinder
Hver en jordisk Fiendtlighed!

Iil da til Elysien!
Iil med skiønfornyet Vinge
Til den ædle Plato hen,
Blid en Hilsen ham at bringe
Fra hans haabefulde Ven!

Aftenhøitid

Solen daler, Natten aander Taage
Ud fra Østen over Vang og Vig;
Alting hviler, selv fredløse Maage
Dybt i Strandens Rafter skiuler sig.

Neppe Luftens matte Pulsslag bæver
I din lette Krone, stille Bøg;
Rank, som Pillen, Engens Damp sig hæver
Og den er Naturens Offerrøg.

O hvor festlig, o hvor hellig - stille
Hviler alt paa Jord, i Luft og Hav!
Selv Gestalterne sig ikke skille,
Blandede i Natten, Altings Grav.

Phantasien sagte Haabets Riger,
Dødens Afgrund lukker op, og brat
Ufødt Fremtid ned fra Himlen stiger,
Jordet Fortid op af Glemsels Nat.

429

Hist hvor Aspers Bladekuppel bæver
Over svundne Seklers Heltebeen,
Oltids helligholdte Maner svæver
Rundt om mosbegroet Bautasteen.

Ærefrygt og hellig Gru hidvifter
Fra den gamle, grønne Kiæmpegrav,
Harpesælle Oldtids Storbedrifter
Gaae i Mindet over Jord og Hav;

Medens Himlen med hver venlig Stierne
Nærmere mod Jorden synker ned,
Og Forventningernes stille Fierne
Træder i det Virkeliges Sted.

O hvor bliver let, hvad mig nedtyngte!
O hvor liden, hvad opløfted' mig!
Hvad mig knused', hvad jeg tæt omslyngte,
Er bortviftet, som en Drømmesvig.

Hisset, hvor med hver en ustilt Længsel
Her, en evig Glæde bliver til,
Hist mig løfter af mit trange Fængsel
Phantasie ved helligt Tryllespil.

Giennem Stierners gyldne Sæd jeg skrider,
Som imellem Agrens Vipper her,
Medens Tid og Rum sig rundt udvider
Uden Bund og Bred, for mit Begiær.

Glæden, jeg i Tidens Hvirvler tabte
Og som ved mit Savn blev dobbelt skiøn,
Alt hvad Kunstnern i Begeistring skabte
Og som tændte Viisdoms kolde Søn,

430

Hiine sødt-indbildte Idealer,
Som, i Samfund med Melancolie,
Phantasie i Fremtids Skumring maler
Og Forkrænkelighed luttres i:

Alt jeg finder, alt, med fuldendt Nøie,
Hist i Ætrens Fredensocean,
Og jeg undres ei, thi Himlens Høie
Ere jo mit sande Fødeland.

Svarer mig, Forklarte! Møder eder
Ikke hisset min Gestalt, lig dem
Natten her fra Dødens Grotter leder
Tidt igien til deres elskte Hiem?

Digterne

Gyldne Tider det vare, da Skialde fra Himlen nedsteege
Og til Himlen igien bares af Hørernes Chor,
Da den levende Sang den digtriske Verden regierte
Og i Billed' og Klang Livet opløsede sig!
Lig den rødnende Skye, som høit over Jorden bevarer
Den nedgangne Sols tøvende Billed' endnu,
Svæved' det høit over Jorden i Fortidens standsede Straaler,
Aftenrøden til hiin Uskylds og Eenigheds Dag.
Dette tøvende Skiær var Guderalderens Minde,
Poesie det var: seenere flytted' det sig
Hen mod Tidernes Opgang, forvandlet til Haab og til Længsel,
Ak! den svundne Dags atter frembrydende Grye.
Naar da Digteren sødt med Billeder Kiendslerne lokked'
Op fra den qvalme Jord, Livet udvidede sig
Til en blaanende Æter, som favner Sole og Stierner
Og den taagede Dals tungere Dunster forsmaaer.
Under Digterens Fied sank Jorden for Phantasos's Sfære,
431 Hvor med Mythernes Flok Hierterne legte, lig Børn,
Dog, lig Raphaels Engle, ei fængslede syntes til Leegen,
Sindigen anende om Originalernes Pragt.
Lig den guldsvangre Flod i nubiske Ørkener, vældte
Poesie giennem Alt, favned' den spirende Glut
Og ledsagede ham igiennem Livet til Graven,
Sindrig dølgende den under en haabefuld Vaar.
I den reenere Luft af blide, eenfoldige Sæder,
Hvor ei Meeningers Sværm døvende surrede rundt,
Klang end Hiertets Bud og Instinktens venlige Stemme,
Og kun det Skiønne var Menneskets velkomne Lov.
Musen ved Arnen stod, ved Vugge, Torus og Cippus,
Hvad hun berørte, fik ædel Betydning og Værd:
Musen styrede Stater og rygtede reisede Altre
Og gestaltet fremsprang rundtom det evige Liv,
Spaadommen aandede hun fra Præstens hellige Læber
Og af Lovgiverens Mund gav hun den rhytmiske Lov.
Glem det aldrig, o Menneskehed, at Musen dig skienked'
Sæder, Spaadom og Lov, Guddommens Billed' i Dig! -
Salige Folk, som fordum omsmiled' ægæiske Bredder,
Musernes Pleiebarn, blev du saa yndigt og froe!
Nærmere Tidernes Vaar, i dine Myther du standsed'
Mangen forsteenet Blomst, stedse dens Vidne endnu.
Skiønhed din Guddom var og Digtren dens tolkende Tiener,
Yndig Tilbøielighed pristes som Lykke og Værd.
Som Naturens Lyd af Kunstneren Love modtage
Og nu Toner, sødt tolke det inderste Liv,
Selv din lavere Færd ved Poesie sig forædled',
Fik Betydning og gav Gienlyd af forrige Tid.
Salige Digtre! ak! I toge de himmelske Krandse,
Ikkun tvende I lod ligge til seenere Tid:
Med den eene smykked' den væbnede Sanger vort Norden,
Elskovs Sangere tog hastigt den anden og svandt.
Musernes Tempel brat forvandlede sig til en Lade,
Nyttens trældrevne Plov pløiede Skiønhedens Eng,
Angest forjagede Glæden fra Gudernes frygtede Altre
432 Og den stive Forstand ordnede Kiendslernes Leeg.
Det Undværlige blev opløftet til høieste Gode,
Dybt i Jorden boer Menneskets nedsiunkne Trang.
Livet i Skabningen rundt til Hiertet trak sig tilbage,
Steene, Kilder og Træ'r tabte det sindrige Sprog:
Guddommens Billedstøtte, staaer kold den fremmede Verden,
Og den huule Forstand maaler bedømmende den.
Sielden stige endnu fra Uranionernes Bolig,
Deres Herolder endnu, Digternes hellige Chor,
Men de herske ei meer i den indre, dybe Bevidsthed,
Thi med Bedøvelse traf Skiebnen den pløiende Tid.
Derfor, Hammonia! skal du herlig blant Stæderne være
Og den vandrende Skiald tye til din krandsede Port:
Nævner ei Saga endnu syv prisede Stæder, som strede
Om den store Homer, Digternes Fader og Gud?
Saa skal du nævnes fordi, et uhyre, sørgende Minde,
Du ved Klopstoks Grav stod og indhyllede dig!

Blomsten

Naar jeg i det dybe Fierne
Blidvemodig stirrer hen,
Naar om Aftenen hver Stierne
Vinker mig til Himmelen,
Hierte! siig, hvi maae du banke
Saa uroeligt mod din Skranke
Og med Smerte føle den?

Noget vist paa denne Klode
Noget være maae etsteds,
Som giør Sorgen blidt tilmode
Og Unøisomhed tilfreds.
Sagn og Spaadom det forkynde,
Alle Længsler det fremskynde
Til de Dødeliges Kreds.

433

Tidt mig synes at det maatte
Endelig dog være der,
Her i Biergets stille Grotte,
Hist i Morgenrødens Skiær:
Ak! men dybt og høit jeg finder
Intet, intet! Det forsvinder,
Kun i Hiertet er det nær!

Aldrig skal jeg kunde sige
Hvad det kielne Hierte vil
Det er det Ulignelige,
Det er heele Verdens Smiil!
Og dog ingen Tvivl mig saarer,
At mig Ufornuft bedaarer
Og at alt er Drømmespil.

Tidt jeg som en Blomst mig tænker
Dette, ak! jeg veed ei hvad:
Ingen Aarstid den forkrænker,
Himmelblaat er hvert et Blad;
Om dens Rod paa Guldets Strømme
Sees Naturen rundt at svømme,
Evig god og evig glad.

Kalken, blaae og guldbestænket,
Er en Himmel i det Smaae:
Solen synes den indsænket
Og igien af den at gaae;
Kun ved hiine i dens Indre,
Synes Stiernerne at tindre
I en Blomst af Æterblaae.

Ah! hvo vil, hvo tør mig vise
Himmelblomsten hvor den staaer?
Thi jeg har ei Fred og Lise
Førend jeg den skuet faaer:
434 Til en Blomstgestalt jeg sanker
Alt hvorfor mit Hierte banker,
Alt hvad Aanden henrykt spaaer.

Naar et Elskovssmiil udspringer
Paa den favre Jomfrus Kind,
Og naar Sangen lifligt klinger
Fra et klart og kiærligt Sind,
Synes mig den skulde stige
Fra Naturens dybe Rige
Op i Foraarssolens Skin.

Knæler da i Templets Halle
Altrets Giæste ned i Rad,
Og ved Orgeltoner alle
Hierter stige himmelad,
Synes mig den skulde springe
Frem af Tillien og svinge
Op til Kuppelen hvert Blad.

Hvis jeg turde blot hentræde
Og i Blomsten skue ned,
O da saae jeg Glædens Glæde
Og den evig klare Fred!
Lig Dugdraaben, som fra Jorden
Solens glade Rov er vorden,
Følte jeg mig vidst derved.

Thi det Barnlige og Høie
I dens Indre er forvart,
Der hvert salig anet Nøie
I et Indtryk bliver klart;
Alt hvad Hiertet elsker, priser,
I et barnligt Smiil sig viser,
Dybt i Kalken aabenbart.

435

Og da skyder, hvilket Under!
Stilken op i Æteren,
Kalken grændseløs sig runder
Og indtager Verdenen:
I en Alblomst alt forsvinder,
Det Adskilte brat sig finder
Alle Een, Alt Eet igien!

Og da maae af selve Jorden
Morgenrøden spire frem,
Lyset er til Blade vorden,
Stierneknopper mellem dem:
Støvet svinder i Forklaring,
Livet i Guds Aabenbaring,
Lys og Guddom er vort Hiem!

I Canovas Værksted

Styrted' en Marmorklippe sammen?
Er det Vrag af den faldne Fortid?
Lig uhyre Liljeknopper,
De Blokke ligge og indslutte
De ædle Gestalter, lig Blomster.
Svar, Phantasie! thi du elter
Steenen som Dei, og kuer
Selv Porphyren
Med dit Septer af Staal:
Hvad skal den vorde,
Denne Blok, dette Ribbeen
Af den brudte Klippe?
En fodtraadt Hiørnesteen?
En Tempelfrise, hvor Svaler
Klæbe deres Rede?
Eller et Gudbilled'
436 Kneisende i Hymnestorm
Og Uveir af Virak,
Med knælende Sekler
Ved den kyssede Sokkel?

Natur! du evig Skabende!
Med Dage om din Tinding
Og Guldstrømme ved din Fod,
Mens mangfoldigt Livet
Leger paa dit Skiød -
Driftige Moder!
Nødvendigheds Huustroe!
Utaknemmelig er jeg ikke,
Men den himmelske Phantasie
Lokker mig saa sødt,
Og Kunsten, som staaer
Ved den Eviges Høire,
Mens Andagten
Ligger ved hans Barm! -
Hvor Gestalterne kiæmpende
Trænge frem af Steenen,
Og synes halv indfrosne
I dens evige Iis!
Befrielse! Befrielse!
Træder frem af Fængslet,
Æteriske Væsner!
Aander af Kunstnerens Aand,
Og Hierter af hans Hierte!
Træder frem, herlige Gienskiær
Af det Evige
I det Endelige!
I, den brændende Længsels
Inderlig Elskede!
437 Op Kunstner! tag Meislen!
Disse Steene ere fulde af Guder:
Ved deres Indvaanings
Hellige Rand
Standser Meislen
Og omskriver den.
Tøv! luk Porten!
Det Dødelige blive udenfor!
Her ere Himmelske i Besøg!
Saa!
Lad dem træde frem,
Apoll og Sebastian,
Madonna og Cypria,
Og hiin Lille, som leger
Med Løvens Man,
Og den vingede Psyche,
Uendeligheds Sommerfugl,
Og den glødende Nymphe
Vaagnende af Drømme,
Med tøvende Henrykkelse
Paa den ambrosiske Læbe,
Og det salige Tvekiøn,
Hermaphroditen,
Den store Eenheds
Længselsløse Billed'.

Mægtige Kunstner,
Hvor du favner
Den levende Klippe
Og aftrykker dig i den!
Hvor hvert et Meisselslag
Er den evige Skabekrafts
Fiernere Pulsslag!
438 Hellige Kunst!
Det Eviges Udbrud
Af det Endelige!
Guddommelige Børneleeg
Ved det Uendeliges Fod!
Salige Andagt!
Den Eviges Selverkiendelse
I det Endelige!
Straale af den uendelige
Selvkiærlighed
Som holder det Heele sammen!
Du, det eene, eeneste Væsens
Tilværelse i os!
Hellige Kunst!
Salige Andagt!
Samler mig i det Heele!
Styrter mig ned i den salige Afgrund,
I det eene, uendelige Selv!

Ved Søen

- Og medens de Bølger fare afsted,
Mig synes at ogsaa jeg skulde med,
Og stirrende ned i billedfuld Søe,
I underlig Længsel vil jeg bortdøe.

Mig vinker dybt i den stille Azur
En anden Himmel, en anden Natur,
Æteriskt og idealiskt er Alt,
Ligt Tingenes allerførste Gestalt.

Mit første Jeg fra det reene Blaae,
Mit reenere Selv tilhvidsker mig saa:
Hvi skilte du dig fra mig, fra mig?
Og dog hvor elsker, hvor elsker jeg dig!

439

Da blir jeg saa underlig bange og øm,
Min Aand sig løsner til meere end Drøm:
Mig synes at Guder og Mennesker gaae
Omfavnede, dybt i det reene Blaae.

Digterphantasie
Om Vinteren

Naturen dig, min Aand, ei kuer,
Lig Zeus, du vældig er og fri:
I Ætnas røde Helvedluer
Du med heroisk Apathie,
Som Barnet paa en Glød, nedskuer,
Og med forvovent Sværmerie,
Naar vildtopkaagte Have truer
Og over Kysten hæver sig,
Paa Vandets Tinde gynger dig.
Naar rundt, uhyre, Faren truer,
En mystisk Vellyst tryller dig,
Og det for hvilket Jorden gruer,
Herculske Aand! kun kildrer dig.
End mindes jeg, da Døden bag
Mig Lysets Port alt halvt tillukked',
Hvorlunde du fra mastløs Vrag
I Havets Skiød forud dig dukked',
Og seirende, ved Skibbrudsbrag,
Til Orkus styrtede med Velbehag.

Hvad er da, vilde Vinter, al din Vælde
Mod denne Almagt i mit Bryst,
Som seiersæl attraaer at fælde
Din Jøkelborg paa Klodens Kyst?
Hist Bølger sammengroe til Fielde
Og hærdes ved Æoners Ælde;
440 Hist ingen Nerve, intet Straae
Naturen føle, pryde maae,
Hist tør, Okeanos! dit vilde Hierte
Mod Jordens Barm ei meere slaae.
Stands, Risetanke, tidt jeg nærte
Med Risevellyst! Hvis min Arm
Hiint Helvede af Iis kuldkaste kunde
I Ildens dampende Afgrunde,
Og tvende Chaoskiæmper, Kold og Varm,
Ja! begge Helveder opægge
I Tvekamp sig at ødelægge!

Kan da det vilde Raserie
Du tøileløs fremfnyser i,
Min Genius, o Vinter! skrække!
Hvad Solen ei formaaer at flække
Med tusind Kastespyd, dit Skiold,
Min stærke Aand, saa kiæk og bold,
Ved Tankestraalens Magt tør brække
Og Jorden af din Dvales Vold
Til lifligsværmet Foraar vække.
Fnys frem, en buldrende Orkan
Som nu til Himlen reiser Skummets Telter,
Og nu et størknet Ocean
I Sneefog over Jorden velter,
Og hvinende, til Fieldets Top
Uhyre Sneekrands hvirvler op -
Min Aand til Leeg med dig, o Vinter! kiæmper
Og legende dit Uveir dæmper.
Conchyliens Indvaaner lig,
Som yndigt Fængsel skaber sig,
En Hvirvel af udkaarne Tanker
Til Fristad jeg omkring mig sanker,
Og tryg som Zeus, jeg føler mig
I min selvskabte Verdens Skranker.
Men Aanden Blødheds Duun forsmaaer
Og Sfæresang og evig Vaar,
441 Den Hiertets Sybaris foragter
Og stolt, med doriskt Høisind, tragter
Til Farers Hiem
Blandt alle Rædsler herligt frem.

Løft, Ocean, dig af dit Hængsel,
Med Skum at krandse Montblancs Top!
Stød, fangne Ild, dit svage Fængsel
I tusind Jordskielvrifter op!
I tusinde vulcanske Bylder,
Saa Ætnas Brand blir til en Gnist,
Du gamle, skiøre Jord! udbrist,
Indtil din Aske Rummet fylder
Og dæmper Lysets Arne hist!
Reis dig, Newtons store Datter,
Elementers Slægtskab, du,
Som i Form Atomerne indfatter,
Reis dig, riv dit Baand itu!
Løs dig op, o Hvirvelgiord,
Som det Heele fast omsnoer!
Vaagn, du gamle Had og Splid,
Ældre selv end Lys og Tid!
Alt igien omhvirvles i
Chaos's vilde Anarchie!
Tumlende, i sluppen Svimmel,
Styrte Maane, Sol og Himmel!
Svimlen blande Sfærer, Sole,
Stiernerne fra begge Pole!
Rundt det brage, styrte, dampe,
Hvine, hyle! Dødens Krampe,
Lig et almeent Jordskiælvstød,
Vidt adsplitte Verdens Skiød!
Alting selv sig knuse,
Ødelæggelsen frembruse,
Høit i Splinter hvirvlet op
Til det Heeles klare Top,
442 Til den sidste Ring, hvori
Zeus-Kronion kun er fri!
Mens med vildtudrykket Haar
See! Fortvivlelse rundt staaer,
Dødsangst, førend Døden Liig,
Dybt i Krampe krymper sig,
Og Forbandelsens Titan
Brøler ud i hver Orkan -
Løftet, tryllet, end jeg triner
Frem i Altings Undergang,
Høit af rædsom Vellyst hviner,
Og paa sidsthensmuldrende Ruiner
Triumpherende forgaaer i Sang!

Drømmene

Jeg drømte jeg var en Harpe af Guld,
Og Lilla leged' i mine Strænge,
Hver Melodie blev saa blød og fuld,
Og Strængen, standsed' hun, dirrede længe;
Og o! den Ømme,
Ved uvant Lyd,
Sank ned i Drømme
Til anet Fryd.
Men hvor det gaaer, eller ikke gaaer,
(Sligt stundom vel i Drømme hænder)
I Harpens Sted der en Elsker staaer
Og Lilla mig i sit Favn erkiender -
O grumme Forvandling! hun flyer saa brat
Og ak! jeg vaagner i Taushed og Nat.

Jeg drømte igien at være en Spurv,
Som hun fortørnet i Barmen giemte
Hvergang den pilled' i hendes Kurv
Og vildt omflaggrende, Harpen forstemte.
443 Jeg turde pikke
Ambrosiskt Brød
Og Nektar drikke
Af Munden rød.
Men hvor det gik eller ei gik til,
Brat min Gestalt tilbagevender,
Forfærdet seer hun det Tryllespil
Og bort fra mig med et Skrig sig vender -
O grumme Forvandling! hun flyer afsted
Og ak! jeg vaagner saa hastigt derved.

En andengang blev jeg drømmende til
Min Amathusias vævre Terne,
Min Id var Gratiens Kald og Spil,
Hver Perle blev i min Haand til en Stierne;
Hvergang jeg klæder
Gudinden af,
Paa nye hun træder
Af cypriskt Hav.
Men hvor det gaaer eller ikke gaaer,
Omskabelsen i Hast forsvinder,
Og mens hun der som Dione staaer,
I Gratien hun sin Elsker finder -
O grusomme Drømme! Hun dukked' ned
I Slør og Giord, og jeg vaagned' derved.

Da - neppe troeligt - jeg drømmer hun er
Omskabt til Elsker og jeg til hende,
Hvo tænker ei, at jeg overbær
Og at vi begge foreenede brænde?
Med antændt Læbe
Og Hiertets Iil,
Vi sammenstræbe
I Kys og Smiil.
Men hvor det gik eller ikke gik,
Skiøndt til os selv vi tilbagevende,
444 Dog luer Ømhed i hendes Blik
Og Kys fra Læben i Luften udbrænde -
O signede Phantasos! endelig
Hvad Skiebnen nægted', forundte du mig!

Dativen

v - v - v - vv-,
vv - v - v - vv -,
- v -, - vv -, - v -,
- vv -, - vv -,

Han træder ud i Hedenolds Lund,
Hvor paa Staven Saga hygger hvert Ar,
Mosbegroet, Runernes Steen, Klippen lig,
Bryder med Magt Tidernes Strøm.

»O Dativ! raaber Sprogenes Tolk,
Hvi undveeg du, Flygtling, Nutiden haard?
Er du kun Heltenes Ven, Genius?
Hader du os, Blødhedens Æt?«

Snart, Oldtids Gienlyd, toner hans Røst,
Med hans Læber taler Runernes Steen:
Lyt! o lyt! Vækket i Mus, Nordens Sprog
Ordner igien Tankernes Sværm.

Anfører, svinger Nominativ
I den klare Orddands stolt sig foran,
Følget let, Dativen snoer Blomsterbaand,
Bindende skiønt Gruppernes Leeg.

O Dativ! raaber Sprogenes Tolk,
O du Flygtling! pryd vor Arne paa nye!
Sorrigfuldt Søstrenes Chor sidder der,
Lykkes dem nu Phrasernes Dands?

445

Til Phantasien

Quel ch'altri lungi vede, lascio al tergo,
- fendo i' cieli, e a l'infinito m'ergo.

Giordano Bruno.

Du, mit Livs velsignede Gudinde!
Du, som i min Dag fremsmiler Dag,
Og fra Midnats stiernefulde Tinde
Sender mig et sværmeriskt Behag!

Du, mit Livs tilbedede Gudinde!
Vover jeg at synge al din Magt,
Jeg, som grublede omsonst, at finde
Navn og Billed til din høie Pragt?

Hvis du om min første Lokke svæved'
Og med Ynglingen til Lunden gik,
Hvis du Sløret fra mit Øie hæved'
Og fra Jorden løftede mit Blik:

O saa lad mig skue al din Ynde,
Al din hellighøie Majestet,
Hvad jeg ei kan fatte og forkynde,
Lad mig ordløs daane hen ved det!

Kom fra Havets Tilje, hvor du skrider
Med en evig hælet Perlekrands;
Eller Polens Vinter-Pyramider,
Med en Glorie af Nordlysglands;

Kom fra Hyrders Leeg i Peneus's Dale,
Kom fra Arethusa's Brudeseng,
Eller Sylfers Aftenrødesale,
Og fra Elverdandsens stille Eng.

446

Kom fra hellige Theresas Celle,
Hvor med andagtgiennemboret Bryst
Hun hos den guddommelige Fælle
Smeltede i himmelsk Elskovs Lyst.

Kom fra Brahmas evige Pagode,
Og fra Orosmasdes's Adyton,
Kom i Oldtids høie Epos-Ode
Og i Gru fra Protogæas Aand!

Dig det er, som ved sin Barm opliver
Skabningens uhyre Risekrop,
Oververdnens Forhæng sønderriver
Og til Sole Stierner puster op.

Muelighedens Rige du oplukker
Ved din blomsterfulde Tryllestav,
Nattens Dyb udgrunder og neddukker
Dig i Sfæreharmoniens Hav.

Tanken er din Træl, bag dig den høster,
Medens Vaaren lig, du drager frem
Giennem Rummet, uden Bund og Kyster:
Dit er og Uendeligheds Hiem.

Dig det er, som skabende udmaler
I det seiertvungne Stofs Kolos
Hiine sødttilbedte Idealer,
Verdensaandens Billeder i os.

Dig det er, som her ved Elskov vækker
I mit Jeg mit første, bedre Selv,
Og som Hiertet Blodets Strømme, trækker
Mig til Alforeenings dybe Elv.

447

Dig det er, som i Naturen toner
Den ustandselige Hymne ud,
Dig, som fletter Stiernerne til Kroner
Om en evig, algestaltet Gud;

Som paa Solebaalet hist antænder
Dig med Andagts ikke skabte Ild,
Og til sød Gienfødelse forbrænder,
Henrykt døende med Helgensmiil.

Hvor du, Evigblomstrende! fremskrider
Spirer Skiønt i Skiønt, og Gud i Gud:
Elskov, Kunst og Andagt, som Charider,
Af dit Guddomsvæsen vikles ud.

Ved Alaandens Barm du Kunsten drømmer,
Elskov brænder i dit Aandedræt,
Og dit Æterblod, som Andagt, strømmmer
Ud fra dig og smelter Alt til Eet.

Elskovs Trang af Formernes Forsteening
Stræber over Enkelthedens Bred,
Andagt, Andagt kun er Alforeening,
Alliv, evig Alselvkiærlighed!

Hold mig her blant dine sidste Himle,
Phantasie, her paa din Almagts Rand!
Heller lad mig, Gud i Gud, nedsvimle
I det eene Allivsocean!

448

Det Uopnaaelige

Orme skiælve! Uforsagt
Føle du, o Siel! din Magt
Og ved medfødt Vinge herligt stige!
End er Jord og Himmel skiøn,
End omfavner kiærligt dig din Lige,
Tvivlen ei erobred' Haabets Rige,
Sorrigs Udsigt og Opofrings Løn.

Vil du nyde? Op og nyd!
Med hver Attraae blev en Fryd.
Vil du, lig en Gud, usmittet skride
Hen blant alle Glæders Chor,
Ikkun Fremtid Virke, Fortid vide
Og fra Efterslægten Krandsen slide,
Da beslut! thi Drømmen alt er stor. -

Mellem Jord og Himmel her
Alt mit Eie Længsel er.
Vilde Skiebnens Almagt mig forleene,
Kraft med Ynde, Pligt med Lyst,
Jordisk Ringhed med det Himmelreene,
Ideal med Udtryk at foreene
I et dødigiennemaandet Bryst?

Kunde jeg i Form og Klang
Tolke denne ædle Trang!
Skabe Lighed med det Ubekiendte,
Som de Bedres Sværmeri
Higed' til i Minde eller Vente,
Det, for hvilket Kunstens Alter brændte
Og selv Andagt blændet stirred i!

449

Alt igien af dybe Fald
Herligt, ja! sig reise skal.
Lyset er Naturens Sagn og Minde,
Duggen Længselsgraaden er,
Ak! men Verdensaldre glemte svinde,
Oceaner ned fra Fielde rinde,
Tidens Vaar dog stedse er kun nær!

Digterbekiendelse

Jeg kan, jeg vil, jeg tør mig ikke lempe,
O Venner! efter Tidens usle Bud,
En himmelsk Ild, som ingen Magt kan dæmpe,
Dybt af mig selv til Vinger bryder ud,
Og derfor tør og derfor skal jeg kiæmpe
Med Tiden og dens Søn, hiin trædske Gud,
Som Mængden Meening kalder og nedknæler,
Mens Genien ham høit i Luften qvæler.

Dybt nede kun har denne Anteus Vælde,
Thi kun af Jordens Skiød hans Kraft gaaer frem,
Dog hist hvor Idealer, frie for Ælde,
Skiøndt evige, fra Aandens Æterhiem
Af gyldne Urner over Verdner hælde
Olympisk Nektardug og livne dem,
Der daaner Tidens Søn, der svinder Jorden,
Med Kronen skrider der en høire Orden.

Hvo ei indviet Adgang fik til dette,
Til Aandeverdnens høie Hellligdom,
Ephemeriskt paa Tidens lave Slette
Til Dieliv letvinget flaggre om:
Men naar da Genien med aldrig trætte
Ildvinger op til Tankeverdnens Dom
Sig herlig svinger og dens Sol tør drikke,
Sin hæse Spot bag ham hiin hvidsle ikke!

450

Med Ynde Kraftløsheden sig bevæger,
Hvad ei beundres kan, det tækkes skal,
Dog medens hiin af jordiskt Blomsterbæger
Aromer suger dybt i lave Dal,
Høit Kraften sig med Nektarskaalen qvæger
I Favn af et huldsaligt Ideal:
Med Charis ei, med Hebe gik Alciden
Da han sig herligt opsvang over Tiden.

Æsk ei af Ørnen, at han sig skal svinge
Imellem Uveir, travle Bier lig,
Som hvirvle sig i stedse mindre Ringe
Om Blomsten og i den nedsænke sig:
Thi vildt det stormer fra hans Risevinge,
Hans høie Flugt er idel Kraft og Krig,
Paa Zeus-Kronions Septer han udhviler
Og med hiin første Ild til Jorden iler.

O du, som Guderne ei foretrække
Til deres Idealers føie Laan,
Skal Geniernes Flugt sig kun udstrække
Til Kredsen af dit korte Trællebaand?
Og hvis de svinder bort bag Skyers Dække
Og du ei følger dem i Blik og Aand,
Troer du, at naar de see den aabne Himmel,
De hvirvles ned i Tankeløsheds Svimmel?

Og ei, dig selv bedragende, du kalde
Fuldkommenhed hvad Feilfrihed kun er!
Kun store Mestre vældigt kunne falde,
Det dybe Fald om Høiden Vidne bær
Og den kun er en Heros mellem Skialde,
Som uden Frygt gik store Farer nær,
Thi af det samme Væld alt Stort fremspiller,
Som Ondt og Godt det siden sig adskiller.

451

Dog derfor ei du troe at jeg foragter
Den strænge Nemesis og Gratien:
Til Maal og Forhold dannende jeg tragter,
Til Yndesløret som ombølger den,
Men ikke jeg det Tækkelige agter
Naar jeg en Kunstens Heros stiller hen,
Barbarisk ædel, prydløs, skal han skrække
Og som et Fortidssyn af Slummer vække.

Hvo i sit Værk kan Alt og Eet foreene?
Den Lod end ei af Skiebnens Urne faldt,
Men Charis staaer hos Anadyomene
Og Høihed reiser Hæres Storgestalt;
Sødt lokker Cittrens smeltende Gamene,
Calliope til Kampens Brag er kaldt,
Ved Skiønheds Alter staae Alcibiader,
I Løveblod Alcider dybt sig bader.

I Enkelthedens bølgefulde Rige
Er Kraft og Ynde i en evig Splid,
Athleter lig, de for hinanden vige
Og stedse vexler den uvisse Strid;
Til fælles Seir de kun sig sammensmige
I hiin den store Alhermaphrodit,
Ham, som det Heele med Gestalt omskriver,
Mens Tidens Strømme ham som Blod opliver.

Ved tvende Kræfters Samstød Alting bliver:
Den eene virker stedse lige hen,
Den anden kun med Grændser rundt omskriver
Og ved sin viise Modstand styrer den,
Og medens denne hiin tilbagedriver,
Hvad eller trænges i sig selv igien,
Een mandig sig som Vælde skal forkynde,
Den anden blid og qvindelig som Ynde.

452

Af deres Blanden hver Natur oprinder,
Dog i det Heele Ligevægt kun er,
Det skiønne Maal og Forhold ak! forsvinder
I alt det Enkelte og Eene her:
I Blandinger af meer og mindre, binder
Sig dette, stræbende det Heele nær -
Tør jeg ei begge i min Barm foreene,
Da Skiebnen mig den Mandige forleene!

Jeg agter ikke Daarskab, Jordens Datter,
Og Tidens Lænker jeg heroisk brød;
Mig skrækker ei de Uindvi'des Latter,
Selv om det Helligste den ofte lød.
Det Vanlige det Store ikke fatter,
Thi træder dette hen med vældigt Stød,
For Genien maae selv Naturen vige,
Hvis hun i ham sig selv vil ikke svige.

Paa Høiden af olympiskt, selvskabt Nøie,
Hvor med sin Yndling hun i Storm opfoer,
Hun Tidens Rige blotted' for hans Øie
Og Evighed i Værket ham tilsoer.
Lig nyefødt Øe, opstødt til Lysets Høie,
Hvor ingen Nuslægt fryder sig og boer
Og som bag svundne Sekler først skal grønnes,
Hans store Værk, skiøndt seent, dog vidst paaskiønnes.

Og ei er den en Genius som brænder
Sit Offer af for den medfødte Tid,
Kan Millioner laurbærfulde Hænder
Belønne Kunsten, ved hvis høie Id
Den store Alaand sig i os erkiender
Og vi i ham, i Evigheden Tid?
Alaandens Blik igiennem Kunsten tindre,
Hans dagende Bevidsthed i vort Indre.

453

Saaledes Kunsten i sig selv medbærer
Sin Løn, sin Høihed og sin Evighed,
Den Evige af eget Indre nærer
Sin ægte Datter, som han frydes ved.
I Guddomstolke! store Digtre! lærer
Heraf den ædle Lod som I fik med,
Og I, Frugtløse! det sig ei kan sømme
At skabe, lærer heraf at bedømme.

Vanhellige! som Værket vil forkaste
Før i dit Indre det nyeblevet staaer:
Den Gienskiald kun berømme skal og laste,
Som det i sig hiin udenfor formaaer.
Du kan mod Oceanet dig formaste
Og straffe Risebølgen som den slaaer,
Men først indfat den i din Haand og siden
Din Dom skal lære os, hvor stor, hvor liden.

Og begge, du, som seirende dig svinger
Ud af Naturens Kreds ved Egenmagt,
Og du, som hiin ved stille Love tvinger
Og ordner jevnt hans vildthenstrø'de Pragt,
I helligt Samfund eders Offer bringer
Og slutter ofrende en evig Pagt,
Hinanden værdige I begge være,
Og Kunsten som det Ypperste I ære!

Thi Pieriderne er ikke Terner,
Som Ephesus's Gudinde klæde paa,
De, selv guddommelige, over Stierner
Med Guder og Heroer herligt gaae.
Op, Digtre! alt det Jordiske bortfierner,
Da skal I snart det Himmelske opnaae,
Thi Kunsten er lig Troens skiønne Rige,
Kun ubesmittet Frahold did tør stige.