Nødvendighed

✂ Mon det Hændelsen er, som med sin Dannestav,
Ved Forvildelsens Haand, hersker i Stoffens Land,
Og sit Vanvid fremstiller
I de vordende Skikkelser?

✂ Eller er det maaskee sindet Vilkaarlighed,
Som, en lovløs Despot, nu et nedtrampet Folk
Grusom kræver til Offer,
Nu fremsmiler en Festens Dag?

✂ Nei! Naturen er ei meningløs Grotteværk,
Arabeske og Leeg: Verden et Bagdad ei,
Hvor Chalifens uhyre
Løse Lune er Folkelod.

✂ Ham jeg saae og endnu stirrer mit store Blik,
Altings Styrer jeg saae: evig Fornuft, din Søn!
Verdens Lov i den høire,
Tidens Flod i den venstre Haand.

✂ En Uendelighed, maalte og fyldte han
Tankens, Gisningens Grav, bredde- og bundløst Rum;
Evig Een og sig selv lig,
Thi hans Navn er Nødvendighed.

✂ Lig den trofaste Form, Kunstnerns Fortroelige,
Alnærværende, han binder det store Al:
Verdners Grundstof indsmeltes,
I Forvandlingen Formen staaer.

✂ Altings Styrer, jeg Dig hilser med Hymneklang!
Uforkrænket Du er evig og overalt,
Himlens gisnede Stjerne,
Jordens Lilie lige nær.

✂ Kraft og Drift og Instinkt lyde dit Enebud,
Og Beslutningen stolt dølger sin Lænke kun:
Støvet, Stjernen og Ormen,
Aanden, trælle i samme Baand.

✂ I dit Rige tør ei Oprøret reise sig
Mod den stærkere Lov: see! Undergivenhed
Iisgraae, tæller Æoners
Følge dybt ved din Klippefod.

✂ Straf med lynende Sværd, Naade med ødsel Haand
Ikke tjene dit Vink: Frygten og Haabet døer:
Ubønhørlighed ligger,
Lig en Ørk, ved din frosne Barm.

✂ Ei forsonet og mild, ikke fortørnet nu,
Ubevægelig, eens, seer Du med samme Blik
Hen hvor Pesten fortærer,
Lykken hygger et talløst Folk.

✂ Naar Forandrings Orkan ophvirvler Tidens Flod,
Over Tingenes Fald, Skibbrud og Undergang,
Høit i medfødte Straaler,
Evig, svæver den holdne Form.

✂ Og din Krone den er. Tanke, min Ægis vær,
Og betrygg i min Barm Viisdommens Ligevægt,
At min Glæde kun Blidhed,
Sorgen Alvor kun vorde tør!

✂ Hold for stedse mig her, høit over Haab og Frygt!
Fra Betragtningens Høi, herlig og stor ved Savn,
Uomveltet, jeg skue
Dybt Omveltningen ved min Fod!