Staffeldt, A. W. Schack von XI. Faklen

XI
Faklen

I Nattens Slør, af Taushed ledet, ned
Til Psyche Amor fra Olympen stiger,
Med navnløs Fryd hun til hans Barm sig smiger,
Med glæde-vogtende Uvidenhed.

Men Nysgjær snart om Rosenleiets Bred
Forførende, lig Edens Slange, sniger:
For Lampens Skin den Himmelske bortviger
Og Blufærds skiønne Charis følger med.

Forgiæves, Psyche! mindefuld du væder
Dit Leiested, i Savnets Enkeflor
Henstirrende paa Flugtens tomme Spor.

Saa flygte, uden Gienkomst, Hiertets Glæder,
NaarVidet med sin Fakkel blandt dem træder
Og giennemstraaler deres Slør og Giord.