Staffeldt, A. W. Schack von Prometheus eller Menneskets Skabelse

Prometheus
eller
Menneskets Skabelse

Prometheus fra sit Klippesæde
Stirrede langs ad Tingenes Kiæde:
Imellem Dyr og Gud
Der er et Øde, et Brud.
Jeg skabende det fylder ud!
Mig vinker, mig vinker Eimarmene
Til det guddommelige Kald.
Stolte Kronion! ei du alleene
Livet i Former indfatte skal.

Driftige Natur, du holde
Hvilende, dit Aandedrag!
Hemmelige Nat, du folde
Flugten ud om den blændende Dag!
Kom, Betragtning med stirrende Øie!
Kom, Begeistring, fra Stiernernes Høie!

Og hans Tankers Strøm henbruser,
Og hans Hierte slaaer med Bølgeslag,
Tifoldt Livet fra hans Læbe suser
I hvert Guddomsaandedrag,
Thi Begeistringen svinger
Om ham sine Vinger
366 Af hans dybe Indre træder
Seirende, til Liv og Hæder,
Værkets høie Ideal,
Skiønt som en Gud fra stiernetakt Sal.

Men fra underjordiske Lavasal,
Og Metallernes Grav,
Fra det skummende Hav
Og Stormenes Baner,
Med tryllende Kunstnerstav
Elementernes Aander han maner;
Og i Naturens gienlydende Riger
Fra oven og neden Svaret stiger:

Elementaraanderne

Vi komme! vi komme! vi alle fornemme
Japetide, din vældige Stemme.

Gnomer

Fra Mørke og Muld
Og Riger af Guld,
Fra Underjordsdomer
Opile vi Gnomer.

Ondiner

Fra vandhvælvet Sal,
Vi fare paa Strømme
I Perlesnors-Tømme,
Med Flyden og Fald.

Sylfer

Paa rødnende Skye,
Som Balsom neddugger
Og sagte os vugger,
Til Jorden vi tye.

367

Salamandre

I hvirvlende Skare
Af Ætna vi fare,
Med Ildebrandskrandse
Vi Vilde hendandse.

Alle

Vi vare! vi vare!
Før Stiernernes Skare,
Før Jord og før Tid.
Da var der Splid.
Nu give hinanden
Vi eenige Haand,
Vor salige Blanden
Er Skabelsens Aand.
Vi komme i Chor
Fra Luft og fra Jord,
Fra Ild og fra Hav,
Hvad er dit Krav?

Prometheus

Hielper mig at fylde
Rummet mellem Dyr og Gud
Med et Væsen, som de andre hylde
Og som eier Jorden ved sit Bud.

Storm og Luer,
Jord og Hav,
Foreenede skuer
Ved min Kunstnerstav!

Gnomer

Det Faste vi have,
Vi give dig Leer.

368

Ondinerne

Ondinernes Gave
Det Flydende er.

Sylfer og Salamandre

Vi Mægtige give
De ædlere Deele,
At fuldendt, det Heele
Maae vaagne i Live.

Sylfer

Vi Aaanden dig give
Som vifter fra Læben.

Salamandre

Vor Hvirvel skal drive
Livsaandernes Stræben.

Alle

Grib din Dannestav, thi vi,
Uranide, staae dig bi!

Da skuer den herlige Titan
Sit Billed' i det rislende Vand:
I Betragtning over det han hænger,
Støttet ved sin gyldne Stav,
Dog brat han farer op og mænger
Jord og Hav.
Der ligger Deien, formløs og død,
Med Menneskeheden dulgt i dens Skiød.
Thi see! begeistret han den tvinger
Ved sit Kunstnerbud,
Og de kaarne Former springer
Let af den, lig Blomster, ud.
Endelig staaer Billedstøtten der,
Dens Piedestal Jordkloden er,
369 Dens Niske Himlens Bue,
Undrende Guder nedskue.

Men ak! den ikke Aande drager,
Og Døden i sin Favn den tager.
Da blæser Sylfen en Vestenvind,
Giennem de smeltende Læber ind,
Og Purpurmunden sagtelig
Rosen lig, udfolder sig.

Men ak! end Hiertet stille staaer,
Blodet ei sin Bølge slaaer.
Da Salamandren vældig kaster
Et Lyn i dens Barm,
Og Hiertet hopper og haster,
Og Blodsstrømmen flyder saa varm,
Og Øiet, lig en Stierne,
Behersker det hyldende Fierne.

Da udraabte Prometheus:
O herlige Fader Uranus!
Fra din evige Taage du sende
Et Blik til Verdenens Ende!
O skuer, Titaner!
Vanhældige Aner!
Eders aandende Billed'
Prometheus opstilled'!

Lyt! Aanden svæver,
See! Barmen sig hæver,
Og Blikket bortiler,
I dets Omfang hviler
Havet og Jorden,
Og Stiernernes Orden.
370 Men ak! det føler ei og tænker,
Og selv ei Dyr endnu,
Det bærer Urtens trange Lænker.
O hører mig med naadig Hu,
Æteriske Feer!
Begavende skiænker
Den aandende Leer
Det stærke Begiær
Med Naturen i Favnen
Den skabende Savnen
Af meere end her;
Vilje og Tanke,
Evne at sanke
Meget til Eet,
Og uden Skranke
At straale i egen Majestet.

Og paa Æterhvælvingen
Til en Concha Stiernerne sig føie,
Fra dens Relling Feerne sig bøie
Og paa Vindens Bølger glide hen.
Da blev det rundt som Morgenrøde,
Og Vaarnaturen atter slog ud,
En høiere Natur at favne som Brud,
Og rundtom Brudesange løde,
Mens Himlen og Jorden i saligt Møde
Tilsammenfløde.

De lyse Feer

I cirklende Dandse
Om dig vi os svinge,
Olympiske Krandse
Til Jorden vi bringe.
Vi signe dig! signe!
Du Guderne ligne!

371

De lyse Feers Dronning

Den første Krands jeg om din Tinding vinder,
Aftagende den Mæleløses Aag:
Der blomstre Smiil paa dine favre Kinder,
Bevidsthed vinke fra dit Øielaag;
Til meer end Skrig, din Tunge jeg løsbinder,
Til liflig Velklang og almægtigt Sprog;
I Tidens Strøm opbygger jeg din Trone,
I Evigheden fletter jeg din Krone.

Da oprandt Smilets Morgenskiær
Og Læben stammede: kiær.

Hiertets lyse Feer

Hiertets Skytsgudinder
Ere vi,
Hør os, og du finder
Alt deri.
Paa det vi Strænge trække,
Natur og Guddom slaaer
Harpen og de indre Toner vække,
Indtil Glæders lange Række
Ud fra Himlen over Jorden gaaer.

1

Dit Hierte sig stemme
Til Alharmonie,
Du Alt og i Alt dig fornemme,
Mangfoldiggiort ved Sympathie;
Med tusinde Følelsers Arme
Det Livløse selv du opvarme.

2

Jeg Guders Attraae skienker dig
Stor og herlig at vise sig:
Hæderns grændseløse Rige
Underkastes dine Bud,
I Naturen og blant Lige
Du herlig skride, som en Gud.

372

3

Jeg dig vil forære
De reene Begiær,
Som ikke fortære,
Æteriskt sig nære
Med Lyd, Gestalter og Skiær.

Da dirrede alle Følelsers Strænge,
Rundt Naturen var opløst
I et saligt Almeennøie;
Skiønhed gik over Fielde og Enge,
Og ved den Følendes Bryst
Laae Himmelens Høie.

Phantasiens lyse Feer

I

Hos troefaste Minde
Du stedse gienfinde
Det svindende Hæld;
Fornyet gienrinde
Dit Liv til sit Væld.

Og over dets Skiel
I Haab det skal svinde
Fra nu og fra her,
Og af din Siel
Skal kommende Dage
Forud modtage
Glæde og Skiær.

2

Hvad jeg forunder,
Dig Guden misunder:
Lyren og Kunstnerstaven,
Modtag dem! er Gaven.
Af denne Spire
En Verden udskyder,
373 Fra denne Lire
Det Heele gienlyder.

En Gud, du frembringe
Den savnede Glæde,
Og flette nye Ringe
I Tingenes Kiæde.
Og Guder nedstige,
At vandre med Fryd
I ætheriske Rige
Af Former og Lyd.

3

Fra Kunstens ætheriske Bue
Som over dig spænder sig ud,
En vinkende Himmel du skue,
Og hiin, den øverste Gud,
Med Evigheden, hans Brud,
Ved den salige Barm
Og Verdnen, hans Søn, i almægtige Arm.

Fornuftens lyse Feer

Phantasiens Blomster døe,
Evigt er Tankernes Frøe.

I

Jeg herligt dig skiænker
Olympiske Tanke,
Den bryder dine Lænker
Og over din Skranke
Til Guderne drager,
Hvor Hilsen modtager
Den jordiske Giæst
Ved den evige Fest.

Hersk i Naturens Rige:
Til Afgrunden du stige,
Til Stierner undvige,
374 Ved Skiebnens Fod
Blot Tingenes Rod
Og Kilden til Tidens Flod;
Med dristig Forstand
Find Skabningens Plan,
Og hiine første Idealer
Hvis reene Pragt
Formørket og svagt
I Tidens Flod sig afmaler.

2

En virkende Gud,
Handling din evig bekrandsede Brud,
Give Naturen og Tiden du Bud,
Og Verdens Aarbog fra dig flyde ud.
Vær hastig og stærk.
Dit vordende Værk
Til Spidsen du bære,
Til Gavn og til Ære.
Fuldendelsen sætte
Paa det sin Krands,
Og Sekler sig flette
Om det i Dands.

3

I Visheds rolige Æter
Din høieste Krone jeg fletter.
Her ved Skiebnens Barm du hvile
Og paa Alt nedsmile.
Du Overbeviisningens Kiede
Om Verdnen udbrede
Og mægtig den lede,
Mens Tiden nedskriver
De Love, du giver:
Thi Verdendandsen holdes i
Dit Tankefølges Melodie.
375 Saa de ætheriske Feer sang
Og deres Liljeseptere svang.
Men værdigt at staae i olympiske Sal,
Stod paa Jorden et Ideal.
En fremmet Henrykkelse foer
Sagte giennem den undrende Jord;
Morgenrødens Kilde sig udtømte
Og i den Jordkloden svømte;
Rundt Naturen syntes sprungen ud
Til en eeneste Blomst for sin Gud,
Rundt var Luften opløst i
Idel Hymneharmonie;
Paa de rosenrøde Høie
Gik et ubegrændset Nøie,
Uendelig Henrykkelse Verdenen tog
Og til Udtryk, som en Harpe, den slog,
Indtil Skiebnens Almagt, fattig vorden,
Daanede i Favn af Jorden.

Men hvilken Angest og Gruen?
Hvilken fierntfra buldrende Truen?
Ve! de lyse Feer undfly'r!
Solen sig dølger
Bag flygtende Sky'r,
Jordfladen bølger
I bristende Rystelse.
Ve! Ve! Ve!
Afgrunden føder
Og bristende støder
Paa Luers hvirvlede Top
De sorte Feers Skarer op.

Under Jordskiælv og Torden
Sled det Onde sig løs:
Freden bortveeg fra Jorden,
Livskilderne frøs.

376

De sorte Feer

Hvo løser vore Kieder
Og umodstaaeligt leder
Fra det evige Blund
Paa Afgrundens Bund?

I cirklende Dands
Vi formørke din Glands!
Vi bande dig, bande!
Og brænde din Pande
Med Helvedes Ild:
Vær fredløs og vild!

De sorte Feers Dronning

Skiebnens faste Love byde
Over Dyr og Gud,
Eene du skal turde bryde
Driftens lykkelige Bud.
Jeg løser hiine Lænker,
Som selve Guder pryde,
Og til første Gave skienker
Smertens Braad
Og Jammerens Graad.

Saa far i Tøileløshed hen
Mellem Jorden og Himmelen.

Hiertets mørke Feer

1

Jeg ødslende dig giver
Avind, Had og Haan;
Og sønderriver
Hierternes Baand.
Kom tilbage, chaotiske Taage!
Gamle Tvedragt, ryst dine Snoge!

377

2

Kneis fra omhylede Sæde,
Kneis, hovmodige Tyran!
Som Misvæxt, du nedtræde
Dit blomstrende Land!
Som Pesten, du æde
Dit Folk af dets Kiæde.

3

Selvhedens Drage
Sin Rede tage
Dybt i dit Bryst!
Paa Spliden den ruge,
Umættelig sluge
Den dyriske Lyst.

Phantasiens mørke Feer

1

Med martrende Slanger
Selvæderen Anger
Dig pidske tilbage
Til hadede Dage.

Du fredløs omstrøife,
Og Frygten dig sløife
Fra Nutiden bort
Til Fremtidens Port.

2

Vanvid opløse og sløve,
Broutende Skaber, din Sands,
Og dybt din Bevidsthed bedøve
Med blyetunge Valmuekrands!
Med Spøgelsers Skare
Du ængstet vildfare,
Og ræd dig forvilde
I Tarantaldands.
Dit Raserie,
378 Opmuddrende Livets Kilde,
At Himlen og Jorden
Ei speiles deri,
Forrykke den evige Orden.

3

Og Helved sig male
I Vellystens Sale,
Om Tiggerens Leie
Det evigt sig dreie!
Og Diævlene stedse
I skruede Kredse
Nærmere trine,
Vildttruende hvine,
Men nølende grine
Og tusindfold pine.

Fornuftens mørke Feer

1

Vildfarelsen hygge
Dig moderlig,
I din Aand dens Skygge
Aftegne sig!
Og Løgnen klæbe
Ved giftige Læbe,
Og Falskhed stræbe
Med Favnen at dræbe.
For Meening du bløde
Med Liig den føde,
Og i Strømme af Blod
Fæste det Onde dybere Rod.

2

Med skabende Brynde
Du vældig begynde,
Nyd forud den Ære
Som Lønnen skal være.
Da daane din Aand!
Da visne din Haand!
379 Rundt om Værkets Torso skride
Du med Gienfærds bange Hu,
Vildt fortvivlet, slide
Den halve Krands itu,
Og bande i hylende Klage
De frugtløse Dage.

3

Tvivlen løsbinde
Din grundløse Aand,
Du ikke gienfinde
Begrebernes Baand.
Forgiæves du raabe
I Ørkenens Sand,
Ingen Kundskabsdraabe
Kiøle din Brand!
I Tvivlslabyrinther,
Ved Verdenens Fald
Og Undergangssplinter,
Du Tvivl uden Ende
Mod dig selv skal vende
Og forekomme Dødens Kald.

Saa de sorte Feer sang
Til Afgrundsbrøl og Tordenklang,
Og ak! mod det han selv fuldendte,
Fortvivlet, Prometheus Staven svang
Men Skiebnen Slaget vendte,
Den Sønnen i Favnen tager,
Fra Caucasus lyder Faderens Klager.

380