PAA
ARVEPRINDSESSENS
DØD

✂ Græder ei naar matte Olding segner:
Aldren er en seen fuldbyrdet Død;
Græder ei naar syge Spæde blegner
Paa den taarefulde Moders Skiød:
Glædens Krands af hvide Lokker falder,
Sorgen hilser Oldingen sin Ven;
Barnets Skrig mod Lysets Straale kalder
Glæden ei til Vuggens Svimmel hen.

✂ Men naar Livet, under Skiebnens Pleie
Viklet ud i yndig Ungdomsvaar,
Stolt paa Lykkens lyse Himmelhøie
Som et Træe i Løv og Blomster, staaer;
Naar det, som et Træe med tusind Rødder,
Jordens Lyst med tusind Nerver nød,
Og naar Skiebnens Rigdom til dets Fødder,
Som Tribut, paa Tidens Bølger flød; -

✂ Og naar to, med Elskovs Himmelglæde,
Samle sig til een i fælles Favn,
Mens paa Skiød og Arm de hulde Spæde
Stammende udnynne Modernavn; -
Og en Barm af Sympathie sig hvælver,
Trøst og Lindring af den vælder ud
I Fortrængtes Hierter - o saa skielver,
O saa frygter Dødens haarde Bud!

✂ Og naar nu den grum sin Haand udstrækker
Og forvandler Jordens Fryd til Leer;
Og naar Gravens sorte Svælg sig flækker,
Og naar Stenen sukker: er ei meer!
O saa græder; Lykkens Yndling yde
Glædens Taare nu i Sorgens Arm;
Misheld-Slavens Taare dobbelt flyde:
Een han ofrer Smerten i sin Barm.

✂ Eders Øie da i Taarer smelte,
Eders fulde Sukke blande sig
Med de hule Toner da, som velte
Ned fra Taarnene saa sørgelig!
Sorgens sorte Fane dunkelt skygger
Over Tronen, over fiern og nær;
Tronen ei mod Dødens Krav betrygger -
O Sophie, ak Du er ei meer!

✂ Slukt er Himmellyset hendes Øie,
Klart som Dugens Draabe, straalte med;
Dæmpet er den Røst, som vilde bøie
Mordrens stive Arm til Beltet ned;
Tom den Phantasie som Jordens Skiønne
Med forklarte Himmeltræk gientog;
Stivt det Hierte, som hvad Usle stønne
Sympathetisk bævende, gienslog.

✂ Følende, som hendes Ynde trylled',
Sukke: ak, Sophie er ei meer!
Armod, hendes Sørgemindebilled',
Sukker: ak, Sophie er ei meer!
Magen hen paa hendes Ligseng synker
Sukkende: Min Mage er ei meer!
Ved hans Knæ en Sverm af Spæde klynker:
Ømme Moder, ak, Du er ei meer!

✂ Ynde, Lykke, Godhed, Moder, Mage
Svandt i Dig, Sophie, fra dem bort;
Magens og de Moderløses Klage
Lyder ubønhørt ved Dødens Port.
Og gid Hellas' skiønne Phantasier
Drømte sandt om Haabets skiulte Land,
Lig Alcestes seirende Befrier,
Skiebnen jeg i Kampen overvandt!

✂ Oh - men nu Dig aldrig mere vækker
Magens og de Moderløses Raab;
Skiebnen giennem Dødens Forhæng rækker
I Dit Sted, kun Gienforeenings-Haab.
O saa viis - hvis Dig med Flammevinger,
I opløftet Favn, Henrykkelsen
Op til Lysets, Livets Væld ei bringer -
Viis paa Dødens Forhæng Dig igien.

✂ Ogsaa hisset er du Moder, Mage,
Skiønnere end nys Du her det var;
Støvets Former ikkun svagt gientage
Hine Idealer, Himlen har.
Og at ogsaa Veemods søde Taare
Rinde kan paa den Forklartes Kind
Maae Erindrings kielne Kummer saare
Den Forklartes glædedrukne Sind.

✂ O saa svæv fra Himlens Stiernebue,
Klæd med Maanlys Dig i Synlighed;
Men kan jordiskt Øie Dig ei skue,
Svæv usynlig, ikkun anet, ned.
Magens Blik ved Himlens Hvælving hænger,
Og mod Himlen aabner han sin Favn;
Om ham sig de Spædes Vrimmel trænger,
Ak, og klynke ømme Moders Savn.

✂ Denne Gruppe staaer for Dig til Minde,
Den ei Kunstens døde Marmor er:
O saa kom og Himmelroe forkynde
De Forladte, at Du er dem nær.
Sagte, som i Silkelokkers Svæven,
Vifte Trøst og Lise til dem hen;
Og til Veemods kielne Vellystbæven
Lindres ved Din Nærhed Kummeren.

✂ Ved de Moderløses lune Leie
Du i Drømmesyn som Engel staae;
Moderlig Du over dem Dig neie
Hvidskende: o slumrer sødt, I Smaae!
Ogsaa deres Engel naar de vaage,
Led dem frem med sagte, skiulte Drag;
Væn til Dyd i Barndoms falske Taage
Dem ved Glæde og fra Last ved Nag.

✂ Spæde, glemmer ei hvad eders Moder
Kielent eder lærte paa sit Skiød:
Selv den nøgne Træl er eders Broder;
Jordens store Slægtskabsbaand er Nød
Ældre selv end Dyd, for allerede
Forud at belønne Dydens Mod,
Derfor Lykken kun i Skiebnens Kiede
Strax ved eders Vugge fængslet stod.

✂ Lykkens Sønner, eders Fied udfolder,
Træder ind i Dødens Helligdom;
Kunsten mellem Liig og Liigstøv holder
Her end eders Aners Leerphantom.
Her I lære, at i Dødens Ager
Kongen er afmægtig som hans Træl,
Og at Dødens Blund i Sarcophager
Ei er sødere end paa en Fiel.

✂ Prinds, hvis matte Tinding Sorgen trætter,
Trøst er nu dit Hiertes store Trang.
Sangen Sorgens tunge Skygge letter;
Gid den Magt forundet var min Sang!
Ei den mod Naturens Taare flyder
Fra en Viismands golde Marmorbarm:
Trøsten deler Smerten; sukker, yder
Taarer med i den Beklemtes Arm.

✂ Lig den syge Væxt i golde Dale
Himlens Lys igien opklækkede,
Mig Dit Smiil af Sorgens tunge Dvale
Til fornyet Liv gienvækkede.
Blid Du gav mig af Din Lykkefylde;
Selv jeg tager af Din Sorg min Deel,
Sympathetisk lidende, indhylde
I Din Sorrigs Skygge sig min Siel.

✂ Smiger ei min stolte Barm besmitter;
Jeg for Dyden kun min Harpe slaaer;
Den opløfter jeg af Ringheds Hytter:
Haanende for kronet Last jeg staaer.
Derfor skal min Lovsang Hæder være,
Vises og Heroers Held og Løn;
Derfor skal den deres Navne bære
Ugienkaldt, til Tidens Udløb hen.

✂ Prinds, at Du Algodheds Glædefylde
Stræbte at udtrykke ved Din Dyd,
Og at af Din Godheds tause Kilde
Flød til Sorgens Vraaer Trøst og Fryd;
Dette skal for Fremtids Dommersæde
Og naar Smigren døde med sin Gud,
End min Sang i Hymnetone qvæde
Og fuldbyrde sin Frembringers Bud.

✂ Du som trøsted' tusinde, Dig trøste
Trøstens blide Engel da igien;
Tungsinds Mørke om Din Tinding briste,
Og Du see bag Tidens Teppe hen.
Taalmods stille, hulde Engel tørre
Snart Din sidste Kummertaare af;
Snart, i søde Sværmerier, høre
Du Dig kalde ved Sophie Grav!