Staffeldt, A. W. Schack von Paa Arveprindsessens Død

PAA
ARVEPRINDSESSENS
DØD

Græder ei naar matte Olding segner:
Aldren er en seen fuldbyrdet Død;
Græder ei naar syge Spæde blegner
Paa den taarefulde Moders Skiød:
Glædens Krands af hvide Lokker falder,
Sorgen hilser Oldingen sin Ven;
Barnets Skrig mod Lysets Straale kalder
Glæden ei til Vuggens Svimmel hen.

46

Men naar Livet, under Skiebnens Pleie
Viklet ud i yndig Ungdomsvaar,
Stolt paa Lykkens lyse Himmelhøie
Som et Træe i Løv og Blomster, staaer;
Naar det, som et Træe med tusind Rødder,
Jordens Lyst med tusind Nerver nød,
Og naar Skiebnens Rigdom til dets Fødder,
Som Tribut, paa Tidens Bølger flød; -

Og naar to, med Elskovs Himmelglæde,
Samle sig til een i fælles Favn,
Mens paa Skiød og Arm de hulde Spæde
Stammende udnynne Modernavn; -
Og en Barm af Sympathie sig hvælver,
Trøst og Lindring af den vælder ud
I Fortrængtes Hierter - o saa skielver,
O saa frygter Dødens haarde Bud!

Og naar nu den grum sin Haand udstrækker
Og forvandler Jordens Fryd til Leer;
Og naar Gravens sorte Svælg sig flækker,
Og naar Stenen sukker: er ei meer!
O saa græder; Lykkens Yndling yde
Glædens Taare nu i Sorgens Arm;
Misheld-Slavens Taare dobbelt flyde:
Een han ofrer Smerten i sin Barm.

Eders Øie da i Taarer smelte,
Eders fulde Sukke blande sig
Med de hule Toner da, som velte
Ned fra Taarnene saa sørgelig!
Sorgens sorte Fane dunkelt skygger
Over Tronen, over fiern og nær;
Tronen ei mod Dødens Krav betrygger -
O Sophie, ak Du er ei meer!

47

Slukt er Himmellyset hendes Øie,
Klart som Dugens Draabe, straalte med;
Dæmpet er den Røst, som vilde bøie
Mordrens stive Arm til Beltet ned;
Tom den Phantasie som Jordens Skiønne
Med forklarte Himmeltræk gientog;
Stivt det Hierte, som hvad Usle stønne
Sympathetisk bævende, gienslog.

Følende, som hendes Ynde trylled',
Sukke: ak, Sophie er ei meer!
Armod, hendes Sørgemindebilled',
Sukker: ak, Sophie er ei meer!
Magen hen paa hendes Ligseng synker
Sukkende: Min Mage er ei meer!
Ved hans Knæ en Sverm af Spæde klynker:
Ømme Moder, ak, Du er ei meer!

Ynde, Lykke, Godhed, Moder, Mage
Svandt i Dig, Sophie, fra dem bort;
Magens og de Moderløses Klage
Lyder ubønhørt ved Dødens Port.
Og gid Hellas' skiønne Phantasier
Drømte sandt om Haabets skiulte Land,
Lig Alcestes seirende Befrier,
Skiebnen jeg i Kampen overvandt!

Oh - men nu Dig aldrig mere vækker
Magens og de Moderløses Raab;
Skiebnen giennem Dødens Forhæng rækker
I Dit Sted, kun Gienforeenings-Haab.
O saa viis - hvis Dig med Flammevinger,
I opløftet Favn, Henrykkelsen
Op til Lysets, Livets Væld ei bringer -
Viis paa Dødens Forhæng Dig igien.

48

Ogsaa hisset er du Moder, Mage,
Skiønnere end nys Du her det var;
Støvets Former ikkun svagt gientage
Hine Idealer, Himlen har.
Og at ogsaa Veemods søde Taare
Rinde kan paa den Forklartes Kind
Maae Erindrings kielne Kummer saare
Den Forklartes glædedrukne Sind.

O saa svæv fra Himlens Stiernebue,
Klæd med Maanlys Dig i Synlighed;
Men kan jordiskt Øie Dig ei skue,
Svæv usynlig, ikkun anet, ned.
Magens Blik ved Himlens Hvælving hænger,
Og mod Himlen aabner han sin Favn;
Om ham sig de Spædes Vrimmel trænger,
Ak, og klynke ømme Moders Savn.

Denne Gruppe staaer for Dig til Minde,
Den ei Kunstens døde Marmor er:
O saa kom og Himmelroe forkynde
De Forladte, at Du er dem nær.
Sagte, som i Silkelokkers Svæven,
Vifte Trøst og Lise til dem hen;
Og til Veemods kielne Vellystbæven
Lindres ved Din Nærhed Kummeren.

Ved de Moderløses lune Leie
Du i Drømmesyn som Engel staae;
Moderlig Du over dem Dig neie
Hvidskende: o slumrer sødt, I Smaae!
Ogsaa deres Engel naar de vaage,
Led dem frem med sagte, skiulte Drag;
Væn til Dyd i Barndoms falske Taage
Dem ved Glæde og fra Last ved Nag.

49

Spæde, glemmer ei hvad eders Moder
Kielent eder lærte paa sit Skiød:
Selv den nøgne Træl er eders Broder;
Jordens store Slægtskabsbaand er Nød
Ældre selv end Dyd, for allerede
Forud at belønne Dydens Mod,
Derfor Lykken kun i Skiebnens Kiede
Strax ved eders Vugge fængslet stod.

Lykkens Sønner, eders Fied udfolder,
Træder ind i Dødens Helligdom;
Kunsten mellem Liig og Liigstøv holder
Her end eders Aners Leerphantom.
Her I lære, at i Dødens Ager
Kongen er afmægtig som hans Træl,
Og at Dødens Blund i Sarcophager
Ei er sødere end paa en Fiel.

Prinds, hvis matte Tinding Sorgen trætter,
Trøst er nu dit Hiertes store Trang.
Sangen Sorgens tunge Skygge letter;
Gid den Magt forundet var min Sang!
Ei den mod Naturens Taare flyder
Fra en Viismands golde Marmorbarm:
Trøsten deler Smerten; sukker, yder
Taarer med i den Beklemtes Arm.

Lig den syge Væxt i golde Dale
Himlens Lys igien opklækkede,
Mig Dit Smiil af Sorgens tunge Dvale
Til fornyet Liv gienvækkede.
Blid Du gav mig af Din Lykkefylde;
Selv jeg tager af Din Sorg min Deel,
Sympathetisk lidende, indhylde
I Din Sorrigs Skygge sig min Siel.

50

Smiger ei min stolte Barm besmitter;
Jeg for Dyden kun min Harpe slaaer;
Den opløfter jeg af Ringheds Hytter:
Haanende for kronet Last jeg staaer.
Derfor skal min Lovsang Hæder være,
Vises og Heroers Held og Løn;
Derfor skal den deres Navne bære
Ugienkaldt, til Tidens Udløb hen.

Prinds, at Du Algodheds Glædefylde
Stræbte at udtrykke ved Din Dyd,
Og at af Din Godheds tause Kilde
Flød til Sorgens Vraaer Trøst og Fryd;
Dette skal for Fremtids Dommersæde
Og naar Smigren døde med sin Gud,
End min Sang i Hymnetone qvæde
Og fuldbyrde sin Frembringers Bud.

Du som trøsted' tusinde, Dig trøste
Trøstens blide Engel da igien;
Tungsinds Mørke om Din Tinding briste,
Og Du see bag Tidens Teppe hen.
Taalmods stille, hulde Engel tørre
Snart Din sidste Kummertaare af;
Snart, i søde Sværmerier, høre
Du Dig kalde ved Sophie Grav!