Brylluppet

✂ Alvadero rev med Møie
Sig af Melesinas Favn,
Svang beklemt sig paa den høie
Ganger, som opsadlet stod.

✂ Men med Jammerskrig den Ømme
Kasted' sig for Hestens Fod,
Holdt med Liljehaand dens Tømme
Og sit Løfte hulkede:

✂ »Dag og Nat skal Sorg og Minde
Være mine Sødskende;
Sol og Maane Dig skal finde
Ak! i Billed ved min Barm.

✂ Thi for evig er jeg bunden
Til din Skiebne og til Dig:
Saadan Troe er ikke funden,
Evig Din i Liv og Død!«

✂ Men han grov, hvad Melesina
Lovede, dybt i sin Barm,
Og drog bort til Palæstina
For at vinde Himmelen.

✂ Mørke Anelser omflored'
Underveis hans qvalme Sind;
Iiskold Varsel giennembored'
Som et Banesaar hans Barm.

✂ Melesina! See ham svinde
Bort bag Fiernens Taageslør;
See og græd og giem hans Minde,
Thi saa lød dit Løfte jo.

✂ Melesina! Gode Pige!
Trofasthed er Qvindens Dyd;
Lad hans Billed' aldrig vige
Af dit Hiertes reene Speil.

✂ Tie, Madora! Falske Amme!
Edderfulde Slange, tie!
Dine sledske Ord ei ramme
Melesinas Inderste.

✂ Sælg Din Pleiedatters Hierte
Ikke for det røde Guld,
Som Mirosos Dig forærte
For at friste Skyldfrihed.

✂ Men den Riddersmand sig viiste:
Han var Tagoflodens Pryd;
Christ og Maur ham lige priiste
For hans Skiønhed og hans Mod.

✂ Stjerners Skin er i hans Øie,
Morgenrøden paa hans Kind;
Paa hans Mund, Begiær og Nøie
Synes at foreene sig.

✂ Helgenroe hans Pande klæder,
Mod og Styrke favne ham;
Og hans Barm er fuld af Hæder,
Og hans Arm og Gang er Hæld.

✂ Kunsten paa hans Skiold ham malte
Som han med den eene Haand
Krandse flettede og qvalte
Løver med den anden Haand.

✂ Vend dit Øie, Melesina!
Svøb dig i dit kydske Slør!
Tænk, o tænk paa Palæstina
Hvor maaskee din Ridder faldt!

✂ Men hun skimter først og skuer,
Ak! og skuer stedse hen
Til hun troeløs gløder, luer
Og forglemmer hvad hun svor.

✂ Og til Bryllup man indbyder
Mange Riddre, fiern og nær;
Cymbel og Guitarre lyder
I den fulde Høitidssal.

✂ Trængselen til Dands sig fletter,
Spøg og Elskov fører an,
Til man sig om Taflet sætter
Og Pokalen gaaer omkring.

✂ Hvad mon det er for en Ridder
Som i Sort, med lukt Visiir,
Høit ved Brudens Side sidder
Og ei Deel i Glæden ta'r?

✂ Endelig ham Værten spørger:
»Hvo er Du, o Riddersmand,
Som ved festligt Gilde sørger
Og i Sorrig hylder Dig?«

✂ Maanen slukkes, Vinden hviner
Da han aabner sit Visiir,
Og et Dødninghoved griner
Fælt omkring i Glædens Laug.

✂ Melesina bæver, blegner,
Alvadero! skriger hun,
Og i Angstens Krampe segner
For den Svegnes Gienfærd ned.

✂ Men han troefast hende rækker
Sin iiskolde Knokkelhaand
Og fra Bryllupsfesten trækker,
Alle staae som Støtter der.